Der er meget, vi kan gøre glimrende på videomøder – koordinere og informere blandt andet. Ved hjælp af digitale whiteboards og post-its kan man også facilitere en fin proces. Men den spontane kreativitet og flowet i samtalen kommer ikke på samme måde som til det fysisk møde. Der er rigtigt mange faktorer indblandet i at være kreativ, hvilket jeg har vist mange gange, fx her, her, her og her. Et nyt studie netop publiceret i Nature sammenligner fysiske møder med videomøder på Zoom. Her er resultaterne:    

Halvdelen af undersøgelsens deltagere sad sammen i et fysisk mødelokale, mens den anden halvdel holdt et onlinemøde Foto: Nature.

Foto: Nature.

 

Studiet: Virtual communication curbs creative idea generation

Forfatterne Brucks og Levav fra Stanford startede en undersøgelse før pandemien, da ledere rapporterede problemer med at innovere med fjernarbejdere. De rekrutterede mere end 600 frivillige, som fik til opgave at udføre en kreativitetsopgave enten i samme rum eller over Zoom. 

Parrene havde fem minutter til at finde kreative anvendelser til en frisbee eller bobleplast og et minut til at vælge deres bedste idé. Uafhængige dommere afgjorde, at det var mindre kreativt at forvandle en frisbee til en tallerken end at bruge den til at få frugt ned fra et træ, mens det at bruge bobleplast til at sende morsekodebeskeder var mere kreativt end at bruge det til at beskytte en baby. Fair nok.

Resultatet viste, at de, der arbejdede over Zoom, havde 20 % færre ideer end dem, der mødtes ansigt til ansigt.

Den samme effekt var tydelig i et feltstudie, hvor forskerne analyserede ideer til nye produkter genereret af 1.490 ingeniører for en multinational virksomhed. Ingeniørerne fra Finland, Ungarn, Indien, Israel og Portugal blev tilfældigt parret og fik en time til at brainstorme produkter enten fysisk eller over Webex-videokonferencer. De valgte derefter deres bedste idé. Ingeniørerne producerede flere og mere innovative ideer, når de arbejdede ansigt til ansigt. 

Det virkelige interessante er… 

Typisk for kvantitative studier som dette er, at de kan give nogle flotte infographics, der viser, at man får 20 % færre ideer på Zoom. Men de svarer sjældent på, hvorfor det er tilfældet. Forfatterne udførte også yderligere eksperimenter i laboratoriet, og de antyder en sammenhæng mellem større kreativitet og graden af, hvor meget folk kigger rundt i lokalet og bemærker usædvanlige rekvisitter, såsom en plakat af et skelet eller en skål med citroner. De danner derfor den hypotese, at folk på Zoom er fokuseret på skærmen og personens ansigt, og et fokuseret blik begrænser kreative tanker. Det er en interessant hypotese, som forfatterne til Nature-artiklen lader stå tilbage. Så lad os udfolde den lidt her. 

Øjenkontakten og ansigtet er problemet 
 

Det her handler om noget, sådan som jeg ser det, som jeg tilfældigvis har forsket en del i, nemlig kreativitet, videomediering, ansigtet i interaktion og ocularcentrisme, dvs. det visuelles dominans i vores verden. De områder smelter sammen her på en yderst interessant måde.  

Vi ved, at kreativitet kræver stimuli og multimodale ressourcer, facilitering og redskaber. Derfor vil kvaliteten og mængden af gode ideer selvfølgelig være lav, når man blot taler. Den rene tale er et fattigt kreativt redskab.     

Vi ved, at videomediering er en teknologi, hvor kroppen som ressource har yderst dårlige vilkår. Man etablerer det, vi kalder en talking-head-konfiguration. En statisk positur med meget lav grad af mobilitet. Medieringen fjerne mange modaliteter.  

Vi ved, at ansigtet i social interaktion, fx i traditionen fra den franske filosof Levinas, at ansigtet ikke blot er en vilkårlig kropsdel, men har en kæmpe betydning for mennesker. Ansigtet og heri øjenkontakt og blikket er en moralsk fordring til andre mennesker. Det kalder på opmærksomhed.  

Vi ved, at visuelt fokus er enormt dominerende, specielt i den vestlige kulturkreds, og at denne ocularcentrisme fjerne fokus fra og evnen til at anvende andre sanser på samme niveau. 

Kombinationen mellem det begrænsende medierende format, den moralske fordring om at holde øjenkontakt og det, at den visuelle dominans optager det meste af den kognitive kapacitet, skaber naturligvis fattige kreative omstændigheder. Når vi er fokuseret på skærmen og ansigtet og filtrerer resten af ​​miljøet ud, smitter det af på, hvordan vi griber opgaven an. Det er dårligt for kreativiteten, fordi det hæmmer en bredere udforskning. 

Illustrationen viser, hvor meget deltagerne kiggede rundt i rummet eller på deres partnere under mødet. Skærmbillede fra Nature.

Hvad kan man gøre?

Det videomedierede format er ikke det største problem. Måske slet ikke problemet overhovedet. At man får 20 % færre og dårligere ideer på Zoom, kan måske få en overskrift i Nature. Men helt ærligt. Der er noget meget substantielt på spil her. Problemet ligger langt dybere i en kultur, der har ophøjet diskursen, det talte, sproget, dialogen til det ypperligste og dermed glemt tingene, objekterne, og hvordan de gør os klogere.

Problemet ligger i, at den visuelle sans er blevet så stærkt dominerende, at den overskygger for anvendelsen af andre sanser. Og problemet ligger i, at kreative processer selvfølgelig skal faciliteres, både de fysiske og de medierede, og at en helt essentiel del af en kreativ gruppeproces er øjeblikke med tid væk fra hinandens ansigter, væk fra det moralske og påkaldende blik fra de andre. Ingen gruppe-ideudviklingsprocesser er bedre end den tid, hver person har til at tænke og fordøje og sætte mange ressourcer i spil. Og det kan lige så godt ske på Zoom som i mødelokalet. Men sluk kameraet en gang imellem. For den andens ansigt er en moralsk fordring om nærvær. Og det er ikke opskriften på innovation.