Kurt/Krasnik-krigen
Det kritiske interview bør være en kvalificeret kamp og ikke en ritualiseret tranedans. For som Deng Xiaopeng engang sagde, så er det trods alt lige meget, om katten er sort eller hvid, så længe den fanger mus.Og Martin Krasnik? Han er måske den bedste journalistiske musefænger, vi har pt.
I overskriften på sit Kforum-indlæg om Deadline-værten Martin Krasniks interviewteknik erklærer den kendte tv-vært Kurt Strand pompøst, at det er ”Uinteressant hvad en tilfældig tv-vært mener”, hvormed han – som tv-vært – antageligvis gør sit eget indspark i debatten aldeles irrelevant.
Men en rubrikmæssig tanketorsk skal dog ikke lægges dansk interviewtekniks grand old man – hvilket Kurt Strand, som har skrevet glimrende lærebøger i interviewteknik, unægteligt er - til last. Uanset hvor aparte hans overskrifter end måtte være.
Imidlertid er Strands indvendinger lige så useriøse som hans overskrift.
.jpg)
Substansen af Strands kritik tager afsæt i Martin Krasniks efterhånden herostratisk berømte interview med Gaza-lægen, Mads Gilbert.
Herom skriver Kurt Strand:
"Desværre lod [Krasnik] sig hurtigt provokere af et par åbenlyse udenomssvar, og allerede fra det, der burde have været spørgsmål nummer fire, skiftede rollen fra interviewer til debattør. Dermed gik styringen fløjten, og det lykkedes i løbet af det kvarterlange interview aldrig rigtig at få fat om lægens argumenter for at være meget kritisk over for Israel og ikke at opfatte Hamas som en terrororganisation."
Det er faktuelt forkert. Martin Krasnik har glimrende styring på interviewet fra start til slut. Mads Gilbert får fint fremlagt sine argumenter for, hvorfor han ikke opfatter Hamas som en terrororganisation, men en modstandsbevægelse. Han forklarer under skarp beskydning fra Krasnik, at han opfatter Hamas som en ”politisk organisation, der står på palæstinensernes side” og er sammenlignelig med den danske modstandsbevægelse under Anden Verdenskrig. Gilbert fortæller også, at han ikke har observeret Hamas-folk på al-Shifa hospitalet i Gaza, i modsætning til flere internationale medier. Derudover får Krasnik frem, at Gilbert mener, at Israel er i gang med et folkedrab i Gaza.
Alt sammen synspunkter, man kan være enig eller uenig i. Men at Gilberts holdninger er kommet til en bredere offentligheds kendskab som konsekvens af Krasniks aggressivt krydsforhørslignende udspørgen, er der ingen meningsfuld tvivl om.
Påfaldende nok lyder Krasniks spørgsmål nummer fire – der hvor Krasnik ifølge Kurt Stand taber styringen – således:
"Du siger, at Israel systematisk bomber sygehuse og skoler. Det er simpelthen notorisk forkert. Der er ingen dokumentation for, at Israel systematisk bomber skoler og sygehuse.”
Her konfronterer Krasnik, antageligvis på baggrund af egen research om emnet, Gilbert med en normativ påstand om, at den israelske hær ikke systematisk foretager bombning af sygehuse og skoler. Et udsagn, Gilbert så replicerer mere eller mindre overbevisende på, hvilket seeren så kan lægge til grund for egen stillingtagen.
Den teknik, Krasnik anvender i interviewet med Mads Gilbert, er heller ikke en, som han på partisk vis udelukkende forbeholder pro-palæstinensiske læger i Gaza. Nogle dage forinden fremsætter han en tilsvarende polemisk påstand over for den israelske ambassadør i Danmark, til hvem han siger:
"Men I træffer ikke de foranstaltninger [for at skåne civile, som Israel hævder]. Der er 1000 døde. 75 procent civile."
Et tilsvarende normativt udsagn, der også gav Israels ambassadør lejlighed til at svare på påstanden og seeren til at forholde sig til, hvorvidt svaret var overbevisende.
Så at konfrontere gæster med – mere eller mindre polemiske – udsagn på baggrund af en generelt omfattende research er altså et greb, som Krasnik anvender som led i sit generelle journalistiske virke. Og det virker.
Derfor er det også misvisende, når Kurt Strand om interviewet med Mads Gilbert hævder:
”…i stedet for at holde sig til skarpe og veltilrettelagte spørgsmål gik ind i en personlig og indigneret debat med den norske læge. 26 gange havde Krasnik ordet, men kun 12 gange stillede han konkrete og nogenlunde præcise spørgsmål. ”
Langt de fleste gange, hvor Krasnik har ordet i de tilfælde, som Strand nævner, så enten gentager eller uddyber han et allerede stillet spørgsmål, som Gilbert undviger. Noget, man til overmål kan forvisse sig om ved at se eller gense interviewet her.
Problemet er måske mere for Kurt Strand og mange, der abonnerer på samme journalistiske selvforståelse,, at de ser det konfrontatoriske interview som en form for æstetisk tranedans. En høvisk og sokratisk udspørgen, hvor man som først og fremmest har et ansvar for en rar stemning i studiet. Et sted, hvor man skaber et rum, som nok er kritisk, men hvor ingen for alvor bliver sure.
Men at holde en høvisk tone er nemt, så længe man ikke stiller spørgsmål, der går tæt på den interviewede og vedkommendes selvforståelse.
Men det gør Krasnik ikke – uanset om opponenten er israelsk ambassadør eller norsk læge. Krasnik går konsekvent og brutalt efter struben, og når bølgerne går højt, kan det så afgjort ligne et skænderi. For når noget er på spil, bliver mange mennesker rigtig passionerede.
Men det er et sundhedstegn og ikke et symptom på hverken selviscenesættende eller bevidstløs værtscentrering. Det er ganske enkelt god journalistik.
Derfor er det også kun af journalistisk eller akademisk interesse, om man kan klassificere det, som Krasnik bedriver, som ’interview’ eller ’debat’. Really, who cares?
For som Deng Xiaopeng – som jeg, ironisk nok eksemplet taget i betragtning, absolut ikke er fan af – engang sagde, så er det trods alt lige meget, om katten er sort eller hvid, så længe den fanger mus.
Og Martin Krasnik? Han er måske den bedste journalistiske musefænger, vi har.
