Dadcore er det nye sort
Du skal ligne din far fra provinsen

Hopper du i et par bomuldstræningsbukser, din gode gamle Jack & Jones-T-shirt og en oversized habitjakke i brun fløjl – og så er du klar til arbejde? Så er du dadcore! Så autentisk som Frasier Crane. Foto: Getty Images.

Det er blevet moderne at gøre sig grim med vilje. Grimflot kunne man kalde det på dansk, fugly på engelsk. Det viser både 90’er-bølgen og de nye stjerner. Men intet eksemplificerer det så godt som tidens nyeste trend: dadcore.
T-shirten ned i de lidt for højtsiddende og afvaskede jeans, der stumper helt forkert. En udslidt, stor gummisko med et par udvaskede sportssokker i. Et bælte, der holder det hele på plads, en grim sporty solbrille, eventuelt en halskæde og – hvis man nu var rigtig smart – et stykke fleece eller en vest til at fuldende udtrykket.
 
Den amerikanske far-mode fra 90’erne er prentet ind i de flestes hukommelse. Og nu er den tilbage for fuldt drøn som højdepunktet af smarthed. Men i en tid, hvor vi frit kan vælge at ligne, hvem vi vil, hvorfor filan vil vi så ligne forstads-far?
 
Det er føget med spøjse antitrends som normcore og gorpcore, det sports- og træningsinspirerede athleisure-look, hvor man skal ligne en Yoga-Jette (som jeg skrev om fornyligt lige her), og vi er gået fra at være hipsters til at være cutesters.
 
Men. Det nyeste fænomen hedder dadcore og beskriver nogle af de allermest toneangivende modehuses bud på, hvad der er hottest lige nu: nemlig, at ligne en forstadstræt far fra 90’erne.
 
Dadcore er den garderobe, far har på, når han er hjemme. Når han ordner have, går i supermarkedet og (tror han) ser smart ud til familiefester. Og du kan nærmest ikke være mere drønfedt klædt på, end hvis du rammer looket fra Faster Odas 60-års i forsamlingshuset i '94.
 
Men altså… Hvorfor?
Toneangivende medier som GQ, Vogue og New York Times er gået med på vognen og har erklæret dadcore som et af de største modefænomener i 2018. Oftest handler det om mænd, men der er det interessante ved dadcore, at det i princippet rammer begge køn; uniformen er forholdsvis unisex, præget af bleget denim, løse ensfarvede T-shirts, bæltetasker og sokker i sandalerne; noget man finder på både smarte kvinder og mænd lige nu.

Dadcore som modefænomen rammer dermed ned i flere forskellige trendfortællinger p.t.: mode som identitet, mode som kommunikationsværktøj, anti-mode som forbrug, bæredygtighed samt luksusmodens clash med gademoden.
 
 

Der er noget autentisk og beroligende over at kigge tilbage mod en nær fortid, hvor far brummende gik rundt og ordnede ting, mens han prøvede at forklare en verden, han måske i virkeligheden ikke helt selv forstod.

 
 
”Er det gået op for dig, hvor cool din far i virkeligheden er? Med en uniform baseret på basisting med fokus på komfort og holdbarhed har han ubevidst vist vejen for mere end en håndfuld hypede ting, som hypebeasts  (slang for folk, der fokuserer på at være med på moden, red.), som du og jeg har betalt i dyre domme for på Ebay,” skriver sitet Complex og indrammer på sin vis, hvad det hele handler om.
 
Der er noget autentisk og beroligende over at kigge tilbage mod en nær fortid, hvor far brummende gik rundt og ordnede ting, mens han prøvede at forklare en verden, han måske i virkeligheden ikke helt selv forstod.

Identitet, identitet, identitet
Dadcore er samtidig det perfekte eksempel på, hvordan mode nu skabes både oppefra og ned; modehuse som Balenciaga, A.P.C og Off-White  (som har den nye Louis Vuitton-designer Virgil Abloh bag sig) er gået all-in på far-looket. Off-White bl.a. med et par far-inspirerede arbejdsbukser med malerpletter til $960.
 
Dadcore ifølge Balenciaga. Som sprunget ud af 80-ernes reklamemiljø.
 
Mere Balenciaga. Far på vej til familiefest med sine athleisure-børn.
 
A.P.C's dadcore-look. "Ikke lige nu, skat, jeg skal ned og købe havetraktor".
 
Men det sker ligeså meget fra de smarteste unge, der ikke er decideret inspireret af modehusene, men selv arbejder på at skabe sig et look. Dermed mødes undergrund og luksusmode i et udtryk, der bedst kan betegnes som slidt; alt skal se udvasket, brugt, second hand og logofrit ud. Du kan købe ensfarvede T-shirts i Uniqlo og sætte dem sammen med de jeans, du har fundet i genbrugeren til en 50’er. Du kan tage alt, du for få år siden ville have forsvoret var grimt, og gøre det cool – især ved at tilsætte en god portion attitude. For er der noget, dadcore eksemplificerer, så er det, at det kræver sin person at gå i den.

Det hele handler om at sige: ’Ej, er den ikke nice/vild/grim/toppen, den her?’ og derved italesætte, at man udmærket ved, hvad man har gang i og er i total kontrol over sit look. Nutidens unge (nu lyder jeg virkelig gammel) har i endnu højere grad end før styr på, hvordan de kommunikerer fortællinger om deres eget liv, deres værdier og deres tilhørsforhold.
 
 

Der er noget dybt interessant i at tage noget af det allermest ikoniske; den hvide, heteroseksuelle, mandlige far-garderobe, og genforhandle dens markører til en nutidig brug, der på mange måder står i skærende kontrast til de oprindelige betydninger.
 

Dadcore siger på en og samme gang, at man ikke går op i forbrug (mens man forbruger), at man connecter med sin egen familiære arv/tilhørsforhold, at man står højt på coolness-skalaen, og man ikke er bange for at gøre ting eller bære ting, som konventionelt har været forbundet med noget grimt, noget latterligt, noget tabubelagt eller noget åndssvagt.
 
Coolness, coolness, coolness
Der er samtidig noget dybt ironisk over, at netop dadcore er et fænomen, samtidig med at ungdommen aldrig har været mindre konventionel. Parforhold, ægteskaber, børnefamilier og tosomhed er under forhandling for mange – i højere eller mindre grad. Bevares, alle unge lever ikke i åbne forhold eller eksperimenterer med deres kærlighed, men for langt de fleste accepterer man ikke bare længere, at vejen er blevet udlagt for en på samme måde, som den var for tidligere generationer.
 
Der er noget dybt interessant rent kulturelt og kommunikationsmæssigt i at tage noget af det allermest ikoniske; den hvide, heteroseksuelle, mandlige far-garderobe, og genforhandle dens markører til en nutidig brug, der på mange måder står i skærende kontrast til de oprindelige betydninger.
 
Dadcore er på den måde et opgør og en tryghedsfaktor på en og samme tid; ved at iføre sig farens garderobe er man med til at forhandle dens identitetsmæssige og kulturelle markører, samtidig med at det skaber en stærk personlig fortælling. Man kan gøre sig selv til et individ ved at bruge grimhedens univers på en cool måde, fordi man viser, at man tør gå veje, som alle andre ellers tidligere har forsvoret.
 
Man tapper ind i, at vi skal vise os frem, jagte likes på Instagram (selvfølgelig ikke Facebook; det er kun gamle mennesker, der bruger Facebook) og være stærke personligheder – men gør det med et look, der viser alt andet end det; dadcore-looket viser jo netop ikke flashy modetøj, bling eller hightech-materialer.
 
I Netflix-serien Queer Eye, der er en genoptagelse af 00’ernes Fab 5-programmer, hvor fem (smukke, slanke og skønne) homoseksuelle mænd giver udfordrede, kedelige og fastlåste heteromænd en makeover, der skal ændre deres liv, kommer dadcore-fænomenet faktisk frem på en virkelig sjov måde. I den nye sæson ser man en dude, der adspurgt om, hvem hans stilikon er, svarer det måske allermest forkerte i homoernes øjne: Frasier Crane, fra tv-serien Frasier.
 
90'er-serien over dem alle: Den tørre, nørdede Frasier Crane, der kæmper en brav kamp mod lytterne, de ansatte på radiostationen, sin ekskone, sin far og sig selv  for bevarelsen af de klassiske dyder.
 
Det skaber skrig og latter i Queer Eye, men i virkeligheden er det faktisk ikke ramt helt forbi; typer som Crane, med deres kedelige og småkonservative garderobe, er netop dér, man kan kigge hen for inspiration nu, hvis man skal være cool, cool, cool. For det er på ingen måder oplagt at have et stilikon som ham – og lige præcis derfor fungerer det.
 
Mere end mode
Dermed er dadcore – og alle disse andre modefænomener, der betegnes med et –core som suffiks  i virkeligheden meget mere end mode. De handler nemlig ikke om mode i sig selv eller om tøjet for den sags skyld. De handler om at kommunikere tilhørsforhold, værdier og historik. De handler om at skille sig ud, gøre op med konventioner og skabe nye fortællinger blandt en ungdom, der bliver udsat for flere indryk og påvirkninger end nogensinde før.
 
Dadcore er returen til det trygge, men i nye forklædninger. Og det er cool, på den helt rigtige måde; ved at gå til kanten, på grænsen for, hvad der er acceptabelt, og med en slet skjult portion humor udstille, reproducere og nyfortolke den hvide, heteroseksuelle forsørger. Og det er sgu da egentlig ret sjovt.

Relaterede artikler

Normcore – som fortalt af medierne - Jeg har i dag lært et nyt ord: ‘Normcore‘, som vist nok handler om at gøre det helt almindelige hipt. Altså være ironisk...
Farvel til Hipsteren, hulubulu til Cutesteren - De originale hipstere er snart så gamle (undskyld, kreative senior-typer), at der er interessante generationsforskelle m...
Hvil i din bamseform - Dadbod – farkrop – er noget af det mest hotte, mænd kan have lige nu. Trenden rammer høj og lav – men hvorfor er det sex...
Nøddemix-moden - Ligner din bedste ven en fattig naturvejleder eller sidste overlevende fra en bjergbestigning? Går alle dine skatervenne...
Vindere har velstandsvom - Glem alt om sixpack – succesfulde mænd har en tyk tegnebog og en blød mave. Velkommen til endnu et uopnåeligt kropsideal...
Hvorfor går alle nu i løbebukser? - Kommer dine kolleger også anstigende til morgenmødet i løbebukser? Har du spottet de gammeldags tracksuits ude i natteli...

Giv din stemme

21 stemmer
3,3/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

52 JOB

Webmedarbejder

Se alle job Indryk job

Job

Studentermedhjælper

Frist: 17. august

Kommunikationskonsulent

Frist: 13. august

Webmedarbejder

Frist: 12. august
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Tag med til K-dag

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.