Skal vi så skilles nu?

Falck-skandalen har fået en række journalister til atter at ytre mishag over at dele fagforbund med kommunikationsfolket. Mishaget bunder i dels foragt for kommunikationsfaget, dels journalisternes eget selvgode selvbillede. Foragt er et alvorligt symptom på et parforhold, der lakker mod enden, og skilsmissen i Dansk Journalistforbund synes at være rykket tættere på.
Oven på Falck-skandalen er der kommet knas i forholdet mellem journalister og kommunikatører, der ellers hidtil har dannet fælles front i Dansk Journalistforbund. Foto: Mascot / Gettyimages.
Oven på Falck-skandalen er der kommet knas i forholdet mellem journalister og kommunikatører, der ellers hidtil har dannet fælles front i Dansk Journalistforbund. Foto: Mascot / Gettyimages.
af Mikkel Skov Petersen
Kritik, forsvar, blokering og foragt.
 
Det er ifølge den amerikanske psykolog John Gottman de fire apokalyptiske ryttere i parforholdet. Fire varsler om bruddets komme.
 
Foragt er oplagt det alvorligste signal om, at den er helt gal, og dertil er det kommet i Dansk Journalistforbund.
 
Den var først gal i november 2018, hvor Lasse Jensen i sin medieklumme i Information luftede foragten under rubrikken Journalistik og kommunikation er hinandens modsætninger og satte gang i en længere debat.
 
Nu er parforholdskrisen mellem journalister og kommunikatører i Dansk Journalistforbund så blusset op igen. Den aktuelle anledning er ikke overraskende Falck-skandalen, hvor brodne kommunikatør-kar er afsløret i at have brugt uetiske metoder  også kendt som Black PR. Skandalens afsløringer bekræfter journalisternes værste fordomme om kommunikationsfaget.
 
Årsagen til krisen nu som i november er en række journalister, der, sat på spidsen, grundlæggende ikke mener, at kommunikatørerne hører hjemme i deres forbund; kommunikatørerne er simpelthen ikke fint nok selskab og kaster smuds på journalisternes selvbillede.
 
Forholdet til kommunikatørerne er bare ikke det samme mere, synes særligt journalisterne at føle. Kan det alligevel reddes? Foto: Mascot / Gettyimages. 
 
Kommunikatørerne, der udgør knap 50 pct. af medlemmerne i DJ, deler umiddelbart ikke journalisternes parforholdskvaler og føler sig hverken mindreværdige eller uetiske. Faktisk har debatten mest været mellem diverse journalister og forbundets formand, journalisten Lars Werge, der har spillet rollen som hårdtprøvet parterapeut.
 
Nu er spørgsmålet, om journalisternes kvababbelser ender med en skilsmisse. I så fald overlever Dansk Journalistforbund næppe, da journalisterne ikke har råd til at leve alene.
 
Her følger nedslag i debatten og et kritisk blik på journalisternes fordomme og blindhed for særdeles sløj faglighed i egne rækker.
 
Ud med dem!
Den aktuelle Falck-skandale er ikke overraskende yderligere foragt på Lasse Jensens mølle:
 
»Nu ved vi, at fake news ikke kun kommer fra Rusland eller USA’s præsident, men også fra højtbetalte danske kommunikationsfolk.«
   
»Jeg aner ikke, hvor stor en del af kommunikationsfolket, der er villige til at bruge uetiske eller ulovlige metoder til at manipulere mine journalistkollegaer eller offentligheden - det er i sagens natur svært at sætte tal på.
 
Men jeg ved, at jeg ikke ønsker at dele fagforbund med dem.«
 
Foto: Mascot / Gettyimages. 
 
Jonatan Placing advokerer i indlægget for eksklusion af DJ-medlemmer, der bedriver Black PR, med henvisning til DJ-vedtægternes § 7 om medlemmer, der skader andre medlemmer eller forbundets interesser. Altså, hvad der svarer til utroskab eller lyssky aktiviteter bag partnerens ryg i et parforhold.
 
20.000 knivbevæbnede migranter
En tryktest af journalisternes udlægning af Falck-skandalen viser, at der er alvorlige sprækker.
 
»Tænk, at journalisterne på Fyens Stiftstidende muligvis deler forbund med selvsamme kommunikationsfolk, der tilsyneladende manipulerede med dem ved at kamuflere negative historier om Bios på en måde, så det ikke kunne spores, at det i virkeligheden kom fra Falck,« skriver Jonatan Placing i sit indlæg.
 
Fyens Stifttidende er nævnt 46 gange i Konkurrencerådets afgørelse. Vi må forstå på Jonatan Placing, at Fyens er blevet manipuleret af de uetiske kommunikatører.
 
Ja, det er formentlig en god idé at se nærmere på mediernes rolle i spredning af Black PR og fake news.
 
Der er dog en alternativ forklaring: Journalisterne på Fyens har simpelthen ikke passet deres arbejde. Selvfølgelig kunne baggrunden for de negative historier om Falck-konkurrenten Bios optrevles. Hvis journalisterne vel at mærke havde været vakse.
 
Denne forklaring får medløb af det faktum, at det ikke lykkedes for de uetiske k-folk at få Jydske Vestkysten med på deres planer.
 
Lasse Jensen rammer således også kun delvist skiven, når han konkluderer, at højtbetalte danske kommunikationsfolk bedriver fake news. Det er jo korrekt, at de uetiske k-folk har iscenesat historier, men det var altså Jensens journalistkolleger, der bragte dem.
 
 
 Det er altså ikke kun Putin og Trump, der spreder fake news. Det gør højtbetalte danske journalister også, for nu at parafrasere Lasse Jensen.  
 
Hvordan kan det dog ske, at sådanne skændsler for journalistikken slipper igennem? Blandt kommunikatører, der arbejder med at fodre journalister med historier, er det en gammel indforståethed, at journalister er luddovne. Opgaven er derfor at lave så meget af journalisternes arbejde for dem som muligt. Så gnasker de begærligt det meste i sig.
 

 Den 4. statsmagt er altid sulten, men gider ikke rigtigt selv at rejse sig og gå i køleskabet.  

 
Heldigvis deler størstedelen af kommunikatører og størstedelen af journalisterne etisk kompas, så de fodrede historier er lødige nok. For det meste, som Falck-skandalen desværre har vist. Den kritikløse fodring kan under alle omstændigheder kun finde sted, hvis journalisterne ikke passer deres arbejde.
 
Clickbait på topløse kendte i offentlighedens tjeneste
»En journalist tjener offentligheden. En kommunikatør tjener en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed,« skrev Lasse Jensen.
 
I januar rasede stormen Alfrida og bragte stormflod og togtragedien på Storebælt med sig. Journalisterne havde travlt med at overveje, hvor tæt på de omkomne på Storebæltsbroen de mon kunne sende pressefotograferne. Journalisterne efterlyste billeder af ulykken fra borgerne, mens politiet med loven i ryggen bad borgerne lade være med at tage billeder.
 
De journalister, der ikke lige dækkede stormen, lavede bl.a. den sædvanlige clickbait på paparazzi-fotos af topløse kendte eller versionerede pressemeddelelser fra den lokale handelsstandsforening eller plastindustrien.
 
Imens knoklede kommunikatørerne i bl.a. landets beredskaber, kommuner og politiet for gennem solid kommunikation at minimere risici ved storm og stormflod for borgere og ejendom og i sidste ende for at redde menneskeliv. Og så var der presseafdelingen ved Fyens Politi.
 
Spørgsmålet, der svæver i vinden, er, hvem der lige præcis tjente offentligheden dengang i januar, og hvem der tjente deres ejers umættelige bundlinje?
 
En lille gruppe af højtråbende Mad Men-typer
Årsagen til det skrantende parforhold er altså ikke, at kommunikatører er nogle amoralske sjufter, der tjener specifikke, afgrænsede interesser, mens journalister omvendt er skinnende hvide riddere, der tjener alle.
 
Foto: Mascot / Gettyimages. 
 
Årsagen til krisen er snarere, at journalisterne ikke har respekt for kommunikationsfaget, og at denne mangel på respekt bygger på fordomme.
 
Journalisterne har karikerede forestillinger om kommunikatørerne en bloc som mørkets fyrster, der lusker rundt på Christiansborg, rådhusene eller corporate HQ’s og har som formål at holde sandheden skjult for journalisterne og vildlede offentligheden. Den forestilling finder naturligvis sørgelig næring i Falck-skandalen.
 
Det er jo bare et på ingen måde retvisende billede af kommunikationsfaget og -branchen. Som Rulle Grabow Westergaard skriver:
 
»Jeg ved derimod godt, at der gennem en hel del år har været nogle få uvederhæftige aktører i branchen, der har yndet at fremstille sig selv som nogle fandens karle, der på Machiavellisk vis manipulerer rundt med pressen.
 
Disse er at finde i en meget begrænset lille gruppe af højtråbende Mad Men-typer i København, som også tjener penge på at bilde sagesløse virksomheder og organisationer ind, at de skal have 50.000 i kroner i timen for at 'skaffe adgang' til vigtige mennesker og den slags bavl.
 
Alle i branchen ved, hvem de er, og jeg har personligt gennem de sidste syv år fået en hel del gode kunder, der først havde været en tur gennem den (kostbare) varmluftscentrifuge.
 
Den gode nyhed er, at de er få - og at folk kun handler med dem eller ansætter dem en enkelt gang.«
 
Kan man overhovedet stole på journalister?
Samtidig med foragten og den manglende respekt for kommunikatørerne har journalisterne omvendt et kollektivt selvbillede, der befinder sig i et noget anstrengt forhold til virkelighedens medielandskab.
 
Det er et romantiseret Christiansborg-fokuseret den 4. statsmagt-selvbillede, hvor de få gravere og undersøgende journalister bliver hele journaliststandens adelsmærke, og den årlige Cavlingpris på en måde er alle journalisters Cavling. Selv de, der til daglig dækker silikonebarme, kan få det lidt Woodward og Bernstein den aften i januar, når prisen uddeles.
 
Dette selvbillede eksisterer parallelt med, at der er journalister, der laver fx. åndløs underholdning, sportsjournalistik og stort set det samme som pressemedarbejdere ude på fagbladene. Ikke et ondt ord om nogen af delene.
 
Og selvbilledet eksisterer parallelt med, at befolkningen opfatter journalister som stærkt utroværdige og konsekvent placerer dem i bunden af troværdighedsmålinger sammen med politikere og brugtvognsforhandlere.
 
Journalisterne og journalistikken befinder sig i en alvorlig tillidskrise i forholdet til befolkningen, skrev redaktør Bruno Ingemann og professor Gert Tinggaard Svendsen i kronikken I en fake news-æra: Kan man overhovedet stole på journalister?
 
Denne tillidskrise synes umiddelbart at være oplagt for journalisterne at gøre noget ved i stedet for at måle faglig diller med kommunikatørerne i deres eget forbund. Splinten i din broders øje, og telefonpælen i journalisternes.
 

Pointen om medlemssammensætningen kalder unægteligt dels på et "no shit, Sherlock", for det burde vel være indlysende, at en formand kæmper for alle sine medlemmer. Dels peger konstateringen frem mod perspektiverne i journalisternes kampagne mod kommunikatørerne: skilsmissen.

 
Det er foragten for kommunikatørers arbejde og journalisternes kollektive, romantiserede selvbillede, som Lasse Jensen, Jonatan Placing og bestyrelsen for Journalisterne i DJ er eksponenter for, der er parforholdskrisens genstand.
 
HK, KS eller DJØF kalder
Kommunikatørerne har som nævnt forholdt sig passivt til de gentagne udfald fra journalisterne. Til gengæld har DJ’s formand, Lars Werge, ageret parterapeut:
 
»En kommunikatør i en kommune tjener i lige så høj grad offentligheden som en journalist«, skrev han i en kommentar til Lasse Jensen i Information.
 
Dette forsøg på at nuancere debatten faldt bestyrelsen for specialgruppen Journalisterne i DJ for brystet:
 
»Formanden for Journalistforbundet skader journalistikkens troværdighed«, svarede de i en kommentar i Information og uddybede:
 
»Vi forstår ikke, hvorfor Journalistforbundets formand har følt sig nødsaget til at forsvare kommunikationsbranchen på bekostning af journalistikken. En forklaring kan ligge i, at antallet af kommunikatører i Dansk Journalistforbund er ved at overstige antallet af journalister«.
 
Pointen om medlemssammensætningen kalder unægteligt dels på et "no shit, Sherlock", for det burde vel være indlysende, at en formand kæmper for alle sine medlemmer. Dels peger konstateringen frem mod perspektiverne i journalisternes kampagne mod kommunikatørerne: skilsmissen.
 
Kommunikatørerne i DJ har adskillige muligheder for at skifte forbund. Der er helt oplagte Kommunikation og Sprog, som DJ for ikke så længe siden var ved at fusionere med, og som DJ deler A-Kasse med.
 
Da Dansk Kommunikationsforening gik konkurs for et par år siden, stod DJØF klar til at hapse en del af medlemmerne. HK står klar med branchesektionen It, Medie & Kommunikation. Dansk Magisterforening er også en mulighed for en del af DJ-kommunikatørerne ..
 
Det er altså ikke, fordi kommunikatørerne vil være single særligt længe og mangler andre steder at gå hen, og der er heller ikke ingen grund til at tro, at medlemsbetjeningen er ringere hos de andre forbund end hos DJ. Som bonus vil kommunikatørerne måske endda havne et sted med gensidig respekt, og hvor de er oprigtigt velkomne og ikke bare er kontingentkvæg på tålt ophold.
 
Perspektivet er straks mere ildevarslende for DJ, hvis kommunikatørerne tager konsekvensen af journalisternes mishag og smækker med døren. Så må Dansk Journalistforbund med altovervejende sandsynlighed lukke og slukke.
 
For nylig blev DJ tvunget ud i en større sparerunde på grund af en begrænset medlemsstigning og mange studiemedlemskaber til lavere kontingentsats. Hvis 50 pct. af indtægterne fra kontingenter, som kommunikatørerne hver måned lægger i fælleskassen, forsvinder, så slipper DJ ikke med at spare på bl.a. deltagelse i Folkemødet og bestyrelsens forplejning til bestyrelsesmøder.
 
I bedste fald vil et stærkt svækket og amputeret DJ stå tilbage. I værste fald må journalisterne følge i kommunikatørernes fodspor over i Kommunikation og Sprog, DJØF, HK eller Dansk Magisterforening. Det kan sikkert også blive udmærket.
 
Hvis skilsmissen helt skal undgås, så kræver det, at journalisterne kommer deres foragt for kommunikatørerne til livs og får installeret et mere retvisende selvbillede.
 
Skribenten er medlem af Dansk Journalistforbund og DJ Kommunikation.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også

Job