Jørgen Leth-like-poesi med søvndyssende guitar

Det er et gennemgående træk ved filmen og kampagneteksterne, at vi er ovre i noget meget poetisk, noget der minder om Jørgen Leths poesi (eller i hvert fald om den måde, hvorpå samme Jørgen Leth, formentlig for et stort honorar, messede om landbrugets fortræffelighed i en nylig tv-kampagne).

Videoen har også meget til fælles med avancerede musikvideoer. Guitarmusik i en søvndyssende, tung seks-fjerdedelstakt og med ret høj volumen ligger under det hele, mens Vestager siger: ”Vi tror på den enkelte. Vi tror på, at vi har et ansvar. Over for os selv. Og hinanden. Vi lytter, når tiderne skifter. Og sandheder forandres. Vi samarbejder. Med dem der vil. Vi tror. På fremtiden.”

 

”Vi vil være med til at forandre det samfund, vi er en del af,” forklarer den radikale ordfører Sofie Carsten Nielsen i en kommentar til kampagnen. Det er en sætning, der trods sin vaghed sender ét klart signal: Her er et parti, for hvem forandring er en værdi i sig selv. En indstilling, der rimer med, hvad man finder på ledelsesgangen i alle moderne organisationer. Den gode leder – og de radikale – vil gerne lede. Stol. På det! Og kendes ved at igangsætte en hel masse forandring. Forandring som sådan er godt. Så meget er klart. Resten er uklart.

 

Flimmer til de underbevidste associationer

Som i moderne poesi og megen moderne musikvideoreklame har filmen suggestiv uklarhed på næsten alle parametre. Tekstsiden består, som man kan se, af små sætninger, der er pirrende ukonkrete og kan betyde alt eller intet. Billedsiden er især kendetegnet ved, at billederne farer forbi, så hurtigt at man knap når at erkende, hvad der er på dem – og især ikke hvorfor. På filmens 57 sekunder er der efter min optælling ikke færre end 41 indstillinger (klip). Kort sagt flimrer det for øjnene, og hvad der er meningen, er i den grad overladt til betragterens frit arbejdende, underbevidste associationer. Hvad de står for, og hvad der er sammenhængen mellem dem – hvis der er en – skal man selv finde ud af. Man kan godt se, at der er mennesker på de fleste billeder, og når man har set filmen en del gange, virker det som om, at der er en udvikling fra, at man viser små børn, til unge, til modne mennesker.

 

Cirka midt i er der en midaldrende, vejrbidt mand, måske landmand, der ser meget bekymret ud. Hvorfor mon? Man har lige set ham gå ind i en kæmpestor mørk bygning, filmet indefra, og med en enormt høj åbning ud i det fri, mod hvilken man ser ham i silhuet. Hvad betyder det? Lige efter kommer der et mærkeligt billede, som står i cirka et sekund, og som viser noget, der ligner en kolossalt forstørret, bullen, hvid tarm, som ligger ude på en mark. Er det kunst eller en pipeline af en slags? Men der kommer også et glimt af en fiskerbåd med en windsurfer i forgrunden, og det ser ud, som om han sejler baglæns.

 

 

 

Til storbyens symbolanalytikere

Kort sagt, det hele er som en picnic, hvor Det Radikale Venstre kommer med tegnene, og betragternes underbevidstheder kommer med betydningerne. Hvis man ville slynge om sig med intellektuelle referencer, som filmens producenter og Det Radikale Venstre muligvis er inspireret af, kunne man droppe navne som Lacan, Laclau og Žižek, der taler om ”empty signifiers”. De radikale tegn er radikalt tomme og gådefulde. Lidt mindre avanceret kunne man mindes Wolfgang Isers receptionsæstetiske teori om ”Leerstellen” (tomme pladser, som læseren fylder ud). Det er en stil (eller skal vi sige en diskurs), der sikkert er egnet til at tale, bevidst og ubevidst, til storbyernes symbolanalytikere. De, der kan lide De Radikales film, kunne sikkert også lide film som Terence Malicks ”Tree of Life”, om hvilken man på filmportalen ImdB kan læse, at den i en hel uge blev vist i en italiensk biograf med de to filmruller uforvarende byttet om; men ingen anede uråd. Det er også karakteristisk, at brugeranmeldelserne af Malicks film strækker sig fra at tale om ”the essence of life” og ”a matchless and immensely complex vision” til ”unbelievably terrible” og ”avoid this crap”. Sådan vil vælgerne nok også reagere på den radikale video.

 

 

Ikke for fastholdere

Anker Jørgensen sammenlignede engang De Radikale med våd håndsæbe: ikke til at få greb om. Samme billede findes i Klaus Rifbjergs digt ”Livet i badeværelset”, hvor sæben ”ikke er for fastholdere”: Hvis man tror, man har fod på De Radikale, glider man i dem og får en brat overgang til en anden tilstandsform, ”når kraniet møder karrets kant“. Det bringer os til, at der måske er én betydning i De Radikales filmiske digt, som kalder en klar tanke frem – og ikke en, der er trøsterig for deres trængte regeringspartnere: ”Vi samarbejder ... med dem der vil.” Ja, og det vil Lars Løkke og endog Thulesen Dahl sikkert gerne efter næste valg.