Kunsten at kende Helle

Kforums topkonspiratorer, Henrik Dahl og Annegrethe Rasmussen

Har Henrik Dahl ret, når han i sin bog Spildte kræfter hævder om statsministerkandidaten Helle Thorning-Schmidt, at hun har "en meget begrænset almen viden", at hun "ikke har noget nærvær" og "ikke nogen større visioner"? Eller har Informations korrespondent Annegrethe Rasmussen ret, når hun udnævner Thorning-Schmidt til en kosmopolitisk dansker med både varme, nærvær og globale kræfter?

Aner det ikke. Lad det komme an på en prøve.

Debatten om debatten er derimod ret så interessant, og den kredser om tre kerneområder, der alle sitrer i et fatalt grænseland mellem det personlige og det faglige - eller mellem sladder og journalistik. Nemlig:

janteloven
kommunikationen
konspirationen.

1. Janteloven

Jeg er sikker på, at Henrik Dahl nøje har overvejet, hvordan passagen om Thorning skulle skæres rent retorisk. Den står på side 109, og i virkeligheden fylder den ikke ret meget. Og selv om den er hård, med korte, melodisk negative opremsninger, er den også afpersonaliseret og kontekstløs. Jeg vil vove den påstand, at det netop er udeladelserne, der inviterer til - ikke den klarsynede vurdering, som Henrik Dahl givetvis havde håbet på, men - alskens konspirationsteorier om, hvor manden dog har det fra, og om han har ret. Eller rettere: om han har ret til at have ret.

Som med så meget andet i et oplyst demokrati, hvor vi både er enige om at være uenige og larmer højt og længe, når vores helte falder ned fra piedestalen, er det nemlig først den efterfølgende rettergang, der for alvor tilmudrer sagerne. Her personliggøres Henrik Dahl og bliver til Dahl-Gate (mindre krusninger i det globale hav, jovist), og det er det efterliv i kombinationen med hans prunkløse Helle-passus, der, som Annegrethe Rasmussen rigtigt bemærker, fører hende selv og resten af den journalistiske og debatterende stand ud i en betænkelig intimformidlende tirade.

De kloge af dem supplerer deres duplik med en indrømmelse af, at dét skulle de aldrig have gjort, mens de mindre kloge udelader den indrømmelse og koncentrerer sig om Helle og hendes taske og Henrik Dahl og hans hår. Og hvad netop de tirader angår, ved enhver med kommunikationsanalytisk grundeksamen, at eksistensen af dem svarer til at invitere Djævelen til brunch. Inden man får set sig om - og man hygger sig jo meget godt - bliver han hængende til aftensmad, varetager putningen ved nattetid og går ud med skrald næste morgen.

Ønsket om seriøsitet bliver mødt med skidt. Det er som at blive skældt ud for at have gjort i bukserne, vel vidende at man høfligt gjorde opmærksom på, at man skulle på toilettet, men blev forment adgang. Derfor rammer Annegrethe Rasmussen plet, ikke i hendes personliggjorte forsvarserklæring til kvinden, det hele handler om, men derimod i hendes forståelse for det prekære og på forhånd selvforstærkende i at møde upersonlig kritik med personlig modkritik. Og derfor knækker, som hun selv indrømmer, hendes kommentar på midten: Den første forholder sig til bolden (argumentet), den anden til manden (kvinden).

Som kommunikativt trick er Henrik Dahls stunt både smart og ufedt. Han kan altid kritisere de andre for at smide med affald, mens hans eget ærinde var jo bare at læse en varedeklaration højt. Og ufedt, fordi mudderens volume risikerer at overdøve netop det budskab. Igen: det står på side 109, og det fylder 13 linjer.

Og det har fået en masse meddebattører frem på banen. Flere af dem gør med slet skjult skadefryd opmærksom på, at Henrik Dahl nu er blevet tvunget til at spise sin egen medicin, altså janteloven på pille. Ta' den, Henrik Dahl! Du har vovet dig frem på bekostning af et andet menneske, og nu er dine synspunkter manet i jorden.

Men dermed er janteloven jo ikke tæsket i gulvbrædderne. Tværtimod. "Den omvendte jantelov" negerer ikke janteloven. Den udstiller den. Og forstærker den. At sige nej til janteloven med selvretfærdig fråde om munden er den folkelige rationalisering af netop den jantelov, som skal dø. Det er i det øjeblik, den lever. Læs kommentarerne, især til Annegrethe Rasmussens indlæg, og især dér, hvor de siger ja til hendes udsagn. Janteloven har aldrig haft det bedre.

Alt dét, tror jeg, vidste Annegrethe Rasmussen godt, da hun skrev sin opsats, og hun gjorde selv opmærksom på det, og det er det, der gør mange af kommentarerne ufrivilligt morsomme, når de insisterer på at være jævnbyrdige med fru Rasmussen.

2. Kommunikationen

Flere af indlæggene giver lettere irriteret udtryk for, at der burde kastes med mudder og klappes rygge og dunkes bryst et helt andet sted end på Kforum.

På ingen måde. Det er jo alt sammen et studie i, hvad man kunne kalde kommunikationsterror, og derfor er det såre oplagt at rette blitzen mod vores egen fælleskantine: Et dem-mod-os, en beredvillighed med ord, hvor saldoen mellem patos, etos og logos konstant er i ubalance. Det er retorik 101 for en let øvet, kreativ klasse. Nogle point får man ved "personlig" erfaring (5 point for at kende Thorning-Schmidt, 2 for Henrik Dahl og Annegrethe Rasmussen), mens andre kommer ind på kontoen via den "saglige" analyse. Blæst ned i børnehøjde, så siger Henrik Dahl, at Helle er dum, mens Annegrethe Rasmussen mener, at Helle er cool og kærlig.

Igen vidner historien om, at man skal afholde sig fra at bide skeer med tautologier. Det selvindlysende bliver hurtigt til eksistentielt drama. Og det interessante - i den mere slibrige variant af ordet - bliver ikke, om Henrik Dahl har ret, men om han har magt til at have ret.

"Communicare" i den oplyste version af begrebet, handler ikke om at "gøre fælles", men derimod om at skabe et rum, hvor uenigheden trives. Miséren sker, fordi der inden for det rum er en fælleskontraktlig vished om, at nogle går efter manden (og håret), mens andre går efter bolden (og kvalifikationerne).

Fint nok. Men bemærk, at kritikken af dem, der stigmatiserer - Henrik Dahl og Annegrethe Rasmussen - ikke kommer fra de a-religiøse, der kigger på de andres kors, men netop fra dem, der ikke holder sig for gode til at sværte til på deres måde. Læs f.eks. en kommentar om, at Henrik Dahls Minerva-model ikke holder en meter længere ude i virkeligheden. Betænk så min første pointe, dén om janteloven. Jeg vil tilføje, at der er temmelig megen nymodens reklamebulder, der hurtigt ville blive skudt ned af min svigerfamilie i Herning.

3. Konspirationen

Udover at være en studie i magtudredning på ord synes den aktuelle debat også – og måske endnu mere – at være konspirationsteori in disguise. Den typiske konklusion er derfor, at jo fjernere fra magtens epicenter, man befinder sig, jo mere nidkær bliver kritikken af det, der kritiseres, og af dem, der kritiserer. For ved I hvad? Både det og de er jo nok bare en del af det store komplot. Måske kan det koges ned til, om hvorvidt man kender:

1) Henrik Dahl

2) Annegrethe Rasmussen

3) Helle Thorning-Schmidt herself.

Hvis nej til alle tre, kan man lige så godt stemme borgerligt.

Og så er der point

Point til Annegrethe Rasmussen for at læse sin egen varedeklaration højt for folket, mens hun lige efter kammer over i en - sikkert selvbehersket - Helle-hyldest.

Og point til Henrik Dahl. Hvorfor? Fordi jeg på et operationelt plan kan erklære mig dybt enig i hans betragtning over venstrefløjens selvfede, verdensfjerne autolukkethed.

Må jeg dog have lov at udvide "venstrefløj" til en allegori over kommunikationsterror: dén logos, der indbefatter etos og patos i sin tryllekreds, og dén ekspertise, der både kender effekten af ord (også når de er prunkløse à la Henrik Dahl og eksplicit deklarerende som Annegrethe Ramussens) og selv rammes hårdt af dem efterfølgende. Men at skrive en metakommentar, som jeg her gør, om kommentarens væsen, er stik imod intentionen om apolitiserende storvask - og Henrik Dahls centrifugale selvmord - forbeholdt alle os, der abonnerer på omvendt jantelov, selvrefleksiv kommunikation med stjerner og syllogismer på og en konspiration, vi både foragter og dyrker, så det sjasker.

Sådan en dag som i dag er vi alle Villy Søvndal. Uha, tænk lige over det.

---

Læs også Henrik Dahls Derfor skrev jeg om Helle og Annegrethe Rasmussens Helle er en helt. Vil du deltage i debatten om artiklerne, skal du være logget på din Kforum-profil. Har du ikke sådan en, opretter du den nemt her.