Elbil-firmaet Better Place på vej ned
Bittert, Better Place!

Skrevet af

Joachim Sperling

124 artikler

249 indlæg

Er du elbillist? Dumt spørgsmål, for selvfølgelig er du ikke det. Der blev kun solgt 500 elbiler i 2012 ud af et samlet bilsalg på 175.000. Better Place var foregangsfirmaet i Danmark, men nu lukker udstillingsvinduet i Hellerup, og snart er det helt slut. Better Place har nu gennem seks år vist, at hverken deres forretningsidé eller kampagne fungerede ret godt.
500.000 elbiler skal der køre rundt i Danmark i 2020, sagde Better Place ved starten i 2007. Og Danmark skulle være prøveklud for milliardæren Shai Agassis vision om at gøre Israel uafhængig af olie. Sikkert en klog mission for et olieløst land omgivet af fjendtlige og hovedrige ørkenemirater, der netop har vundet deres rigdom gennem det ”sorte guld”.
 
Danmark som elbilens foregangsland
Danmark var på papiret ikke et dårligt sted at starte. Danmarks brand ude i den store verden bygger nemlig på bæredygtighed og kampen mod fossile brændstoffer. Tænk bare på virksomheder som Novozymes, Danfoss, Grundfos, Vestas, Rockwool og Velux, der har bæredygtighed indbygget i deres værdigrundlag. Og hvem husker ikke Anders Foghs grønne tale ved Venstres landsmøde, hvor den daværende statsminister for første gang indrømmede, at han havde taget fejl? Nu skulle Danmark omdannes til et grønt foregangsland.
 
Derfor har danskerne pådraget sig selv verdens højeste elpriser, og inden længe er Københavns gader omdannet til en stor cykelsti. Hvorfor ikke også sparke benzinbilen helt ud af Danmark?
 
En af fem tomme Better Place-ladestationer i Rhinensgade i indre København. Deres elbiler slog ikke igennem, trods høje forventninger i firmaets unge dage før finanskrisen og utilfredsheden med elbilernes batteritid i vinterhalvåret 
 
Better Place støber den grønne boble
I 2007 kunne alt stadig lade sig gøre. Det var før finanskrisen, og ingen stillede kritiske spørgsmål. Fundamentet for den grønne boble kunne støbes.

Elbiler? Det skal vi da have i Danmark, og det kan kun gå for langsomt. Sådan må Dong Energy have tænkt, da man besluttede sig for at investere et endnu ukendt trecifret millionbeløb og en god portion politisk prestige i Better Place. Dong Energy var nemlig selv i færd med at omdanne forretningen fra fossile brændstoffer til vedvarende energi. Men uden forretningsmodeller, der kunne understøtte transformationen, ville Dong Energys vindenergi fortsat være afhængig af kraftig statslig støtte.
 
Better Place og den karismatiske Shai Agassi, der havde tjent sine penge ved at sælge et IT-selskab til den tyske IT-gigant SAP og senere fik en ledende position samme sted, kunne være murbrækker i forhold til at øge efterspørgslen efter vindenergi. For hvad er ideen i at lade elbiler køre rundt med strøm produceret på kulkraftværker? Det er næsten lige så slemt som at spise buræg.
 
Visionen om elbiler til danskerne burde være forholdsvis enkel at kommunikere og skabe begejstring om. Men det skete aldrig. På trods af en forholdsvis høj kendskabsgrad er der næsten ingen danskere, der forstår, hvad konceptet går ud på. Den almindelige benzindrevne bil er sammen med cyklen danskernes foretrukne individuelle transportform.

Måske er konceptet, som Better Place har rullet ud, for kompliceret. Hvad er det egentlig, man køber? Er det en bil, et batteri eller en vision om at gøre Danmark CO2-neutral? Ingen kan rigtig gennemskue det.
 
Kampagnerne fra Better Place har ikke ændret dette billede. De har været kedelige og har ikke genereret noget salg.
 
Better Places stort anlagte udstillingsbutik i Hellerup, som nu omdannes til almindelig ladestation for at redde den skrantende økonomi. Foto: hvilkenbil.dk
 
Håbløs vision om 25 procent elbiler
Visionen om, at Danmark i 2020 skulle have en bilpark bestående af 25 procent elbiler, der skulle lades op af gigantiske vindmølleparker i de sene nattetimer, er derfor kuldsejlet. Ideen var ellers god, for noget af det, der gør vindenergi så dyr er, at den ikke kan oplagres, og fordi elforbruget er markant lavere om natten, kunne en gigantisk bilpark, der skulle oplades om natten, have løst en del af problemet.
 
Better Place har dog fra start været kritiseret for sin særlige tilgang med at udskifte batterierne i stedet for blot at satse på traditionel opladning. Shai Agassi mente, at modellen var genial, fordi den byggede på en infrastruktur, hvor man sælger bilerne, men udlejer batterierne, som kan skiftes ud via et landsdækkende net af skiftestationer. På den måde undgår bilisten at skulle vente på at “tanke” elbilen op.

Der er store omkostninger forbundet med at opbygge skiftestationerne, og logistikken med at oplade og udskifte de 300 kg tunge batterier hører også med i ligningen. Det er heller ikke uden problemer, at man hidtil kun har kunnet købe én enkelt model – Renault Fluence – for derved har man givet potentielle elbilister gode grunde til at vælge konceptet fra. Renault er ikke et bilmærke, der appellerer til danskerne.

Eksperter regner desuden med, at det inden for få år vil være muligt at lade sin bil op på 15 minutter. Det er ikke meget længere tid, end det tager for Better Place at skifte batteriet. Teknologien er derfor – efter al sandsynlighed – en blindgyde.
 
Overbevisningsevnerne hos Better Places israelske grunlægger, Shai Agassi, er en af årsagerne til, at Better Place har været i stand til at rejse så mange penge i markedet fra en bred kreds af investorer. Men nu er det alligevel ved at gå galt. Foto: Movementbureau
 
Rapport fra Deutche Bank åbnede pungen hos investorerne
En af årsagerne til, at Better Place har været i stand til at rejse så mange penge i markedet fra en bred kreds af investorer, er, at Shai Agassi var i stand til at overbevise førende energianalytikere om projektets genialitet. Eksempelvis udgav Deutche Bank en analyse om Better Place i 2008, der forudså, at batteriskift-konceptet kunne forandre hele bilindustrien. Det er en af historiens dyreste bank-analyser, for den har været medvirkende til, at Better Place har kunnet rejse næsten 5 mia. kr. i venturekapital siden starten af 2007. Penge, der i dag er brugt. Og på hvad? På 800 biler, som tilsammen har skabt en omsætning i firmaet på rundt regnet 40 mio. kr.

I dag er Better Place værdiansat til et stort rundt 0. Det fremgår af en årsrapport fra en af selskabets investorer – IsraelCorp, der netop har investeret 66 mio. dollars i Better Place. Med mindre at andre af selskabets oprindelige investorer, som bl.a. omfatter Morgan Stanley, Vantage Point og en række israelske investorer, er gået med i investeringen – hvilket efter det oplyste ikke er tilfældet – er Israel Corp i dag eneejer af Better Place.
 
Svært at holde skindet på næsen nu
Det var også IsraelCorp, der for nogle måneder siden tvang Shai Agassi ud af sit eget livsværk, og det tyder på, at det nu handler om at lukke selskabet ned så hurtigt som overhovedet muligt. For selvom Better Place har gjort alt for at reducere omkostningerne – herunder lukket showroomet i Hellerup – er det tvivlsomt, om de 66 mio. dollars er nok til overhovedet at komme ud af 2013 med skindet på næsen. Sidste år brændte Better Place nemlig ca. 400 mio. dollars af. Det må være sidste runde for IsraelCorp, der som børsnoteret selskab næppe kan sponsorere projektet yderligere.

Ikke alene var ideen med de udskiftelige batterier altså dårlig, men faktisk var visionen om, at Danmark skulle være moden til elbiler ikke holdbar. Det er et paradoks, for Better Place så jo ellers rigtigt, da Danmark blev spottet som det rigtige sted at starte. Alle stod parat med åbne arme.
 
Better Place har været bakket op af DONG Energy, som er Danmarks altdominerende energiselskab, staten har bakket elbilerne op ved at fritage dem for afgift, der har været indrettet ladestationer overalt i større danske byer, og der er afsat dedikerede p-pladser kun til el-biler i områder, hvor der ellers mangler pladser. Hvad mere kunne Better Place forlange? Måske lavere elpriser om natten, men spørgsmålet er, om det reelt havde ændret noget.
 
Det må også gøre ondt på Better Place, at andre aktører i branchen rent faktisk er begyndt at tjene penge. Den amerikanske elbilproducent Tesla lancerer den ene succes efter den anden – senest Model S, der er både sportslig og rummelig på samme tid. Foto: Tesla
 
Nordmændene har gjort elbiler til en succes
Hvad skulle der til, for at konceptet havde været en succes? I Norge er elbilens markedsandel på fem procent. I Danmark er den ikke engang én promille. Det er en forskel, der er til at tage og føle på.

Hvad har nordmændene gjort anderledes?

For det første har nordmændene erkendt, at elbiler er bil nummer to og som sådan kun egnet til bykørsel. Better Places bilmodel – Renault Fluence – ligner det, den er: en halvkedelig familiebil. Den er hverken fugl eller fisk og skal derudover slæbe rundt på et batteri, der fylder halvdelen af bagagerummet.
 
Norske biler er generelt billigere, hvilket betyder, at der er luft i budgettet til bil nummer to. Så heldige er vi ikke i Danmark, hvor vi har verdens højeste bilafgifter. De fleste danskere har derfor kun råd til én bil – og det bliver ikke en elbil.

Dernæst har flere norske byer fået betalingsringe, som det er gratis for elbilerne at køre igennem. På den måde har systemet fået et forspring, som glippede i Danmark, da Helle Thorning tabte betalingsringen på gulvet.
 
Tesla rocks
Det må også gøre ondt på Better Place, at andre aktører i branchen rent faktisk er begyndt at tjene penge. Den amerikanske elbilproducent Tesla lancerer den ene succes efter den anden – senest Model S, der er både sportslig og rummelig på samme tid. Og så kan den køre meget længere på en opladning end en Renault Fluence. Men Tesla er også et nicheprodukt, som mange gerne vil have og som rent faktisk kan fungere som bil nummer to – for dem der altså har råd.

Kan Better Place-stumperne samles op i Danmark? Spørger man den danske direktør, Johnny Hansen – også kaldet “Arriva Johnny” – er der ingen tvivl. Han har ganske vist ikke investeret i en elbil selv, men siger alligevel, at der i løbet af tre år vil køre 20.000 elbiler rundt i Danmark.

Det er i sandhed optimistisk. Fortsætter væksten i sit nuværende tempo vil der snarere gå 30 år.
 
En af Better Places store satsninger, Renault Fluence. Den er desværre meget dyr og kan ikke køre lige så langt på en ladning, som sine konkurrenter. Foto: Better Place
 

Relaterede artikler

Volkswagens flade forklaringer - VW reagerede hurtigt, da den monumentale skandale lettede. Man indrømmede skylden, satte undersøgelser i gang, fyrede to...

Giv din stemme

26 stemmer
3,6/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

Kursus

Boost dine budskaber med infografik

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Få nyhedsbrev

Kursus

Facebook-annoncering: Skab målbare resultater

Kurset er udsolgt - tilmeld dig hvis du vil på venteliste

Se alle Bliv klogere

Kforums årlige trendseminar

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.