Derfor skrev jeg om Helle

B.T.'s karaktermord-spiseseddel den 12. maj 2011

Et interview i Information, hvor jeg fortæller lidt om en passage på tre sider i min nye bog Spildte kræfter, har udløst en forside i B.T., adskillige opfølgende interview og sidst, men ikke mindst, en tsunami af motivgranskning, karaktermord og ringeagtsytringer imod mig. I hundredevis af mennesker, jeg ikke kender, ved tilsyneladende alt om de motiver, der førte mig ind i politik, og dem, der fik mig til at skrive bogen. De ved lige præcis, hvad jeg er for en slags menneske og tilbyder mig ganske uopfordret vurderinger af mit hår og øvrige udseende; de fleste af dem i den hensigt at såre.

Hvad er problemets kerne? At jeg har fortalt, hvordan jeg oplevede arbejdet i to grupper, der i perioden fra udgangen af 2001 til udgangen af 2006 var dannet for at for udvikle ideer til henholdsvis centrum-venstres og Socialdemokraternes videre udvikling. Og hvorfor er det et problem? Fordi den faktabaserede vurdering, jeg bringer til offentlighedens kendskab, i størstedelen af de tilfælde, hvor der bliver skældt ud, strider imod den udskældendes ufunderede fornemmelse af det, jeg ved noget om. Det er i sandhed mærkelige tider, vi lever i.

Men tillad mig, da hele sagen i forvejen er ekstraordinær, at sige lidt mere om forløbet, der førte til, at jeg skrev de efterhånden berygtede tre sider. Så kan de mest besindige medlemmer af råbekoret måske overveje sagen en gang til.

Aftalen med Gyldendal

I det oprindelige manuskript, som jeg indleverede til Gyldendal 7. februar, sluttede kapitlet Socialdemokraterne nederst på side 106, hvor det omtaler baggrunden for, at Ritt Bjerregaard dannede Den røde skole. Det læste min redaktør, hvorefter vi havde et længere møde om vejen frem til endeligt manuskript og udgivelse.

Jeg vil understrege, at beslutningen om at skrive de sidste tre sider i kapitlet var min alene. Jeg er med andre ord ikke blevet udsat for pres fra forlagets side. Men det, redaktøren sagde, var, at historien simpelthen ikke var færdig der, hvor jeg i første omgang havde sat det sidste punktum. Folk vil da vide, hvad du mener om den konflikt mellem Thorning-Schmidt og Bjerregaard, der førte til, at Den røde skole blev dannet, lyder det nedkogte referat af, hvad redaktøren sagde. Jeg syntes, vurderingen var korrekt og tog konsekvensen af den.

Min vurdering er faktabaseret og nøgtern

Er det så karaktermord og andet gement, som det har været fremme i debatten? Udtrykket er indført til dansk fra engelsk, og en udmærket definition får man her. Det kritiske står med det samme: ”et forsøg på at sværte en persons rygte”. Det kan rumme overdrivelse, halve sandheder og vildledning.

Selvfølgelig har jeg overvejet, om man kunne karakterisere min vurdering som et karaktermord, eftersom jeg synes, det er forkert at karaktermyrde andre mennesker og nødig vil forsynde mig mod mine egne normer. Var jeg drevet af ønsket om at sværte Helle Thorning-Schmidts rygte? Og havde jeg belæg for det, jeg sagde?

Det afgørende for mig er, at Helle Thorning-Schmidt stræber efter landets højeste og mest magtfulde embede. Det er et faktum, der ikke blot udløste min vurdering, men givetvis også udløser interessen for den – og de voldsomme personangreb på mig. Hvis hun ikke gjorde det, havde jeg næppe skrevet, hvordan jeg oplevede hende i de to idéudviklingsprojekter. Nu forholder det sig imidlertid sådan, at hun gerne vil være statsminister. Det er en meget alvorlig sag, der får store konsekvenser for enhver, der bor i landet. Det er derfor, jeg mener, det er berettiget at belyse hendes kvalifikationer og hendes kompetence så godt, det overhovedet lader sig gøre.

Efter min opfattelse er det udtryk for en voldsom fordummelse, hvis man sidestiller en faktabaseret vurdering af en statsministerkandidats kvalifikationer og kompetence med et rent angreb på en privatpersons eller en mindre betydningsfuld offentlig persons egentlige karakter. Det vil sige den pågældende persons moral eller karakteregenskaber. Hvorfor? Fordi man derved implicit siger, at en nøgtern vurdering af kvalifikationer og kompetence ikke er vigtig, når man vælger statsminister. At det indtryk, man har dannet sig på anden hånd, i grunden er lige så afgørende.

Thorning-Schmidt er et rart menneske, men har kun få erfaringer

Jeg synes i udgangspunktet, at man skal overveje meget grundigt, om man ønsker sig en statsminister, hvis erhvervserfaring er så ubetydelig som Helle Thorning-Schmidts. Jeg synes, man skal overveje meget grundigt, om man ønsker sig en statsminister, hvis politiske erfaringer er så begrænsede som Helle Thorning-Schmidts. Og jeg synes, man skal overveje meget grundigt, om man ønsker sig en statsminister, hvis parlamentariske erfaringer er så begrænsede som Helle Thorning-Schmidts (det kan alt sammen ses her).

Måske er det en god idé – hun har en lang, videregående uddannelse, taler godt engelsk og er en udmærket orator. Men er det karaktermord, at udtrykker min betænkelighed ved hendes grundlæggende kvalifikationer? Nej! Aldrig i livet!

At være statsminister kræver meget mere end, at man er betænksom, kvik i replikken eller har andre egenskaber, der normalt anses for at være positive. For var det tilstrækkeligt, var Helle Thorning-Schmidt en stærk kandidat. Jeg kender hende ikke nær så godt som Annegrethe Rasmussen (læs hendes forsvar for Helle Thorning-Schmidt på Kforum her), men dog alligevel. De to grupper strakte sig over hen ved fem år, og vi har mødtes mange andre gange ved arrangementer af selskabelig karakter. I forhold til almindelig, social omgang har jeg intet ufordelagtigt at sige om Helle Thorning-Schmidt; tværtimod kan jeg bekræfte de mange positive ting, Annegrethe Rasmussen siger. Min pointe er bare: det spiller alt sammen en væsentlig mindre rolle i forhold til at bestride embedet som statsminister, end det spiller i forhold til at være Annegrethe Rasmussens veninde eller et behageligt indslag i det sociale liv.

Oplevelsen af en spag Thorning under gruppearbejde

Og så kommer vi til de famøse grupper. Hvor meget, jeg end beklager at måtte sige det: Helle Thorning-Schmidts indsats begge steder var meget spag og usynlig og uden konsekvenser. Det undrer mig af mere end en grund. Den første: Det er frivilligt, om man vil deltage i den slags grupper, men jeg synes det ligger implicit i deltagelsen, at det er en aktiv deltagelse. Og den så jeg ikke; tværtimod. Den anden: begge grupper var massivt udrustet med politisk og anden relevant erfaring: Mogens Lykketoft, Ritt Bjerregaard, Søren Mørch, Marianne Jelved, Margrethe Vestager, Erik Hoffmeyer, Ole Wæver. Det var meningen, at man skulle bruge hinanden konstruktivt. Udfordre. Tænke højt. Modsige. Være kreative sammen. Hvorfor skete der bare ikke noget? Var der ikke blot én ting, hun kunne have udfrittet den slags mennesker om? Eller som hun altid havde undret sig over, og nu kunne få opklaret fra hestens egen mund, så at sige. Åbenbart ikke.

Helle Thorning-Schmidts indsats i begge grupperne mindede mig om, hvorfor jeg hverken kan lide gruppearbejde eller fælles karakter. Der er også altid en, der lader de andre arbejde, men ikke har det mindste imod at indkassere den gode fælleskarakter til sidst. Og igen: vi taler om en person, der gerne vil være statsminister. Det er det, der er på spil og det, der gør det berettiget at fremlægge oplysningerne (som jeg i øvrigt ikke var den første, der bragte til torvs. Historien om gruppe to står i Martin Krasnik: Ritt & Søren: Samtaler om krig og kærlighed. People’s Press 2009, side 232-234. Jeg kan blot bekræfte, hvad de to siger, og uddybe det en smule).

Man må åbenbart ikke punktere drømmen

Skal man holde sin mund med den slags? Åbenbart. At få drømmen om en dynamisk, spændende, erfaren og alligevel visionær kvinde valgt til statsminister, er for mange mennesker tilsyneladende så vigtigt, at de ikke vil vækkes. Jeg er mere nøgtern. Derfor kigger jeg på c.v.’et, overvejer mine personlige erfaringer fra de to grupper og lægger dem til de vurderinger, jeg får fra andre koldsindige mennesker med tæt kontakt til det politiske liv. Intet af dette er karaktermord, og intet er drevet af odiøse motiver. Jeg synes, det er en så alvorlig sag, hvem der er statsminister, at selvom jeg i grunden gerne så et nyt regime, så er jeg betænkelig ved den person, der står til at tage over.

---

Læs også Annegrethe Rasmussens Helle er en helt og deltag i debatten om artiklerne. Det kræver, at du er logget på din Kforum-profil. Har du ikke sådan en, opretter du den nemt her.