Farvel til Hipsteren, hulubulu til Cutesteren

Hipsteren. En af de sociale stereotyper, som alle på en eller anden måde har en holdning til, og som de fleste elsker at hade. Begrebet hipster blev først coinet i 1940’erne og beskrev dengang jazz-aficionadoer – siden blev det især forbundet med Beat-generationen. I 1990’erne og 2000’erne er ordet hipster dog især blevet forbundet med medlemmer af den unge, hvide, urbane middelklasse, der søger autenticitet, har en forkærlighed for det ikke-mainstream og søger ægtheden – hvad end det så handler om mad, musik, tøj, cykler, skæg eller kulturprodukter. Og nu har hipsteren så fået en halvlillebror: cutesteren.

Jep, du læste rigtigt. Cutesteren – et sindssygt irriterende ord, du sikkert kommer til at høre mere til i fremtiden. En femmer på, at du allerede kender én.

Cutesteren - det er ham her. Du kan godt begynde at shoppe tøj med dyreprint og Disney-figurer. Kilde: Paul Dallimore.

Hipsterens halvlillebror

Cutesteren som begreb blev lanceret i slutningen af 2014 af den britiske journalist Richard Godwin. Han beskriver, hvordan udviklingen i den britiske metropol har betydet, at en helt ny type er dukket frem i bybilledet. Således deler cutesteren masser af træk med sin hipsterforgænger, men der er, forstår man, afgørende forskelle. ”Du kan tænke på cutesteren som en yngre søskende til hipsteren – måske en halv-bror fra et andet ægteskab. Han gik gennem barndommen, da hipsteren gik gennem puberteten. Som den arketypiske barnlige teenager (Godwin kalder dette ”juvenescent”) nægter han at opgive barnlige ting som Nintendo-spil, Halloween-kostumer og morgenmadsprodukter,” skriver Godwin.

Ejerne bag cafeen, Alan og Gary Keely, der kun sælger limited editions og almindelige morgenmadsprodukter i London er et populært sted for Cutesteren at hænge ud. Kilde: dailymail.co.uk.

Cutesteren er, ifølge Godwin, mere teknologisk anlagt end hipsteren (hvilket måske har noget at gøre med, at cutesteren er vokset op med både mobiltelefon og internet fra en tidligere alder), hvorfor cutestere nemt kopierer hipsterne. Hipsteren har tendens til at være sur, mens cutesteren har et mere åbent og smilende sind. Hipsteren hører Lana Del Rey, cutesteren Taylor Swift. Hipsteren har sømandstatoveringer, mens cutesteren bliver tusset med emojis. Og så elsker cutesteren Ed Sheeran, Uniqlo, Game of Thrones og WhatsApp (i modsætning til hipsterens James Blake, Urban Outfitters, The Wire og Instagram).

Cutesteren er Hipsterens lillebror, men kan ligne en Hipster. Er du i tvivl kan du kigge efter den væsentlige forskel: Cutesteren er mere smilende og glad. Kilde: Pinterest.

Der er altså hos cutesteren en romantisering af eller naiv søgen tilbage til barndommens glæder. Til Pokémon, Spice Girls (som, alle ved, kan starte en fest, hvis man er på grænsen mellem de 20 og 30) og Disney-film, uden hipsterens ironisering og distance vel at mærke (jeg kan ikke huske, hvilken Disney-prins jeg blev, i den sidste Buzzfeed-quiz jeg tog, men jeg var sur over resultatet i et par timer).

Forskellen på Hipster og Cutester i overskrifter.

Cutesteren er heller ikke så rynkende-på-næsen-ad-alt-der-er-bare-den-mindste-smule-kommercielt i sit by- og kulturforbrug som hipsteren. Sidstnævnte bliver forbundet med, at tingene jo nærmest ikke er gode nok, med mindre man selv har overværet fødsel, opvækst og selv skudt kalven til sin tatar. I modsætning hertil finder cutesteren mange af sine foretrukne steder i anbefalinger og oversigter på populære hjemmesider som Time Out, Buzzfeed og – selvfølgelig – sociale medier.

I 1990’erne og 2000’erne er ordet hipster især blevet forbundet med medlemmer af den unge, hvide, urbane middelklasse, der søger autenticitet, har en forkærlighed for det ikke-mainstream og søger ægtheden – hvad end det så handler om mad, musik, tøj, cykler, skæg eller kulturprodukter. Her en virkelig autentisk Hipster. Kilde: FreeYourSkin.

Cutesters er født i London

På hipsterens yndlingssite, Vice, bliver cutesteren sat i forbindelse med den urbane udvikling i et gentrificeret London, der langsomt har kastet den hårde attitude, byen tidligere var kendt for, af sig. I takt med udvidelsen af London som by, gentrificeringen af forstæderne og tilflytningen af flere fra landet henvender byen sig i højere grad til cutesteren, fordi han er ”someone just trying to live a nice life in a nasty city.”

Vice kommer med 25 gode råd til, hvad man skal begynde på som 25-årig, og de er, ganske enkelt, det perfekte eksempel på, at London og hipster-miljøerne har udviklet sig. Rådene dækker en del forskellige aspekter: fra at tage sin økonomi seriøst og lytte til sin bank (nr. 1), at lytte til sine forældre (nr. 4), at være den sejeste onkel eller tante (nr. 7), at bruge sin weekend på noget produktivt (nr. 8) til at elske brunch (nr. 24). Kort sagt, at blive (kedelig) voksen. Men hvornår har det nogensinde været i Londons ånd, at man skulle blive voksen som 25-årig eller få noget produktivt ud af sin weekend, som ikke er at sove den væk i en kæmpe koger? Hele pointen med London som destination – som er det, hipsteren kan huske, idylliserer og selv har levet i – har jo netop været, at man skulle være på røven, tage til undergrundsfester og tage nogle stoffer, trippe en hel weekend væk og drikke billig sprut og – vigtigst af alt – være ligeglad med småborgerlige koncepter som forældrerespekt og brunch.

Skovalget for en Cutester giver sig selv. Alt fra tegnefilm er et hit. Kilde: Vans.com.

Det er altså ret sigende, at et hipster-medie som Vice påpeger, at det er fedt at leve livet godt og fornuftigt og bruge tiden på sunde ting som familie og sladren med vennerne over kaffe, pocherede æg og øko-bacon en søndag formiddag – som 25-årig! Ironisk er det dog, at Joel Golby, forfatter til artiklen, selv ser ualmindeligt ung ud på både sit Twitter- og LinkedIn-billede. Undertegnede har desværre ikke kunnet finde hans rigtige alder, men det kunne snildt se ud, som om Vice har bragt en artikel, der er rettet mod cutestere, skrevet af en cutester – eller i det mindste af en træt hipster, der er ved at lægge stofferne på hylden, fokusere på sit skrantende (familie)liv og prøve at forlige sig med at blive voksen.

Cutester-mode på catwalken. Kilde: Moschino.

København er ikke London

Hipster-fænomenet er – eller var – meget Østlondon og har spredt sig overalt i den vestlige verden. Selve tankegangen om det ’ægte’ gennemsyrer en række forskellige dele af samfundet. Men here’s the thing: København har aldrig været London. København har aldrig haft den samme ”the struggle is real”-mentalitet over sig som London eller New York for den sags skyld. Delvis fordi de unge herhjemme, der jo er på røven og fucker up og tager stoffer og gør oprør, oftest har et sikkerhedsnet, blandt andet fordi de er på SU. De er altså dels ikke totalt på røven, dels bliver de holdt økonomisk i gang af den stat og det etablissement, som London-ungdommen traditionelt set har været så ligeglade med.

Derfor er Vice-artiklen, der sætter cutesteren i scene i forhold til byudvikling i London, interessant. Gentrificering og de medfølgende økonomisk stabile cutestere, der arbejder med sociale medier og er godt uddannede, har drevet udviklingen. I modsætning til hipsterens destruktive forbrug af stoffer og alkohol og had til det kommercielle vil cutesteren bare gerne bruge sine penge på at have det rart; ”Det er også derfor, at biograferne er nød til at skabe en anden oplevelse, i stedet for kun at have et mørkt rum med kedelige popcorn. Det er derfor banker skal virke 'venlige' og 'tilgængelige', og grunden til, at steder som Brixton har brug for dyre champagne- og osteforretninger, eller en cafe med culte-morgenmadsprodukter" (ahem, grød!).

En Cutesters drømmescenarie. Kilde: dailymail.co.uk.

Det er med andre ord derfor, det er så svært at finde en gedigen undergrundsfest i Williamsburg, hvor det hele er blevet noget så pænt, hvorfor Bushwick, den nye gentrificerede del af Brooklyn, mere ligner en pæn forstad (hvor cutesteren jo kommer fra). Hvorfor gentrificeringen af Vesterbro har spredt sig til de dele af Vesterbro, der går op mod Carlsberg og lige er lidt mere nydelig end Istedgade - uden at være småborgerlig.

Livet som Cutester er pænt, sødt og lyserødt. Kilde: Ufunk.net.

Så er spørgsmålet, om cutesteren overhovedet er et særlig nyt fænomen i København. Om ikke cutesteren faktisk har eksisteret og eksisterer sideløbende med (enkelte dedikerede) hipstere. Om den københavnske hipster-bølge grundlæggende aldrig har haft de strukturelle og bymæssige vilkår som i New York og London, der har fordret, at det rigtigt har været rebelsk, søgende, vrissent, anti-kommercielt eller progressivt nok?

Selvfølgelig kan man gå i Torvehallerne (eller er det nu for kommercielt et sted?) og købe kød fra gode forhold, man kan spise på økologiske restauranter og drikke naturvin i stride mængder, mens man kigger på sin vintage-jakke med frynser. Men det der med at ville leve et godt liv, det er altså grundlæggende ret dansk – i hvert fald hvis man sammenligner med andre steder. Der er noget livskvalitet, nogle sociale, økonomiske og samfundsmæssige strukturer (for de fleste (læs: den hvide majoritet) i hvert fald), som måske gør, at selv hipsterens forsøg på at nå ægtheden i virkeligheden ikke er så fjernt fra den virkelighed, vi i forvejen har herhjemme. Selvom man nok går op i, hvordan ens cortado er brygget på Vesterbro, har man dyrket baristaer og 50-kroners kvalitets-latte på Østerbro, siden Amokka kom til – men Østerbro er selvfølgelig et alt for borgerligt forum for hipsteren.

De danske cutestere kan i København gå på katte-cafeen, Café Miao, og kæle lidt med katte mens de nyder en Katte-latte. Kilde: cafemiao.dk.

Når selv lavpriskæden Kiwi går til kamp for økologi, er det i hvert fald svært at argumentere for, at man ikke kan lide det kommercielle – med mindre man selv tager ud og plukker sine æbler, selvfølgelig. Hipsteren eksisterer altså stadig, men det gør cutesteren absolut også. Og måske passer de netop så godt ind i København, fordi byen ikke behøver at ændre sig så markant som London for at tilpasse sig dem. For når det kommer til stykket, vil vi vel alle sammen bare leve godt – også hipsteren.

Inspireret af denne artikel.