Why he can
Obama kan. Men hvad er det, han kan rent retorisk? Kforum har talt med retorik-ekspert Jonas Gabrielsen. Han pointerer, at Obama har rytmen og nærværet og fremstår troværdig. Derfor kan han, hvad få andre kan: erobre og gøre en forskel med det sproglige rum.
1. Hvad er nøgleelementerne i hans retorik? Hvorfor virker det så godt?
Der er fire vigtige elementer at se på i Obamas retorik. Det første er Obamas gruppetilhørsforhold, som er helt unikt. Han er talsmand for sit folk, men er samtidig en del af folket, hvilket har stor betydning for hans retoriske formåen. Det andet er måden, hvorpå han formår at håndtere sit publikum og derved tager ordet i sin magt. For det tredje tager han det mundtlige rum meget alvorligt, hvilket de færreste ellers gør, og det skinner igennem. Endelig tager han også værdibaseret ledelse alvorligt, idet han fx er god til at konkretisere sine værdier og pointer. Det betyder, at hans publikum har lettere ved at forholde sig til de ting, han siger, fordi de får helt konkrete eksempler fra deres egen hverdag. Derved får de følelsen af, at han forstår dem og taler deres sag.
2. Hvordan formår han at ramme så bredt et publikum?
Når man står over for det amerikanske folk og hele verden lytter med, så skal man være skarp for at nå ud til alle i sin tale. Men det kan Obama. Det skyldes hans evne til at – fx i sin indsættelsestale – at bruge ”we” på en strategisk måde. Idet han bruger ”we”, når han taler om fremtidige mål og visioner, skaber han en fællesfølelse blandt amerikanerne. Der opstår simpelthen en følelse af, at man som amerikaner – hvad enten man er præsident, fabriksarbejder eller noget helt tredje – er sammen med andre amerikanere om at opnå nye og bedre ting for landets fremtid. Igen vinder han mange tilhængere ved at bruge gode eksempler, der konkretiserer de pointer og mål, han har, så folk på alle sociale niveauer kan forholde sig til det.
3. Hvad er forskellen mellem Bush og Obama?
Det er jo to meget forskellige personer, men fælles for dem er for eksempel, at de bruger teleprompts (skærme). Deres måde at bruge disse teleprompts på er til gengæld meget forskellig. Det er helt tydeligt, at Bush anvender disse skærme, mens man nærmest ikke bemærker, at Obama bruger dem. Tværtimod får Obama det til at se ganske naturligt ud, at han drejer hovedet, som om han taler til hele sit publikum – og at det ikke har noget med skærmene at gøre.
4. Kan du komme med nogle eksempler?
Bush mangler rytme i sin tale og han er ikke nærværende. Han er rig, har ingen praktisk erfaring af betydning, og hans eksempler med ”pizzamanden Joe” er utroværdige. Bush formår ikke at bruge det mundtlige rum fordelagtigt, og han er ikke folkelig. Obama er lige modsat Bush. Han har rytmen og nærværet og fremstår troværdig. Derved vinder han folkets tiltro, og de er interesserede i, hvad han fortæller.
5. Hvem minder han om retorisk – eksempelvis andre amerikanske præsidenter?
Umiddelbart minder han ikke om nogen. Han taler som en moderne leder til et moderne publikum. Hvis man skal nævne én, som Obama kan sammenlignes med, kunne Clinton være et eksempel. Han havde også respekten for det mundtlige rum, hvilket er helt afgørende, når man taler til en bred befolkning.
6. Hvilke figurer bruger han ofte?
Obama benytter sig meget af gentagelser, antiteser, tre-trins-raketten og ”clap-traps”. Dem finder man i mange af hans taler.
7. Beskriv forskellige stilistiske træk ved Obamas retorik
Et af de vigtigste træk ved Obamas retorik er rytmen. Desuden er han rigtig god til at skabe ”clap-traps”, fx i Chicago-talen, hvor han siger de berømte ord: ”Yes We Can”, hvorefter publikum svarer. Han er enormt dygtig til at skabe variation og forskellighed i sine taler – modsat Bush, der er meget monoton i sin retorik. En anden vigtig detalje er, at Obama også lader sit publikum slappe af ved hjælp af pauser. På den måde lader han sit publikum ’fordøje’ det, han siger.
8. Hvad syntes du om indsættelsestalen? Rent retorisk?
Obama nåede ud til alle verdens hjørner i sin indsættelsestale. Talen skulle være personlig, og det var den. Hans brug af eksempler er helt essentielt for talen og dens betydning. Han konkretiserer værdierne for fremtiden og beskriver dem under konceptet ”A new area of peace”, hvilket gør det klart for publikum, hvilken retning han vil gå i. Det var en god tale, men der var ikke så meget nyt i den rent indholdsmæssigt og stilmæssigt, når man sammenligner med hans tidligere taler. En god detalje er måden, hvorpå han elegant fjerner fokus fra Bush og hans mening om ham.
9. Hvad er styrkerne, svaghederne, mulighederne og farerne ved hans retorik?
Hans styrke er, at han er god i situationer, hvor han skal tale abstrakt og visionært. Svagheden kan være, at hans stil er svær at implementere i en konkret administrativ tale, hvor han fx skal diskutere lovgivning, togtider osv., hvilket kræver en anden type tale.
10. Er han inspireret af Martin Luther King?
Nej, ikke rigtigt. Bibel-metaforerne og nogle fælles træk er der. Men det er en ny og anden tid. Det, de to har til fælles, er indlevelsesevnen. Respekten og tilliden til det mundtlige rum har de til fælles, men deres tilgang til rollen som leder er forskellig. Det er en anden form for professionalisme, vi ser hos Obama.
11. ”Yes we can” – hvilken funktion har sætningen?
Der er tre led i sætningen, og de er lige lange, hvilket giver en god rytme. Samtidig er det nemt at huske. Det er en god måde at dreje noget, der er kompliceret – som fx USA’s situation lige nu – til noget mere simpelt og håndgribeligt. Det er selvfølgelig ikke Guds gave til menneskeheden, men det er et godt ’slogan’, der passer til Obama. Det ville fx ikke passe til Bush …
12. Er der forskel på hans retorik som kandidat og som præsident – hvis ja , hvordan?
Ikke så meget, nej. Han har kunnet sit kram siden 2004, hvor han tog folk med storm.
13. Hvad betyder det, at taleskriveren, Jon Favreau, er så ung?
Det betyder, at der er et brud med den traditionelle måde at skrive en indsættelsestale på. Den afviger fra tidligere indsættelsestaler, idet den ikke følger noget, ’man bør sige’. Der er et klart samspil mellem taleskriveren og Obama, og derfor er talen blevet så god. Talen er lavet til Obama, og det skinner igennem – selvom du læser talen, kan du fornemme hans stemme i talen.
Der er fire vigtige elementer at se på i Obamas retorik. Det første er Obamas gruppetilhørsforhold, som er helt unikt. Han er talsmand for sit folk, men er samtidig en del af folket, hvilket har stor betydning for hans retoriske formåen. Det andet er måden, hvorpå han formår at håndtere sit publikum og derved tager ordet i sin magt. For det tredje tager han det mundtlige rum meget alvorligt, hvilket de færreste ellers gør, og det skinner igennem. Endelig tager han også værdibaseret ledelse alvorligt, idet han fx er god til at konkretisere sine værdier og pointer. Det betyder, at hans publikum har lettere ved at forholde sig til de ting, han siger, fordi de får helt konkrete eksempler fra deres egen hverdag. Derved får de følelsen af, at han forstår dem og taler deres sag.
2. Hvordan formår han at ramme så bredt et publikum?
Når man står over for det amerikanske folk og hele verden lytter med, så skal man være skarp for at nå ud til alle i sin tale. Men det kan Obama. Det skyldes hans evne til at – fx i sin indsættelsestale – at bruge ”we” på en strategisk måde. Idet han bruger ”we”, når han taler om fremtidige mål og visioner, skaber han en fællesfølelse blandt amerikanerne. Der opstår simpelthen en følelse af, at man som amerikaner – hvad enten man er præsident, fabriksarbejder eller noget helt tredje – er sammen med andre amerikanere om at opnå nye og bedre ting for landets fremtid. Igen vinder han mange tilhængere ved at bruge gode eksempler, der konkretiserer de pointer og mål, han har, så folk på alle sociale niveauer kan forholde sig til det.
3. Hvad er forskellen mellem Bush og Obama?
Det er jo to meget forskellige personer, men fælles for dem er for eksempel, at de bruger teleprompts (skærme). Deres måde at bruge disse teleprompts på er til gengæld meget forskellig. Det er helt tydeligt, at Bush anvender disse skærme, mens man nærmest ikke bemærker, at Obama bruger dem. Tværtimod får Obama det til at se ganske naturligt ud, at han drejer hovedet, som om han taler til hele sit publikum – og at det ikke har noget med skærmene at gøre.
4. Kan du komme med nogle eksempler?
Bush mangler rytme i sin tale og han er ikke nærværende. Han er rig, har ingen praktisk erfaring af betydning, og hans eksempler med ”pizzamanden Joe” er utroværdige. Bush formår ikke at bruge det mundtlige rum fordelagtigt, og han er ikke folkelig. Obama er lige modsat Bush. Han har rytmen og nærværet og fremstår troværdig. Derved vinder han folkets tiltro, og de er interesserede i, hvad han fortæller.
5. Hvem minder han om retorisk – eksempelvis andre amerikanske præsidenter?
Umiddelbart minder han ikke om nogen. Han taler som en moderne leder til et moderne publikum. Hvis man skal nævne én, som Obama kan sammenlignes med, kunne Clinton være et eksempel. Han havde også respekten for det mundtlige rum, hvilket er helt afgørende, når man taler til en bred befolkning.
6. Hvilke figurer bruger han ofte?
Obama benytter sig meget af gentagelser, antiteser, tre-trins-raketten og ”clap-traps”. Dem finder man i mange af hans taler.
7. Beskriv forskellige stilistiske træk ved Obamas retorik
Et af de vigtigste træk ved Obamas retorik er rytmen. Desuden er han rigtig god til at skabe ”clap-traps”, fx i Chicago-talen, hvor han siger de berømte ord: ”Yes We Can”, hvorefter publikum svarer. Han er enormt dygtig til at skabe variation og forskellighed i sine taler – modsat Bush, der er meget monoton i sin retorik. En anden vigtig detalje er, at Obama også lader sit publikum slappe af ved hjælp af pauser. På den måde lader han sit publikum ’fordøje’ det, han siger.
8. Hvad syntes du om indsættelsestalen? Rent retorisk?
Obama nåede ud til alle verdens hjørner i sin indsættelsestale. Talen skulle være personlig, og det var den. Hans brug af eksempler er helt essentielt for talen og dens betydning. Han konkretiserer værdierne for fremtiden og beskriver dem under konceptet ”A new area of peace”, hvilket gør det klart for publikum, hvilken retning han vil gå i. Det var en god tale, men der var ikke så meget nyt i den rent indholdsmæssigt og stilmæssigt, når man sammenligner med hans tidligere taler. En god detalje er måden, hvorpå han elegant fjerner fokus fra Bush og hans mening om ham.
9. Hvad er styrkerne, svaghederne, mulighederne og farerne ved hans retorik?
Hans styrke er, at han er god i situationer, hvor han skal tale abstrakt og visionært. Svagheden kan være, at hans stil er svær at implementere i en konkret administrativ tale, hvor han fx skal diskutere lovgivning, togtider osv., hvilket kræver en anden type tale.
10. Er han inspireret af Martin Luther King?
Nej, ikke rigtigt. Bibel-metaforerne og nogle fælles træk er der. Men det er en ny og anden tid. Det, de to har til fælles, er indlevelsesevnen. Respekten og tilliden til det mundtlige rum har de til fælles, men deres tilgang til rollen som leder er forskellig. Det er en anden form for professionalisme, vi ser hos Obama.
11. ”Yes we can” – hvilken funktion har sætningen?
Der er tre led i sætningen, og de er lige lange, hvilket giver en god rytme. Samtidig er det nemt at huske. Det er en god måde at dreje noget, der er kompliceret – som fx USA’s situation lige nu – til noget mere simpelt og håndgribeligt. Det er selvfølgelig ikke Guds gave til menneskeheden, men det er et godt ’slogan’, der passer til Obama. Det ville fx ikke passe til Bush …
12. Er der forskel på hans retorik som kandidat og som præsident – hvis ja , hvordan?
Ikke så meget, nej. Han har kunnet sit kram siden 2004, hvor han tog folk med storm.
13. Hvad betyder det, at taleskriveren, Jon Favreau, er så ung?
Det betyder, at der er et brud med den traditionelle måde at skrive en indsættelsestale på. Den afviger fra tidligere indsættelsestaler, idet den ikke følger noget, ’man bør sige’. Der er et klart samspil mellem taleskriveren og Obama, og derfor er talen blevet så god. Talen er lavet til Obama, og det skinner igennem – selvom du læser talen, kan du fornemme hans stemme i talen.
