Jeg fik dem bare ikke læst!

Anna Ebbesen, marketing- og kommunikationschef i R&D Associates:

Jeg er igennem mine "hverdags"-bøger +, og har resten til gode på min ferie, som først starter på fredag :-)

Fik også læst lidt fra Bloomberg's misundelsesliste takket være den gode anbefaling fra en bidragsyder til jeres sommerferielæsningsartikel!

Ask Agger, direktør i Workz:

Hvad jeg fik læst:

'Homo Deus: A Brief History of Tomorrow' af Yuval Noah Harari. Tankevækkende med masser af eksempler, hvor man bliver klogere på noget, man godt troede man vidste i forvejen. Meget anbefalelsesværdig.

Hvad jeg også fik læst:

'Harry Potter 1-3': Højtlæsning for ungerne i anledning at yngstemanden nu starter i skole.

Hvad jeg ikke fik læst:

'Winners: And How They Succeed' af Alastair Campbell. Et interessant blik på topsportsfolk og toppolitikere, gik dog kold efter første kapitel.

Vil prøve at tage den op igen.

Astrid Haug, kommunikatør

Jeg fik IKKE læst 'The Making of the President 1960' af Theodore H. White, som jeg købte for 23 år siden og troligt havde slæbt med i sommerhus. Mon jeg nogensinde kommer igennem den?

Men jeg fik læst 'Forfængelighedens bål' af Tom Wolfe - en af mine bedste læseoplevelser i mange år.

Morten Gade, kommunikationsrådgiver:

Der blev ikke tid til klassikere, men lidt fik jeg dog læst.

Øvigs 'BZ', der er lang og velfortalt' men de gamle BZ'eres manglende velvilje gik både ud over deres eftermæle og min læseoplevelse.

Seth Stephens-Davidowitz' 'Everybody Lies', der bruger forskellige big data-baserede indgange til at få nye svar om alt fra sexvaner til racisme. Ræsonnementet i bogen er, at samfundsvidenskaberne lider kraftigt under, at alle lyver, når de bliver spurgt i surveys – men at internettet giver helt nye datakilder: Vi lyver nemlig ikke, når vi søger på Google. Bogen er underholdende og appellerende, omend af og til lidt studentikos. Stephens-Davidowitz er tæt på at sammenligne sig selv med Karl Popper.

Den læseoplevelse, jeg imidlertid vil huske i årene fremover, er Marie Duedahls 'Ib ser tv', en dramatisk fortælling om Ib og hans far, der gerne vil se sport i tv – og helst nat og dag, men bliver sendt ud at gå tur i regnvejret af den sure mor (lixtal 3).

Jeg stoppede midt i 'You May Also Like' af Tom Vanderbilt. Den var så dårligt skrevet og uinteressant researchet, at jeg efterlod den på et hotel i Vancouver.

Jeg er blevet mindre ambitiøs med årene, så denne sommer forsøgte jeg ikke at gå i gang med 'Infinite jest', der sidst dræbte mit læsemod med et forord, der forgæves forsøgte at fortælle, at så svær er bogen heller ikke at læse!

Hør flere bekendelser om forsømt sommerlæsning her:

Anonyme læsere taler ud - del 1.

Claus Skytte, ekspert i deleøkonomi:

Jeg fik kun IKKE læst én bog: 'Actionable Gamification' af Yu-Kai Chou (bless you).

Jeg genlæste til gengæld en hisorie om disruption: 'Huset Buddenbrook' af Thomas Mann.

Brian Due, adjunkt ved KU:

Jeg slæber altid bøger med, men får dem aldrig læst.

Og så, i år, lige pludselig, så var drengene blevet så store (6, 10, 12) at det rent faktisk kunne lade sig gøre. Wau.

Og efter 10 års forsøg var jeg også realistisk. Den “fine" litteratur blev hjemme. Med en sovende bil tur/retur Kroatien hørte jeg to gode lydbøger: 'Opmålingen af verden' af Kehlmann og 'Moon Palace' af Auster. Jeg fik også læst (dvs. gammeldagslæst) bind ni og 10 af Cornwells krigerhistorie om vikingen Uthred. Aldeles fantastisk.

Mads Bødker, associeret professor ved CBS:

Altid optimistisk omkring min egen læseformåen tog jeg en iPad/e-bog med på vandretur i Norge. Sludbyger, forcering af vandfald og blokmark, samt en diæt bestående primært af frysetørret mad og/med peanutbutter gør det imidlertid svært at finde energien til at indtage anden åndelig føde end at sidde, træt men glad, og beskue den storslåede ‘vidda'.

Da resten af sommeren stort set bare var lortevejr i Danmark, fik jeg læst mig næsten færdig med Lev Grossmans hurtige, gakkede, men også lidt uhyggelige og flittigt intertekstualiserende 'The Magicians'-trilogi. Og ja, det er en slags Narnia og Harry Potter goes to university i New England. Hvis Narnia eller Harry Potter vel at mærke var skrevet af Donna Tartt eller Brett Easton Ellis.

Havde jeg ikke været helt så eskapistisk til mode, eller havde vejret ikke været helt så trist, var jeg begyndt på Don DeLillos 'Zero K' der står i køen på min iPad. Don DeLillo skriver godt (for det meste), og selvom hans romaner nogle gange er lidt træge, så er de altid tankevækkende. Kritikerne sammenligner 'Zero K' med 'White Noise', og den var jeg hooked på. Det er en melankolsk og giftig konspirationskomedie på et ret højt plan.

Jeg fik dog læst flere (ikke-så-eskapistiske) kapitler i nu afdøde Mark Fishers artikelsamling 'Ghosts of My Life: Writings on Depression, Hauntology and Lost Futures', mest fordi jeg er interesseret i Hauntology-idéen og ikke for alvor har fået læst mig ind på den. Fishers pointe (som han låner fra Jaques Derrida) er at fremtiden er til stede som et spøgelse i nutiden, som et splintret spejl, der blandt andet får kunsten til at beskæftige sig med fremtiden, som den så ud (eller lød, eller føltes) i fortiden.

Man hører det i musik af fx Burial og Boards of Canada, der begge leger med retro-futuristiske reflektioner over båndstøj, tv-jingles og generelt forfald. Man ser det måske også i design, hvor der blandt andet arbejdes med Speculative Design (fx som i Dunne & Raby) som en måde at drømme om alternative (sociale, politiske, etiske, æstetiske) verdener gennem designpraksis.

Generelt skal vi alle læse meget mere fremtidslitteratur, og denne sommers magiske anti-realisme var et skridt på vejen tilbage til et efterår i selskab med kinesiske Cixins Lius 'The Three-Body Problem'-trilogi, som jeg slap sidste efterår. Den fik jeg så heller ikke læst.

Det er en ret enestående kinesisk ‘first contact”-fortælling, der begynder under Kulturevolutionen, med masser af teknik, men også gribende og kejtede hovedpersoner, tidsspring, og moralske dilemmaer. Og aliens.

Anonyme læsere taler ud - del 2.

Jacob Sand Kirk, organisations- og udviklingschef i LO:

Perioden efter et valg er en bogmæssig fest for politiske nørder. Især når bordet er blevet væltet som ved valget i 2016. Derfor har jeg bogmæssigt haft en fantastisk sommer, selv om det selvsagt er svært for forfatterne og læserne at følge bare nogenlunde med den politiske realityfarce i det hvide hus.

Inden sommer fik jeg læst (og medanmeldt) 'Shattered' af Jonathan Allen og Amie Parnes om Clintons fordømte kampagne. Interessant læsning, der klart placerer en stor del af ansvaret for nederlaget hos Clinton og hendes hold selv.

I jagten på forståelse af, hvad Trump selv havde bidraget med, kastede jeg mig over Roger Stones 'The Making of the President 2016', som i en smuk prelude til The Mooch tillægger Trump selv hele æren for hans sejr. Det er Trumps politiske og kommunikative geni og hans evne til at kommunikere enkelt og med vreden som drivkraft, der har sikret sejren. Let hjulpet på vej af Stone, forstås det.

Så mine ører er egentligt ikke så røde. Jeg fik læst en masse og er glad for det.

Men jeg har nu alligevel nogle skuffede ambitioner. Jeg ville forberede mig til kommunalvalget ved at læse 'Flyt magten' af Susanne Hegelund og Peter Mose. Og ikke mindst 'Lokal lobbyisme' af Maria Steno og Marie Scott Poulsen. Men det magtede jeg ikke. Lidt for blodløst og skematisk til min ferielæsning.

Og så havde jeg faktisk også tænkt at læse lidt skønlitterært, sådan for at sikre almen dannelse. Men det blev ikke rigtigt til noget.

Ditte Giese, debatredaktør ved Politiken:

Jeg fik læst ’Kærlighedens gang’ af Alain de Botton, den var virkelig fin og en god måde at huske sig selv på, at kærlighed kræver en indsats og et vist langsigtet perspektiv. Så fik jeg læst ’Tjenerindens fortælling’ af Margaret Atwood, som jeg fandt i min mors sommerhus. Jeg var meget optaget af tv-serien, og bogen er lige så nervepirrende.

Så fik jeg læst den skuffende ’At fange de store fisk’ af David Lynch. Jeg troede, jeg ville blive helt inspireret og spirituel af den, men nej, det var mest fragmenter af filmklip, og jeg fik meget mere ud af at høre ham til en forelæsning i LA om transcendental meditation forrige år.

Endelig fik jeg hele to gange bestilt ’Creme Fraiche’ af Suzanne Brøgger på biblioteket, da jeg ikke kunne finde den antikvarisk eller i boghandler. Men begge gange ankom bogen til afhentning, mens jeg var ude at rejse. Så det må blive en anden gang.

Joachim Sperling, kommunikationschef i Axcel:

Den store plan var 'Et lille liv', som det ville have taget mig mindst 14 dage at læse. Jeg kom bare ikke så langt, for man skal virkelig vinde over de meget tunge amerikanske romaner, der let glider ned fra drømmesengen, når solen skinner og mobilen blipper blidt i baggrunden. Men den skulle have chancen, selvom min ven Klaus Rothstein siger, at den definitivt ikke er noget for mig.

I stedet sprang jeg over hvor gærdet var lavest og læste de to andre bøger.

Jeg fik læst Jan-Werner Müllers fantastiske lille bog 'Hvad er populisme?' Emnet har det hele: magt, medier, fordrejninger og opportunisme. Bogen er uhørt god, og jeg blev virkelig klogere på emnet – eksempelvis tror man måske ikke, at en mand som Bernie Sanders bliver opfattet som en grovkornet populist i USA, fordi han er så langt væk fra US mainstream, som tænkes kan. I Europa ville han være totalt mainstream, og derfor vil vi også gerne tro, at han er den helt rigtige til at få USA på ret køl.

Jeg fik også læst Olav Hergels bog 'Punktum'. Den handler om en journalist på Berlingske, der som 49-årig omsider får sparket efter at have overlevet adskillige fyringsrunder. Kort efter lader han sig ansætte på Ekstra Bladet og tager dermed samme tur som Mads Kastrup, der i parentes bemærket delte kontor med Olav Hergel, dengang de begge var på Berlingske. Bogen er momentvis underholdende, men personskildringerne er primitive, og vi får også en del klicheer, som desværre ender med at skygge for den mediekritik, der må være bogens hovedbudskab.

Bent Winther, redaktør på Berlingske:

Jeg har faktisk god samvittighed, har efterhånden et realistisk forhold til hvad jeg kan nå i en sommerferie, hvor der er mange andre ting der skal nås.

Jeg ville gerne læse Orhan Pamuks bog: 'Dette fremmede i mig'. En fremragende bog om det moderne Tyrkiet skildret gennem en gadesælgers liv. Og det lykkedes.

Desuden har jeg fået læst Mattias Tesfayes bog 'Velkommen Mustafa' om 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik.

Og så har jeg læst 'Naymar - den brasilianske drøm' af Peter Banke højt for min fodboldglade søn på otte år.

Jeg skammer mig mest over alle de bøger, jeg har liggende, som jeg kun har læst to tredjedele eller halvdelen af. Carsten Jensens 'Vi de druknede', Jonathan Franzens 'Freedom', Morten Papes 'Planen', en masse fagbøger og biografier, som jeg var meget optaget af, mens jeg læste dem, men pludselig gik der for lang tid.

Anonyme læsere taler ud - del 3.

Runa Sabroe, programdirektør i Dansk Design Center:

Min kuffert er altid optimistisk pakket med skønlitteratur. I år var ingen undtagelse. Og de blev rent faktisk læst de fleste: 'De urolige', Linn Ullmanns meget vellykkede, poetiske og ellers nærmest umulige projekt om at skildre sin barndom i skyggen af sine kendte, kærlige og barnlige forældre blev nydt, mens regnen stod ned i stænger i sommerhuset.

Ligesom den hypede amerikanske roman om slaveriet i USA, 'Den underjordiske jernbane', som både Obama og Ophra har udpeget som deres favorit, blev læst på kort tid. Også 3. bind af Elena Ferrentes Napoliserie, som er kommet til 60’ernes kvindefrigørelse, var det perfekte selskab på ferien til en lille ø ganske tæt på Napoli.

Til gengæld led Houellebecq’s dystopiske roman 'Underkastelsen' om islams indtagelse af Europa en krank skæbne. Som altid har han indsat en desillusioneret, depressiv, udbrændt mand som hovedperson. Denne gang en litteraturprofessor fra Sorbonne, som tror på intet. Her kom jeg maximalt 80 sider ind i bogen, før den ganske enkelt blev forladt på natbordet, brugt som myggeklasker og dørstopper.

Måske fordi den var for ondskabsfuld, for tæt på, for alvorlig. Fordi en god sommerferiebog skal være sat sammen omkring personer, som man har lyst til at være i selskab med. Høre på. Blive klogere af. Eller slet og ret underholdt af.

Den eneste fagbog, som jeg fantaserede om at få læst, blev slæbt med rundt fra Bornholm til Nordjylland og et smut til Italien, men overhovedet ikke åbnet. Det var Jeremy Rifkins'The Zero Marginal Cost'.

Forklaringen kan være at sommerferien er lige præcis det tidspunkt, hvor man holder fri fra økonomisk teori, tanker om kapitalismens fald, deleøkonomi og meget andet guf, som jeg ellers tror Rifkin ville gøre mig en hel del klogere på.