Undskyld hr. præsident

Clintons hovedkvarter på valgnatten. Foto: Getty Images.

“It’s the president,” Huma said. Hillary winced. She wasn’t ready for this conversation. When she’d spoken with Obama just a little bit earlier, the outcome of the election wasn’t final yet. Now, though, with the president placing a consolation call, the reality and dimensions of her defeat hit her all at once. She had let him down. She had let herself down. She had let her party down. And she had let her country down. Obama’s legacy and her dreams of the presidency lay shattered at Donald Trump’s feet. This was on her. Reluctantly, she rose from her seat and took the phone from Huma’s hand. “Mr. President,” she said softly. “I’m sorry.”

Hvordan kunne Clinton, der bare et år tidligere af Obamas kampagnechef David Plouffe var blevet kaldt den skudsikre kandidat, tabe til en sexistisk, ubegavet, grov og ubehøvlet realitystjerne? En storsvindlende milliardær med skumle forbindelser til Putin? Og vel at mærke, mens hele den samlede amerikanske presse plus det republikanske parti havde kørt hetz mod ham?

Forfatterne bag bogen om Clintons fordømte kampagne

Den nye bog ”Shattered: Inside Hillary Clinton's Doomed Campaign” af Jonathan Allen og Amie Parnes søger at forklare nederlaget kampagneteknisk. De finder afgørende brikker i kampagnens indre organisering og strategiske linje. Ja, i selve kampagnens triste, konfliktfyldte sammenrend af mennesker og deres fokus på data og metode uden mission og formål.

Holdet som ikke var et hold

”Holdet” var spækket med talenter på alle niveauer og pladser. Men det var ikke et hold, selv om Clinton netop havde visionen om det no drama Obama-lignende hold, David Plouffe havde sammensat for Obama i 2008. Der var ingen klar beslutningsstruktur. Det var et sandt kludetæppe af alt for mange af Clintons gamle venner. Et alt for sejrsikkert og dovent hold fokuserede mere på intern positionering og jobmuligheder under en ny Clintonpræsident end på det fælles mål, nemlig at få valgt en Clinton. Manglende ledelse og styring kom også til udtryk i, at Hillary Clinton gennemførte en række justeringer i kampagnestaben, men hver gang uden at fyre nogen. Andre blev blot promoveret op foran, så ingen blev degraderet. Men hvem havde så ansvar og kunne lægge linjen?

Som det udtrykkes i bogen:

”The campaign was an unholy mess, fraught with tangled lines of authority, petty jealousies, distorted priorities, and no sense of greater purpose. No one was in charge, and no one had figured out how to make the campaign about something bigger than Hillary. Muscatine felt that the speech said nothing because it tried to say too much….”

Det var en kampagne uden magi, energi og positiv stemning. To amerikanske journalister har derfor interviewet gud og hvermand i den forliste kampagne for at forstå, hvordan og hvorfor den var så energiforladt, at den ikke kunne sikre den perfekte kandidat præsidentposten.

Forfatternes anklage om, at kampagnen var konfliktfyldt, har gjort mange af de tidligere kampagnemedarbejdere vrede. De oplevede ikke den dårlige stemning, som bogen beskriver. Flere har gået til modangreb og taget billeder på de sociale medier, som viser sammenhold og kærlighed blandt kampagnens medarbejdere.

Konklusionen og kritikken i bogen er klar og spids. Rigtig mange ting gik galt. Fra starten blev Hillary Clinton beskrevet som den skudsikre kandidat. Men hun var tydeligvis den forkerte kandidat med det forkerte budskab, den forkerte metode, det forkerte hold og den forkerte ledelsesform.

Den fanatiske datanørd, kampagnechefen Robby Mook til venstre med Abedin, som troede mere på data end mavefornemmelser og de historiske erfaringer. Det kostede dyrt. Foto: Getty images.

De tre skurke

Side for side udpeger bogen tre hovedskurke, som har ansvaret. Den vidende, men visionsløse Hillary Clinton selv, kampagnechefen og datanørden Mook og endelig gatekeeperen, Clinton-hviskeren og den meget uheldigt gifte Abedin. Det er en forklaring, som står i skarp kontrast til Hillarylejrens egen selvynk og bortforklaringer.

Fjender, fejl og forfølgelsen ifølge Clinton

Efter nederlaget opremsede Clinton selv årsagerne som FBI, KGB og KKK. Altså ydre påvirkning og urimelige angreb fra henholdsvis FBI, der misbrugte hendes emailsag, russiske hackerangreb og wikileak af hendes kampagnes interne mails samt hvide, højreorienterede mænd. Specielt FBI-chefens genåbning af e-mailsagen i valgets slutfase er en afgørende forklaring for de Clintontro tilhængere. En kritik og vrede, som kun er blevet forstærket af afsløringerne omkring FBI's hemmelighedskræmmeri omkring Trumpkampagnens russiske forbindelser. Efterfølgende klagede Hillary også over en presse, der havde givet for meget plads til Hillaryhetz, en Bernie, der var blevet for længe i gamet (dog ikke ulig Clinton selv i en tidligere valgkamp…) og en Obama, der kom for sent og gav for lidt hjælp til Clinton. Alt dette er uden tvivl vigtige årsager, men det udelukker ikke, at selve kampagnen spillede en afgørende rolle for det overraskende nederlag.

Hillary Clinton havde ingen samlende vision eller budskab men en række slogans hvoraf to kommer som: 1) 'love trumps hate' og 2) 'stronger together'. Et tredje er 'I’m with her'. Ifølge de hackede emails fra Wikileaks var reklamebureauet bag kampagnen så usikker på hendes mission og budskab, at det kom op med ikke mindre end 84 slogans. Det stikker selv John Kerrys 13 slogans i 2004.

I’m with her… but why?

Den største og afgørende fejl var kandidatens tomhed. Ingen kunne eller kan forklare, hvorfor Hillary Clinton ville være præsident. Ja, ingen kunne forklare, hvad hun ville. Der var et veludviklet politikkatalog og et fremragende CV, men ingen samlet ide eller budskab. Et politikkatalog gør ingen politisk vision – og ingen præsident. Hovedpersonen såvel som kampagnen manglede en brændende nødvendighed og mission. I stedet fokuseredes på minoriteters mærkesager og den mulige kønspolitiske sejr. Vigtige sager, javel, men ikke nok til bred mobilisering. Hun blev derfor blot et modsvar til Trump, som et mere sympatisk alternativ. Et 'love trumps hate'. Men også et mere kedeligt og elitært alternativ. Ikke et engagerende alternativ. Som det udtrykkes i bogen:

“Her marching orders were to find a slogan and a message. The absence of any talk about her actual vision for the country or the reasons voters should choose her stunned some of the participants. “There was never any question, and no adviser prompted discussion of ‘why you, why now?’ ” one of them recalled….. Hillary had been running for president for almost a decade and still didn’t really have a rationale. “I would have had a reason for running,” one of her top aides said, “or I wouldn’t have run.”

En manglende vision, som stod i klar kontrast til både Sanders og Trump. De ville noget med USA. Kampagnen kom aldrig til at forstå og kanalisere befolkningens følelser og aspirationer. Og uden dette bærende mål er en kampagne ingenting. For Obama var det håb. For Bernie og Trump var det opgør med de rige og hævn mod de opblæste. Hvad var det for Clinton? 'I’m with her' … but why?

Og det samlende mål må det være kandidaten selv, der leverer – ikke kampagnen. Kampagen kan forfine og formulere, men ikke grundlæggende sikre missionen. Så Hillary Clinton bærer selv hovedansvaret. Lige meget hvor meget hun peger fingre, falder ansvaret tilbage på hende.

Datadeterministen

Hillarys kampagne skulle være datadreven, som ingen kampagne før havde været det. Obamas Victory Lab skulle føres ud i sin yderste konsekvens. Årtiers snusfornuft og meningsmålinger skulle erstattes af algoritmer og big data. Socio-demografisk data blev gud. Det blev kombineret med data om alle amerikaneres sandsynlighed for 1) at stemme, 2) at stemme på Clinton og 3) at kunne overbevises. Dette kombineredes med data om forskellige emners og mediers effekt på forskellige målgrupper. Samlet set var det det perfekte, videnskabelige beslutningsgrundlag, lød analysen.

Strategisk, organisatorisk og økonomisk fik det dramatiske konsekvenser for kampagnen. Den måske alvorligste konsekvens var, at kampagnens mangel på mening og mål delvist blev erstattet af data. Midlet blev målet. Vi ved ikke, hvad vi vil (vores Why), men data fortæller os, hvad vi skal gøre (vores What).

Dataanalyser kunne vise den statistisk enkleste vej til sejren (hvilke stater og delegerede skal vindes) og de mest effektive kampagneaktiviteter til at nå de nødvendige sejre (skal man bruge TV, SoMe eller GOTV). De mest effektive redskaber for at gå den enkleste vej blev så sat i værk, ikke mere og ikke mindre.

Store beslutninger blev taget ud fra data, men data taler ikke af sig selv. Politik er ikke en statistisk model. Mook valgte den enkleste, mest effektive vej. Det betød, at man valgte målrettede kampagner mod kvinder og minoriteter, som billigst kunne mobiliseres. Det skulle være nok til sejr, lød strategien.

Den fanatiske datatro blev udfordret af mange i det demokratiske parti. Bill Clinton repræsenterede en anden mere old school-linje. Hans indføling i befolkningens stemning og aspirationer fik ham til at foreslå flere, bredere aktiviteter rettet mod landet og forstæderne og mod arbejdere og mellemklasse i bredere forstand. Han ville vise alle vælgere, at man ønskede deres stemmer, at man ikke tog nogen for givet.

Netop de brede, hvide middelklassegrupper havde Bernie og senere Trump stor succes med. Men dem rettede Mooks meget strategisk tilskårne kampagne ikke sig mod. Det betød også, at den hidtidige Clintonkoalition af hvid middelklasse, som Bill havde appelleret til, blev glemt af Hillary. De blev taget for givet i Mooks model. Det kostede sejren.

Konsekvensen var, at Mooks og Hillary Clintons matematiklogik fastholdt fokus på hårde, kvantitative data på bekostning af de politiske mavefornemmelser og den indføling, Bill Clinton repræsenterede. Hans sans for politik blev overdøvet af data, så at sige.

Kforums redaktør var på besøg på et lokalt Clinton-kontor under valgkampen. Dem var der alt for få af, og de kom for sent og for kalkuleret.

Den økonomiske konsekvens var, at kampagnen brugte alt for mange penge på data fremfor på traditionel kampagneindsats. Den lokale synlighed blev truet, fordi Mook og kampagnen kun ville bruge penge der, hvor de hellige algoritmer pegede på, det var vigtigt – og først når analysen var klar.

Det betød, at man først meget sent lavede lokale organisationer i mange vigtige stater. Den folkelige og politiske begejstring, som skulle løfte Hillary Clintons græsrodsorganisationen blev i praksis kvalt i datadreven nærighed. Man tabte så at sige det såkaldte ground game, fordi man brugte for få penge, for sent.

Huma Abedin. Foto: Getty Images

Den højre hånd der blev et blylod

Enhver kandidat har brug for en fortrolig. Huma Abedin var Clintons. Hun var den gennemgående person, der havde Clintons personlige tillid, var gatekeeper for intern og ekstern adgang til Clinton og endelig på en lang række områder talte for Clinton.

En sådan fortrolig har et særligt ansvar. Hun skal kunne tale ærligt til kandidaten. Hun skal kunne viderebringe kritik og spørgsmål uden at udpege kilden. Hun skal være kandidatens lynafleder, når der sendes kritik mod kandidaten, og når kandidaten er for hurtig på aftrækkeren den anden vej. Endelig må hun aldrig skygge for kandidaten internt eller eksternt.

Trods hendes store erfaring og tætte tillidsforhold til Clinton kritiserede mange i kampagnen Abedin for ikke at kunne løfte mange af disse roller. Hun viderebragte ikke kritik eller indsigelser uden at pege fingre af afsenderne. Det spredte gift i Hillaryland. Hun var for nidkær en gatekeeper. Og hun blandede sig for bastant i andres kompetenceområder. Det er anklagerne fra de andre løjtnanter, og uanset om de er rigtige, afspejler kritikken det dårlige samarbejde, og at Clinton ikke formåede at samle sine medarbejdere som et hold.

Abedins stramme gatekeepertendenser kom blandt andet til syne, da hun havde holdt Clintons lungebetændelse skjult for resten af staben, så den kom bag på både kampagne og presse ved et kampagnestop og skabte en mindre skandale. En af mange fejl.

Ægteparret Wiener / Abedin. Foto: Getty images.

Den sidste – og helt uomtvistelige – fejl hos Abedin var hendes ægtemand og troskab mod sin utro mand! Hun har gennem mange år været gift med Anthony Weiner, et tidligere kongresmedlem, som har været gennem en række ultrapinlige sexting-skandaler. Det er i sig selv en skandale, men de brød også ud flere gange under valgkampen. Clintons e-mailskandale fik blandt andet en ekstra omgang, fordi Weiner tilsyneladende havde brugt Abedins kampagnecomputer til sine texting-perversioner.

Abedin valgte desuden undervejs at deltage i en dokumentar, hvor manden lancerede et mislykket forsøg på at genoprette sit renommé. At højrehånden bliver et blylod ved at levere skandaler, er helt uacceptabelt. At Abedin blev hos Weiner og forlængede skandalerne, tyder på en manglende dømmekraft. Clintons ubetingede loyalitet overfor Abedin kom til at koste dyrt, Ifølge de vildeste konspirationsteorier muligvis fordi det i virkeligheden er eller var et kærlighedsforhold.

Huma er Clinton, og Clinton er Huma. Kollegaer, venner, familie eller kærester? Døm selv. Getty Images.

Hate trumps love

Efter nederlaget har Clinton meddelt, at hun vil fortsætte kampen for at løse problemer for amerikanerne. Og hun er uden tvivl en formidabel politisk problemløser. Hun har et formidabelt politisk CV. Et formidabelt netværk. Har en formidabel viden om politik og er en formidabel debattør. Hun fik flere stemmer end Obama i 2012 og end Trump i 2016. Men hun tabte. Måske mere på grund af tidsånden end kampagnens åbenlyse mangler og fejl. Selv om de er mange og store.

'Love trumps hate' lød budskabet. Men selv verdens bedste kampagne havde måske ikke kunnet slå Trump? I 2016 slog had og vrede alt! Det slog republikanernes bedste folk, og det slog demokraterne. Det kostede Hillary drømmen om at blive USA's næste præsident. Drømmen om at knuse det øverste glasloft og sikre et USA, hvor man er stærkere sammen.

Men man kan ikke lade være med at tænke, at det også var, fordi Clinton bredt blev forstået som System-Hillary, der slår vrede og afmagt-Trump. Det gjorde det ikke i 2016!

Den ene af artiklens to forfattere i New York på valgnatten da Clintons nederlag er en realitet. Det var tydeligvis et chok for forfatterne inklusiv.