Uinteressant hvad en tilfældig tv-vært mener …

Den seneste uges ophedede debat om DR2-journalist Martin Krasniks interview med norsk læge om konflikten i Gaza har endnu en gang rejst diskussion om værtens rolle i tv.

af Kurt Strand

Engageret, vidende og nysgerrig. Tre karakteristika, som tilsammen udgør vigtige kvalifikationer for en journalist og ikke mindst for en vært i radio eller tv, der er betroet rollen som lytternes og seernes guide i et ofte kaotisk univers.

Martin Krasnik skiftede rolle fra udspørger til debattør i et interview med den norske læge Mads Gilbert i forrige lørdags Deadline, og dermed gik styringen fløjten.

Den seneste uges uden sammenligning mest omdiskuterede vært, Deadlines Martin Krasnik, har tydeligvis de nævnte kvalifikationer, om end med størst vægt på de to første. Dermed har han som udgangspunkt alle muligheder for at være en god tv-vært. Men som jeg skrev i en Kforum-klumme sidste år, går det ofte galt for Krasnik, når han skifter rolle fra udspørger til debattør.

Debattør eller udspørger?

Og netop dét skete i forrige lørdags interview med den norske læge Mads Gilbert om hans syn på Hamas’ rolle i Gazakonflikten. Temaet var yderst relevant, og Martin Krasnik havde tydeligvis orden i sin research og interviewforberedelse, da han i begyndelsen af interviewet bad lægen forklare, hvordan han kunne vide, at Israel ”bevidst sigter efter civile”? Desværre lod han sig hurtigt provokere af et par åbenlyse udenomssvar, og allerede fra det, der burde have været spørgsmål nummer fire, skiftede rollen fra interviewer til debattør. Dermed gik styringen fløjten, og det lykkedes i løbet af det kvarterlange interview aldrig rigtig at få fat om lægens argumenter for at være meget kritisk over for Israel og ikke at opfatte Hamas som en terrororganisation.

Det havde været mere fair at invitere læge Mads Gilbert til en debat og ikke til et interview, for ud af de 26 gange, hvor Krasnik havde ordet, var kun de 12 spørgsmål til Gilbert.

Forklaringen ligger ikke i – som hadefuldt og useriøst hævdet især på Facebook – at Martin Krasnik har en jødisk baggrund; den kan han sagtens abstrahere fra. At interviewet ikke lykkedes, skyldes derimod, at han i stedet for at holde sig til skarpe og veltilrettelagte spørgsmål gik ind i en personlig og indigneret debat med den norske læge. 26 gange havde Krasnik ordet, men kun 12 gange stillede han konkrete og nogenlunde præcise spørgsmål. Altså havde det været mere fair at invitere læge Mads Gilbert til en debat og ikke til et interview … Og hermed er jeg fremme ved kernespørgsmålet om værtens rolle i nyheds- og aktualitetsudsendelser, og hvor der er afgørende forskel på selv at være aktør i en debat og på at være den, som guider, stiller spørgsmål og gør modtagerne klogere.

At tillade en vært selv at have tydelige holdninger og bruge dem offensivt i en debat kan sagtens være en del af selve ideen med en udsendelse. Alle tv- og radiostationer vil have personlige værter, hvor mennesket bag stemme og ansigt træder frem. Dermed er enhver forestilling om objektivitet eller tilstræbt ditto fornuftigvis forladt, for det er og bliver en række subjektive valg og handlinger, som ligger bag og styrer for eksempel et interview:

Gæstevalg, vinkling, til- og fravalg af spørgsmål plus beslutninger undervejs om enten at følge op eller ikke følge op på svar er subjektive – både fordi de nævnte faktorer oftere styres af tilfældigheder end af kølige overvejelser, og fordi der i journalistik ikke findes én eneste facitliste.

En personificering af subjektiviteten? Kilde: Polfoto.

Værter bliver dermed en slags personificering af subjektiviteten. Det betyder imidlertid ikke, at hans eller hendes personlige holdninger er interessante for lyttere og seere. Selv hylder jeg en muligvis gammeldags opfattelse, nemlig at holdningerne tilhører hovedpersonen i et interview – og at hovedpersonen naturligvis er den, som bliver interviewet. Hvorfor dog ellers invitere vedkommende? For hvis opfattelsen er, at en i princippet tilfældig tv-værts mening om konflikten i Gaza er vigtigere end en norsk læges erfaringer blandt civile ofre på et hospital, ja, så er der vel egentlig ikke grund til at bruge tid og kræfter på at få billede og lyd igennem fra Tromsø?

Er det meningen med DR2’s flagskib anno 2014?

I så fald er værten så meget i centrum, at det hele i grunden bliver uinteressant. Og selvom det snart er fire år siden, at jeg selv forlod en værtsstol på Deadline, tvivler jeg dog på, at det er dét, som er meningen med DR2’s flagskib anno 2014. Som nævnt i indledningen til denne klumme er vigtige kvalifikationer for en vært at være engageret, vidende og nysgerrig. Deadlines redaktion kan gøre sig selv og ikke mindst seerne en stor tjeneste ved at give mere plads til nysgerrighed med gode, præcise og veltilrettelagte spørgsmål.

Det er nemlig kvaliteten af spørgsmålene, som i sidste ende afgør, om et interview lykkes eller ej. Spørgsmålene skal gøre arbejdet, og som den erfarne journalist og lærer Gert Smistrup præcist formulerede sig om interview på Journalisthøjskolen sidst i 1970’erne:

”Man må aldrig slå på dem, man interviewer. Men man må gerne kaste dem op i luften, så de selv falder ned og slår sig.”

Kurt Strand er aktuel med en ny og tredje udgave af fagbogsklassikeren 'Interview for journalister', som med en række eksempler beskriver og analyserer forskellene på at spørge og ikke spørge i interviewsituationer. Derudover diskuterede han rollen som vært med Martin Krasnik ved et arrangement på Folkemødet i Allinge i juni.