Kommunikatørernes kamp
Kommunikations-bashing 02

Kommunikatørerne er nødt til at kommunikere deres egen værdi. Getty Images

Skrevet af

Mikkel Skov Petersen
Medredaktør
Kforum

59 artikler

84 indlæg

Mistænkeliggørelsen af kommunikatørerne lever i bedste velgående. Nu er prædikatet pseudoarbejde tilføjet rækken af lidet flatterende fordomme. Det efter en coronakrise, hvor kommunikatørerne spiller en ikke uvæsentlig rolle i en på mange måder vellykket håndtering. Kommunikatørerne må tage deres egen medicin og kommunikere deres værdi og arbejdets væsentlighed.
Så er den poppet op igen, kommunikatørbashingen, hvilket den tilsyneladende gør med jævne mellemrum.
 
I et debatindlæg i Information beskriver Louise Lindhagen, der er selvstændig kommunikationsrådgiver, en nylig oplevelse af ringeagt fra en nyhedsredaktør. Hun føler sig fanget i en fejde mellem journalister og kommunikatører.
 
“Jeg oplever, at en gruppe bestående af forstokkede journalister har tendens til at hæve sig op på en piedestal, hvor de hævder at tjene offentligheden. Samtidig sættes kommunikatører i bås som spindoktorer, der tjener kommercielle eller politiske interesser,” skriver Louise Lindhagen.
 
I juni bidrog den tidligere kommunikationskonsulent Thomas Godsk Larsen med endnu en dimension i Politiken. Han betegner i store træk indholdet i sine kommunikationsjobs som pseudoarbejde. I indlægget bliver kommunikatører puttet i gryden med DJØF’ere, mellemledere og selvreferentielle stabsfunktioner.
 
“Alt imens dette foregår, skal der kommunikeres. For Guds skyld, der skal kommunikeres. Så vi laver kommunikationsplaner med interessentanalyser, formulerer slides, der får det hele til at lyde bedre, end det er, ’klæder ledere på’ til at kommunikere til deres medarbejdere, tager flotte billeder fra stormøder, skriver nyhedsbreve, hvor den visionære chef ’sætter retningen’, og finder de to medarbejdere, der ikke har noget dårligt at sige om ævred, og blæser det op og ud af proportioner,” skriver Thomas Godsk Larsen.
 
Kommunikatørerne beskrives i store træk som overflødigt fedt i myndigheder og organisationer, der udfører meningsløst pseudoarbejde.
 
Den klassiske mistænkeliggørelse går på, at kommunikatørerne er skumle typer, der manipulerer og i det hele taget opererer i skyggerne. Sager med kommunikatører, der er blevet taget med fingrene i kagedåsen – sager såsom skandalerne med Waterfront, skattesagen og Falck – nærer mistænkeliggørelsen og fordommene mod kommunikatører i al almindelighed.
 
Kommunikatørernes arbejde fremstilles dermed både som giftigt og ligegyldigt på samme tid, hvis vi skal tro fordommene.
 
Kommunikatørerne optræder ikke i den årlige troværdighedsmåling fra Radius CPH, men hvis de gjorde, så ville kommunikatørerne formentlig ligge og rode rundt i bunden af listen sammen med ejendomsmæglere, journalister, bilforhandlere og politikere.
 

Tidligere eksempler

 
Kommunikatørbashingen er efterhånden en gammel traver – også her på Kforum.
 
Tilbage i 2011 var det fx skattesagen om lækket af Helle Thorning-Schmidt og gemalens skatteoplysninger, der udløste voldsomme reaktioner mod de såkaldte spindoktorer. 
 
“De særlige rådgivere er blevet mørkets fyrster og det onde selv,” skrev daværende chefredaktør for Berlingske, Lisbeth Knudsen. “En byld på demokratiet som skal klemmes ud,” skrev daværende chefredaktør for Ekstra Bladet, Poul Madsen.
 
Timme Bisgaard Munk bedrev på den baggrund en metaanalyse af spillet om spindoktorens status.
 
Syv år senere rullede Falck-skandalen, der udløste en polariseret debat i Dansk Journalistforbund.
 
»Jeg aner ikke, hvor stor en del af kommunikationsfolket, der er villige til at bruge uetiske eller ulovlige metoder til at manipulere mine journalistkollegaer eller offentligheden – det er i sagens natur svært at sætte tal på. Men jeg ved, at jeg ikke ønsker at dele fagforbund med dem,« skrev en journalist.
 
For begge eksempler gjaldt, at uetisk eller direkte ulovlig adfærd hos brodne kar blev generaliseret som forventelig adfærd hos kommunikatører en bloc.
 
I skandalerne handlede kommunikatørerne på vegne af arbejdsgivere.
 

Pseudoarbejde?

 
Hvor den klassiske fordom altså handler om, at kommunikatørernes arbejde befinder sig i forskellige etiske nuancer af grå, så handler den nye om, at kommunikatørernes arbejde er meningsløst og tager ressourcer fra fx de såkaldte varme hænder i velfærdssektoren.
 
Det meningsløse arbejde kaldes som bekendt pseudoarbejde og er bl.a. blevet beskrevet af antropolog og debattør Dennis Nørmark og filosof Anders Fogh Jensen i bogen Pseudoarbejde.
 
 
“For det første afslører der sig en stor grad af had, når talen falder på pseudoarbejde. Dette kommer i høj grad fra dem, der nu mener at have fået en term til at beskrive det, som andre laver, navnlig de kontoransatte, der ikke er HK’ere, men konsulenter, hr-arbejdere, kommunikationsfolk og den administrative masse, der går under navnet Djøf’ere.
 
Det er hadet til dem, der har besværliggjort deres arbejde, som gør, at de ikke kan komme til at lave deres kerneydelse, hvad enten det er at passe syge, ældre, undervise, eller hvad de nu laver i frontlinjen.”
 
Summa summarum: Fordommene placerer konsulenter, HR, kommunikatører og DJØF’ere i et modsætningsforhold til velfærdssamfundets frontpersonale.
 
Kresten Schultz-Jørgensen adresserede også pseudoarbejdet i Politiken sidste sommer. Under overskriften Sandheden er, at der er varme hænder i alle fag skrev han bl.a:
 
“Det er nemt at være træt af det meningsløse arbejde – kendt som hamsterhjulet. Når man holder de endeløse datamængder og konkurrencesamfundets målstyring ud i strakt arm, er problemerne tydelige: Det meningsløse bureaukrati skaber mistrivsel, dårlige produkter og overfladiske relationer til kunder og samfund.”
 
Schultz-Jørgensen beskriver en global udvikling bag pseudoarbejdet og konkluderer på den baggrund:
 
“At påstå, at der står djøf’ere, konsulenter og kommunikationsfolk bag denne globale udvikling, er nøgternt set idiotisk.”
 
Den globale udvikling beskriver Schultz-Jørgensen som: “Industrialderens tro på, at vi skal planlægge alting. Præstationssamfundets tro på, at meningen med livet er hårdt arbejde. Og informationsalderens endeløse datamængder og døgnåbne internet.”
 
Ja, der bliver formuleret og eksekveret mængder af ligegyldige og ubrugelige kommunikationsinitiativer. Fælles for dem er, at de er efterspurgt af arbejdsgivere.
 

Kommunikation er kommet for at blive

 
Kommunikation betyder som bekendt “at gøre fælles”. Eller som John Durham Peters har formuleret det, så er kommunikation: “Et tilsyneladende svar på de smertefulde opdelinger mellem sig selvet og andre, privat og offentlig, og indre tanke og ydre verden.”
 
Kommunikation er således ikke noget nyt; det er et uomgængeligt menneskeligt redskab, siden vore forfædre kravlede fra havet op i mudderet. Kommunikation er således uomtvisteligt kommet for at blive.
 
Det nye – som i over de seneste knap 100 år – er, at kommunikation er blevet en profession og en faglighed, så det ikke længere er forbeholdt bl.a. forkyndere, politikere og journalister “at gøre fælles”. Det nye er, at professionelle kommunikatørers faglighed gør dem dygtigere til kommunikationens almenmenneskelige disciplin end menigmand og Maren i kæret.
 
En del af forklaringen på skepsis omkring kommunikation er, at kommunikatører er specialister i noget tilsyneladende dagligdags: at lytte, analysere og tale. Det gør vi jo alle sammen hele tiden. Forskellen er, at kommunikatører med deres har større træfsikkerhed i den vellykkede transmissionen af budskab fra afsender til modtager.
 
Men er det egentlig nogensinde blevet kommunikeret tydeligt?

 

Kommunikation er samfundskritisk

 
Det bør være tankevækkende for alle i faget, at kommunikatørbashingen titter frem igen på bagkant af pandemiens første par bølger.
 
Langt de fleste er enige om at uddele stor tak til frontpersonale, vidensautoriteter og myndigheder for en alt i alt vellykket håndtering af den største samfundskrise siden 2. verdenskrig.
 
Kommunikatørernes væsentlige rolle i håndteringen er i det store hele overset. Vi skylder ellers også dem en stor tak for, at der omsættes viden og beslutninger til adfærd hos borgerne. Vi skylder en stor tak, for kommunikatørerne har været instrumentelle i at gøre både alvoren og forholdsreglerne fælles. Instrumentelle i at skabe samfundssind.
 
Pandemien har – ligesom tidligere kriser – vist, at kommunikation er en samfundskritisk profession. Når det forhold ikke har den store bevågenhed, og hvis ikke i lyset af pandemien, hvornår så, men kommunikatører tværtimod fremstilles som overflødigt fedt, så bør det som sagt kalde på selvransagelse.
 
Kommunikatører, som de er flest, arbejder dagligt med at formidle myndigheders, organisationers og virksomheders værdi for borgere og kunder. Tiden er kommet til at kommunikatørerne tager deres egen medicin. Den professionelle kommunikations samfundsmæssige nytte skal synliggøres.
 
Kommunikatørerne er nødt til at kommunikere deres egen værdi.

Relaterede artikler

Skru op! Brand dig selv som Linse Kessler - Har du problemer med at brande din virksomhed på sociale medier? Drukner dine opslag i mængden? Synes du ikke, at dit br...
Glem bøgerne, lyt mere - Kommunikationsplanlægning i praksis adskiller sig fra det, du kan læse om i teoribøgerne. Det har kommunikationsforsker-...

Giv din stemme

11 stemmer
4,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

53 JOB

Communications Specialist

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Content creator / Tekstforfatter

Frist: Hurtigst muligt

Kommunikationskonsulent

Frist: 20. januar

Chef

Frist: 19. januar kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.