Den kloge fårehund styrer blidt med små puf de dumme og intetanende får i den ønskede retning. Skal de til slagtning? Er nudging en udemokratisk, elitær og manipulerende strategi, der behandler befolkningen som dumme får? Vuf Vuf.
Menneskesynet: Når nudging behandler mennesker som dumme får
Teorien bag nudging er kompleks og nuanceret, hvilket de danske eksperter fra
iNudgeyou viser (f.eks.
her). Men nu, hvor alt pludselig skal være ”nudgificeret”, er der sjældent forståelse for, tid eller plads til nuancer i praksis eller blandt de mange tilhængere. Når nuancerne taber, kommer et nedladende menneskesyn ind. For præmissen for det kærlige puf er en klog elite, der ved, hvad der er rigtigt og forkert for den dumme pøbel, der ikke selv kan finde ud af at gøre det rigtige. De køber slik i stedet for frugt, og det er jo dumt.
Når nudging er brugt forkert er mennesker midler for en klogere elites mål, frem for et mål i sig selv. Det er en krænkelse af menneskers selvbestemmelse, suverænitet og mulighed for selv at vælge i deres liv. Brugt forkert fremtræder en instrumentel rationalitet, der tingsliggør andre mennesker i en asymmetrisk, elitær relation, hvor nogle mennesker per definition er bedre, ved mere og er klogere end andre og derfor også har ret til at opdrage på andre. Det lyder uskyldigt med et lille, kærligt puf, men det kan være vold mod andre mennesker, deres behov og deres suveræne rettigheder. Det handler jo om at narre dem, nu målet helliger midlerne.
Med Habermas’ termer er nudging det samme som systemets langsomme men omsiggribende kolonisering af folks livsverden, så normer og værdier passer ind i regeringers og virksomheders verdensbilleder. Og med Foucaults termer er der tale om statens langsomme men sikre disciplinering af en ulydig og dum befolkning. I grelle tilfælde kan det få nærmest
Orwelske dimensioner. Den samme magt har reklamebureauerne med deres oplysningskampagner og produktreklamer. Og hvordan håndterer de den magt? Hør her to reklamefyre argumentere for, at så længe de kan retfærdiggøre deres ”nudgificerede” påvirkning over for deres bedstemor, er det etisk forsvarligt. Et robust etisk system!?
Hør her to reklamefyre argumentere for, at så længe de kan retfærdiggøre deres ”nudgificerede” påvirkning over for deres bedstemor, er det etisk forsvarligt. Et robust etisk system!?
Hvad siger nudging-eksperterne til den kritik?
Pelle Guldborg Hansen og Andreas Maaløe Jespersen. Ansvarlige for iNudgeYou og de fremmeste eksperter på Nudging-området i Danmark. Læs mere her og hør hvordan de besvarere kritikken
Det er helt rigtig, at teorien og redskaberne bag nudging er komplekse, og at de risikerer at blive brugt forkert af de trend-forhippede. Når det er sagt, ville det være temmelig forhastet at smide en hel ny række redskaber til bedre velfærd ud, bare fordi enkelte har svært ved at bruge dem ordentligt.
Alt politisk og administrativ styring risikerer at “kolonisere livsverdenen” eller “selvdisciplinere borgerne”, hvilket burde være klart alene ud fra det faktum, at de to herrer Habermas og Foucault formulerede deres teorier længe før “nudge” kom på tale. Hvis man er ængstelig over den type udvikling, bør man fokusere mere på, hvad nudging bruges til og mindre på, hvad det er.
Bogen af Thaler og Sunstein fra 2008 der kickstartede den nye bevægelse. Læs mere om den her
Maskeret moralisme som modeord: Det rigtige for hvem?
Hovedværket inden for nudging er Thaler og Sunsteins “Nudge: Improving Decisions about Health, Wealth, and Happiness”. Allerede i titlen står det altså klart, at det handler om at forbedre beslutninger omkring sundhed og lykke. Der er således et åbenlyst moralsk imperativ, der dog stadig er åbent for fri fortolkning. For hvem definerer, hvad forbedring, sundhed og lykke er?
Nudging er en retning, inden for det man kalder paternalisme, hvilket vil sige en persons magt over en anden person ud fra en etisk retfærdiggørelse af en sådan praksis. De ”oplyste” mener således, at deres etik og moral retfærdiggør påvirkning, fordi det er til de påvirkedes bedste. Men det er jo langtfra altid sikkert. Som nedenstående billede viser, var man eksempelvis i Hitlers nazi-Tyskland ikke blege for at bruge nudging til at opnå egen lykke. Her en lidt forbedret stemmeseddel.
Hitlers stemmeseddel om at slutte Østrig til det tyske rige er et klassisk eksempel på et manipulerende og dårligt nudge, der har en moralsk slagside. Sådan er det for os at se i dag, men sådan var det ikke for Hitler dengang.
Hvad siger nudging-eksperterne til den kritik:
Denne kritik er nok den mest almindelige, når det kommer til nudging. Det er dog vigtigt at påpege, at Thalers og Sunsteins bog ikke hedder: “Improving Health, Wealth and Happiness”, men derimod: “Improving Decisions about Health, Wealth and Happiness”.
Vidensgrundlaget bag nudging (adfærdsøkonomien) understreger og dokumenterer, at vi i en række situationer systematisk træffer dårlige beslutninger i forhold til vores egne reflekterede præferencer. Sagt på en anden måde er der nogle beslutninger, som vi med større sandsynlighed vil fortryde end andre.
Eksemplet med Hitlers stemmeseddel er efterhånden også velkendt. Og selvfølgelig kan nudging bruges forkert, præcis ligesom alle andre redskaber. Vi skal bare huske på, at vi sjældent ønsker markedsøkonomien afskaffet, blot fordi man i nogle lande køber sig til stemmer.
Naturalisering af nudging-teorien som evolutionær evident; dvs. som naturlig og kærlig "yngelpleje", som kan genfindes overalt i naturen. Ergo er nudging vores natur og samfundets skæbne.
Nudging er manipulativ storytelling
Det største af alle nudges er den rørende historie om den kærlige elefantmor, der med de bedste hensigter skubber sin unge i den rigtige retning. Historien virker umiddelbart uskyldig, men det er manipulation i højeste potens. Det er en naturalisering af nudging-teorien som evolutionær evident, dvs. som naturlig og kærlig "yngelpleje", som kan genfindes overalt i naturen. Det retfærdiggør den asymmetriske relation og mål/midler som forankret i en naturlig asymmetri mellem børn og forældre og som naturens ”sande” orden.
Den anden centrale fortælling i nudging-teorien er historien om det berømte pissoir i en hollandsk lufthavn. De rejsende mænd pissede på gulvet og ved siden af pissoiret. Heldigvis fandt en iderig mand på at tegne en lille flue i kummen. Hokuspokus, nu var der ikke mere tis på gulvet, takket være det lille nudge. Med den historie bekræftes en klassisk fordom om mænd som "beskidte" og ligeglade med kvindelige idealer som renlighed og omtanke for andre. Endelig en filosofisk skole som har løsningen på, at mænd altid pisser ved siden af og sviner på toilettet. Kan man kræve mere fra en kvindelig synsvinkel? Nudging er her den magiske løsning på den arketypiske konflikt mellem mænd og kvinder – hvad der giver bred accept og pondus til teorien. Selv om det vel egentlig mere er et eksempel på gamification, og effektmåling af mindre tis på gulvet fortaber sig i alle de gode intentioner og kønsstereotyper.
Karikerede kønsstereotyper og plat kønspopulisme. Pisse fræk og pisse vellykket nudging-manipulation, for mænd er da nogle idioter, som pisser på alt og alle.
Hvad siger nudging-eksperterne til den kritik:
Man skal dog nok også passe på med at læse for meget ind i billeder og eksempler. Sidst vi tjekkede var elefanterne i silhuet et bogomslag og det har næppe - og bør ikke - været et billed der har betydet noget for nudge-tilgangen. Men dekonstruktivisme gør verden et farligt sted. Måske skulle de bare have holdt forsiden i hvid... uha nej, sort selvfølgelig... eller hvad med regnbuefarvet transperens med blindskrift på sandpapir og med lydindlæg for dem der foretrækker at gå med lukkede øjne?
Eksemplet med Schiphol-lufthavnens pissoir har nok lidt under sin popularitet og er i mange sammenhænge blevet trukket længere, end det kunne bære som eksponent for en helt ny politisk redskabskasse. Det er dog også blot et pædagogisk eksempel, hvis effekt nok snarere skal forklares med henvisning til perception end gamification.
Det er vigtigt at påpege, at nudging, ligesom den klassiske økonomi, er en praktisk videnskab. Det er ikke valgarkitektens rolle (eller ansvar) at diktere, hvad løsningerne skal være, ligesom det ikke er økonomens rolle at diktere, hvad vi skal opnå med vores punktafgifter eller progressive skattesystem. Fælles for de to er, at de skal sikre så effektive løsninger som muligt, ud fra det mål de er blevet givet af andre.
Fordelen ved et nudge frem for en økonomisk sanktion må dog være, at man stadig kan tisse på gulvet i kønskampens navn, uden at man får en bøde med hjem af den grund.
Det demokratiske underskud: Når nudging bliver udemokratisk i proces og påvirkning
Nudging er et spørgsmål om at skubbe en målgruppe i en bestemt retning. Det er ofte postuleret apolitisk, afideologiseret og snusfornuftigt. Men det er offentlighedens eller en virksomheds ønske, der står i centrum. Ikke nødvendigvis modtagernes. Modtagerne har ikke bedt om nudging eller været medbestemmende, i forhold til den kommunikation og påvirkning de bliver udsat for. Det gør hele
processen udemokratisk, fordi modtagerne ikke er involverede i beslutningen, men først kommer ind i processen, som dem der per definition skal forandres. Det er antitesen til oplysning og frit valg hvor folk lokkes til at følge normer ureflekteret.
Hvad siger nudging-eksperterne til den kritik:
Otto von Bismarck sagde, at folk ville sove bedre, hvis de ikke vidste, hvordan politik og pølser blev til. Citatet er sigende, fordi selve motoren i den politiske maskine altid har været afskærmet for offentligheden.
Når vi stemmer til valgene, stemmer vi typisk på overordnede målsætninger, men kun sjældent på benzinafgifter, rygeforbud eller to til tre procent reduktion i virksomhedsbeskatningen – eller bestemte nudges for den sags skyld. Der er dog interessante demokratiske udfordringer, eksempelvis dem vi diskuterede på Kforum her.
Det er også rigtigt, at nudging risikerer at blive et usynligt redskab til adfærdsforandring. Netop derfor påpeger vi flere gange i vores artikel ”Nudge and the manipulation of choice”, at det påhviler “nudgeren” at facilitere mulighed og viden hos målgruppen omkring de enkelte nudges, som denne anvender.
Manipulation med stort M: Er manipulation nogensinde okay? Nej, vel
Nudging kan også være stærkt manipulerende, fordi modtagerne ikke altid ved, hvilken type påvirkning de er udsat for. Det implicitte og venlige skub fra den offentlige myndighed eller virksomhed, der synes så rigtigt i afsendernes øjne, manipulerer med modtagernes følelse og dermed adfærds- og købemønstre. Med effektiv nudging kan man ændre en persons adfærd, uden han/hun er klar over, at der er sket en påvirkning. Med effektiv nudging kan man få folk til at tro, at deres beslutninger er 100 procent deres egne. Og har nudgingen været så effektiv, har den manipuleret stærkt med de dybere bevidsthedslag.
Hvad siger nudging-eksperterne til den kritik:
Spørgsmålet om manipulation er centralt for nudgings eksistensberettigelse, og det har været heftigt diskuteret i den akademiske verden samt i den politiske opinion.
Et fyldestgørende svar på spørgsmålet: Er nudges manipulerende? kræver en temmelig omfattende redegørelse. Det bliver ikke mindre komplekst af, at en stor del af vores adfærd kun dårligt passer ind, i det vi normalt forstår ved valg og beslutninger. Hvis man er interesseret i detaljerne, kan vi, igen, anbefale ”Nudge and the manipulation of choice”, hvor der er en udførlig redegørelse af argumentet.
Det er dog rigtigt, og vigtigt, at nudges i visse tilfælde kan manipulere med folks valg, også uden at de ved det – hvilket selvfølgelig er uacceptabelt, uanset hvad målet så måtte være (måske med undtagelse af der, hvor der er tale om at imødegå kriminelle handlinger). Dog er manipulation – forstået som uigennemskuelighed – hverken kendetegnende for nudges eller unik – hvilke skatter din computer blev belagt med for at påvirke din adfærd, kan du nok heller ikke gennemskue ved at se på skærmen.
Gode nudges er onde nudges: Når nudging har uklare og måske dårlige konsekvenser
Vi agerer allerede i en række ”nudgificerede” miljøer, hvor politik og mekanismer har gjort vores liv lettere. F.eks. foregår betaling af regninger ikke længere på posthuset, men automatisk via PBS. Automatiseringer letter generelt vores liv men fjerner også vores opmærksomhed, f.eks. over vores økonomi. Hvad der således startede som et godt nudge, kan reelt vise sig at blive et dårligt nudge. Nudging virker derfor nogle gange kontraproduktivt.
Hvad siger nudging-eksperterne til den kritik:
Heller ikke denne kritik er ny. Filosoffen Luc Bovens taler således om risikoen for at “infantilisere” befolkningen gennem velmente nudges.
Det er værd at bemærke, at denne diskussion ikke specifikt har med nudging at gøre, men er del af en større debat om individuelle kompetencer relaterede til automatiserede løsninger.
Dem af os som er gamle nok til at have haft en computer, som startede op i DOS, har nok et gennemsnitligt bedre begreb om den bagvedliggende struktur i et styresystem, end dem som kun har oplevet, at deres computer startede i Windows. Automatiseringer betyder dog, at langt flere har adgang til en computer, får betalt deres regninger, udfylder deres skattepapirer korrekt og så videre.
Og måske er det meget godt – meget tyder nemlig på, at vi ikke ligefrem bliver bedre beslutningstagere af at skulle håndtere store mængder information eller tage mange komplekse valg. Dertil kommer, at vi ikke bare går i mentalt sort, når noget bliver lettere et sted. Menneskeheden har masser af problemer at tage sig af, og nogle er nok vigtigere at bruge tid på end andre.
Et blålys af buzz: Nudging, storytelling, lean og så videre
Man har talt om at påvirke brugere og forbrugere i mange år. Reklamebranchen fandt hurtigt ud af, at det ikke altid virker specielt godt med direkte påbud om at købe noget bestemt. I stedet skulle forbrugere puffes med følelser og små adfærdsændringer i den ønskede retning, det vil sige hen imod at købe et bestemt produkt. Nudging får nu pludselig vind i sejlene, fordi noget nyt begrebsliggøres. Men nudging som praksis er ikke ny. Det er gammel vin på nye flasker, som nu bare har fået et smart engelsk label, så det smager meget bedre.
Hvad siger nudging-eksperterne til den kritik:
Det er ganske rigtigt, at begrebet ”nudge” er en ny samlebetegnelse eller ”begrebsliggørelse”, som bl.a. omfatter en lang række indsigter, der strækker sig tilbage i tiden, samt har tydelige rødder i marketing, design, kommunikation, retorik etc. Men en samlebetegnelse betyder ikke blot et nyt, smart label på gamle flasker med velkendt vin. Kritikpunktet har samme karakter som kommentarer, der gør alting til fodnoter til Platon.
Med samlebetegnelsen ”nudge” anerkendes effekter, som ofte blot har været anset som løse tilføjelser og twists, som en selvstændig strategi med sit eget videnskabelige grundlag. Paralleller opdages mellem felter og interventioner, som normalt er blevet behandlet uden sammenhæng, som når det amerikanske pensionsprogram ”Save-More-Tomorrow” f.eks. leverer strukturen til det engelske ”Green Deal”. Det betyder, at nye og dybere indsigter opnås, samt at nye problemer opdages.
Dertil kommer der en metodisk strømligning, der f.eks. allerede nu betyder, at man begynder at forstå adfærd bedre samt kører ”randomiserede”, kontrollerede forsøg i evaluering af administrative tiltag frem for blot at stikke mikrofonen i hovedet på enhver forbipasserende og tælle hits på de offentlige hjemmesider, før man til sidst opgivende begynder at lange bøder ud til højre og venstre.
Alt for meget, alt for upræcist: Når alt kan nudges og begrebet dermed taber relevans
Nudging-begrebet bliver brugt i rigtig mange sammenhænge. Alle former for adfærdsregulerende mekanismer kan næsten kaldes nudging. Det er teoretisk upræcist og altinkluderende. Alt design har et nudging-element i sig. Vi er omgivet af ting, der får os til at handle på bestemte måder. Måden hvorpå vi går igennem et hus, på gaden, igennem et indkøbscenter, måden hvorpå vi læser bøger, bruger computere, løber ture på skovstien etc. Vi puffes igennem mange ting på en bestemt måde. Men taber nudging-begrebet ikke sin relevans, hvis alt pludselig er nudging? Og er alle typer påvirkning blot samme type nudge? Det er man ikke altid klar over, selvom forskningen har svar parat med en
firstrenget typologi.
Hvad siger nudging-eksperterne til den kritik:
Der er helt klart en stor fare for, at begrebets værdi udvandes. Ofte omtales tiltag som nudges, uden at de kvalificerer sig dertil – f.eks. er ”FunTheory’sPianoStairs” ikke et nudge, selvom mange tror, det er tilfældet. Alle adfærdsregulerende mekanismer kan dog ikke kaldes nudges – f.eks. er det kun ét element på Nuffield’s interventionsstige (nemlig default) over sådanne mekanismer, der kvalificerer sig som et nudge. Det vil sige, at klassisk regulering af incitamenter som vi finder det i skatter og afgifter, rendyrket informationsgivning som vi finder det i breve fra det offentlige samt forbud ikke kvalificerer sig.
Dertil kommer, at enhver faktor, der påvirker vores adfærd eller valg, ikke kan betegnes som et nudge, blot fordi den har effekt. Et nudge er en intentionel handling baseret på adfærdsmæssige indsigter. For en mere detaljeret placering af nudge-tilgangen iblandt de nye reguleringsstrategier kan man med stort udbytte læse Ryan Calos kommende artikel ”Code, nudge, notice”. Yderligere skal det også påpeges, som kritikken anerkender, at der findes mange forskellige typer nudges – og ligesom der findes mange typer af grundstoffer, uden at det gør det generelle felt kemi irrelevant, så er det også tilfældet her. Det samme gælder vel egentlig talt også for begrebet ”kommunikation”.
Med lov skal land bygges: Nudging er mindre effektivt end hård regulering
Som tidligere nævnt er nudging en retning, inden for det man kalder paternalisme; altså en etisk retfærdiggørelse af, at en person (virksomhed/institution) har magt over en anden. Her taler man om bløde og hårde paternalister. Hvor nudging er blød paternalisme, fordi påvirkningen sker implicit, er forbud og regler hård paternalisme.
Noget tyder på, at hård regulering er mere effektivt end blød regulering. Ønsker man en reel forandring, er
love og regler måske at foretrække.
Hvad siger nudging-eksperterne til den kritik:
Nudging er ganske rigtigt nært associeret med blød paternalisme, men er ikke gift med den. Det betyder bl.a., at nudging langtfra altid vil være tilstrækkeligt til at opnå en given strømlinet adfærdspåvirkning. Mens hårde paternalister ser dette som en svaghed, ser bløde paternalister det dog som en styrke – det viser nemlig, at nudging ikke fungerer ved tvang eller stærk tvingende ”manipulation”. At nudge-tilgangen ikke er en ”magicbullet” betyder dog samtidig heller ikke, at traditionelle reguleringsmekanismer trivielt virker eller er at foretrække.
Når nudging ligner de andre buzzwords
Hvad er forskellen på nudging, gamification og
social proof? For eksperten vil der selvfølgelig være forskel, men efterhånden som begreberne bruges i flere og flere sammenhænge udviskes forskellen. Alle tre begreber er konceptuelle indramninger af implicitte adfærdsregulerende mekanismer, men nudging behøver f.eks. ikke have sjove spilelementer i sig, gamification har ikke den samme moralske overbygning som nudging, og endelig er social proof det samme som nudging på en bestemt tal-baseret infographic-agtig måde.
Der er overlap og forskelle, men ofte kan man om et fænomen sige, at det er lidt af det hele. Og hvad er det så? Pointen er, at nudging er begrebslogisk og omfangslogisk uklart i sin status. Muligvis tager nudging æren for effekter, som burde tilskrives andre begreber og metoder.
Hvad siger nudging-eksperterne til den kritik:
Det er misforstået at tro, at nudge-begrebet er uklart i sin definition og i sit omfang. Naturligvis er der gråzoner og tvivlsspørgsmål, men som enhver, der kan sin sprogfilosofi fra det 20. århundrede, ved, så gælder det for ethvert begreb. Dertil er der naturligvis overlap med andre begreber, da nudge-tilgangen trækker på adfærds- og socialpsykologien såvel som på adfærdsøkonomien.
Et nudge er dog defineret relativt til antagelser og implikationer i den klassiske matematiske beslutnings- og spilteori. Dermed er begrebet faktisk langt mere præcist, end hvad der normalt er tilfældet for mange velkendte videnskabelige begreber. At effekter så til tider uretmæssigt tilskrives nudge-tilgangen er svært at styre, når interessen vokser – men personligt prøver vi at gøre, hvad vi kan for at afhjælpe tvivl og spørgsmål samt fralægge os relationer til FunTheory, gamification, og andre buzz-words. Det er også værd at bemærke, at vi har for vane at skrive kritiske indlæg om emnet – f.eks. her på Kforum.
Folket kan ikke selv finde ud af at føre en sund livsstil, hvor de får nok motion – derfor må de puffes i den ønskede retning med andre små kreative initiativer. F.eks. kan man gøre trapperne til et spillende klaver. Nudging har et klart, moralsk og top-down-styret formål. Men er dette egentlig nudging, eller er det mere gamification, og hvad er forskellen? Folk i nudging-industrien er sjældent helt klar over det.
Når nudging glemmer den sociale verden
Nudging kan let komme til at få et individualistisk udtryk, hvor det enkelte individ er i centrum. Adfærdspåvirkning af det enkelte individ sker gennem design af forskellige produkter og initiativer. Men designet bliver skævt, hvis det ikke indtænker den sociale verden, som individet er en del af. Snak med kollegaer og venner samt påvirkning fra bekendte er med i den konstante forhandling om, hvordan reel adfærd udfoldes i hverdagen eller i samfundet.
Hvad siger nudging-eksperterne til den kritik:
Vi mener ikke, det er rigtigt, at nudges overser den sociale verden, om end den normalt ikke arbejder med holdningspåvirkning, som det f.eks. er tilfældet med mange kampagnestrategier. Nudge løsninger indeholder sociale elementer, men vi skynder os at sætte en fed streg under hvor vigtigt det er ikke at opfatte nudging som en politisk løsning. For os er idealet, at individet selv danner sine meninger og holdninger i samspil med sine sociale omgivelser. Nudge kommer først på banen når individer og grupper har svært ved at omsætte politiske visioner og reflekterede præferencer til reel handling.Diskussioner af den sociale verden, der også inddrager nudge og lignende effekter, findes f.eks. i Pelles ”Oplysningens Blinde Vinkler” (som Timme Bisgaard Munk vist fik læst på en sur regnvejrsdag), samt i Pelles nylige ”Info-Storms”, som handler om socio-epistemiske fænomener.
Nudging har et forsimplet teoretisk udgangspunkt
Teorien bag nudging er langt af vejen
behaviouraleconomics, der er en kobling mellem økonomisk teori og psykologi. Udgangspunktet er et opgør med den simple, rationelle aktør i klassisk økonomisk teori, der foreskriver, at mennesker vil træffe de mest rationelle valg. Behaviouraleconomics forudsætter i stedet, at mennesket ikke altid handler rationelt og derfor må puffes i den rigtige retning. Hvad der er lige så forsimplet som menneskesynet i den klassiske økonomi, blot med negativt fortegn. Samtidig er det en form for økonomi/kognitivistiskimperalisme/idealisme, hvor man tror, at alting kan forklares som økonomi og kognitivisme.
Grundmodellen bag dette forsøg på at erobre verden og adfærdsvidenskaben er, at mennesker opererer med et hurtigt samt et langsomt kognitivt system (system 1 og 2 i
Kahnemans termer). Problemet er dels, at denne kognitive model mere har karakter af at være en metafor end en egentlig kognitions-videnskab. Og dels er problemet, at adfærdsøkonomien og dens repræsentanter betragter deres egne handlinger som netop rationelle og rigtige på baggrund af perfekt information (
Se Berggren). Så der er altså forskel på, hvem der er rationelle og irrationelle? Nudge det.
Hvad siger nudging-eksperterne til den kritik:
Hvis vi starter med den kognitive model, er det ganske rigtigt, at Kahnemans system 1- og 2-model er en forsimpling, anlagt til det brede publikum af hans populærvidenskabelige bog ”Thinking, Fast and Slow”. Samme forsimpling benyttes også i Thalers og Sunsteins bog om nudging. Går man bag om den populærvidenskabelige litteratur til f.eks. artikelsamlingerne ”Heuristics and Biases” og ”Choices, Values and Frames” kan man dog ikke længere tale om, at adfærdsøkonomien som en metaforvidenskab og Kahnemans arbejde placerer sig ligeledes i reel kognitionsvidenskab, nemlig i dual process cognitive theory. Den interesserede læser kan med stort udbytte gribe fat i Kahnemans ”A perspective of judgement and Choice” eller mere ambitiøst Keith Stanovichs ”Rationality & the Reflective Mind”.
--------------
Herunder er abstracts fra 6 forskellige artikler der kritiserer Nudging.
Why We Should Reject ‘Nudge’
This article argues that the use of ‘nudge’ tactics in UK policymaking ought to be rejected.
Læs den her.
Time for behavioral politicale conomy? Ananalysis of articles in behavioral economics
This study analyzes leading research in behavioral economics to see whether it contains advocacy of paternalism and whether it addresses the potential cognitive limitations and biases of the policymakers who are going to implement paternalist policies.
Læs den her
'Nudge' policies are another name for coercion
WE HAVE all cringed watching friends and family make terrible decisions, and been tempted by visions of the pain spared if we could only make them follow our advice. The same feeling motivates well-intentioned technocrats to take charge of the public: people are plainly making sad blunders they will regret.
Læs den her.
I Gave It a Nudge But It Won’t Budge
New research suggests the superficial appeal of governing by light touch founders in the health arena where so many “unhealthy nudges” are already in place.
Læs den her.
It’s For YourOwn Good!
In the United States, as in many other countries, obesity is a serious problem. New York Mayor Michael Bloomberg wants to do something about it. Influenced by many experts, he believes that soda is a contributing factor to increasing obesity rates and that large portion sizes are making the problem worse. In 2012, he proposed to ban the sale of sweetened drinks in containers larger than sixteen ounces at restaurants, delis, theaters, stadiums, and food courts. The New York City Board of Health approved the ban.
Læs den her.
Læs mere om Nudging her:
Across the nation, an antigarbage strategy known as “zero waste” is moving from the fringes to the mainstream, taking hold in school cafeterias, national parks, restaurants, stadiums and corporations.
Leslie Kaufman, New York Times, 19 October 2009
Rewarding people for healthy living has earned results but the long-term implications are alarming.
Libby Brooks, Guardian Comment is free, 15 October 2009
There's a paradox in aiming to improve services even as the Government does less.
Steve Richards, Independent, 9 October 2009
Paying people to lose weight works better than diet plans, research suggests. A scheme being trialled by the NHS that rewards slimmers with cash or shopping vouchers could be more than twice as effective, it is claimed.
David Rose, The Times, 5 October 2009
Nagging Britain: When you walk out of the front door, suddenly you're surrounded by beeps and announcements telling you how you should behave.
Harry Mount, Daily Mail, 2 September 2009
Forecasts and figures are a confidence trick. Bankers have a lot riding on us believing things are getting better – or worse.
Antonia Senior, The Times, 7 August 2009
If Obama's nudgers are the 'Benevolent Nudgers', who are those 'Evil Nudgers'? The GOP? Or everyone who opposes the President? Or are both sides 'Evil Nudgers' in disguise? Yes, and here's why.
Paul B Farrell, Fox Business, 13 July 2009
To be a successful practitioner of 'nudge' it appears you might need to understand what makes deliberation work and to be an effective practitioner of 'think' you may need to understand the dynamics of 'nudge'.
Peter John, Graham Smith and Gerry Stoker, The Political Quarterly, July 2009
Every day we make decisions: about the things that we buy or the meals we eat; about the investments we make or our children’s health and education; even the causes that we champion or the planet itself. Unfortunately, we often choose poorly..Richard H Thaler & Cass R Sunstein, Penguin, 4 March 2009
‘Libertarian paternalism’ represents a retreat from political debate, and the rise of a base psychological agenda that wants to make us conform on green, health and lifestyle issues.
Martyn Perks, spiked, 19 December 2008