Danskerne bliver stærkere og bedre af modgang. Det viser historien os, og det vil fremtiden vise os igen.

Det var det optimistiske budskab fra statsministeren. Læs talen på skrift her.

 

Nytårstaler skal ikke skabe en ny offensiv dagsorden
Thornings nytårstale blev hurtigt nedgjort fordi den ikke konkret kom med bud på hvad der skal gøres ved landets problemer. Naturligvis var alle oppositionspartierne ude med denne kritik, men der var også flere af de politiske kommentatorer, f.eks. Berlingskes Thomas Larsen, der savnede en ”ny, offensiv dagorden”.

Kritikken går ikke på mangler ved Thornings nytårstale, men på mangler ved hendes politik. Det er jo dén der interesserer dem. Taler anser de vist ikke rigtig for at være interessante. Men måske burde man ikke kommentere taler hvis éns udgangspunkt er den banale fordom at retorik er ét og realiteter noget andet. Kritikken af at talen ikke annoncerede konkrete politiske initiativer, er altså forfejlet.
 

Man skal tænke på hvad en sådan nytårstale er. Den er statslederens tale til hele nationen. Det er ikke på sin plads i netop denne type tale at fremføre en bestemt partipolitisk linje med den sædvanlige selvros til regeringens egne gerninger og nedgøring af oppositionen. Det er en ceremoniel tale (en ’epideiktisk’ tale, med en retorik-term). Vi skal være glade for at Thorning ikke er gået den vej som andre statsledere i Europa har for vane, nemlig at levere tøjlesløs forherligelse af deres egne gerninger i årets løb og udhængning af modstandernes.

Kritik på Facebook. Læs også om modtagelsen af nytårstalen på Twitter her.

 
Hvis man altid skulle bedømme statslederes taler på om de fremlægger konkrete løsningsforslag på konkrete problemer, så skulle man også give bundkarakter til den tale som Churchill holdt lige efter sin tiltræden som premierminister i 1940, hvor han kun kunne love nationen ”blood, toil, tears and sweat”. I den tale var der ingen konkrete bud på hvordan Storbritannien skulle vinde krigen mod Tyskland. Der var derimod stærke ord om landets situation og om nødvendigheden af at sejre. Ved at tale om de ting indskærpede Churchill de værdier som briterne skulle satse på for at have en chance.

 

Det er blevet sagt at Thorning med talen forsømte en glimrende lejlighed til at komme med konkrete løsningsforslag. Det afspejler en typisk spindoktor-tankegang. Nytårstalen er det tidspunkt i årets løb hvor statsministeren får mest opmærksomhed. Altså skal han eller hun bruge den til at lancere sine konkrete politikker og promovere dem mest muligt. Det ville være smart, så det tilsiger spindoktor-logikken.

 

Men en statsminister kan få alle de chancer hun vil, til at lancere konkrete politiske tiltag. Har hun en nyhed af den art, skal hun bare knipse med fingrene, så stiller ethvert medie op. Man kan godt kritisere Thorning og hendes regering for at have for få eller forkerte løsninger på de konkrete problemer, og den kritik har de også fået gennem mange måneder. Men det er dumt at kritisere hende for at hun ikke bruger nytårstalen til dét. Den slags taler er til noget andet. Og Thorning bruger den derfor til noget andet.

 

Thorning er ikke Churchill, men i princippet hører hendes nytårstale (og andre statsministres nytårstaler) til samme genre som Churchills tale om blod, sved og tårer. Dens funktion er at skærpe vores bevidsthed om hvor vi står, og hvilke værdier der er brug for at vi alle sammen tænker mere på. Hvis man skal ’anmelde’ Thornings tale, skal man altså gøre det ud fra hvor godt den formidler nogle værdier til den danske nation.

 

Det modsigelsesfrie er ikke nødvendigvis banalt og overflødigt
Det bliver ofte sagt om taler der som denne slår på fælles værdier, at de er varm luft fordi ingen ville ønske at modsige de værdier der tales om.  Men det er ikke ensbetydende med at en sådan tale er overflødig eller banal. En sådan kritik ville jo også kunne rettes mod enhver prædiken i kirken. At en bestemt værdi bliver nævnt, er udtryk for at der er en grund til at den skal nævnes – f.eks. at den pågældende værdi, skønt ingen direkte modsiger den, er blevet glemt eller ikke i tilstrækkelig grad bliver omsat i praksis. Hvor klart og stærkt er så det billede Thorning tegner af værdier som vi har grund til at lægge os mere på sinde?

 

Forandringen som mulighed
”Vi danskere vender forandringer til muligheder” er en kernesætning i talen, Den kommer i identisk form to gange, og ordet muligheder mange flere gange. Thorning har tidligere været bange for at bruge den ordrette gentagelse af kerneudsagn, og også her kunne hun gerne have gentaget endnu mere. Bedst lykkes det at slå denne værdi fast i afsnittet om hvordan oliekrisen med de bilfri søndage i 70’erne blev udgangspunktet for at ”Danmark er et af de lande der får mest ud af energien, og vi skaber mange grønne arbejdspladser”. Her er der også strøet narrative detaljer ind, bl.a. om at ”vi børn” pludselig kunne ”gå en tur midt på Gammel Køge Landevej” (og dermed får vi for resten atter en gang slået indirekte fast at statsministeren er vokset op på den flade Vestegn, ligesom det bl.a. skete i hendes tale til Socialdemokraternes kongres i september).

 

Thorning er også identificeret som ”mor” i denne tale – endnu et bidrag til at hun skal fremstå mere som et helt menneske af kød og blod og ikke som en ’blank’ papfigur. Denne værdi – at vi danskere skal tænke på hvordan udfordrende forandringer kan ses som mulighed for nyt – står ganske klart og stærkt. Men omkring dette billede er der en del tåge. En narrativ passage om hvordan de fleste af os nu går rundt med mobiler og treårige kan betjene en iPad, er ikke helt i fokus. Disse fornyelser er skabt i andre lande, og måden vi bruger dem på, er hverken speciel for os eller særlig innovativ. ”Der sker også forandringer i hvordan vi lever vores liv sammen,” får vi desuden at vide. Hvad det har med den eventuelle røde tråd at gøre, bliver ikke rigtig klart. Og sammenfatningen af talens værdibudskab i triaden ”Lighed. Frihed. Tryghed” er så generel og diffus at man godt kan forstå de tilhørere der har oplevet et pust af varm luft.

 

Uddannelse er forandring i praksis

En anden værdi der får klart udtryk er uddannelse. Det havde været velgørende om de to værdier – evnen til at finde mulighed i forandring og troen på uddannelse – var kædet sammen.

 

Som sagt er det ikke rimeligt at kræve at en nytårstale skal indeholde annonceringer af konkrete nye initiativer. Men den må gerne i andre henseender være mere konkret, især hvad angår afbildningen af vor aktuelle situation. Og her må man sige at Thornings billede er ret så vagt og ret så sminket. Sminkningen består i at landets økonomiske krisesituation beskrives i så generelle vendinger som at ”2012 var på mange måder et svært år for dansk økonomi”. Der mangler både narrativ udmaling og ikke mindst noget man kunne kalde analyse, dvs. forståelig forklaring på hvad det er der foregår, og hvad der er årsagerne til den nuværende mørkegrå tilstand.

 

 

Vi danskere vender forandringer til muligheder.

 

Den fremstår blot som noget der er kommet udefra, ligesom de ’fronter’ meteorologerne hele tiden snakker om, der driver ind over landet. Er det for farligt at sætte navne på hvem der har (det meste af) ansvaret for krisen – og hvem der især betaler prisen for den? Og når vi nu skal gøre status, er det så særlig overbevisende at Thorning alene taler om regeringens gode gerninger: ”Fra januar giver skattereformen helt almindelige lønmodtagere flere penge på kontoen. Og de pensionister der har allermindst, får en større ældrecheck. Det har vi fundet plads til. Vi bygger vindmøller og bruger biogas. Så vi får nye arbejdspladser og et grønnere Danmark. Vi hjælper de mennesker der er kommet i klemme fordi de har opbrugt deres dagpengeret eller er tæt på det. De får tilbud om uddannelse. Bedre muligheder for jobrotation.”

 

Jamen, hjælper vi dem nok? Hvor er svaret på de spørgsmål og kritikpunkter som alle mulige har råbt ud gennem de sidste mange måneder, nemlig at akutpakker m.v. på ingen måde er nok til at sikre et betydeligt antal mod et økonomisk sort hul?

 

Selv om man ikke vil kunne forlange konkrete initiativer i statsministerens tale (men nok i hendes politik), så kunne man godt ønske noget mere selvbesindelse. Troværdighed er ikke kun noget med hendes personlige identitet og Køge Landevej, men også – og især – noget med at hun lytter og svarer på konkrete spørgsmål og kritikpunkter. Og at hun bare en gang imellem erkender at der konkret er noget af det hendes regering går og gør, der ikke er godt nok.

 

Lad mig minde om den undersøgelsesmetode vedrørende troværdighed og karisma som Berlingske gennem flere år har anvendt med jævne mellemrum. Hver gang bliver den udgangshypotese bekræftet som lå til grund for metodens anvendelse første gang i 2007, og som jeg selv har været med til at udvikle (sammen med afdøde professor Flemming Hansen fra CBS), nemlig at troværdighed og karisma i almindelige menneskers øjne er to meget forskellige ting, og at troværdighed bl.a. har at gøre med evnen til at indrømme egne fejl. Disse undersøgelser skulle Thorning læse på. De handler i virkeligheden om det som man siden oldtiden har kaldt etos. Og etos er ikke bare noget med hvor man kommer fra.

 

De døde metaforer fra Prins Jørgens Gård

Klare værdier og et klart etos er to af de egenskaber der i højest grad gør at en tale(r) slår igennem. En tredje er den sproglige udformning, især brugen af narrativer og sprogbilleder. Mens Thorning er blevet ferm til at flette narrative passager ind (med mere eller mindre relevans), er det ikke hendes spidskompetence at finde metaforer der både er nye og selvstændige og hænger fast i erindringen. Hvis jeg må nævne Churchill igen, kan jeg minde om hans berømte metafor om ”jerntæppet” fra 1946. Dén fik rigtig meget til at falde på plads og satte en dagsorden der holdt. Hvis ellers evnen til at finde på sådan noget var én man kunne lære, så skulle Thorning og hendes taleskrivere prøve at lære den. Men se engang på hendes slutning – det mest eksponerede sted i en tale, hvor man har chancen for virkelig at præge noget ind i tilhørernes sind:

 

”Sammen skal vi tage de trygge og solide skridt der bringer Danmark videre. Og når alle skridt bliver lagt i forlængelse af hinanden, så når vi fremskridt i fællesskab.”

 

Det er ikke alene banalt, det er også noget sludder. Hvis vi går sammen derudad, hvordan kan vores skridt så lægges i forlængelse af hinanden? Og hvordan kan vi ”nå fremskridt”? I det mindste skulle fremskridt da være noget man ”skaber”. Men selv med den forbedring ville passagen stadig være noget ævl.