Apple dropper Jobs’ dårlige smag

Steve Jobs er siden sin død blevet dyrket som en helgen, hvis æstetiske og forretningsmæssige principper under ingen omstændigheder kunne udfordres. Eksempelvis har Apple indtil nu opretholdt hans højtelskede skeumorphistiske designlinje, der var sjov i starten, men længe har ligget på den forkerte side i balancen mellem kitsch og cool. Men nu – måske inspireret af det smukt simple Windows 8 – har Apple droppet træ, filt og papir og er klar med et nyt, moderne look med flad struktur og psykedeliske farver.
Siden Steve Jobs forlod sit jordiske hylster og gik videre til den næste “insanely great thing”, har verden med spænding afventet, hvordan de to efterladte medlemmer af den hellige treenighed - Jobs, Cook og Ive - ville klare ledelsen af hele verdens yndlings gadgetfirma: Apple Inc.
 
Forretningsmæssigt er det gået godt. Under Tim Cooks ledelse nåede Apple sidste år sin højeste kurs nogensinde og var i en periode verdens mest værdifulde selskab. På den anden side har der været mislyde – iPhone 5 var lidt af en skuffelse på innovationssiden og maps var en decideret katastrofe, der medførte store ændringer i firmaets top.
 
Det nye iOS 7 er ikke kun et nyt, opdateret system. Det er også et klart tegn på, at Apple er ved at gøre sig fri af Steve Jobs' spøgelse
 
Blandt ændringerne var, at Jonathan Ive (der til daglig kaldes Jony) blev gjort ansvarlig ikke bare for hardware- design, men for hele det område, der hedder ”human interface” – altså også hvordan systemet ser ud og (re)agerer.
 
I sidste uge kunne verden så se de første resultater af hans arbejde, da Apples nye operativsystem til bærbare enheder iOS 7 blev afsløret på den årlige World Wide Developers Conference i San Francisco. Og det er en længe ventet revolution, som Sir Jony præsenterer os for – iOS 7 er et frontalt angreb på Apples skeumorphisme!
 
Med iOS 7 er den virtuelle notesbloks gulnede papir med simuleret håndskrift skiftet ud med klare farver og Helvetica
 
Jobs var vild med efterligningsæstetikken
Og hvad er så det? Skeumorphisme er en betegnelse, der går tilbage til 1890'erne og betegner det, at et objekt eller et materiale prøver at ligne et andet, selv om der ikke er nogen funktionel grund til det. Skeu er græsk og betyder redskab og morph betyder form.
 
Konceptet har selvfølgelig eksisteret længe før ordet. For eksempel er det en kendt sag, at de græske templers propylæer og guttae var marmorrepræsentationer af tidligere templers tømmerdetaljer. De havde ingen funktionel betydning for marmoren, men var fastholdt for at oversætte overgangen til det nye materiale.
 
Helt banalt er skeumorphisme også murstenstapet, træåremønstrede formicaborde, fadølsapp’en til din iPhone og meget mere af det, vi plejer at betragte som dårlig smag.
 
 
Steve Jobs’ forkærlighed for skeumorphisme ses også på hans privatfly, der efter eget udsagn netop har inspireret ham til Apple-funktionernes look. Der mangler også kun de falske fliser ...
 
Desktoprevolutionen – den menneskevenlige grafiske brugerflade, som er selve Apples grundlag, er skeumorphistisk. Ideen med at repræsentere processerne inde i et computersystem med en analogi til et skrivebord gjorde det pludselig nemt for almindelige mennesker at forstå filhåndtering. Man skrev på ”papir”, puttede ting i ”skraldespanden” og frygtede for den altødelæggende ”bombe”.
 
Steve Jobs var helt pjattet med skeumorphisme. John Hertzfeld, en af de oprindelige Macintosh-pionerer, fortæller på sit website folklore.org om, hvordan Jobs ville presse programmørerne til at få al softwaren til at ligne fysiske ting som kalendere, ure og så videre. Og da Jobs i sin tid præsenterede OS X var det med en bemærkning om, at ikonerne nu var så lækre, at man havde lyst til at sutte på dem.
 
Da iPhone og App Store kom til Apple-familien, gik skeumorphismen fuldstændig amok. Træ, filt og læder indgik nu i enhver funktion. Der var bare et problem: Skeumorphisme er virkelig bad taste
 
Skeumorphisme er dårlig smag
Skeumorphismen var med til at gøre Apples produkter brugervenlige, og samtidig kunne de detaljerede ikoner bruges til at vise forskellen i skærmopløsning og almindelig designsans mellem Apple og rivalerne fra Microsoft. Bill Gates og co. forsøgte sig også med tredimensionelle ikoner i Windowssystemet, men formåede kun at designe grimme, pixellerede, små billeder uden charme og x-faKtor.
 
Da iPhone og App Store kom til Apple-familien, gik skeumorphismen fuldstændig amok. Træ, filt og læder blev simuleret til den helt store guldmedalje – og den guldmedalje skulle skinne og spejle sig, så man kunne blive ganske forundret. Der var bare et problem: Skeumorphisme er kitsch, bad taste og uden klasse. Det synes man i hvert fald, hvis man er en designhipster – og det er man, hvis man er vild med Apples produkter.
 
Den tyske designer Dieter Rams står for en enkel og stilren designfilosofi inspireret af Bauhaus-skolen. Han er (ifølge manden selv) Apples Jonathan Ives største inspiration. Derfor kan man let forestille sig, at Ive aldrig har haft hjertet med i skeumorphismen 
 
Apple har siden sin tidligste ungdom bekendt sig til en europæisk designfilosofi, der kommer ud af den på alle måder geniale Bauhaus-skole fra 1930'erne. Mies van der Rohe har kondenseret Bauhaus-filosofien i det berømte dictum ”less is more”, og en af Mies’ disciple, Braun-designeren Dieter Rams, formulerede i sin tid ti principper for godt design, der alle handler om ærlighed, om at skære det overflødige væk og om, at form skal følge funktion. Altså ingen rund skive på en trykknaptelefon og så videre.
 
Apples Jonathan Ive har selv fortalt, hvordan han betragter Rams som sin største inspiration. Som han siger: Der er mindst ti globale firmaer, der ikke ville være, hvor de er i dag uden inspiration fra Rams (blandt dem kan man roligt tælle vor nationale stolthed B&O).
 
Apple har siden sin tidligste ungdom bekendt sig til en europæisk designfilosofi, der kommer ud af den på alle måder geniale Bauhaus-skole fra 1930'erne. Det har man bare ikke kunne se på brugerfladen, siden iPhone og iPad kom til
 
Designlussing fra Microsoft lægger op til opgør
Microsoft, der har halset efter Apple siden 1980'erne og konstant har virket fuldstændig clueless i forhold til brugerflade og design, overraskede pludselig verden sidste år med det i hvert fald udseendemæssigt meget elegante system Windows 8.
 
Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan det virker, (jeg er og har altid været Mac-mand og ved, at der er skrevet en del om, at det funktionsmæssigt er en temmelig stor fiasko) men visuelt er brugerfladen frisk, flad og cool. Her er ingen forsøg på at lave tredimensionelle blærerøvseffekter, men i stedet en kølig, velstruktureret flade af piktogrammer, der må have virket som en lussing på Jony Ive.
 
Så når nu Steve Jobs ikke kunne blande sig, var der frie hænder til at konfrontere den skeumorphistiske tradition. Maps-blamagen havde medført, at Scott Forstall var blevet fyret som leder af Apples softwareudvikling, og netop Forstall var ifølge rygter kendt som en af de stærkeste forkæmpere for den skeumorphistiske linje i Apples design.
 
Microsoft, der har halset efter Apple siden 1980'erne og konstant har virket fuldstændig clueless i forhold til brugerflade og design, overraskede pludselig verden sidste år med det i hvert fald udseendemæssigt meget elegante system Windows 8
 
Psykedeliske farver og transparens erstatter filt og træ
Så altså ud med træ og filt og ind med et helt nyt look til Apples mobile enheder – et look, der uden tvivl også bliver overført til de næste inkarnationer af OS X til de stationære systemer. Sir Jony har udstyret Apple med en ny typografi til den nye grænseflade – en Helvetica ultra light – nærmest selve symbolet på den rationelle, germanske designtradition.
 
Ikonerne har ikke længere skygger og konturer, men kun svage gradienter i helt fladt grid-system. Rygterne gik i lang tid, at Ive og hans team arbejdede med en komplet ”back to basics”-filosofi og derfor ville lancere en sort/hvid grænseflade, men det er så afgjort ikke tilfældet. Her er farver – og masser af dem: psykedeliske pasteller i en moderne palet, der uden tvivl vil gøre netop farverne til det mest diskuterede element i det nye look.
 
Sidst men ikke mindst er der en gennemsigtig lageffekt, der kan vise sig at være systemets helt store (gamle) nyhed, fordi det gør det lidt lettere at have flere ting i gang på én gang. Problemet med de små bærbare enheder har nemlig bl.a. været, at det er upraktisk at have mange vinduer åbne samtidig på de små skærme.  Windows 8 blev ved sin lancering kritiseret af den danske UI-guru Jacob Nielsen, der mente at systemet fremover burde hedde Window – uden flertals-s – fordi man nu kun kunne se en proces ad gangen.
Et af de mest bemærkelsesværdige skift med iOS 7 er den gennemsigtige lageffekt, der kan vise sig at være systemets helt store (gamle) nyhed. Det er et forsøg på at løse et af de små bærbares store problemer: at det er svært at bevare overblikket, når man har flere vinduer åbne samtidig
 
Apple tilbage i den grafiske førertrøje
Det problem løser iOS 7 med en klar struktur af transparente lag, der organiserer de forskellige funktioner. Man kan indvende, at transparens på en skærm også er skeumorphisme – det er det jo – men det virker! Og så må selv Dieter Rams disciple give køb på principperne.
 
Alt i alt ser denne anmelder kun positivt på den nye udvikling. Jeg har fra starten hadet den grimme bogreol, man skulle have sine pdf’er i og det åndssvage filt og håndsyede læder, der alt sammen signalerede en livsstil, der tilhørte en helt anden tid og et helt andet sted.
 
Med Sir Jonys hårdtslående opgør med St. Stevens skeumorphistiske amokløb har Apple igen taget den grafiske føretrøje på. Så må vi håbe, at den kortapplikation snart kommer til at virke. 
Der er meget godt at sige om den nye udvikling. Jeg har fra starten hadet den grimme bogreol, man skulle have sine pdf’er i og det åndssvage filt og håndsyede læder, der alt sammen signalerede en livsstil, der tilhørte en helt anden tid og et helt andet sted
 
Links:
De fleste billeder er fra Tumblr. # iOS 7
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også