Rådgiver: Bojes k-stil som klassens klovn går ikke længere
Nye Borgerliges nye formand, Lars Boje Mathiesen, skal have flere kommunikative værktøjer, hvis han skal lykkes som formand, mener Henrik Kjerrumgaard.
af Luke Brown
Lars Boje Mathiesen er ny formand for Nye Borgerlige efter Pernille Vermunds afgang fra partiet.
Op til valget har der været stor palaver, da Mikkel Bjørn smækkede med døren, skiftede til Dansk Folkeparti og kaldte Lars Boje Mathiesen for en dårlig leder.
Om han er en dårlig leder eller ej, lader vi ligge. Men Kforum har ringet til Henrik Kjerrumgaard, stiftende partner og chefrådgiver i White Cloud, op for at høre, hvordan Lars Boje Mathiesen er som kommunikatør?
"De fleste af os husker ham. Han er klar og tydelig og tager kontroversielle synspunkter, der larmer. Han virker velforberedt, men ender ofte med at fremføre provokerende udsagn. Opmærksomhed på kort sigt er dyrt betalt, hvis Nye Borgerlige skal være et mere etableret parti, der kan tilrække vælgere," siger Henrik Kjerrumgaard.
Alle kan tage tøjet af og løbe ned ad strøget
Lars Boje Mathiesen har et klart image. Han er tidligere folkeskolelærer, spiller håndbold og musik, og så har han en markant tøjstil, der gør ham genkendelig. Han tiltrækker en vis type vælger med sine debatskabende synspunkter og facon, men det kan også arbejde imod ham.
"Det passer godt til ham, at han spiller håndbold, hvor der er en del voldsomhed. Han er hård i tonen, men også lidt sjov. Vælgere og partier er typisk en spejling af typer. Man kan hurtigt ende med et parti bestående af folk, der siger en masse vilde og skøre ting. Men hvis det skal være et bæredygtigt projekt, så skal man favne bredere og ikke være for vilde," siger Henrik Kjerrumgaard.
Der er ikke altid en sammenhæng med stor opmærksomhed og mange stemmer, når der er valg. Lars Boje Mathiesen har gennemslagskraft i medierne og på sociale medier. Han havde faktisk næstflest interaktioner på Facebook i 2022 blandt danske politikere, kun overgået af statsminister Mette Frederiksen.
Men han støder mange vælgere fra sig, som aldrig vil overveje at stemme på ham, mener Henrik Kjerrumgaard.
"Alle kan tage tøjet af og løbe ned ad strøget. Jeg oplever mange virksomheder, organisationer og politikere, der vil have PR for enhver pris nærmest. Det er ikke svært at få opmærksomhed, men det handler om at få den rigtige opmærksomhed, og der har han og Nye Borgerlige brug for ro på bagsmækken efter nogle tumultariske måneder," siger han.
Kan ikke være klassens klovn i det lange løb
Lars Boje Mathiesen skal vænne sig til at være formand og alt det, der følger med rollen. Han kan ikke være lige så larmende og provokerende, som da han var løjtnant i partiet, hvor han blandt andet sammenlignede et forslag om adgang til gratis menstruationsprodukter med at skide i bukserne.
"Skal der også være underbukser på offentlige toiletter? Hvis jeg går en tur og spontant skider i mine bukser?", sagde han blandt andet.
Sammenlignet med en af konkurrenterne på højrefløjen, Inger Støjberg, har Lars Boje Mathiesen mindre bred appel, søger at være provokerende og taler til et specifikt publikum. Noget, han bliver nødt ændre, hvis Nye Borgerlige skal etablere sig som et større parti, mener Henrik Kjerrumgaard.
"Han kan godt få 3-5 procent af stemmerne, der virkelig køber ind på, hvad han siger. Men hvis han skal spille det lange spil, så er den rigtige strategi ikke at være klassens klovn. Man kan godt være lidt sjov og provokerende som partileder, men man skal også have slebet kanterne lidt af, når man kommer op i partiet," siger han.
Opmærksomhed er ikke lig med stemmer
For at være partiformand og virke som ledermateriale i den brede befolkning kræver det, at Lars Boje Mathiesen ændrer sin kommunikationsstil, mener Henrik Kjerrumgaard.
"Man skal blive mere voksen. Det er lidt kedeligt, men vi forventer andre ting af ledere. De må godt være sjove og provokerende nogle gange, men Lars Boje Mathiesen har brug for flere værktøjer i værktøjskassen. Med al respekt, så kan man sagtens nå langt ud med det gøglede. Men stor reach kan ikke altid konverteres til stemmer," siger han.
Et eksempel på det fænomen er det seneste folketingsvalg, hvor narrativet omkring Liberal Alliances formand, Alex Vanopslagh, var, at han skulle have særligt godt fat i de unge vælgere. Det viste sig ikke helt at være tilfældet, da LA fik en mindre andel af unge stemmer end i 2015 under Anders Samuelsens ledelse.
"Der er ikke kausalitet mellem narrativet og resultatet. Nogle gange kan stor opmærksomhed konverteres til flygtige stemmer, men måske ikke blivende stemmer. Andre gange viser narrativet sig ikke i stemmerne i virkeligheden."
Der er brug for balance
Henrik Kjerrumgaard peger på SF, der lever et stille liv i medierne og den offentlige debat. Alligevel går det godt for dem med stemmerne. De har pt høstet den bedste meningsmåling i næsten 12 år. Den brede befolkning er ikke nødvendigvis interesseret i at stemme på protestpartierne, der larmer mest i medierne.
"Protestpartier har nem gennemslagskraft i medierne. Lars Boje Mathiesen er tit i protest mod woke og politisk korrekthed. Han taler ofte til et specifikt publikum, men det er sjældent noget, der resonerer i den brede befolkning," siger han.
Ofte har partier nogle politikere, hvis rolle det er at være polemiske og skabe opmærksomhed, mens man har andre, der er mere rolige og fornuftige. Det havde Dansk Folkeparti stort held med, før partiet blev splittet efter Kristian Thulesen Dahls afgang.
"Man havde mere saglige typer som Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, mens mere rabiate typer som Jesper Langballe sagde de mere vilde ting. Balancen er nødvendig for de her partier, så det ikke ender med en flok skøre typer, der kun taler til hinanden," siger Henrik Kjerrumgaard.
