Coronakrisen og de kloge formidlere

Forsøg med overførsel af passiv immunitet (immunglobuliner) mod SARS-CoV-2 fra patienter, der allerede er helbredt efter infektion med SARS-CoV-2, er også undervejs. Man kan enten ved plasmaferese oprense plasma, eller man kan oprense specifikke antistoffer (såkaldte hyperimmune immunglobuliner). (Sundhedsstyrelsen)

Forstod du det? Hvis ikke, er det helt okay. Målgruppen er nemlig læger. Men det er vigtigt, at offentligheden også får viden om COVID-19, hvilken er til at forstå. Vores behov for at vide og forstå mere om corona – selve virussen og dens betydning for vores liv nu og i fremtiden – er tilsyneladende umætteligt. Viden er ikke nok, når fagfolk deler deres ekspertise med os. De skal også kunne formidle. Når fagfolkene skal nå længere ud end til lægerne, skal de kunne noget mere end deres fag.

Og det er ingen selvfølge. For de erfarne fagpersoner har typisk hentet deres erfaring gennem mange års intim og passioneret omgang med deres fagområde, og sommetider går det ud over fornemmelsen for, hvad andre mennesker ved, forstår og er optaget af.

Coronakrisen har tilsyneladende betydet, at flere har større tillid til de etablerede medier og noget mindre til de sociale medier. Det ser altså ud til, at folk sætter veldokumenteret faglig viden højere, end hvad nogle brugere på sociale medier tilfældigvis mener.

Men vi har brug for begavede fagpersoner, der også kan formidle. Og de sidste måneder har leveret en guldgrube af eksempler på, hvad kombinationen af faglig viden og journalistisk metode har at byde på.

Der er ingen tvivl om, at ét spørgsmål presser sig mere på end alle andre: Hvornår og hvordan får vi en vaccine mod corona?

Men det præcise svar kan selv den dygtigste journalist ikke vriste ud af nogen. For ingen har det.

Tre rubrikker fra de seneste uger og måneder viser usikkerheden: Vi må vente 2-3 år på en corona-vaccine. Hvad gør vi i mellemtiden?, skriver Politiken den 27. marts, men er straks mere rolig den 11. april, hvor det lyder: Britisk professor: Vaccine mod corona kan være klar allerede til september. Samme dag skriver de til gengæld i Ekstra Bladet: Ekspert advarer: Der er ingen garanti for coronavaccine.

Usikkerhed gør mennesker utrygge. Og der er nok gruopvækkende overskrifter at hægte sin utryghed op på. Som at blive kvalt indefra, skrev TV 2 Lorry om en kvinde med symptomer på corona. I Midtjyllands Avis fortalte en coronasyg silkeborgenser, at han aldrig har oplevet noget lignende. Og den 28. april kunne man bl.a. i Jyllands-Posten læse, at børn dør af en ny sygdom, som man tror, kan være udløst af corona.

Vi siger ikke, at medierne skal lade være med at fortælle de historier. Men det er afgørende, at sensationerne suppleres med historier, der giver et bredere perspektiv og et mere sammenhængende billede af, hvad forskere og fagfolk ved og ikke ved. Det kræver, at journalisterne har den nødvendige indsigt. Og det kræver, at fagfolkene har viljen og evnen til at formidle deres viden.

Og det er ikke kun folk med en sundhedsfaglig eller økonomisk indsigt, der har vigtige budskaber i denne tid. Coronakrisen har været altomfattende, og derfor er der ikke det fag, der ikke har et relevant bidrag til samtalen om, hvad pandemien betyder for os som mennesker og som samfund.

Meget tyder på, at mange efterspørger den viden. En ny undersøgelse viser nemlig, at brugerne primært søger viden og indsigt om krisen i de klassiske medier. Coronakrisen har tilsyneladende betydet, at flere har større tillid til de etablerede medier og noget mindre til de sociale medier. Det ser altså ud til, at folk sætter veldokumenteret faglig viden højere, end hvad nogle brugere på sociale medier tilfældigvis mener.

Kforum har tidligere fremhævet Søren Brostrøm som en god corona-kommunikatør.

Læger, epidemiologer og vaccineeksperter er nogle af de faggrupper, der leverer den viden. Men viden er ikke nok; fagfolkene er også blevet udfordret på evnen til at formidle alt det, de ved, når de har skullet forklare journalister og offentligheden, hvad der er op og ned i coronakrisen. Økonomer, aktieanalytikere og arbejdsmarkedseksperter har også optrådt flittigt for at analysere, hvad nedlukningen betyder for økonomien og beskæftigelsen.

Der er et stort behov for, at meget af den faglige viden og forskning, der findes, også bliver tilgængelig for et bredere publikum.

Og det er ikke kun folk med en sundhedsfaglig eller økonomisk indsigt, der har vigtige budskaber i denne tid. Coronakrisen har været altomfattende, og derfor er der ikke det fag, der ikke har et relevant bidrag til samtalen om, hvad pandemien betyder for os som mennesker og som samfund. Hvordan kommer vi til at bruge teknologien i fremtiden? Hvad med kulturlivet? Og mere grundlæggende står spørgsmålet om, hvad det kommer til at betyde for den måde, vi kommer til at leve sammen på.

Er par eksempler giver en fornemmelse af spændvidden i de spørgsmål, skribenterne har ønsket at finde svar på:

Hvad kan vi lære af cononakrisen om ledelse?
Hvad gør den ved vores sprog?
Hvorfor ser vi pandemifilm?
Hvad betyder epidemien for vores kostvaner?
Hvad ville Kierkegaard sige om de mulige reaktioner på coronakrisen?
Får krisen konsekvenser for musikverdenen?
Hvordan i alverden kan ansigtsmasken blive et modefænomen?
For ikke at glemme ananas i egen juice-artikler om, hvordan medierne har håndteret krisen.

Det er eksempler på, at coronakrisen har konsekvenser for hele samfundet og dermed også for alle de fagområder, der ligger uden for sundhed og økonomi. Vi har begge undervist i journalistisk formidling på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX). Vores studerende har en anden faglig baggrund end journalistik, og hos os får de en række journalistiske metoder og redskaber. Formålet er, at de skal kunne formidle deres eget fag professionelt. Vi vil vove den påstand, at de alle sammen vil kunne finde en journalistisk relevant vinkel på coronakrisen inden for deres egen faglighed.

En politibetjent kan fx undersøge, hvad omlægningerne i politiets arbejde under krisen betyder for det øvrige politiarbejde. En jurist kan se på, hvad det betyder for retssikkerheden, når vi i højere grad bliver overvåget for at holde øje med smittevejene. En historiker kan undersøge tidligere tideres pandemier og deres konsekvenser – og ikke mindst, hvad vi kan lære af dem i dag. En skolelærer kan tage fat i den ressource, forældrene har vist sig at være under hjemmeskolingen, og se på, om folkeskolen bruger den nok i dag.

Så længe Danmark var mere eller mindre lukket ned, var det svært at komme igennem mediemuren med historier, der ikke på en eller anden måde var vinklet på coronakrisen. Såvel politibetjenten som juristen, historikeren, skolelæreren og alle de andre har haft vigtige budskaber at fortælle under krisen. Men det vil de også have, når pandemien forhåbentlig snart er overstået. Journalistiske redskaber og metoder som vinkling og interviewteknik kan professionalisere den faglige formidling. Der er et stort behov for, at meget af den faglige viden og forskning, der findes, også bliver tilgængelig for et bredere publikum.

Coronakrisen har vist os, at vi har brug for kloge mennesker, der kan formidle. Det har vi nu, og det vil vi også have i fremtiden. Det gør os alle sammen klogere.

Malene Bjerre og Helge Kvam er aktuelle med undervisningsbogen ”Grib journalistikken”, der udkom på DJØF’s forlag den 19. juni.