Red verden med tegninger

Tegninger har været brugt som manipulationsmiddel i mange former og er tilsyneladende ganske effektive, når det gælder om at påvirke holdninger.

Nazisternes propaganda var fx fyldt med tegninger, der blev brugt til at illustrere nazismens pointer. Under anden verdenskrig havde russerne, japanerne og amerikanerne også deres egne magtfulde illustrationer af deres værdier, som de udbredte via informationsplakater, illustrationer i aviser og tegneserier.

"Min far er sort og min mor er hvid" - "Med mine er det omvendt" Kilde: Tegninger for fred.

Da en børnepsykiater i Harlem i 1940’erne blev sat til at undersøge, hvad der skabte de store årgange af uterlige unge, som tyede til både vold og sex i langt højere grad end de tidligere generationer, fandt han derfor hurtigt skyldneren: Tegneserien.

Den samme form for tegning, der fordrejede billeder af jøderne under anden verdenskrig, blev i 1970’ernes tegneserier brugt til at sætte fokus på samfundsrelevante emner. Her begyndte superhelte i fuld farve og spandex pludselig at diskutere racepolitik og nåede derved ud til helt nye målgrupper med deres budskab om selvrefleksion og tolerance.

Stort set alle børn og unge læste tegneserier i 1940’ernes USA (der var fire solgte tegneserier per indbygger i 1946), og da stort set alle børn og unge opførte sig uterligt, mente børnepsykiateren Fredric Wertham, at han havde fundet den perfekte forklaring på problemet. Skylden skulle naturligvis ikke findes i det samfund, der havde mistet generationer af fædre, brødre og sønner i to verdenskrige, de nye muligheder for oprør i fredstiden eller den økonomiske krise, Vesten havde været igennem et årti forinden. Wertham var sikker på, at tegneserien alene var årsagen til de mange problemer: De kulørte blade fyldt med forførende billeder og gruopvækkende historier havde fordrejet hovederne på en hel generation, og det måtte der sættes en stopper for.

Wertham blev herfra en af tegneseriens største fjender og brugte det meste af sin karriere på at tale for en streng regulering af mediet. I 1954 udgav han fx bogen Seduction of the Innocent, der prøver at bevise, at tegneserien gjorde sine læsere voldelige, selvdestruktive, egocentriske og homoseksuelle. Tegneren Ryan Dunlavey opsummerede i 2009 nogle af Werthams pointer i en tegneserie!

Censur – to the rescue!
Werthams standpunkt blev bakket op af andre debattører, der frygtede, at tegningen blev brugt til propaganda igen. Man havde set, hvordan nazisterne havde udnyttet tegningen til at præge folk, og det blev af mange set som rigeligt bevis for billedfortællingens magt. Dengang var nazi-kortet en voldsom trumf i debatten, og Werthams følgere var ikke bange for at smide det på bordet. Fx skrev kulturkritikeren Gershon Legman:

"(...) comic-books have succeeded in giving every American child a complete course in paranoid megalomania such as no German child ever had, a total conviction of the morality of force such as no Nazi could even aspire to." ("From Love and Death: A Study in Censorship”)

Tidlig billedprovokation: Edward Jenners forsøg på at perfektionere en vaccine (afledt af kokoppevirus) til at modstå kopper havde sine modstandere. GettyImages/James Gillray (1757-1815).

Mange af debattørerne indrømmede dog, at Werthams pointer byggede på personlige antagelser og subjektive analyser, men valgte alligevel at bakke ham op. Et hvad-nu-hvis vejede tungere i deres afgørelse, end børn og unges behov for underholdning. Tanken var, at det ville skade mere, hvis de ikke greb ind, når det var nødvendigt, end hvis de greb ind over for et medie, der ikke var andet end ren underholdning.

”Et sandt blodbad”
Tegneserieindustriens frontmænd blev kaldt til de amerikanske domstole, tvunget til at forsvare sig selv i det, mange så som en krig, de havde tabt på forhånd. I historiebøgerne bliver det beskrevet som et sandt blodbad, og industrien så sig nødsaget til selv at gribe ind og lave ”de nødvendige” stramninger på området, før staten greb ind. Selvvalgte reguleringer måtte trods alt være at foretrække frem for statslig censur.

På den måde opstod The Comics Code i USA, hvis retningslinjer var restriktive selv efter konservative standarder: Enhver afbildning af kriminalitet skulle fjernes, enhver form for ikke-ægteskabelig romantik slettes, enhver halvbar krop tildækkes, osv. Men initiativet virkede, og debatten stilnede hurtigt af i takt med, at det kendte mærke prægede flere og flere farverige forsider. Det samme gjorde salgstallene imidlertid. Først i USA, kort efter i lande som Frankrig, Australien og Storbritannien, der havde gjort lignende tiltag.

I USA kunne tegneserieforlagene selv vælge, om de ville rette ind efter ”the Code”, men mange havde ikke et valg, hvis de ikke ville miste store markedsandele. Flere detailkæder og forretninger ville nemlig kun sælge tegneserier med det nye stempel for at undgå forargede mødre og sure skolelærer.

Som resultat deraf bestod tegneserier i 15-20 år stort set af overfladiske fortællinger, der var så bidløse og urealistiske, at kun små børn gad beskæftige sig med dem. Det er måske derfor, at mange den dag i dag forbinder tegneserien med barnlig historiefortælling?

Provokation under opsejling
Derefter skete det, som så tit er sket i historien: De undertrykte gjorde oprør.

I 1960’erne og 70’erne tog undergrunden, som bevægelsen blev kaldt, fat i papir og pen og tegnede alt det, de ikke måtte – og lidt til. Sex, vold og stoffer var yndlingsemnerne, og jo mere syret og vanvittigt, det hele kunne skildres, des bedre. Pludselig blev karakterer som katten Fritz bestsellere på det sorte marked. Han var en beatnikfigur i form af en nuttet kat i bluse og uden bukser, der røg hash, forførte college-piger og havde sex med sin lillesøster. Den provokerende figur blev faktisk så kendt, at han endte med at få sin egen tegnefilm (dog med færre incestuøse indslag).

Gilbert Shelton var en del af tegneseriens undergrund sammen Robert Crumb. Billedet er en tegneserie-forside fra 1970-erne tegnet af Gilbert Shelton.

Robert Crumb, der stod bag katten Fritz, var langt fra den eneste, der bragte rock n’ roll ind i tegneserien. Det var en hel bevægelse af tegnere fra både Nordamerika og Europa, som gjorde oprør mod de strenge retningslinjer, der havde gjort det umuligt for dem at udtrykke sig i deres yndlingsmedie.

Selv hvis vi altså beder folk selvregulere deres brug af medier, og vi er succesfulde på området, så kan vi ikke være sikre på, hvad konsekvenserne bliver. Måske vil det få de nuværende ”provokatører” til at forstumme, men mange flere kan vokse frem under den fremtvungne tavshed. Det var i hvert fald det, der skete med tegneserien.

En stærk påvirkning – og hvad så?
Jeg vil altså ikke gå så vidt som til at kalde tegningen et våben, på trods af tidligere brug i propaganda og incestuøs provokationskunst. Alligevel er jeg pinligt klar over, at jeg i stedet for at skrive en artikel med overskriften: Tegninger der redder verden, lige så let kunne ændre mit sigte og fortælle om, hvordan vi kan ødelægge verden med tegneserier.

Tegneserien er hverken god eller ond i sig selv – ligesom satiretegningen, filmen, ordet og computerspillet heller ikke er det. De er alle medier, og det enkelte medie er kun så godt eller ondt, som det budskab, der videreformidles igennem det.

Den samme form for tegning, der fordrejede billeder af jøder under anden verdenskrig, blev fx i 1970’ernes tegneserier brugt til at sætte fokus på samfundsrelevante emner. Her begyndte superhelte i fuld farve og spandex pludselig at diskutere racepolitik og nåede derved ud til helt nye målgrupper med deres budskab om selvrefleksion og tolerance.

I dag finder vi mange af hvor tids stærkeste selvbiografier i tegneserieform, og outreach-projekter som World Comics Finland har bevist, at tegneserien kan bruges til at skabe bedre vilkår for borgere i ulande med manglende uddannelsesmuligheder.

Selv har jeg undersøgt, hvordan tegneserien kan bruges til at bygge bro imellem kulturer.

Forståelse og accept er en mangelvare
Forfærdelige hændelser som angrebet mod Charlie Hebdo sker formentlig fordi, vi lever i en multikulturel verden fyldt med modstridende værdier, normer og livsprojekter. Og siden vi lever i en globaliseret verden, kan vi ikke sige: ”Det må de selv ligge og rode med”, fordi vi konstant bliver konfronteret med, hvad de andre ”ligger og roder med”. Sagt på en anden måde: Fordi det er blevet nemmere end nogensinde før at transmittere nyheder, at rejse, at migrere, og derved at opleve mennesker med et andet verdenssyn, er der opstået nogle nye udfordringer i vores samfund.

I dag lever folk med forskellig etnicitet, religion og seksualitet side om side. Der er derfor ’fremmede’ overalt omkring os, som vi er nødt til at tage stilling til, og det nemmeste er desværre at lade krybdyrhjernen tage over og gå til ”fight or flight”-instinktet. Det giver god mening, da vi aldrig kan vide, om det nye og fremmede potentielt er farligt, men reaktionen er ikke altid hensigtsmæssig, om end forståelig.

I denne type samfund behøver en ’hate crime’ ikke bygge på had, som betegnelsen ellers antyder. Overfaldet kan også være udtryk for et forsøg på at skabe stabilitet i en verden, hvor man konstant føler sine normer og værdier udfordret af de mange ”fremmede” og deres anderledes normer og værdier. Derudover er det ikke unormalt at føle en trang til at bekræfte sine egne holdninger og sit tilhørsforhold, og det gør nogle ved at distancere sig fra det, der er anderledes. Det kan bl.a. andet gøres igennem en voldelig handling, som jeg her eksemplificerer med ”hate crimes”, eller ved helt at undgå ”det fremmede”. Den sidstnævnte form for undvigelsesmanøvre kommer fx ofte til udtryk som diskrimination, og er derfor heller ikke en etisk forsvarlig løsning.

Vi er altså tvunget til konstant at blive konfronteret, udfordret og måske provokeret af andres verdenssyn, men kan ikke reagere instinktivt på disse indtryk. Det er bl.a. en af grundende til, at flere forskere har kaldt denne problematik med at skabe fredelig sameksistens for ”den globaliserede verdens største udfordring”. Det beskriver kulturforsker Nikos Papastergiadis bl.a. i sin bog: The Turbulence of Migration: Globalization, Deterritorialization and Hybridity, der varmt kan anbefales.

Lad os kommunikere os ud af krisen
Hvis vi kan gøre ”de fremmede” mindre fremmede, ville det sandsynligvis opbløde den anspændte situation. Det lyder måske logisk, men det er langt fra simpelt:

Den vestlige verden har længe prøvet at regulere den uønskede opførsel med love og paragraffer, men det lader ikke til at virke. Diskrimination og hate crimes bliver i hvert fald stadig udført i stort set alle lande og samfundstyper. Derfor er humanistiske forskere i stedet kommet på idéen med at sprede kendskab og accept igennem historier:

Præsenterer vi folk med forskellige baggrunde, normer og værdier for hinanden igennem historier, giver vi dem en chance for at stifte bekendtskab med det, der er anderledes, i trygge rammer. Så slipper de for at blive konfronteret med ”det fremmede” i mødet med mennesker, hvis opførsel de kan have svært ved at afkode. Og gode historier opsøger vi jo alle; om det er i form af en god bog på sofaen, en film i Cinemaxx, en udstilling på Kunsthal Nikolaj eller med Haribo i skålen og et DR-drama på skærmen.

Vi ved også fra tidligere forskning (og sikkert fra egne kommunikationspraksisser), at forskellige mennesker foretrækker at få fortalt historier på forskellige måder. Derfor er vi nødt til at fortælle historier i forskellige medier, hvis vi skal ramme alle i de store globaliserede fællesskaber. Og et af disse medier kunne jo være tegningen?

Ikke et våben
Tegningen har potentialet til at påvirke sine læsere, ligesom alle andre medier, og den kan derfor bruges til at manipulere og provokere. Men den kan lige så godt bruges til at få folk til at føle sympati eller åbne øjnene for bestemte problemer i samfundet.

Det samme kan siges om alle andre medier: De er værktøjer, der både kan være våben og fredskontrakt, alt efter hvordan kunstnerne og kommunikatørerne bag vælger at bruge dem. Derfor kan vi ikke alene give medierne skylden for de uroligheder, de tilsyneladende forårsager, og vi kan med stor sandsynlighed heller ikke fjerne urolighederne ved at sende de føromtalte medierne i skammekrogen.

Præsenterer vi folk med forskellige baggrunde, normer og værdier for hinanden igennem historier, giver vi dem en chance for at stifte bekendtskab med det, der er anderledes.

Lad mig understrege, at det ikke betyder, vi udelukkende skal se de mennesker, der skaber og forbruger medierne, som årsagen til urolighederne. I stedet vil jeg trække 1970’er-kortet og sige: Det er samfundets skyld.

Det er nemlig ikke kun den enkeltes skyld, når denne ikke kan forstå ”de fremmedes” værdier, for selvfølgelig kan individet ikke det. Det er noget, vi som samfund skal lære det. Især i velfærdssamfund som Danmark, der har muligheden for at opøve et sådan en forståelse igennem vores uddannelsessystem.

Skal vi undgå forfærdelige hændelser som angrebet mod Charlie Hebdo, tyder historien altså på, at det ikke er nok at lave flere love eller tilskynde selvregulering i visse medier. Måske skal vi i stedet finde ud af, hvordan vi får et fælles sprog, og hvordan vi lærer at acceptere hinandens standpunkter, uden at det hæmmer muligheden for at udleve egne værdier og mål i livet – selv når de to standpunkter er selvmodsigende.

Det er ikke let, men vi kan sandsynligvis godt gøre situationen bedre, end den er nu. Nok ikke med paragraffer, nok ikke ved at angribe ”ekstremisterne”, og nok ikke med censur. Men måske vi kan skabe forståelse og accept med gribende historier og engagerende tegninger? Ikke at vi så kan redde verden med et trylleslag, men det lyder da som et meget godt skridt på vores lange, seje march mod fred og forståelse.

Her kan du læse Sabrina Vitting-Seerups speciale Sådan redder vi verden med tegneserier, som vandt Specialeprisen 2013.

5. februar kårer Kforum vinderen af Specialeprisen 2014.