Fra Anders Fogh til Marc Jacobs

Søs Marie Serup Laybourn. Foto: Altinget

Hvad ser du mest frem til i det nye samarbejde?

Jeg glæder mig til at opleve det stærke globale netværk, som Burson-Marsteller udgør, og til at udvikle nye måder at løse de samme gamle problemer på. Jeg har altid været optændt af tanken om, at det næste nye er noget, der er så nyt, at vi først skal til at opfinde det. Og så kan jeg jo godt lide, at de er branchens McKinsey – måske til den seriøse side, men et sikkert valg for kunderne og en mærkevare.

Hvordan kan du bruge din erfaring med politisk kommunikation i rådgivning af private firmaer?

Jeg hører ikke til dem, der skelner mellem almindelig kommunikation og politisk kommunikation. God kommunikation er god kommunikation – punktum. Det afgørende er, at man altid agerer professionelt i det politiske felt, som flere og flere virksomheder, individer og organisationer mere eller mindre frivilligt bliver fanget i. For dem er det et minefelt – men jeg kender vejen.

Hvad er den største forskel fra dit arbejde med kommunikation for Venstre til dit nuværende rådgivningsarbejde?

Jeg oplever faktisk ikke den store forskel. De fleste virksomheder og organisationer er lige så bevidste om vigtigheden af strategisk kommunikation, som politikerne er. De er bare lidt mindre øvede og står typisk sjældnere i PR-storme, end et politisk parti f.eks. gør. Og så er meget af den værste useriøsitet og de meningsløse drillerier heldigvis ryddet af banen.

Hvad ser du som den røde tråd i din karriere?

Mod, og så siger jeg næsten aldrig nej til en opgave. Jeg suger opgaver til mig.

Hvad har været din største faglige succes?

Det kunne jeg faktisk aldrig drømme om at fortælle, for det ville være brud på den tillid, jeg lever af at have med andre mennesker. Hvis jeg fortalte om de største succeser, ville jeg afdække noget, der oprindelig blev oplevet som ægte, som en kalkuleret strategi. Men selvfølgelig handler de største succeser om at have flyttet folk. Det er sjovt at bearbejde journalister og kommentatorers opfattelse af ting, men intet slår, når danskerne har flyttet sig på en sag. Det har jeg da haft fornøjelsen af nogle gange.

Hvis jeg skal nævne en enkelt ting, så er det valgkampen i 2007, hvor jeg piskede landet rundt i en bus sammen med Anders Fogh Rasmussen – under nogle parlamentariske omstændigheder, der mildt sagt var kaotiske. Det lykkedes os ikke bare at bevare hans stærke brand, men ligefrem at forbedre det undervejs. Men den største oplevelse var faktisk mest optakten til valget. Alle forberedelsesmøderne med Fogh, hvor vi diskuterede forskellige muligheder på tomandshånd. Der fik jeg både lov at lære fra mesteren, men også lov at udfordre mesteren. Det var sjovt og meget lærerigt.

Med til at styre slagets gang i valgkampen i 2007 har Fogh sin pressechef, Søs Marie Serup (i ternet jakke)

Hvilke fiaskoer har du lært mest af?

Jeg har da bestemt mine fiaskoer med i bagagen. Men hvis jeg udråber noget til mine fiaskoer her, så har jeg også i offentligheden dømt andre. Og det vil jeg ikke. Folk må drage deres egne konklusioner. Og det gør de da også.

Hvad ser du som de største forandringer i kommunikationsbranchen i de år, du har været med i gamet?

Tempoet er sat betydeligt op. Da jeg startede, arbejdede man fra radioavis til radioavis og talte om time-til-time-respons på Ritzau. Det går ALT for langsomt i dag, hvor TV 2 News, DR Update og ikke mindst alle avisernes websites, fagsites og de sociale medier pumper stof ud. Engang handlede det om at få skrevet en historie det rigtige sted, på den rigtige måde, til den rigtige målgruppe. I dag skal den bare vinkles rigtigt fra start, resten er ligegyldigt, for i sidste ende er det evnen til at sætte sig på en flade med den rigtige vinkel, der tæller. Omvendt er det blevet brandsvært at stoppe dårlige historier, fordi de spreder sig som en steppebrand og kun lader sig slukke langsomt – typisk medie for medie.

Platformene er jo også blevet flere i de år, jeg har været aktiv i branchen. Da vi i sin tid startede en blog op med Anders Fogh Rasmussen, var det jo næsten utænkeligt, at en statsminister kunne deltage på den måde i debatten. Da vi i valgkampen 2007 lancerede Venstre-TV, anede vi ikke, at vi ville nå op og konkurrere med etablerede tv-kanaler på seertal. Og da Lars Løkke Rasmussen blev statsminister, troede folk ikke på, at han selv skrev og deltog i kritisk dialog på sin Facebook-profil. Nu er de fleste partiledere, partier, organisationer og virksomheder jo til stede på adskillige platforme. Det kræver dedikerede ressourcer, og det kræver forståelse for de forskellige platformes adfærdsmønstre og deltagelseskrav.

Og så er vi jo alle sammen ved at blive kommenteret ned under gulvbrædderne. Da jeg startede på Borgen, var der vel Ralf Pittelkow. Jeg kan ikke huske andre af betydning fra dengang. Og så hev man en sjælden gang imellem en chefredaktør som Erik Meier Carlsen eller Tøger Seidenfaden i studiet. Fogh blev jo under Kristiansen og Ulvemann kendt for at være professionel til at spinne kommentatorer. I dag er der valgforskere, kommunikationseksperter, bloggere, kommunale eksperter, økonomer, retorikere, erhvervskommentatorer, terroreksperter, retseksperter ... og ja, politiske kommentatorer. Man skal nærmest afsætte en uge til at nå bare de mest anvendte igennem. Det er blevet væsentlig sværere, end det var engang – og det skylder man nuværende og kommende spindoktorer at anerkende!

Hvad er de tre tommelfingerregler for at få succes i sit job?

1) Man skal have hjertet med i det, man laver. Derfor skal man heller aldrig træffe beslutninger ud fra, at det vil se godt ud på ens cv.

2) Man skal vælge sig en lille håndfuld mennesker, som man vurderer er kvalificerede til at bedømme ens indsats – og så skal man glemme alt om, hvad alle andre siger!

3) Hvis man vil opad, skal man starte med at forstå ting nedefra.

Hvad var det sjoveste ved dine jobs hos Venstre?

Valgkamp! Det er simpelthen ubeskrivelig sjovt. Jeg kom vist også til at sige engang, at det burde være et personalegode, at der blev afholdt folketingsvalg en gang om året. Men det ville nok alligevel være synd for danskerne.

Og så vil jeg helt klart altid huske tiden i Finansministeriet med meget stor glæde. De er eddermaneme sjove, de økonomer! Det var f.eks. der, jeg lærte, at “nej” er et fyldestgørende svar på langt de fleste spørgsmål.

Har du nogen forbilleder i eller uden for k-branchen?

I mange år var det de spindoktorer, der var etablerede, da jeg var ny. Jeg har været så heldig, at nogle af de rigtig dygtige tog mig under deres vinger, da jeg var helt ung og havde store blå øjne. Det var især Michael Kristiansen, Mikkel Faurholdt og Ulla Østergaard. Senere blev det de store internationale som f.eks. David Frum, Joe Trippi, James Carville og Paul Begala. I dag er jeg lykkelig befriet for forbilleder og prøver i stedet at være den, der lytter til alle – også den yngste student – i sikker forvisning om, at det gyldne korn kommer derfra.

Politisk kan jeg huske, at den, jeg glædede mig allermest til at møde, da jeg startede hos Venstre i 2003, var Birthe Rønn Hornbech – og hun skuffede bestemt ikke ved nærmere bekendtskab!

Hvad er det fedeste produkt, du har haft i hænderne for nylig?

Jeg kunne være lidt kedelig og sige Apples MacBook Air, men faktisk synes jeg nok ærlig talt, at det er min gule Marc by Marc Jacobs-taske ... som også var inspirationen til ganske enkelt at kalde mit firma BY SERUP.

Søs Marie Serup er tosset med sin Marc by Marc Jacobs-taske

Hvad ville du ønske var opfundet (som ikke er det)?

Motionspillen. Det kunne være befriende at overstå løbetræningen med en synkebevægelse.

Hvad ville du være, da du var barn?

Gummigedschauffør – jeg var nemlig bange for dem, men vidste, at hvis man var den, der styrede de store, tunge maskiner, så var de ikke farlige.

Hvem vil du rose?

Jeg vil i hvert fald gerne rose Marie Scott Poulsen oven på weekendens vandproblemer i København. Det er umuligt i den situation at imødekomme informationshungeren fra både borgere og medier, men kommunen holdt tungen lige i munden og slap igennem uden at fejlinformere eller måtte korrigere sig selv på noget tidspunkt. Det vil sige, at de holdt fokus på det væsentligste: At være en 100 pct. troværdig afsender, i en tid hvor folk efterspørger mere information, men faktisk har brug for den rigtige information. Nu vil der sidde en masse kloge hoveder og finanalysere, hvad der kunne have været bedre – og det er fint. Men lad os lige starte med at rose kommunen for, at de var en troværdig afsender, der fik den nødvendige information ud relativt hurtigt. Flot!

Har du et godt råd til Løkke og Thorning?

De er begge omgivet af dygtige rådgivere, som nok skal give dem de råd, de har brug for. I sidste ende er det jo dem selv, der træffer beslutningerne og står på mål for dem. Jeg synes sådan set, de begge to gør det ganske godt for tiden, men de skulle begge to lade være med de politiske drillerier. Det skal de holde sig for gode til.

Hvornår kommer valget?

Snart!

Yderligere læsning om Søs Marie Serup: