Den svære kunst at være helt enkel

Hvorfor har nogle mennesker held med at bruge de mest simple forskrifter for kommunikation, mens andre ikke har? Søren Brostrøms kommunikation er umiddelbart ikke anderledes end så mange andres, vi har hørt de sidste dage. Den er klar, og den er enkel. Men det kan man jo også sige om statsminister Mette Frederiksen, og hun kunne ikke afholde folk fra at hamstre.

Efter statsministerens trefoldige opfordring på pressemødet kl. 20.30 den 11. marts om ikke at hamstre den følgende dag, invaderede danskerne straks de natåbne supermarkeder. Måske skulle hun have brugt omvendt psykologi? – I skal hamstre!

"Som direktør for Sundhedsstyrelsen er det hans opgave at informere om styrelsens strategi. Og det gør han med forbilledlig klarhed."

Da en virus lukkede landet ned
Lad os se nærmere på pressemødet, hvor statsministeren og Brostrøm havde selskab af sundhedsminister Magnus Heunicke, rigspolitichef Thorkild Fogde og Erik Brøgger Rasmussen, direktør for organisation og borgerservice (COO).

Alle viste sig som gode kommunikatører, der formår at videregive den nødvendige information, få borgerne til at forstå situationens alvor og understrege styrken i det statslige beredskab. Det sidste er naturligvis et paradoks: at indvarsle en undtagelsestilstand; dvs. en faretilstand, mens man samtidig forsikrer om, at myndighederne har alt under kontrol.

Mette Frederiksen lagde ud med en tale, hvor hun først indskærpede situationens alvor:

Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere.

Der vil komme svære situationer for mange borgere. Der bliver brug for, at vi hjælper hinanden.

Før jeg når til det, vil jeg indlede om den situation, vi ser ind i, og baggrunden for den.

Da jeg stod her i går var 157 danskere smittede med corona.

I dag har vi 514 smittede.

Antallet er mere end en ti-dobling siden mandag, hvor tallet var 35 smittede.

Corona-virus spreder sig ekstremt hurtigt.

Italien er lukket ned. På hospitalerne mangler der respiratorer og personale.

Jeg vil gerne understrege: Det er ikke et skræmmebillede. Det er ikke et fantasifuldt udtænkt fremtidsscenarie.

Det er virkeligheden i et land, som de fleste af os kender. Hvor mange har været på ferie. Et land i Europa. I vores del af verden.

Vi har som myndigheder, borgere og som land lige nu én opgave, der er vigtigere end alle andre:

Vi skal undgå, at for mange bliver smittet på én gang. Som det er sket i Italien.

(Talen kan ses her.)

Statsministeren holder sig tydeligvis til enkle sætninger, nogle gange endda kun halve sætninger – såkaldte sætningsemner, som ”I vores del af verden”. Hun veksler mellem det informerende – stigningen i smittede – og konkrete eksempler, der gør hendes budskab nærværende – endnu et sætningsemne: ”Hvor mange har været på ferie”.

De halve sætninger giver et anstrøg af talesprog. Frederiksen holder, som mange politikere og journalister, meget af vendingen ”vi danskere”, således også i denne tale, hvor hun her for en gangs skyld også bruger det mere neutrale ”borgere.”

Hun bygger de enkle sætninger op i treleddede figurer, der ender i et klimaks: ”Jeg vil gerne understrege: Det er ikke et skræmmebillede. Det er ikke et fantasifuldt udtænkt fremtidsscenarie. Det er virkeligheden i et land, som de fleste af os kender.” Sådanne ”trelistere” er hentet lige ud af den retoriske grønspættebog, for vi husker gentagelser, især hvis de bliver varieret og afsluttes med et punktum i form af et klimaks.

Hun bruger også indtrængende formuleringer og direkte øjenkontakt – ”Jeg vil gerne understrege”;”Jeg vil helt ærligt sige”, og til slut i talen stiller hun spørgsmål, hun selv besvarer. Dette kan minde om Obamas personlige stil – der nu også indgår i grønspættebogen.

Argumentationens faser
For så vidt, så godt. Det er midlertidigt værd at notere, at statsministeren lægger ud med en evaluering (”svære situationer”) og en opfordring til handling (”hjælpe hinanden”) i de to første sætninger.

Brostrøm har fra start imponeret danskerne. Her annoncerer han det første tilfælde af COVID-19 i Danmark. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2020)

Merete Onsberg og Charlotte Jørgensen har i deres klassiker, Praktisk Argumentation (3. udgave, 2008) opstillet de fire faser, som en argumentation kan forløbe over: den konstaterende, den definerende, den evaluerende og den advokerende.

Rækkefølgen kan blandes, men der opstår ofte konflikter, hvis taleren lægger ud med de sidste to faser. Og det gør man rigtig tit – altså siger til en anden, hvordan man vurderer dette eller hint, og hvad han eller hun skal gøre ved det.

Udover at det kan virke kommanderende og dermed respektløst, er det ikke effektivt, hvis man vurderer situationen forskelligt. Den talende gør derfor ofte klogt i at lægge sin opfattelse af situationen frem (konstaterende fase) og forklare, hvordan hun/han definerer den. Konflikter opstår ofte, når der er uenighed om, hvad der er fakta, og hvordan man skal definere dem.

Frederiksen brugte alle faser i sin udmærkede tale, der igen fik hende til at fremstå som en statsleder med autoritet og råstyrke. En etos hun i den grad fik styrket i september efter at have sat Trump på plads i spørgsmålet om det eventuelle køb af Grønland.

Efter 20 minutter gav hun ordet til Heunicke, der supplerede med flere informationer og dermed forankrede hendes budskaber i den konstaterende og den definerende fase. Den sidste illustreret ved den allerede velkendte graf med de to udviklingsfaser.

Brostrøm har gennem årene formidlet sine erfaringer med kommunikation af lægefaglig viden. Han prædiker grundig forberedelse af enhver kommunikation, hvilket indebærer en åbenhed for andre opfattelser af fakta end den lægefaglige. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Brostrøm: en sætning, et budskab
Brostrøm begyndte sit indlæg (kl. 20.51) med at beskrive situationens alvor: stigningen i antal smittede med COVID-19 og de nye smittekæder – smitten breder sig i Danmark og kommer ikke længere kun fra indrejsende. Han definerer det som en alvorlig situation og henviser til at COVID-19 nu er en konstateret pandemi af WHO.

Han argumenterer i de konstaterende og definerende faser, og det fortsætter han stort set med gennem sit indlæg.

Som direktør for Sundhedsstyrelsen er det hans opgave at informere om styrelsens strategi. Og det gør han med forbilledlig klarhed. Han forklarer, hvad den hidtidige inddæmningsstrategi bestod i, og hvad den nye strategi består i, nemlig at fokusere på de syge.

"Brostrøm springer ikke mellemregningerne over, men ekspliciterer alle led i sin argumentation. Det gør ham let at forstå og reducerer mulighederne for misforståelser"

Han forklarer baggrunden for begge og redegør for følgerne af den nye strategi – ikke opspore smittede, men behandle de alvorligt syge. Han opsummerer strategiens tre led: Man skal fremover forhindre smitte, håndtere isolation og bruge kapaciteten i sundhedsvæsenet bedst muligt. Han lægger ikke skjul på situationens alvor og slutter med korte fyndige opfordringer.

Brostrøm taler i første person flertal, fordi han repræsenterer sundhedsvæsenet, men skifter til anden person mod slutningen, hvor han slår over i den advokerende fase: ”Fremover spørger vi ikke, hvor du kommer fra; vi spørger, hvor syg du er.”

Det er den moderne, pædagogiske sundhedskommunikation, som lægerne og de sundhedsfaglige kommunikatører efterhånden har lært at bruge, på hospitaler, i brochurer osv.

Brostrøm er saglig og bruger frem for alt logos-appel, som det må forventes af en sundhedsfaglig ekspert, med oplistning af flere belæg for sin påstand. Selvom han tiltaler sit publikum direkte med det personlige ”du”, er hans kropssprog meget afdæmpet; han ser nærmest ikke ind i kameraet.

Det er der måske en teknisk forklaring på, men det får ham til at fremstå som en diskret autoritet med indblik i en for os andre ukendt verden af kompliceret, medicinsk viden.

Hver af Brostrøms korte sætninger rummer en information, og her er der en forskel til Frederiksen: Der er ingen sætningsemner eller gentagelser i form af flotte antitetiske sætninger – ”minimere uden at sætte i stå”, eller som Fogde sagde: “Vi skal samle os ved ikke at forsamles.”

Brostrøm skærer helt ind til benet i en slags nulstil uden figurer i form af antiteser og parallelismer. Han virker så præcis, fordi hver af hans korte mundrette sætninger leverer én eneste information. Der er ingen ironiske, poetiske eller vittige medbetydninger, og det er passende i denne situation.

Ellers er politisk og anden retorik ofte flertydig og appellerer til tilhørernes fantasi. Aristoteles kaldte i sin Retorik det retoriske argument for et enthymem,fordi man som regel underforstår en eller flere dele af et argument (en-thymoi betyder ’i sjælen’).

"I Italien er mistilliden til det offentlige system så udpræget, at sundhedsmyndighederne har vanskeligt ved at skabe tiltro til deres informationer."

Det udfoldede argument, typisk for logik og videnskab, var ifølge Aristoteles en syllogisme, der består af to præmisser, hvoraf man drager en gyldig slutning. Denne treleddede struktur, syllogismen, er mindre almindelig i hverdagens argumentation, fordi den er omstændelig og kan virke kedelig ved at udtrykke de selvfølgeligheder, der er ofte hjemlen for en påstand.

Her bruger jeg igen terminologien fra Praktisk Argumentation: Et argument er en påstand, der har et belæg og er begrundet i en bredere hjemmel. Som når Brostrøm fremfører sin påstand, at man nu udelukkende skal behandle de alvorligt syge, er belægget, at sundhedsvæsenet ikke kan behandle alle, og hjemlen: De mest syge skal behandles – og rygdækning er referencen til samtalen med de italienske sundhedsmyndigheder.

Brostrøm springer ikke mellemregningerne over, men ekspliciterer alle led i sin argumentation. Det gør ham let at forstå og reducerer mulighederne for misforståelser, selvom han taler forholdsvis hurtigt.

Vi skal være klar til at ændre fra inddæmning til afbødning. Vi skal fortsat satse benhårdt på at forebygge smittespredning, samtidig med at vi mindsker sygdomsbyrden og bruger ressourcerne bedst muligt https://t.co/GuO39kWziU

— Søren Brostrøm (@SSTbrostrom) March 10, 2020

Twitter passer godt til Brostrøms korte, præcise sætninger. Som direktør for Sundhedsstyrelsen har han formået at bruge de sociale medier på en konstruktiv måde, ligesom Politiet har har gjort det.

Til kamp for familien eller samfundet?
Frederiksen og de andre opstillede paradokser a la ’vi skal stå sammen uden at samles’. Det er en flot figur, der reflekterer det farlige og ukendte i denne krisesituation, men den er åben for fortolkning.

Hvis situationen er så farlig, er det vel kun logisk, at jeg henter forsyninger til min familie? En vis Gitte argumenterede i DR’s Aftenshowet (torsdag 12/3) for, at hun handlede rationelt ved at købe ind umiddelbart efter aftenens tale og ved at gøre det igen dagen efter, da hun hørte Mogens Jensen i radioen opfordre til ikke at hamstre.

Frederiksen tillod sig en lille ironisk sidebemærkning om, at der er toiletpapir og rugbrød til alle, ligesom Jensen drog en ironisk parallel til det faktum, at torsdag var international dag mod madspild.

Blot antydningen af en overbærenhed eller latter på hamstrernes bekostning tolkes åbenbart af nogle borgere som udtryk for elitær arrogance – og dermed bliver konklusionen, at de er fulde af løgn. De to politikere skulle i stedet – en gang til – have forklaret smittefaren ved at stå tæt sammen i kø.

"Som Brostrøm har fortalt, er saglig, lægefaglig kommunikation, der tager hensyn til patienternes symptomer og forestillinger, den eneste vej frem."

Det er den skarpe knivsæg, som sundhedseksperter og offentlige myndigheder må balancere på: De må finde det helt præcise punkt, hvor autoritet ikke virker som arrogance.

I Italien er mistilliden til det offentlige system så udpræget, at sundhedsmyndighederne har vanskeligt ved at skabe tiltro til deres informationer. Italien er det land i Europa, hvor antivaccinebevægelsen har været stærkest, og antallet af vaccineringer er først begyndt at stige efter, det er blevet lovbefalet.

Modstanderne af vaccinering, som femstjernebevægelsens Beppe Grillo, appellerer til en opfattelse af kroppen som individets sårbare, ofte eneste, ejendom og på populistisk vis imod videnskaben, fordi den er elitær.

Søren Brostrøm giver en status på situationen med hensyn til coronavirus og covid-19. (foto Keld Navntoft/Ritzau Scanpix 2020)

Søren Brostrøm har gjort sig dyrebare erfaringer i den danske strid om HPV-vaccinen, hvor myndighedernes afvisning af unge pigers sygdomssymptomer kun bekræftede dem og deres forældre i, at vaccinen er farlig, og eksperterne ikke til at stole på. Samtidig spillede tv-kanalerne med på anti-vax-bølgen med rørende enkelthistorier om syge, unge mennesker.

Som Brostrøm har udtalt sig om i flere artikler, er det vanskeligt at trænge igennem med lægefaglig viden i et mediebillede domineret af journalisternes enkelthistorier, og hvor celebrities har større autoritet. Et andet eksempel er lovliggørelsen af medicinsk cannabis, der skyldes en bestemt skuespiller og aktive patientforeningers påvirkninger af politikerne.

Som Brostrøm har fortalt, er saglig, lægefaglig kommunikation, der tager hensyn til patienternes symptomer og forestillinger, den eneste vej frem. Det kræver grundigt forarbejde, en inventio-proces, hvor man endevender alle argumenter og alle tænkelige modargumenter fra modtagerne.

Det kræver, at man kan formulere sig klart i enkle sætninger uden talesprogselementer – de halve sætninger – og uden stilistiske figurer, der kan tolkes helt modsat af det, man ønsker. Grundigt forarbejde og respekt for modtagerne er forudsætningen for, at det kan lykkes.

At det ligger Brostrøm på sinde, ses af det faktum, at han har indstiftet The Søren Brostrøm Annual Golden Reward, der skal gives til det videnskabelige selskab, der er bedst til at kommunikere fakta i det postfaktuelle eller, som Brostrøm siger, det polyfaktuelle samfund.