Yes, LA can
Trods fravær af politiske kalorier og afkobling fra virkeligheden kan en kampagne godt levere et klart 12-tal i politisk kommunikation. Det har Liberal Alliance formået med den godt tænkte og veleksekverede kampagne “Du kan godt”. Den er blevet hjulpet flot på vej af politiske modstandere og mønsterbryderen Özlem Cekic.
af Mikkel Skov Petersen
“Du kan godt! Det er grundtanken bag Liberal Alliances menneskesyn. Der er nok af politikere, der fortæller dig, at du ikke kan. At du er svag. At du er et offer. LA gør ikke. ”Du kan godt” er navnet bag en ny, omfattende kampagne, som Liberal Alliance kickstarter i dag.”
Sådan introducerede Alex Vanopslagh, formand for Liberal Alliance, partiets nye kampagne med ledsagende kampagnefilm på Twitter.
Du kan godt! Det er grundtanken bag Liberal Alliances menneskesyn. Der er nok af politikere, der fortæller dig, at du ikke kan. At du er svag. At du er et offer. LA gør ikke. ”Du kan godt” er navnet bag en ny, omfattende kampagne, som Liberal Alliance kickstarter i dag 👇 pic.twitter.com/vAMQ2DKnxi
— Alex Vanopslagh (@AlexVanopslagh) August 15, 2022
Kampagnens hoved-payoff er “Du kan ikke godt” suppleret med en række sekundære budskaber som “Du er svag stærk” og “Det er andres mit ansvar”.
Det samlende payoff, “Du kan godt”, er et yderst rummeligt budskab, som man ikke behøver at være ideologisk liberalist for at kunne skrive under på. På samme måde, som man ikke behøvede at være mainstream-demokrat for at kunne se sig selv i Obamas “Yes we can” fra hans 2008-præsidentkampagne.
Det er da også svært ikke at se bort fra lighederne mellem de to budskaber: Tre korte ord, der skaber en god rytme, og som er nemme at huske. Det er også fælles for dem, at de ikke just kommer imponerende gennem “bullshit-testen”: “No we can’t” for Obamas vedkommende og “Du kan ikke” for LA’s. Sidstnævnte står der så faktisk, omend med “ikke” streget ud.
Begge er således meget banale udsagn uden særligt mange politiske kalorier. Og netop, fordi budskaberne er friktionsløse og ikke rigtigt støder nogen fra sig, så er de effektive som kommunikativ platform.
LA's kampagne og Alex Vanopslaghs kontrafej er pt. overalt i bybilledet.
En fundamentalt ideologisk kampagne
LA’s kampagne er først og fremmest en ideologisk kampagne, forstået i modsætning til en realpolitisk “x millioner til formål y”-kampagne. Kampagnen adresserer LA’s fundamentale menneskesyn snarere end dag-til-dag-politik. Dette grundlæggende menneskesyn er et opkog af Ayn Rand et al.s “objectivism”, som forfatteren selv udtrykte som “the concept of man as a heroic being, with his own happiness as the moral purpose of his life”.
At kampagnen bevæger sig på de store ideologiske tandhjul, betyder dog ikke, at den er afkoblet fra LA’s dag-til-dag-politik. Tværtimod leverer den en narrativ ramme, som politiske forslag og stemmeafgivelse i folketingssalen kan indlæses i: LA vil skære ned på velfærden, fordi du godt kan selv.
Budskabet er et forsøg på framing af den politiske debat som en kampplads mellem politikere, der tror på DIG, og politikere, der ikke gør. Som LA selv formulerere det:
“Der er politikere nok, der beder dig om at være svag. Som lover dig guld og grønne skove, hvis bare du gør dig selv til et offer.”
Udsagnet er ganske vist ikke synderligt rodfæstet i den faktiske politiske virkelighed, og et for et svarer kampagnens udsagn generelt på stråmænd. Men det er en effektiv retorisk og narrativ figur. Ikke mindst, fordi den placerer vælgeren i rollen som det handlende subjekt – det heroiske menneske i Rand’sk forstand – og LA og Alex Vanopslagh i den i politisk kommunikation så attraktive rolle som det heroiske subjekts hjælper. Nå ja, og så placerer LA diskret de øvrige partier og politikere i rollen som subjektets modstandere uden at sætte navn på.
Som politisk storytelling er det et klart 12-tal.
Det er ikke så vigtigt, at der ikke er nogen politikere, der kalder folk svage. For de fleste er det stadig rart at blive kaldt stærk af Alex Vanopslagh. Illustration: Liberal Alliance.
I dialog med tidsånden
Kampagnen booster naturligvis også kendskabet til Liberal Alliances mindre kendte formand blandt de dele af befolkningen, der ikke er på TikTok. Alex Vanopslagh er nemlig kongen af hjørnet med dansk politik på den fremadstormende platform. Derfor behøver han og hans rådgivere ikke bekymre sig om kendskabet blandt de yngre vælgere. Blandt ældre dele af vælgerkorpset er Vanopslagh dog klart overskygget af Pape, Ellemann og Vermund.
Det er en kampagne, der på lange stræk spiller bold op ad en tidsånd, der bugner med gajolæskevisdom fra selvhjælpslitteraturen.
Kampagnens budskaber kunne da også godt minde om motiverende guldkorn, såsom “There are no traffic jams along the extra mile”, på væggene i et telemarketing-callcenter befolket af unge mænd, der drikker Red Bull og slår sig på brystet, når de har lukket et salg.
På trods af kampagnens luftige budskaber har den alligevel været egnet til at skabe kraftige reaktioner, og dermed har den fået uvurderlig trækkraft på sociale medier.
Det skyldes primært afsenderen, Liberal Alliance, og det billede, deres politiske modstandere har af partiet. Havde afsenderen været Hella Joof, havde budskaberne næppe skabt tilsvarende furore.
Kampagnen maxes ud. Her er videreformidlet af influenceren Anders Hemmingsen.
Özlem Cekic twister den
Der er dog ikke kun tale om forventelige reaktioner a la “sikke en dum kampagne fra et dumt parti”. Debattør og tidligere MF for SF Özlem Cekic blev f.eks. omvendt rørt over budskabet og roste kampagnen på Twitter.
Nej jeg stemmer ikke på @LiberalAlliance men hold da op en fed video, der taler det enkelte menneske op og sætter fokus på det personlige ansvar på en utrolig sympatisk måde. Super godt @AlexVanopslagh #dkpol pic.twitter.com/kjziryvmlG
— Özlem Sara Cekic (@cekicozlem) August 16, 2022
Özlem Cekic skrev efterfølgende i en kommentar hos Altinget:
“Tirsdag aften så jeg Alex Vanopslaghs video, hvor han på en utrolig sympatisk måde taler det enkelte menneske op og sætter fokus det personlige ansvar. Jeg roste kampagnen og videoens budskab i et tweet. Og så skal jeg ellers love for, at fanden var løs i Laksegade.”
“Tirsdag aften så jeg Alex Vanopslaghs video, hvor han på en utrolig sympatisk måde taler det enkelte menneske op og sætter fokus det personlige ansvar. Jeg roste kampagnen og videoens budskab i et tweet. Og så skal jeg ellers love for, at fanden var løs i Laksegade.”
Cekic’ positive reaktion udløste en slags metareaktion, hvor hun blev kritiseret for at reagere, som hun gjorde. Ud over de glødende kommentarspor, som algoritmerne elsker og belønner med yderligere rækkevidde, så vandrede kampagnen altså – gratis for LA’s kampagnebudget – over hos Altinget.
I kommentaren anlagde Özlem Cekic et perspektiv, hvor hun tog udgangspunkt i sin opvækst i socialklasse 5 på Vesterbro, “dengang hvor en kop kaffe ikke kostede 50 kroner på Halmtorvet”:
“Vi børn vidste godt, at livet ikke ville belønne os med studenterhuer, akademiske titler eller direktørstillinger. Udsigten til, at vi kunne ende som rengøringsfolk, taxachauffører og pizzamand, var stor. Det blev heller ikke bedre af, at vi havde en tysklærer, der sagde: "Det er utroligt at se, hvor meget I kæmper, når man ved, at I aldrig bliver til noget." Det gjorde ondt. Ondt, fordi vi var smerteligt bevidst om begrebet social arv.”
“Vi børn vidste godt, at livet ikke ville belønne os med studenterhuer, akademiske titler eller direktørstillinger. Udsigten til, at vi kunne ende som rengøringsfolk, taxachauffører og pizzamand, var stor. Det blev heller ikke bedre af, at vi havde en tysklærer, der sagde: "Det er utroligt at se, hvor meget I kæmper, når man ved, at I aldrig bliver til noget." Det gjorde ondt. Ondt, fordi vi var smerteligt bevidst om begrebet social arv.”
Kampagnens vandring fra platform til platform drevet af vrede reaktioner er et 101-eksempel på enhver kampagnestrategs våde drøm. Selve polemikken giver kampagnen, der ellers hurtigt kunne være glemt i mediebilledets opskruede tempo, en kærkommen metatur mere i manegen.
Det siger noget om venstrefløjen, at hjernerne smelter fuldstændig sammen over en video, der fortæller, at folk godt kan noget. Ikke alt, for det kan ingen. Men noget kan alle, og det skal vi dyrke og opmuntre til - også selvom venstrefløjens eksistensberettigelse står på spil. https://t.co/lpDMVrUmV0
— Mads Korsholm (@Madskorsholm1) August 17, 2022
Cekic’ kommentar bidrog altså som bonus med et uventet klasseperspektiv, der går stik mod de anklager om tilbedelse af jungleloven, som er et af LA’s politiske modstanderes foretrukne våben. LA’s folkevalgte var da heller ikke sene til at gribe gaven og dele Cekic’ kommentar.
LA’s budskab kunne altså ikke udelukkende læses som overmenneske-ideologi. Den kunne også læses som et kammeratligt, solidarisk klap på skulderen til f.eks. Fatih og Fatima.
Og LA’s partifilosof Ayn Rand? Hun kunne ikke til sidst og måtte have hjælp af det offentlige. Sådan er verden så forunderligt nuanceret.
