Bretlau: Boje kvæler ikke anklager om pengekrav

Lars Boje Mathiesen får ikke overbevisende afvist anklagerne om eksorbitante økonomiske krav, der nu har kostet ham rollen som partiformand, vurderer Tine Lund-Bretlau, partner i White Cloud og tidligere særlig rådgiver.
Lars Boje Mathiesens ønsker om kompensation for sin ægtefælles tabte arbejdsfortjeneste, giver sikkert mening fra hans privatøkonomiske perspektiv, men hvorfor skal partiet betale for det, spørger Tine Lund-Bretlau, partner i White Cloud. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Lars Boje Mathiesens ønsker om kompensation for sin ægtefælles tabte arbejdsfortjeneste, giver sikkert mening fra hans privatøkonomiske perspektiv, men hvorfor skal partiet betale for det, spørger Tine Lund-Bretlau, partner i White Cloud. Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Lars Boje Mathiesen er en færdig mand i Nye Borgerlige. Ikke alene er han afsat som partiformand, han er også ekskluderet af partiet.
 
Det kan man læse i en mail fra Jesper Hammer, som er medlem af hovedbestyrelsen, i et brev til Nye Borgerliges medlemmer, hvilket Altinget er i besiddelse af, skriver mediet.
 
”Det er klassisk undergravende partivirksomhed at lække interne mails. Men det, der sker i Nye Borgerlige lige nu, får opgørene hos de Konservative til at ligne en skoleudflugt. Partiorganisationen fungerer ikke, og alle stikker knive i ryggen på hinanden,” siger Tine Lund-Bretlau, partner i White Cloud og tidligere særlig rådgiver, med henvisning til blandt andet de hårde  formandsstridigheder hos de Konservative i 90’erne.
 
I mailen, der kan læses i fuld længde på Altinget.dk, skriver Jesper Hammer blandt andet, at Lars Boje Mathiesen med sine økonomiske krav til partiet ”mere eller mindre har valgt at sætte en pistol for panden af partiets hovedbestyrelse og forretningsudvalg”.
 

Truede med at trække sig

Anklagen lyder blandt andet på, at Lars Boje Mathiesen skulle have krævet at få overført 350.000 kr. fra en konto i partiet til sin egen konto.
 
Hvis ikke det krav blev opfyldt inden fredag morgen, skal han, ifølge mailen fra Jesper Hammer, have truet med at trække sig. En klassisk politisk læresætning er ellers, at man skal true med at blive og ikke med at gå. 
 
Derudover har han ønsket en ”4-årig uopsigelig kontrakt med et formandshonorar på 55.000 kroner om måneden inklusiv pension," skriver Jesper Hammer i mailen.
 
De penge ville Lars Boje Mathiesen have udbetalt til sin virksomhedskonto frem for sin lønkonto "for at spare penge i skat", ifølge mailen. Det "rimer slet ikke på at være formand for Nye Borgerlige”, lyder det videre i mailen fra Jesper Hammer, hvilken Altinget bringer.
 
I et Facebook-opslag forklarer Lars Boje Mathiesen, at de 350.000 kr. er penge, folk har doneret til ham personligt, og at hans krav handler om at ville undgå, at partiet havner i en sag, hvor det blev hængt ud for ikke at have betalt skat.
 
Han afviser også alle øvrige anklager i brevet.
 
 

Boje har ikke tilpasset k-stil til formandsrolle

Tine Lund-Bretlau, der ellers indledningsvis forholdt sig positivt til håndteringen af partistifter og tidligere formand Pernille Vermunds afgang, siger nu:
 
”Det så pænt ud, lige da Vermund dappede af som formand. Siden er partiet brændt sammen, efter at en populær formand trak sig, og den nye partiformand nu er ekskluderet,” siger hun.
 
En af årsagerne til, at det er gået så galt for Lars Boje Mathiesen, at han kun nåede at være formand en lille måned, er, at han ikke har tilpasset sin kommunikation til sin nye rolle, mener Tine Lund-Bretlau.
 
”Lars Boje har været god til at kommunikere i øjenhøjde med Nye Borgerliges vælgere, for eksempel da han tog i Ikea frem for at svare på journalisternes henvendelser. Det passede til partilinjen, at ingen skulle bestemme over ham, og at han lagde afstand til medierne,” siger hun og tilføjer:
 
”Men når man træder frem som partiformand, så er der nogle andre krav til ens kommunikation og ledelse.”
 
Udfordringerne med at håndtere rollen som partiformand stod også klart i forbindelse med, at partiets unge politiske stjerne Mikkel Bjørn følte sig dårligt behandlet og tog sit mandat med til Dansk Folkeparti. 
 
Derfor kan der drages en parallel til de Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, hvis statsministerkampagne ikke kun led af en række negative sager, men også under hans håndtering af dem.
 
”Der er langt flere interessenter, man skal holde styr på. Man kan ikke være en kompromisløs værdikriger på Facebook og i andre sammenhænge, når man er formand, på samme måde, som da man var menigt medlem.”
 

Krav giver kun privatøkonomisk mening

Lars Boje Mathiesens ageren tyder på, at han har manglet, eller afvist at få, rådgivning om sin kommunikation og ledelse.
 
”Lars Boje har ikke haft en wingman, hverken på de indre linjer eller udadtil. Det har formentlig også været svært at rådgive ham om hans kommunikation,” siger Tine Lund-Bretlau.
 
Uden at gå ned i de nærmere detaljer om sagen i Nye Borgerlige vurderer Tine Lund-Bretlau ikke, at Lars Boje Mathiesen slipper særligt overbevisende fra sine modargumenter i Facebook-opslaget, hvor han er uforstående over for at være blevet ekskluderet på baggrund af sine krav.
 
”Det virker, som om Lars Boje går langt videre i kravene om honorar, end det er almindeligt at betale en partiformand for sit virke. Når han ønsker kompensation for sin ægtefælles tabte arbejdsfortjeneste, giver det sikkert mening fra hans privatøkonomiske perspektiv, men hvorfor skal partiet betale for det? Han må vide, at han har påtaget sig et tillidshverv, der kræver noget,” siger hun.  
 

Er der en Fugl Føniks til stede?

Spørgsmålet er nu, om en ny formand kan samle stumperne af Nye Borgerlige.
 
"Det er svært at se, hvem der rejser sig som en Fugl Føniks og bliver ny formand. Kampen om at definere højrefløjen er også blevet sværere med et Dansk Folkeparti, der er ved at finde sin form, og med Danmarksdemokraterne. Så Nye Borgerlige er i gang med at spille sig af banen," siger Tine Lund-Bretlau. 
 
Nu skal Lars Boje Mathiesen derfor vurdere, om han vil bruge sit mandat som løsgænger eller rykke til et andet parti. Sidstnævnte kan blive en udfordring, mener Tine Lund-Bretlau.
 
”Det er svært at se, hvilket parti der vil invitere ham indenfor med det kaos, han skaber. Men jeg ser frem til at følge fortsættelsen,” siger Tine Lund-Bretlau.   

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også