Er du en smudsig k-type?

“Man kan altid regne med en hovskisnovski tone og degradering af kommunikationsfeltet ovre hos Journalisten. Jeg bliver så træt.”

Sådan sukkede Cathrine Holm-Nielsen forleden på LinkedIn. Holm-Nielsen er forperson for fagforbundet Kommunikation & Sprog. Anledningen til sukket var en rubrik hos fagbladet Journalisten: “”Smudset til” af kommunikation og så tilbage til journalistik”, lød overskriften.

Sådan tog artiklen sig ud. Screenshot fra journalisten.dk

“Smudset til” var sat i anførselstegn. Formuleringen stammer fra en af artiklens kilder. Jakob Nielsen, der er chefredaktør hos Altinget, udtaler til Journalistens artikel:

”Jeg synes, spørgsmålet [om problemet ved at skifte fra kommunikation til journalistik, msp.] afspejler en selvglæde, der er iboende mange journalister: At journalistik er en slags næsten gudgiven egenskab, man er blevet besjælet med fra fødslen, og hvis den bliver smudset til, så er den forsvundet for evigt. Sådan ser jeg simpelthen ikke på det.”

Sprogbilledet “smudset til” fra Nielsens citat er herefter genbrugt i rubrikken til at illustrere den problemstilling, Nielsen afviser i citatet.

Smuds betyder i øvrigt “urenheder i form af jord, støv el.lign.” og i overført betydning “umoralske, kriminelle eller pornografiske forhold”. Tænk fx på udtrykket smudspressen.

Artiklens stilfærdige hensigt

Hvis man læser videre end artiklens rubrik, fremstår artiklens intention ganske stilfærdig: at adressere et fagligt krydsfelt mellem Dansk Journalistforbunds to største medlemsgrupper, journalister og kommunikatører. Konkret jobskiftet fra den ene til den anden gruppe.

Denne læsning underbygges af den tekst, der ledsager Journalistens LinkedIn-deling af artiklen, hvilken endda indledes af ovenstående afvisende citat fra Jakob Nielsen.

Det er ikke desto mindre artiklens præmis, at der er et problem med negativ bias mod tidligere kommunikatører ude på landets redaktioner. Præmissen bygger primært på to problematiserende udtalelser fra henholdsvis Anders Krab-Johansen, daværende chefredaktør på Børsen, fra 2013 og Pierre Collignon, daværende chefredaktør på JP, fra 2015.

I sidstnævnte tilfælde vedrørte udtalelsen et jobskifte fra særlig rådgiver i Justitsministeriet til retskorrespondent på DR. Et jobskifte, der trods alt ikke er hverdagskost, og som, for så vidt angår spørgsmål om habilitet, ligger et godt stykke vej fra artiklens indledende case om en tidligere k-chef i en fodboldklub, der er skiftet til en stilling som lokaljournalist i Kjellerup.

Spændvidden i de valgte cases illustrerer en selvstændig pointe om hvor bredt kommunikationsfeltet er.

En karriererådgiver fra DJ kan derudover fortælle, at et sted mellem 3 og 5 pct. af hans 300 årlige karrieresamtaler handler om karriereskift fra kommunikation til journalistik. Artiklen melder ikke noget om succesraten i disse 3-5 pct.

Så ligesom intentionen forekommer stilfærdig, så gør det samme sig umiddelbart gældende, hvad angår dokumentationen af problemets omfang. Narrativet, eller vinklingen, som journalister ynder at kalde det, er måske ikke verdens mest overbevisende.

Hovskisnovski og "den mørke side"

Tilbage til de to små ord i rubrikken og reaktionen fra Cathrine Holm-Nielsen, der påtalte en “hovskisnovski tone”.

Nu er Cathrine Holm-Nielsen ganske vist forperson i et konkurrerende forbund til Dansk Journalistforbund, der udgiver Journalisten. Reaktionen kommer dog ikke ud af ingenting, men taler ind i mere eller mindre permanente faglige gnidninger.

Broderfejden mellem journalister og kommunikatører er nemlig bestemt ikke ny. Heller ikke her på Kforum, som man kan forvisse sig om i denne artikel fra 2019 og senest i denne fra november sidste år.

Gnidningerne kan sammenfattes i endnu et citat fra Journalistens artikel: ”Så siger min lokalredaktør: Det er vores nye mand. Han kommer fra ’den mørke side’”. Den nye mand er føromtalte tidligere k-chef fra en fodboldklub. “Den mørke side” er kommunikationen.

Citatet indkapsler, at der blandt nogle journalister er en opfattelse af kommunikation som noget skummelt og gustent, som man skal holde sig på lang afstand af. Blandt mange kommunikatører aktiverer denne opfattelse omvendt en frustrerende oplevelse af at blive mødt med ringeagt.

Disse faglige gnidninger er i høj grad tilstede i Dansk Journalistforbund, der udgiver Journalisten, og blusser op med jævne mellemrum. Aktuelt fx i debatten om forbundets nye navn.

Hvem er de rigtige medlemmer?

Kommunikatørerne udgør omtrent halvdelen af medlemmerne i Dansk Journalistforbund, og fra forbundets side er det et tydeligt opmærksomhedspunkt, at forbundet skal være mere for kommunikatørerne.

Det afspejler sig også hos Journalisten – blandt andet i den ugentlige podcast Budskab, der beskæftiger sig med bl.a. strategier, krisestyring, pressehåndtering, sociale medier og kampagner.

Og også dette podcast-initiativ er blevet et omdrejningspunkt i de faglige gnidninger mellem journalister og kommunikatører. Senest i april hvor Journalistens chefredaktør måtte adressere gnidningerne.

Den konkrete sag handlede om en k-ekspert, der i Budskab refererede til pressehåndteringens ABC. Man skal ”vælge platforme, hvor man har mest muligt kontrol og kortest muligst tid”, udtalte eksperten. Det budskab vakte furore blandt journalisterne.

“Men opstandelsen dækker over en reel konflikt og uenighed i DJ om, hvem der er de rigtige medlemmer, og om kommunikatører hører hjemme i et forbund med journalister,” skrev Journalistens chefredaktør, Christian Lindhardt, blandt andet.

De to små ord “smudset til” i føromtalte rubrik er et gavmildt skvæt benzin på dette ulmende, faglige bål, som konflikten og uenigheden udgør.

"Hvis journalistforbundet fortsætter denne åbenbare integration med kommunikationsverdenen, forudser jeg en trist fremtid for det journalistiske og publicistiske fællesskab i den klub", skriver Anna Ingrisch i sit debatindlæg. Screenshot fra Journalisten.dk

Sløset omgang med brændbart materiale

Det er Dansk Journalistforbunds tydelige strategiske sigte at favne og holde på kommunikatørerne velvidende, at konkurrerende forbund som Cathrine Holm-Nielsens Kommunikation & Sprog står på spring til at overtage frafaldne medlemmer fra DJ.

Fagbladet Journalisten har frihedsbrev fra Dansk Journalistforbund og er således redaktionelt uafhængig af forbundet. Mediet behøver altså ikke understøtte forbundets fokus på at inkludere den substantielle medlemsgruppe, som kommunikatørerne udgør. Fx gennem fagligt respektfuld omtale.

Som tidligere nævnt fremstår den omtalte artikels ærinde grundlæggende stilfærdigt. Hvis man læser hele artiklen vel at mærke.

Problemet er dog blot, at de fleste læsere vil støde på artiklen på sociale medier. Og på sociale medier vil broderparten af de eyeballs, der nås gennem scrolling, ikke nå længere end til netop rubrikken.

Det er i øvrigt sådan en faglig indsigt i SoMes virkemåde som distributionskanal, en k-rådgiver ville have kunnet gøre opmærksom på.

Dermed vil artiklens de facto-budskab blive, at velsoignerede journalister bliver beskidte af at beskæftige sig med kommunikation. Anførselstegn eller ej. Og dermed ender Jakob Nielsens pure afvisning af artiklens præmis som det stik modsatte budskab med Dansk Journalistforbunds medlemsmedie som afsender.

Det splittende budskab er, givet Journalistens redaktionelle uafhængighed, ikke et problem for mediet selv. Men det er bestemt langt fra optimalt for moderskibet Dansk Journalistforbund, at Journalisten utilsigtet kaster smuds på halvdelen af forbundets medlemmer.

Intentionen forekommer fin. Præmissen forekommer en smule søgt. Eksekveringen forekommer derimod at være sløset omgang med brændbart materiale.

Men ok, det er naturligvis bare et kommunikations-take på sagen.