Krasnik er en dygtig interviewer - når han interviewer

Intet mindre end ”Kurt/Krasnik-krigen” lyder overskriften på Mikkel Anderssons kommentar til min kritik af Deadline-vært Martin Krasniks interview forrige lørdag med den norske læge Mads Gilbert om Gaza-konflikten
af Kurt Strand
Nogen ”krig” er der næppe tale om, og i sit "forsvar for Krasnik" gør Mikkel Andersson sig desværre skyldig i en række misforståelser om intervievteknikkens grundprincipper. For når jeg kritiserer Martin Krasniks mangel på spørgsmål i mødet med Mads Gilbert, er det jo fordi netop spørgsmål er grundpillerne i ethvert interview. Og det har ikke, som Andersson skriver, kun ”akademisk interesse” om det er ”interview” eller ”debat”, vi har med at gøre. De fleste interviewere kender og forholder sig til forskellen, og ikke mindst mulighederne for at styre eller ikke styre et forløb.
 
Derfor er netop det manglende spørgsmål fire ret afgørende i det konkrete eksempel. Og følgende bliver ikke til et spørgsmål, uanset Mikkel Anderssons forsøg på at definere det som sådan: "Du siger, at Israel systematisk bomber sygehuse og skoler. Det er simpelthen notorisk forkert. Der er ingen dokumentation for, at Israel systematisk bomber skoler og sygehuse.
 
Der mangler et spørgsmålstegn. Med god grund. Fordi Krasnik underlader at følge sit forsøg på at stille en præmis op med eksempelvis ”Hvad er din dokumentation”? Det var nemlig den, han helt relevant jagtede i sine første tre spørgsmål, og som han skulle have holdt fast i for at få tvunget Mads Gilbert helt frem i stolen. Ganske som det fornemt blev gjort i det efterhånden berømte interview med nu tidligere justitsminister Morten Bødskov om offentlighedsloven, og som jeg skrev om i en K-forum klumme sidste år.
 
Og jeg gentager gerne, hvad jeg i flere sammenhænge har sagt om og til Martin Krasnik; nemlig at han er en dygtig interviewer. Når han interviewer.
 
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også