Sur Spin-Søs sviner Løkke

Søs Marie Serup Laybourn. Foto: Altinget

Ingen kunne være i tvivl om, at der var tale om en opsigelse med bevidst smækken med døren. Det vakte endog sådan opsigt, at Løkke senere på aftenen måtte svare på spørgsmål herom i nyhedsudsendelsernes live-interviews fra Washington. Det skulle ellers kun have handlet om statsministerens halv time lange passiar med Barack Obama. En sådan bevidst ydmygelse af Løkke fra en af Venstres mest betroede folk er trods alt ikke hverdagskost på Christiansborg.

Søs Serups afskedssalut

Hvad mente Serup så med formuleringen ”uenig i de strategiske beslutninger”? Umiddelbart er det dog især én beslutning, der nu har fået Serup til at tage sit gode tøj og gå.

Hul efter Helbo

Årsagen til at Serup har sagt op nu bunder i, at statsministerens pressechef Michael Helbo for mere end en uge siden valgte at sige sit job op efter mange år i stillingen. Helbo er en embedsmand, som i sin tid blev oplært som pressechef af Anders Fogh Rasmussens særlige rådgiver Michael Kristiansen. Alle er enige om, at Helbo har gjort det fremragende i jobbet og har nu fået et attraktivt tilbud fra det anerkendte konsulentfirma McKinsey og Co.

Uden Helbo får Løkke et akut behov for en driftssikker erstatning med det samme pressenetværk, og som han kan være fortrolig med.

Strid om rollefordeling

Søs Serup var indtil marts 2010 særlig rådgiver for Løkke og blev herefter leder af Venstres nyoprettede Center for Politik og Kommunikation. Her skulle hun stå i spidsen for Venstres oprustning på kommunikationssiden, der længe havde haltet gevaldigt. Det indebar bl.a. en vigtig tilgang af den tidligere Politiken-journalist Mikael Børsting, som blev Venstres nye pressechef. Ved den lejlighed lod Løkke hende mærke, at hun fortsat skulle vedblive med at være hans primære rådgiver. Til offentligheden meddelte Løkke dog, at han nu var ”selvkørende”. Det er en sandhed med modifikationer – både før og nu.

Den bedst egnede

Med tiden – og navnlig i den senere tid – har Løkke dog især trukket på medierådgivning fra Mikael Børsting i forbindelse med statsministerens tirsdagspressemøder og den seneste ministerrokade. Børstings kemi med Løkke er god, og Løkke vurderede formentlig, at det lå lige for at erstatte Helbo med den person i hans rådgiverkreds, som han mente var den bedst egnede til jobbet. Dermed ville det også blive åbenbart for alle, at Serup ikke længere er Løkkes foretrukne rådgiver. Da det i forrige uge kommer Serup for øre, træffer hun den drastiske beslutning at sige sit job op og forlade Venstre – her kun får måneder før folketingsvalget. Det vil uden tvivl vanskeliggøre Venstres kommunikationsindsats – men ikke nødvendigvis regeringens – indtil, at der er fundet en afløser.

Blev provokeret

I første omgang var Serups afgang planlagt til at skulle offentliggøres uden den store dramatik, men det forplumredes formentlig af, at Løkke i løbet af weekenden fremskynder tidspunktet for, at Børsting skal overtage Helbos stilling i Statsministeriet. Dermed kunne Serup ikke nå at annoncere sin afgang, hvor ordvalget i afskeden nok ville have været langt mindre konfrontatorisk. Serup lader sig – sådan ser det ud - provokere af Løkkes beslutning og udsender mandag morgen en mail til medarbejderne og dele af pressen, hvor hun angiver ”uenighed i de strategiske beslutninger”, som årsagen til hendes exit. Selv de mest tungnemme kunne fornemme dramaet bag ordene.

Serup og Børstings indbyrdes samarbejde har i øvrigt fungeret godt. Der har været enighed om rollefordelingen mellem de to, i hvert fald indtil at Løkke blandede sig. Børsting bliver betragtet som en særdeles vigtig tilgang for Venstre, og ses som en ganske habil spindoktor på et Christiansborg, hvor VK-folkene skal stå meget tidligt op for at kunne hamle op med oppositionens spinfolk. For eksempel får han æren for at have fostret ideen til at kalde VK's økonomiske hestekur forrige år for ”Genopretningsplanen”. Med Børsting væk fra Christiansborgs gange, fordi han skal servicere Løkke i Prins Jørgens Gaard, stod Serup pludselig alene tilbage uden pressechef og dermed vigtig kompetent manpower og pressenetværk til at rådgive Venstres gruppe og hjælpe med pressehåndtering i det daglige. Det kunne også være et motiv.

Bæger flød over

Serups afgang kan også ses som dråben, der fik bægeret til at flyde over efter en længere periode, hvor der har været et anspændt forhold mellem rådgiveren og statsministeren. Det kom i går frem, at Serup længe har været træt af statsministerens hang til at udskyde vigtige beslutninger herunder tidspunktet for valgudskrivelsen. Der er dermed også tale om to forskellige temperamenter, der støder sammen. Er Løkke usikker i sin sag, så udskyder han beslutningen, hvorimod Serup er en mere utålmodig type, der kræver handling. Når der er blæst én gang i valgtrompeten, så svinger man sig op i sadlen og rider ud over stepperne. Kun for at se Løkke stå alene tilbage, trippende og endnu engang overveje om det nu er det helt rigtige tidspunkt at udskrive valget. Og det kan man nok kun sætte sig op til et vist antal gange, før man giver pokker i det.

Ligner hævnaktion

Løkke føler næppe heller, at han er i et job som landets statsminister, hvor han skal tage særlige hensyn til rådgiverne. Det er set fra hans synsvinkel, hans behov, der styrer beslutningerne – og ikke hensynet til at andres eventuelt professionelle følelser bliver trådt under fode. Men åbenbart har det ført til noget, der ligner en decideret hævnaktion, hvor en betroet chef tilsyneladende bevidst smider en ”håndgranat” og render af pladsen på et tidspunkt, hvor pressens opmærksomhed var tænkt udelukkende at skulle dække Løkkes besøg hos ”den store mand” i Washington.

Måske burde Løkke have forudset situationen og håndteret personalesagen med større varsomhed, men det fjerner ikke indtrykket af, at Søs Serups sortie fremstår ganske uprofessionel. For hvad har hun egentlig at vinde andet end at skade sin tidligere arbejdsgiver? Det plejer ikke at være den bedste anbefaling, når man skal søge et nyt job. Og i øvrigt giver det yderligere indtryk af et Venstre i opløsning på et tidspunkt, hvor der ovenpå ministerrokaden måske var kommet lidt ”fut i båden” igen.

Triste miner i Venstre

Og i Venstre er man også mange steder meget ked af, at en respekteret og agtet nøglemedarbejder og chef har valgt at forlade sin stilling på dette mildt sagt ubelejlige tidspunkt og ikke mindst på denne dramatiske måde.

Ps.

Endelig forekommer det mig noget uklædeligt, at socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen i TV-Avisen mandag kommenterer, at en højtstående Venstre-ansat forlader sin stilling under brask og bram. Offentlighedens interesse er bestemt legitim, men det skaber i mine øjne en uheldig præcedens, at en politisk modstander forsøger at score politiske point på noget, der vel dybest set er en personalesag i Venstre. Nu er der med skyggefinansminister Sass Larsens ubetænksomme udtalelser åbnet op for, at politiske modstandere i fremtiden også kan inddrage socialdemokratiske personalesager i deres agitation. Der kan jo være noget at komme efter? Der var engang for ikke så lang tid siden, hvor Christiansborgs politikere holdt sig for gode til den slags.

---

Bliv opdateret med artikler, debat og stillingsopslag i Kforums nyhedsbrev hver uge – tilmeld dig her. Det er gratis.