Kforum har bedt mig skrive. Om Det Radikale Venstres kampagnesprog. Jeg vil forsøge at fatte mig. I korthed.

 

Det Radikale Venstre er partiet der tror. Også på fremtiden. Partiet der lytter. Før de beslutter sig. Og partiet der samarbejder. Med dem der vil. Ligesom de i 2010 lyttede. Også til økonomer. Stolede. Også på udlændinge. Troede. Også på lærerne. Og samarbejdede. Også i Europa.

 

 

Det Radikale Venstres kampagne i 2013.

 

Du kan læse. Om de politiske tanker bag ordene her. Denne artikel vil handle. Om sproget.

 

Ja, nu skal jeg nok skrive ordentligt. Ovenstående er for sjov, for at skræmme og for at vise at jeg har knækket koden. Og koden er ved hjælp af punktum at brække en normal sætning over lige efter hovedverbet – en normal sætning hvori første del udgøres af grundled og hovedverbum (såkaldt ligefrem ordstilling), mens resten udgøres af et eller flere adverbielle led.

 

Og ja, det bliver nok lidt nørdet. Kforum har bedt en tegnsætningsekspert om at skrive om de Radikales punktummer. Men som det er de klogeste læsere bekendt, ligger det uendeligt store også i det uendeligt lille; der er forbindelser mellem grammatiske detaljer og overordnet teksttolkning, så kald det gerne en retorisk tolkning fra en grammatisk synsvinkel.

 

Et kort svæv

En sætning bestående af grundled og verbum er en af de kortest mulige helsætninger man kan konstruere, og ved at sætte punktum her og lade det mere specifikke bøvl vente som om det slet ikke er med, opnår man et svæv, fx ”Vi lytter”. Og hvis dette ”vi” tilmed i et uskyldsrent øjeblik modtages som mere end et afsender-”vi” – måske ligefrem som et eksistentielt ”vi” – ja, så er der ikke bare svæv men storslået samhørighed med selveste verdensaltet.

 

Når De Radikale således skriver ”Vi lytter.” eller ”Vi tror.”, inviteres vi uvægerligt ind i et almenmenneskeligt rum. Vores tanker trækkes i et kort sekund derind hvor vi på en elementær måde, om ikke spørger os selv hvad det vil sige at tro, lytte eller samarbejde, men så i hvert fald helt banalt smager på kvaliteten af udsagnsordets vide betydning og dermed faktisk er i gang med at skabe et interessant bånd mellem tekst og læser. Det er min forklaring på eller spejling af det Christian Kock i sin analyse kalder Jørgen Leth-agtigt.

 

Svæv og fællesfølelse skaber lykke og åbenhed, men lykkefølelsen og åbenheden, eller deres varighed, afhænger vel nok meget af i hvilken grad man lader sig inkludere i De Radikales ”vi”. Hvis man på forhånd afskyer De Radikale, vil man næppe føle sig inviteret ind i et almenmenneskeligt fællesrum, men snarere i en frenetisk arena hvor budskabet (som spidser til efter det salvelsesfulde punktum) skal skille de frelste fra de freaky. Og derfor vil man – før man overhovedet kommer forbi punktummet – forvente at ”Vi lytter.”, ”Vi tror.” etc. betyder at kun De Radikale lytter og tror på den helt rigtige måde, en måde som er defineret ud fra mål og standarder man ikke nødvendigvis deler.

 

Alligevel kan den initiale interesse meget vel være vakt, fordi det er muligt for alle mentalt at stille sig med begge ben i den korte, uforpligtende sætning. Punktum betyder jo at der ikke er mere til det – men det er så en løgn.

 

Gør det ikke derhjemme

For herefter kommer det eller de resterende sætningsstumper. De er, i modsætning til det der står foran det overdrevne punktum, sprogligt hjemløse og kan kun læses som tilhørende den ellers afsluttede foranstående sætning – der så må omtolkes. Eller sagt med andre ord: ”Vi lytter.” læses kun i et øjeblik som den generelle sætning den er. Når man kommer frem til ”Også til økonomer.” eller ”Før vi beslutter os.”, må man sande at disse kun kan høre til ”Vi lytter.”, eftersom der ikke er nogen efterfølgende tekst, og så må ”Vi lytter.” omtolkes til den betydning den har i sammenhængen ”Vi lytter, også til økonomer.” eller ligefrem ”Vi lytter også til økonomer.”.

 

Dette fungerer fint inden for en farvet firkant hvor der ikke er anden tekst, men i en løbende tekst er afskårne efterhængte led (herunder ledsætninger) en forbandelse – og fordi det desværre er en trend, vil jeg kort opholde mig ved nogle typiske eksempler:

 

”Margrethe cykler til skole. Hvad der er vigtigt for hendes samvittighed.”

”Stampe elsker gulerødder. Fordi de er så sunde.”

  

Nu står disse sentenser netop isolerede og ikke i en løbende tekst. Men problemet med punktummer som i ovenstående i en løbende tekst er at læseren kløjes i det fordi den afskårne adverbielle ledsætning lige så godt kunne være førsteled i en ny helsætning:

 

”Margrethe cykler til skole. Hvad der er vigtigt for hendes samvittighed, er dog snarere at hun har lavet sine lektier.”

”Stampe elsker gulerødder. Fordi de er så sunde, giver jeg hende rigeligt.”

 

I de øverste eksempler bør de overdrevne punktummer, som formentlig skyldes at man vil have noget større end kommaer, konverteres til tankestreger, sådan så læseren ikke er i tvivl om at ledsætningen er sidsteled i det forudgående. Det er ikke ensbetydende med at man absolut skal have en korrekt sætning med grundled og udsagnsled inden for et punktum; man kan sagtens have ytringer som ”For helvede, Lidegaard.” eller ”Nej, hvor radi-fucking-cool!” eller enestående substantiver (gerne med foranstillet bindeord) som ”Og væggen mellem os.” eller ”Min bare røv.” eller enestående stumper som ”Altid.” eller ufuldstændige sætninger som for eksempel vejviserteksten ”Tilbage til De Radikales kampagner.” (som betyder ”Lad mig vende tilbage til …”), for selvfølgelig skal man i en tekst også arbejde med variation i sætningslængde, også derned hvor det ikke er en sætning. Men det er en misforståelse at sætte punktum foran efterhængte adverbielle led, især ledsætninger. Det fungerer ikke og er simpelthen dårligt og ulæseligt sprog. Kun til allersidst i et kapitel er det okay. Med andre ord: De Radikales sprogleg foregår i en firkant uden anden tekst; det er reklamesprog. Det er ikke noget man skal prøve når man skriver en normal tekst, for der vil det altid være dårligt sprog. Altid.

 

Hvorfor punktum?

Tilbage til De Radikales kampagner. Lad os for det første slå fast at alle sætningerne har én betydning når der ikke er nogen tegnsætning overhovedet (hvis vi et øjeblik ser bort fra grammatiske kommasætteres automatkommaer foran ”før” og ”der”), og at disse betydninger også er de mest normale:

 

Vi lytter også til økonomer.

Vi stoler også på udlændinge.

Vi tror også på lærerne.

Vi samarbejder også i Europa.

 

Vi tror på fremtiden.

Vi lytter før vi beslutter.

Vi samarbejder med dem der vil.

 

Der skal i de fleste tilfælde kun komma til før betydningen er en anden. Til gengæld skal der som minimum sættes dette komma hvis man vil have denne anden betydning, og det uanset om man sværger til det klinisk idiotiske grammatisk komma eller på fornuftig vis fintuner sin tekst inden for reglerne af nyt komma (dog falder det automatiske startkomma i ”Vi lytter, før vi beslutter.” sammen med valget af betydning, hvorfor man her ville være nødt til at opgradere til tankestreg). Lad mig her nøjes med at angive den anden og markedede betydning med komma:

 

Vi lytter, også til økonomer.

Vi stoler, også på udlændinge.

Vi tror, også på lærerne.

Vi samarbejder, også i Europa.

 

Vi tror, på fremtiden.

Vi lytter, før vi beslutter.

Vi samarbejder, med dem der vil.

 

Og hvis man i det hele taget vil være helt sikker på denne markerede betydning, kan man sætte tankestreg … eller tøveprikker. Men så er det også alt rigeligt, og som sagt er tankestreg (eller andre tegn mindre end punktum) det maksimale hvis ikke sproget skal falde fra hinanden i en normal og læsbar tekst.

 

Hvorfor sætter De radikale så punktum? Ja, dels fordi de kan – det er jo ikke en normal tekst, og der er ikke risiko for tekstgrammatiske læsemisforståelser i disse isolerede sætninger. Og med dette som klar forudsætning kan der tænkes nogle flere grunde:

 

1) Punktum skaber det skarpeste skel, og dermed højeste spænding, mellem den korte, generelle sætning og dens pointerede udbygning. De andre tegn skaber forvirring: Komma virker som for lidt, og i Danmark kan man ikke i en kort og hurtigt aflæselig tekst lægge nogen betydning i kommaer. Hvordan og hvor godt man bruger kommaer, er noget man må vænne læseren til i en egentlig tekst, ikke i en skaldet linje. Tankestreg har en medbetydning af fri association som man nok gerne vil undgå, og den er svær at placere i forhold til et linjeskift uden at det ligner et payoff. Tøveprikker tilhører usaglige sprogbrugeres sprog, de har noget drillende over sig, de bruges forkert og er i det hele taget betændte. Og semikolon hører kun hjemme i modstillinger og tilfælde med helsætninger på begge sider, hvilket ikke nødvendigvis er den Radikale kampagnestab bevidst, men fornemmelse tæller også.

 

2) Punktum er det overdrevne trin lige før udråbstegnet, som jo i virkeligheden er det De Radikale inderst inde gerne vil sætte på deres korrekte holdninger. ”Vi lytter!” i betydningen ”Vi, om nogen, er de sande lyttere” er naturligvis selvbilledet, men det kan man jo ikke tillade sig at sige. I kraft af punktummets mere formelle brud med sund grammatik fejrer de alligevel deres holdninger med en slags ”Basta!”, men camouflerer det så at sige med disse mystiske punktummer som Christian Kock og andre tolker som højkulturelle og poetiske. Min bare røv. Jo da – pauserne i det talte sprog kan være interessante og brugbare i kraft af legen med forventninger og dobbeltbetydninger, men at omsætte disse i punktummer, hvorved man radbrækker sproget, er jeg ikke med på at kalde fin-nogetsomhelst. Det er groft tænkt og groft udført. Udelukker det at det er genialt? Ja.

 

3) Punktummer er moderne. De signalerer noget version 2.0-agtigt. Og associationer til obskure og manierede skrivemåder som Geelmuyden.Kiese finder den radikale folketingsgruppe sikkert ganske hjemligt.

 

Forskel på den gamle og den nye

Så vidt lighederne mellem den gamle og den nye kampagne. De er også væsensforskellige når vi ser på hvad der kommer efter det formastelige punktum. Den gamle kampagne kunne man kalde også-kampagnen, og igen markerer jeg kun med komma:

 

Vi lytter, også til økonomer.

Vi stoler, også på udlændinge.

Vi tror, også på lærerne.

Vi samarbejder, også i Europa.

 

I denne markerede betydning – altså den som De Radikale fremmaner med det overdrevne punktum – bliver det efterfølgende hvad man kunne kalde en understregende eksemplificering. ”Vi tror på mange, og en af de grupper vi tror på, er lærerne, hvilket vi understreger ved at vælge dem som eksempel.” Ordet ”også” skifter i øvrigt fuldstændig egenskab og rolle fra den umarkerede til den markerede betydning. I sætningen ”Vi tror også på lærerne.” er ”også” et sætningsadverbial, kort sagt et ord som regulerer hele udsagnet – andre sætningsadverbialer kunne være ”ikke”, ”gerne” eller ”sandsynligvis”. I sætningen ”Vi tror, også på lærerne” er ”også” forhindret i at være regulator for hele udsagnet, men får i stedet karakter af eksemplificeringsindleder på linje med ”herunder” eller ”blandt andet”.

 

Dansk Sprognævn taler om ”forklarende eller præciserende tilføjelse”, uanset om der er tale om eksemplificering, trækken i land, selvrettelse, forklaring eller vaccinering; jeg foretrækker at tale om eksemplificering i alle tilfælde hvor man efter et generelt budskab zoomer ind på et eksempel, typisk indledt med ”herunder”, ”bl.a.”, ”for eksempel” osv. – eller ”ikke mindst” som både er eksemplificerende og meget understregende. Der skal i alle tilfælde være komma (eller andet tegn mindre end punktum) fordi eksemplificering betragtet i abstrakte vendinger er en metonymisk apposition, altså en gentagelse af helheden i kraft af en del.

 

Men mens alle eksemplerne fra den gamle kampagne er fremhævende eksemplificeringer, forholder det sig lidt anderledes med de nye sloganer. Lad os se på dem:

 

Vi tror, på fremtiden.

Vi lytter, før vi beslutter.

Vi samarbejder, med dem der vil.

 

Den første ville godt kunne have en eksemplificeringsindleder, mens den anden næppe kan og den tredje slet ikke kan. Og frem for alt er der end ikke i den første en sådan indleder (også, især etc.) som kan forklare udspaltningen eller markeringen af det adverbielle led. Vi er i alle tre sætninger ude i noget drilleri hvor vi uden egentlig betydningsændring blot venter på den specificerede pointe. Tøveprikker havde passet bedre end tankestreg her. Jeg vil faktisk gå så vidt som til at konkludere at der sprogligt set er tale om en overmodig forvanskning af den gamle kampagne. Derfor kan den nye kampagne – også for dig der måske ikke har denne grammatiske indsigt – virke mere irriterende. Og proportionalt med punktummets retoriske grundløshed vil den korte sætning ”Vi tror.”, ”Vi lytter.” og ”Vi samarbejder.” virke så meget desto mere selvhøjtidelig. Vi venter kun på resten af sætningen, anden finesse er der sådan set ikke. Hvad så med det tidligere omtalte ”svæv”, jo, det fungerede muligvis i én kampagne, i den nye kampagne er det reduceret til reference, og tilbage står kun det manierede og affekterede i brugen af sprogødelæggende punktummer.

 

Også indholdsmæssigt er budskabet umiddelbart forfladiget. Partiet var før i opposition og talte op imod noget de mente var forkert (negativ opbyggelighed); nu er de selv magthavere og må definere hvad der er godt og rigtigt (positiv opbyggelighed), og sidstnævnte er altid sværere.

 

Kan disse sentenser overhovedet klare negeringsprøven? Igen er det den første der holder vand for en umiddelbar og jovial betragtning, for det kunne godt tænkes at man ikke troede på fremtiden: Den globale befolkningsbombe, ressourcemangel (blandt andet som følge af forurening) og deraf følgende territoriale krige (eventuelt blot udført bag skriveborde i hegemone multinationale selskaber) giver rigelig grund til ikke bare sådan at tro på fremtiden, ligesom man mere lokalt kan få sit paradis og økonomi ødelagt af hvad det næste russiske tankskib måtte lække i Storebælt, eller hvad man nu ellers kan forestille sig af ulykker og terror. Så selvfølgelig kan man godt ”ikke tro” på fremtiden. Men hvem fanden lytter ikke før de beslutter sig, og hvem pokker har overhovedet mulighed for at samarbejde med nogen der ikke vil?

 

Og hvad vil det i øvrigt sige at tro på fremtiden? De kulturradikale fædre ville have formuleret sig mere præcist: at tro på fremskridtet. Det kan tænkes at fremskridtet i dag lyder så gammeldags at man ville omformulere det til at man tror på innovationen. Men det er ikke hvad De Radikale siger; de taler vagt og bredt om at tro på fremtiden. Hvad foregår der?

 

Lav signifikans, men fin branding

Men okay, når bevidste voksne mennesker ytrer noget som ikke umiddelbart giver nogen betydningsdifference i æteren, skal man selvfølgelig tænke over hvorfor de ytrer det alligevel. Hvorfor føler De Radikale det betimeligt – syge punktummer eller ej – at udtale disse tre selvfølgeligheder? Lad mig prøve at oversætte brandværdien af de tre ikke-budskaber (i den grad jeg nu har forstand til), og nej, jeg nægter at bruge punktum i en helmening, men jeg opgraderer til tankestreg:

 

Vi tror – på fremtiden. Tja, dette er jo ikke en invitation til lange debatter med bekymrede, mavesårstruede, blålilla gnavpotter om bekymring eller caffelalleglad mangel derpå. Det er et forsøg på at brande sig som partiet der interesserer sig for og i høj grad fokuserer på fremtiden – og måske derfor også har mere forstand på den. Vil du rådføre dig med en konservativ eller en radikal om hvilken vedvarende energiform du skal investere i? Du vil rådføre dig med en radikal, for interesse giver alt andet lige mere viden. Et parti der interesserer sig mere for fremtiden end de andre partier, har en god brandværdi i vælgerbefolkningen, for det er jo ikke nødvendigvis ensbetydende med at man ikke interesserer sig for at trække de historiske, kulturelle og nationale tråde der bør trækkes – altså alt det de konservative ville kalde bevaring gennem forandring.

 

Vi lytter – før vi beslutter. Bemærk lige fraværet af ”os”. Det kan man sige meget forblommet vrøvl om, læs det andetsteds. Jeg vil nøjes med at hæfte mig ved den association det nøgne ”beslutter” skaber til ”befaler” (beslutter er i øvrigt næsten den fonetiske ækvivalent til affyringen af et jagtgevær med tilhørende ekko, hvor de tre stavelser udgør aftræk, skud og dumpt ekko). Nøglen til brandværdien i denne sentens er i mine øjne nemlig at signalere at man er sig sin magt bevidst og gerne skilter med den, men at man samtidig lytter til hvad der foregår uden for det såkaldt politiske maskinrum. I en datingannonce ville det være at beskrive sig som både hård og blød – begge på den helt rigtige måde, forstås.

 

Vi samarbejder – med dem der vil. Ingen ejer Det Radikale Venstre. Det er jo ikke et parti som stiller sig tilfreds med at ”trække i en retning”, næ, den klassiske selvforståelse for en radikal er at man har den perfekt kalibrerede politik, og at man i den bedste af alle verdener havde halvfems mandater at sætte bag den. De Radikale kunne selvfølgelig ikke finde på direkte at sige at andre partier helst skal fungere som deres stemmekvæg – ja, hedengangne Niels Helveg Pedersen gjorde ligefrem en ydmyg dyd ud af omstændighederne ved at italesætte kompromiset som den ægte politiks ypperste kunst. Nu er man mere kæk. Man siger simpelthen at S og SF den dag vinden måtte vende, kan kigge i vejviseren (det gamle analoge lort) efter garantier for fortsat samarbejde. Og samtidig signalerer man at man ikke er fordomsfulde over for DF – sådan tolker jeg det i hvert fald – og her må man nok tilføje: i hvert fald ikke på alle politikområder.  

 

Punktum.