Det er heller ikke bare et greb i lommen at redde DONG Energy ud af sin kattepine. Selskabet har løbet betydelige risici i de senere år for at holde de grønne faner højt og har derfor også lidt store tab. For at komme på ret køl skal der tilføres 6-8 milliarder kr. i egenkapital, men for den almindelige vælger er det ikke indlysende, at pengene skal komme fra en amerikansk investeringsbank. Staten kan jo nærmest låne penge gratis på grund af den lave rente.
Problemet med statens penge er bare, at de ikke er ”rigtig” risikovillig kapital. Så længe staten betaler, vil der være en tendens til at DONG Energy fortsætter med at hælde penge ned i et sort hul, som det er sket i årevis, og som vi også har set det hos SAS og DSB igennem en årrække. Det er det, regeringen ønsker at undgå ved at få en benhård ekstern investor ind som Goldman Sachs. Så kommer der disciplin og fokus på værdiskabelse.
Bjarne Corydon har næppe konsulteret Mogens Lykketoft i denne sag. Salg af arvesølv som dansk infrastruktur er et følsom emne, og det lærte Lykketoft som finansminister ved TDC’s privatisering i 1990’erne. Ti år senere blev TDC solgt til fem kapitalfonde, som kun de færreste havde hørt om før, og det udløste en bonus til direktør Dyremose på 100 millioner kr., som han havde fået, uanset hvem der havde købt TDC. Alligevel fik kapitalfondene skylden for den høje bonus, og det gjorde det svært at være kapitalfond i Danmark. TDC blev siden prügelknabe for centrumvenstre og Poul Nyrup, men det ændrer ikke på, at TDC er en langt sundere og mere produktiv virksomhed i dag, end den ville have været under fortsat statsligt ejerskab.
Hos Enhedslisten kæmper man mod salget af DONG Energy med næb og klør, for partiet mener, at alle større virksomheder bør være offentligt ejet. En privatisering af DONG Energy er særlig slem, for så forsvinder en stor del af muligheden for at føre energipolitik i Danmark. På grund af regeringens mange fortielser har partiets synspunkter fået vind i sejlene selv blandt borgerlige vælgere.
3. Goldman Sachs fejes ind under gulvtæppet
Bjarne Corydon har brug for en international finansgigant som Goldman Sachs af to årsager. Dels vil banken kunne tiltrække tunge internationale investorer frem mod den vigtige børsnotering, der senest skal finde sted i 2017, og derudover kan banken bidrage som aktiv ejer, så ledelsen har nogle kompetente folk at sparre med. Den evne besidder Finansministeriets folk ikke.
Corydon har slet ikke forholdt sig til historien om, at Goldman Sachs skulle være en mangehovedet blæksprutte, som den amerikanske sports- og finanskommentator
Matt Taibbi har kaldt selskabet i en alenlang artikel i magasinet Rolling Stone.
Så når en historie i
dagbladet Information om, at PensionDanmark har budt højere end Goldman Sachs, får næring, så skyldes det, at Bjarne Corydon ikke har forklaret, at Goldman Sachs kan skabe meget mere værdi ved en børsnotering end PensionDanmark.
Den eneste forklaring, vi reelt har på hele historien fra Bjarne Corydon, er
Aktstykke 37 fra Finansministeriet. Det stykke papir gør dog næppe salget af DONG Energy til et folkekrav.
Det gamle prokuratorkneb med at invitere to danske institutionelle investorer (ATP og PFA) med om bord for at få den ”amerikanske storkapital” til at glide bedre ned har fungeret før – eksempelvis da kapitalfonden Nordic Capital købte Falck, og hvor ATP som medinvestor var garanten for, at det ville være kapitalisme med et menneskeligt ansigt. Uheldigvis for regeringen er myterne om Goldman Sachs’ unoder spredt udover det ganske land, og ingen har sagt dem imod.
4. Hvorfor skal aktionærerne forskelsbehandles?
Goldman Sachs får med købet nogle rettigheder, som normalt kun tildeles større aktionærer. De kan sælge deres aktier tilbage til favørkurs, hvis tingene ændrer sig i den gale retning, de kan nedlægge veto mod udnævnelse af bestemte direktører, og de får to observatører i bestyrelsen – udover deres ene medlem.
Hvorfor dette er nødvendigt, måtte DONG Energys direktør Henrik Poulsen forklare i en intern meddelelse, som derefter straks blev citeret i medierne. Sagen er, at Goldman Sachs har forhandlet sig frem til en garanti mod, at staten pludselig begynder at opføre sig irrationelt, som vi ser med DR og DSB, hvor politikere konstant får gode ideer til, hvordan disse virksomheder skal drives. Det går ikke i en privat virksomhed, og derfor er garantien til Goldman Sachs en gevaldig torn i øjet på Enhedslisten og Dansk Folkeparti.
Goldman Sachs har forhandlet sig til frem til nogle rettigheder og en garanti, der normalt kun tildeles større aktionærer. Dette måtte DONG Energys direktør Henrik Poulsen forklare i en intern meddelelse. Foto: Polfoto
Det har været svært for Bjarne Corydon at sige tingene, som de er – nemlig at politikernes rolle i forhold til DONG Energy fremover begrænser sig til at være kuponklippere.
5. Hvorfor er prisen så lav?
En pris på kun 31,5 milliarder kr. virker lav. Vi taler om et selskab med et hav af kraftværker og vindmølleparker, som burde kunne tjene penge. Men også om et selskab, som har taget nogle gigantiske nedskrivninger, og som er tynget af høje renteudgifter – hvilket førte til et underskud på 5 milliarder kr. i 2012. Et selskab som Novo Nordisk er næsten 20 gange mere værd, og det er næsten ikke til at fatte.
Værdisættelsen på de 31,5 milliarder kr. er lavere end den bogførte egenkapital, og det får advarselslamperne til at blinke blandt mange eksperter, for da DONG Energy blev forsøgt børsnoteret i 2008, talte man om en markedsværdi på mere end det dobbelte.
Naturligvis er der en grund til, at prisen er, som den er, for fire forskellige konsortier har haft lejlighed til at byde, men når den lave pris alligevel vækker så stor forundring, burde Bjarne Corydon nok have gjort en større indsats for at forklare, hvilken elendig tilstand selskabet befinder sig i.
Sagen er også, at staten nu kommer ned på en ejerandel, der er så lav, at der snart ikke kan sælges flere aktier, hvis ejerandelen fortsat skal være over 50 procent, så kontrollen kan bevares. Og så kan det jo være lige meget for staten, om værdien af selskabet er høj eller lav, for så er det jo kun Goldman Sachs, der kan grine hele vejen ned til banken, når de sælger deres aktier til en forventeligt meget højere kurs.
Er den virkelige plan at sælge hele DONG Energy, så også staten kan nyde godt af de mange milliarder?
6. Hvordan kunne Corydon glemme Dansk Folkeparti?
Den store medieomtale har også fået Dansk Folkeparti til at melde sig blandt skeptikerne. Bjarne Corydon burde have tænkt over, at Dansk Folkeparti altid vil prøve at springe fra en indgået aftale, hvis der rejser sig en folkestemning mod den. Tænk bare på partiets opførsel i forbindelse med halveringen af dagpengeperioden. Dansk Folkeparti vidste præcis, hvad de havde stemt for, men da det gik op for dem, at tusindvis af familier måske måtte gå fra hus og hjem, prøvede de at bortforklare deres egen medvirken i forliget – det ser man igen og igen.