Hvem vil stemme på en nugde?

Når viden bliver magt
Siden Platon skrev Staten har vi diskuteret, hvordan man skal håndtere de dilemmaer der kan opstå i samspillet mellem viden og demokrati. Grundproblemet er at det som regel næsten er umulig at skelne viden fra magt –for dem der har del i hver af disse, såvel som dem der står udenfor. Når viden så går hen og bliver magt, opstår ansvarlighed som det helt centrale begreb.

Grundlæggende er politisk ansvarlighed i et demokrati kendetegnet ved, at magten udøves med respekt for den enkelte borger som værende fri og i stand til at tage ansvar for sit eget liv og egne beslutninger. Hvordan skulle vi ellers kunne basere staten på frie demokratiske valg? Staten er altså begrænset til at udøve sin magt med det udgangspunkt at vi formår at handle fornuftigt givet et oplyst grundlag.

Men hvad gør vi, når selv det samfund som er indrettet på baggrund af og styres i overensstemmelse med disse idealer begynder at fejle, netop fordi der er tale om idealer? Når forskning i krydsfeltet mellem marketing, psykologi og økonomi begynder at fremvise resultater på, at vi som beslutningstagere systematisk og forudsigeligt fejler i at nå selv de mål vi selv har sat os – mål som angår vores sundhed, velfærd og lykke – og når denne viden angiver en mulig vej til at vende disse fejl til vores egne fordel?

Nudge-doktrinen er en potent ny-tænkning af hvordan det offentlige kan gå til nogle af de store samfundsmæssige udfordringer på baggrund af denne viden: fedmeepidemi, gældsætning, og bæredighed. Men doktrinen stiller en række udfordringer til demokratiet, hvad angår kontrollen med politisk ansvarlighed. For overhovedet at kunne imødegå denne udfordring må vi dog først gøre op med illusionen om at vi altid lever op til vores idealer, samtidig med at vi må undgå, at den druknes i kommerciel pop.

Thaler & Sunstein's bog Nudge: Improving Decisions About Health, Wealth and Happiness (2008). Nudge er et kærligt skub i den rigtige retning.

Nudge-doktrinen
Oprindeligt betyder nudge ”et velment puf” eller ”prik”, der har til formål at henlede ens opmærksomhed på noget vigtigt eller interessant. Fornyligt er termen dog blevet en varm kartoffel i policy-kredse, hvor adfærdsøkonomen Richard Thaler og juristen Cass Sunstein’s bog Nudge: Improving Decisions on Health, Wealth & Happiness (2008) har introduceret begrebet ’nudge’ som en tilgang til at påvirke borgernes daglige adfærd uden brug af incitamentstyring eller klassisk regulation. Dermed falder nudge-doktrinen også et politiske neutralt sted, samtidig med at den bygger på videnskabelig evidens og sigter på reelle resultater.

Det lyder jo næsten for godt til at være sandt. Måske er det også derfor at globale ledere som Barak Obama (US) og David Cameron (UK) har omfavnet nudge-doktrinen. Sunstein i dag er blevet ansat centralt i Obamas administration og Thaler – der fornyligt gæstede Danmark – er blevet hovedmanden bag det meget omdiskuterede Behavioral Insight Team, der refererer direkte til den Britiske premierminister David Cameron.

Nudge såvel som den efterfølgende nudge-doktrin tager sit udgangspunkt moderne adfærdsforskning, der gennem de sidste 50 år har bragt for lyset, hvordan menneskelig adfærd langt fra er så ideelt funderet som vi kunne ønske det. Modsat idealet husker vi ikke som et kamera, tænker ikke som Einstein, har en ikke en vilje som Ghandi og vælger ikke vores næste træk lige så koldblodigt som Kasparov.

I stedet er vores adfærd resultatet af et sampil af psykologiske mekanismer og processer, hvis natur og sammenhæng måske bedst kan beskrives som en evolutionær pandang til Sweitzerkniven. Det betyder at vi særligt i uvante, komplekse eller informationsrige situationer har det med systematisk og forudsigelt skyde forbi vores mål, fordi vi overvuderer os selv, fejlevaluerer sammenhænge eller simpelthen har fokus på de forkerte steder.

Mens adfærdsøkonomer og kognitive psykologer har haft øjnene fæstnet på at forstå disse mekanismer i laboratorie forsøg, har marketings- og kommunikationsfolk haft travlt med at omsætte teori til praksis (eller til tider bare intutioner til guld). Resultatet er blevet et marked, der ikke blot forstår at optimere i forhold til vores behov, men også i forhold til vores psykologiske svagheder. Kombinationstilbud på pølsehorn og sodavand, rentefrie forbrugslån, udspekuleret space-management og in-app purchases målrettet til børn og ordblinde er blot få af tusinde tiltag, der tilsammen bærer deres del af skylden for den omfattende fedme epidemi, stigningen af registrede i RKI, grædende børn i supermarkedet og en dyb mistanke mod små blå trolde med hvide huer, der konstant tilbyder en tønder med hindbær.

Fremgangsmåderne er ofte subtile, ja nærmest umærkelige. Konklusionen er at selv små forandringer, der burde have betydning for oplyste fornuftsvæsener, samlet set kan have yderst mærkbare konsekvenser for vores individuelle liv såvel som fælles samfund.

Men hvorfor ikke tage indsigterne i vores psykologiske virkemåder og vende dem til vores egen fordel, således at de understøtter vores reflekterede mål, snarere end spænder ben for dem. Det er ideen bag nudge-doktrinen.

[/nudge/]
Teknisk set kan et nudge defineres som ethvert bevidst forsøg på at påvirke menneskers valg og adfærd i en forudsigelig retning uden at begrænse deres valgmuligheder eller ændre afgørende ved handlingsalternativernes omkostninger, hvor omkostninger forstås som økonomi, tid, besvær, sociale sanktioner, o.lign.

Det betyder, at et nudge er defineret som alle intetionelle forsøg på at påvirke vores adfærd, som i princippet ikke burde påvirke os, såfremt vi opførte os som de hyper-rationelle og vel-informerede agenter som udgør baseline i klassisk mikro-økonomi.

Det klassiske eksempel på et nudge er den lille påmalede flue i urinalerne i Schiphol lufthavnen. Nu ville en hyper-rationel agent nok aldrig tisse på gulvet eller ned af sig selv – men vi er jo mænd! Fluen i urinalen får os til at ramme kummen frem for bukseben, vægge og potteplanter, ved blot at henlede opmærksomheden på handlingen via en simpel kontrast der pirrer den perceptuelle nysgerrighed. Det er billigt og effektivt: et studie har målt op til 80% effekt af det klassiske pennestrøg.Tricket med at male en flue i urinaler på mandetoiletter har efterhånden spredt sig over det meste af verden. På Island er der dog steder hvor man har droppet fluen, til fordel for billeder af bankfolk.

Der er dog langt mere interessante eksempler på ’nudges’ end dette. Fx har eksperimenter vist, hvordan indtaget af kalorier påvirkes af spisetallerkners størrelse og formen på glas og kopper (Wansink 2006); hvordan kantine-besøgende tager mindre fra buffeten hvis man opsætter spejler over denne; hvordan de smider mindre mad ud, hvis der ikke er bakker i kantinen; og hvordan de rydder mere op efter sig, hvis der er ansigter frem for blomster på plakaterne på væggene; hvordan alkoholindtagelse og rygning blandt unge påvirkes af deres formodninger om andre unges adfærd på disse områder (Linkenbach & Perkins 2003); hvordan det at flytte underskriftsfeltet op foran i selvangivelsen fører til mere ærlige indberetninger; og hvordan beslutninger inden for medicinsk behandling markant påvirkes af den måde som risici præsenteres (Tversky & Kahneman 1974).

Eksperimenter og studier som disse giver ikke blot en mulig forklaring på, hvorfor informations- og oplysningskampagner, samt indirekte inctitamentstyring (afgiftsregulering) og direkte inctitamentstyring (forbud) ofte har en begrænset effekt. De peger også på muligheden for at påvirke adfærd på hverdagsplanet, ved at vende vores psykologiske fejltrin, således at de arbejder i forlængelse med vores egne ønsker om velfærd, sundhed og lykke – og det på en måde der både er billig, videnksbaligt underbygget og effektiv.

Der er et yndigt land...
De eneste som lader til at have overset dette er danske politikere og embedsmænd. Når danskernes dårlige vaner skal imødegås, består der således en sjælden politisk bred enighed om, at problemerne bedst løses ved at gribe ned i den klassiske økonomis traditionelle værktøjskasse. Vi regulerer prisen på fedt, så den almindelige dansker kan kigge i madplanen og skære 17,4 pct. ned på smørret. Vi mærker vores varer med så megen information som muligt, så forbrugeren nemt kan undgå E 104 og skære lidt ned på E 160 og E 301-302. Vi smider en virkningsløs afgift på reklamer, som sendes videre til forbrugerne – også dem for hvem det er lykkedes at foretage rejsen til post-danmark efter det berømte ”reklamer, nej tak”. Som krølle på halen hyrer vi til sidst et dyrt kommunikationsfirma, som igen hyrer en håndfuld kendisser fra den kreative klasse, til lave en sang og danse en video. Herefter tester vi effekten ved at ringe folk op i aftenkaffen og spørge dem om de kan nynne melodien – BINGO! – sådan skaber og dokumenterer vi adfærdsændringer i Danmark anno 2011!

Det virker naturligvis ikke. Men hvad så! Ændrer du ikke adfærd, er det jo i sidste ende din egen skyld. For disse tiltag ville jo virke, hvis vi ellers var så fornuftige, som vi går rundt og fortæller hinanden. Dermed siger vi samtidig, at hvis du er fed, ryger, og fyldt med E-nummererede stoffer, så er det i sidste ende din egen skyld. Vi gav dig jo både informationerne, reglerne, afgifterne, ja, tilmed en sang – så enten må du være dum, ligeglad, eller have rygrad som en regnorm.

Nudge doktrinen vender dette ansvar på hovedet. Her er baseline evidensbaserede og målbare adfærdsændringer. Det kræver, at man kender sin værktøjskasse, da det er arbejds- og erfaringstungt at sammensætte de simple løsninger, der spiller hensigtsmæssigt sammen med vores psykologi. Men det betyder også, at hvis man ikke lykkedes, så har man fejlet – midlertidigt – og kan derfor ikke bare tørre skylden af på borgeren når denne ikke kan leve op til vores illusoriske idealer. Man må i stedet finjustere, genteste, og tælle. Det er hårdt arbejde, der ligger langt fra sofa-målinger af kampagners viralitet på Youtube og Facebook.

Den demokratiske udfordring
Nu kan man spørge, om det ikke kun er muligt for nudge-doktrinen at fratage borgerne ansvar på denne måde, fordi den tager udgangspunkt i et univers, hvor de anses som marionetdukker der kan og bør styres? Det syn på borgeren synes ikke blot usympatisk, men også i stik modsætning til de demokratiske idealer vi stræber efter som enkeltpersoner og tilskynder som samfund. Er det ikke et problem hvis politikere, policy-magere og offentlige administratorer i Demokratiske stater begynder at arbejde ud fra denne doktrin?

Denne problematik har stået centralt i den engelske debat om nudge-doktrinen. Ikke så meget fordi de debatterende har sat sig ind i sagerne og fundet doktrinen problematisk. De fleste debattører har ikke engang ulejliget sig med at læse Thaler og Sunstein’s populært orienterede bog. Debatten er snarere opstået på baggrund af premierminister David Camerons beslutning om at skabe den såkaldte Nudge Unit, der officielt går under navnet Behavioral Insight Team; et team der har tilformål at ny-tænke hvordan det offentlige kan påvirke borgerens adfærd uden brug af de klassiske styringsværktøjer.

Det mest synlige resultat af Cameron’s nudge-unit har dog indtil videre været en kraftig og offentlig politisering af noget så usexet som adfærdsøkonomi, kognitiv psykologi og forskning i sociale normer. Politikere og andre udenforstående har hente de gode gamle skræmmebilleder frem og varmet op til indlærte rygradsreaktioner.

Hardcore libetarianere taler således om, at nudging er ren og skær paternalisme eller formynderi. Pointen er, at selvom borgerne ikke fratages deres valgmuligheder, så er det stadig et forsøg fra statens side på at påvirke den enkelte borgers adfærd, hvilket krænker dennes frihed og ses som et misbrug af offentlige ressourcer. Paternalisme er og bliver paternalisme.

Dette ræsonnement har fået mange briter til at råbe ”Aye” uden at det har slået dem, at statens boldgade i høj grad er at ændre vores adfærd – om dette så er sker via love, skatter, informations- og oplysningskampagner, eller... nudging. Der er altså tale om en indvending som går generelt på statens virke, og på rækkevidden af dens arme, snarere end på selve nudge-doktrinen. Det har dog ikke forhindret denne pointe i konstant at forplumre debatten.

Manipulation
I et skridt op ad den intellektuelle stige har man heldigvis valgt at fokusere på selve den måde nudge-doktrinen søger at ændre vores adfærd på. Det har således ikke skortet på glemte professorer der indvender, at der er tale om subliminal manipulation af borgere gennem ”det ubevidste”, og ”det underbevidste” og det endda ”bag om ryggen” på borgeren. Sådanne midler må da helt sikkert være uforenelige med demokratisk styring.

Desværre kører debatten ofte fast her, da det mest udbredte forsvar for nudge-doktrinen på dette punkt er, at vi alligevel altid bliver ’nudged’. Om vi står på opløbsstrækningen i supermarkedet eller på toppen af Mount Everest, så påvirkes vi af utallige faktorer, som vi ikke kan redegøre for, og som en hyper-rationel agent ville ignorere.

Benytter man dette forsvar, spiller man dog bolden over på den forkerte bane. Først og fremmest findes der en lang række forskellige typer nudges, hvorfor der ikke er tale om én bestemt måde at nudge adfærd. Nogle interventioner påvirker ganske rigtigt vores adfærd, uden at vi tænker over det. Men andre – som fluen i urinalen – fungerer netop i det åbenlyse og ved at skabe opmærksomhed omkring vores adfærd på det helt rigtige tidspunkt. Præmissen er altså forkert, hvis man tror man kan foretage en ”all over” evaluering af nudging på dette ene parameter.

Vigtigere er det dog, at dette forsvar for nudging helt overser, at der faktisk er ganske betydelig forskel, på den måde som diverse faktorer påvirker vores adfærd – bevidst eller ej; nemlig en forskel som består i om der er nogen intentionelt forsøger at påvirke vores adfærd. Selvom det måske er sandt, at vores adfærd altid påvirkes af fysiske, sociale og mentale præmisser, som hyper-rationelle agenter er immune overfor, så er det ikke altid, at der er nogle der intentionelt forsøger at manipulere disse med henblik på at påvirke vores adfærd.

Det viser sig, at denne lille luftige forskel er yderst relevant, da det medfører, at den der forsøger at nudge må påtage sig ansvaret for sin handling. Og alt imens markedsaktører er sat i verden for at få os til at købe produkter og dermed kun står til ansvar inden for disse rammer, så er offentlige instanser, alt andet lige, underlagt at styre på baggrund af og i overensstemmelse med grundlæggende demokratiske værdier. Således kan offentlige og semi-offentlige aktører ikke nødvendigvis bare ”nudge løs”, men må tage ansvar ved at forholde sig aktivt til de værdier som legitimerer dem. Dette betyder fx, at disse aktører, for at agere ansvarsfuldt, alt andet lige må foretrække bevidsthedsskabende frem for bevidstløse nudges. Samt at de må søge samtykke fra borgerne og gennemsigtighed i udførslen, i de tilfælde hvor dette ikke vurderes som muligt.

Teknokratisk ansvarlighed
Her ender vi så tilbage hos Platon og Staten. For kan vi stole på, at politikere, policy-magere og administratorer kan og vil håndtere nudge-doktrinen på en ansvarsfuld måde? De har jo næppe, som Platons filosoffer, direkte adgang til Sandheden og Det Gode. Med andre ord er der god grund til sund skepsis.

I november figurerede således også en artikel i New Scientist med titlen ’Nudge’ policies are another name for coercion skrevet af politolog Henry Farrell og fysiker Cosma Shalizi. Om end deres biddrag også blænder ved manglende læsning af Thaler og Sunstein’s Nudge med dertil følgende misforståelser, formår de at beskrive, hvordan nudge-doktrinen udgør en fristelse for selv de mest vel-intenderende teknokrater. Det gør den, idet doktrinen giver adgang til en række af de fordele, som traditionelt er forbundet med top-down regulering, samtidigt med, at den undgår mange af de traditionelle sygdomme som bureaukrati er forbundet med.

Ifølge Farrall og Shalizi er problemet dog, at den forudsætter, at teknokrater forstår at benytte statistiske og eksperimentelle resultater korrekt, således at borgere faktisk ledes til at agere i overensstemmelse med deres egne interesser og ikke blot teknokraternes. Ifølge Farrall og Shalizi er der dog ikke grund til at tro, at paternalistisk-mindede teknokrater kender disse interesser i udgangspunktet. Dertil kommer, at selv hvis de ønsker at kende disse, så udstikker nudge-doktrinen ikke systematiske metoder til at indhente de relevante informationer (tværtimod kan man spørge, om man ikke kan nudge borgere til at synes næsten hvad som helst?).

Denne generelle skepsis omkring teknokraters ansvarlige brug af nudge-doktrinen finder man en lang række steder, fx i William Easterly’s Financial Times anmeldelse af Nobel-prismodtageren Daniel Kahneman’s nylige bog Thinking, Fast and Slow (2011), hvor sidstnævnte taler begejstret for Thaler og Sunstein’s nudge-doktrin.

For Farrell og Shalizi fører diskussionen dog desværre til et falskt modsætningsforhold mellem demokrati og nudging.

“Even so, democracy is far better than even the best-intentioned technocracy at discovering people's real interests and how to advance them. It is also, obviously, better at defending those interests when bureaucrats do not mean well.”

Heldigvis behøver man ikke at acceptere denne falske modstilling. Demokratiske institutioner og værdier kan sagtens kombineres med nudge-doktrinen. Spørgsmålet der består er hvordan man sikrer ansvarligheden i denne kombination.

En første betragtning er at man skal passe på ikke at måle nudge-doktrinen op imod et demokratisk ideal som ikke eksisterer i praksis. Teknokrater søsætter allerede et hav af love, regulativer og afgifter, der er svært gennemskuelige og ikke til at rokke ved for den menige borger.

Dernæst bør man i forbindelse med teknokraternes kommende brug af nudge-doktrinen dog med rette advare imod, at denne tilgang adskiller sig fra klassiske love, regulativer, og afgifter på ét centralt punkt. Mens love, regulativer og afgifter nedfældes i klassisk juridisk lingo som efterfølgende kan graves frem af skuffen og bruges til at holde magthaverne ansvarlige, så kan man i forbindelse med nudging spørge sig selv om følgende: hvordan kan vi holde teknokraterne op på deres forsøg på at påvirke vores adfærd i bestemte retninger via nudging?

Demokratisk ’accountability’ bliver dermed det springende punkt. Hvordan beviser man, at noget der kan virke tilfældigt, var et intenderet forsøg på adfærdspåvirkning? Og hvordan fastholder man, at en sådan påvirkning er illegitim, hvis gennemskuelsen af et givent nudge, om end det ikke undergraver dets effektivitet, så dog synes at efterlade en med friheden til at vælge at gøre noget andet?

Dette, sammen med hvordan man sikrer at teknokrater kan skelne mellem, samt garanteres at hælde til bestemte typer af nudges frem for andre, udgør den reelle udfordring for nudge-doktrinen stiller demokratiet.