Snyd k-folkets mørkemænd, og fyr historien af maks!

Lad mig indlede med en lille historie. Engang skulle jeg skrive en kritisk historie om DSB. Et af DSB's mange trick mod historien var, at etaten først i sidste øjeblik gav mig indsigt i alle de efterspurgte akter. Historien fik titlen: Gå ikke over sporet – der kommer spin. Den er værd af læse.

Jeg skulle kort sagt druknes i info kort før deadline, og dermed skulle historien lide datadøden. Store dele af informationerne var selvfølgelig overklattet med sort tusch, og researchen var dermed uanvendelig.

Min historie var lagt ned, og jeg var slået tilbage til nul.

Umiddelbart.

Det viste sig, at jeg uden videre kunne gennemlyse alle overstregninger ved ganske enkelt at skrue op for skærmens lysstyrke.

Det har altid stået som en subtil og metaforisk konklusion for mig: Du kan altid kaste lys, hvor det udsendte k-folk kaster mørke.

Spørg om ting, du allerede ved

For fra det øjeblik havde jeg alle esserne på hånden. Jeg havde selv svarene på de spørgsmål, jeg stillede DSB. Dermed kunne jeg løbende trykteste troværdigheden samlet i de svar, jeg fik.

Og endnu vigtigere: DSB vidste det ikke. Og det er ganske væsentligt, for: Du skal aldrig forvente at få vigtig viden ud af k-bræmmen, hvis du ikke ved mere, end du foregiver ved henvendelsen.

Det udviklede sig til et interessant journalistisk forløb, der viste, at DSB's øverste ledelse angiveligt havde forsøgt at intimidere DR's øverste ledelse for at styre omtalen.

Og den førende ekspert inden for offentlighed i forvaltningen, Oluf Jørgensen, konkluderede dette om nogle af DSB's metoder:

»Det er mere end unfair. Det er direkte groft.«

Og DSB's kommunikationsafdeling måtte moderere og trække i land.

Det var en fest, og DSB måtte jo tro, de var angrebet af en intern muldvarp. Det var etaten sådan set også. For manøvrerne fra DSB's side fremstod langt over stregen. Historien var relevant. Den indeholdt vigtig information, som staten skulle lære af, så forløbet ikke gentog sig. Det blev en journalistisk effektiv historie – som alene udsprang af en undren over, at flere journalister, der dækkede DSB, havde en mildt sagt kritisk og defensiv holdning til DSB's pressehåndtering.

Jeg lyttede ganske enkelt til de rigtige og kunne ikke glemme, hvad de sagde. Som det formuleres i den godt 15 år gamle Guide to Investigative Journalism:

“How was he or she smart enough to start looking in that direction? Well, there's really no magic to it. Investigative journalists are simply people who have their eyes and ears constantly open to possible story ideas, and the impetus to start digging into a particular issue can come from just about anywhere.”

Det er ofte intuitionen, der er afgørende. Den dag i dag ved jeg ikke, hvorfor jeg skruede op for skærmens lysstyrke. Men jeg ved, at jeg havde en rigtig god skærm – og det nød jeg godt af.

Intuition fremhævedes i en guide fra Aljazeera netop som den måske væsentligste faktor, når journalister opdager historier.

Ud over at lytte til åbne kilder og bevare sin intuition er DSB-historien selvfølgelig mest et heldigt move – jeg ved ikke, om man i dag så enkelt kan gennemlyse overstregninger, men forløbet illustrerer noget meget vigtigt:

Alle forsøg på at stoppe en relevant og kritisk historie kan vendes mod gerningsmanden selv – hvis du er smart, fræk og modig nok. Og lidt heldig. Men heldet forfølger jo kun dem, der for alvor prøver. Det er en vigtig lektie. Giv aldrig op. Selvom de er flere, er de ikke bedre.

Gå anti-tese

Den kritiserede part er jo i dag bevæbnet med flere k-folk, end der er journalister på sagen. Magtbalancen er forskubbet. Selv DR skruer ned for bemandingen, og nationale og ikke mindst regionale aviser bløder ansatte. Vi lever i stigende grad i en tilstræbt iscenesat og idylliseret statsfinansieret virkelighed, hvor ministre hellere klapper små børn på hovedet i Ultra Nyt end svarer på kritiske spørgsmål i direkte konfrontation og live.

Mens nyhedsredaktionerne bløder, og panikramte redaktører reagerer ved at skrue op for antallet af onlinepublikationer, så der trods alt er lidt liv i sitet og på de sociale medier, opruster organisationer, firmaer og myndigheder med k-strateger, der kender alle tricks i den lille beskidte ABC. Nedbemandingen, afskaffelsen af fagjournalister, det ophøjerede tempo gør det samlet stadigt lettere at forføre medierne med de versioner, magthaverne helst soler sig i.

Det er trivielt af opremse de beskidte kneb – du kan eventuelt nøjes med at læse Timme Bisgaard Munks udmærkede gennemgang fra december.

Men vi kan stadig generobre magten. Fordi magten er med de gode. May the force be with you!

Og mangler du en skematisk introduktion til, hvordan du bedriver solid journalistik, der ikke umiddelbart kan afvises, så er Story-Based Inquiry: A method through the madness et godt sted at besøge:

Et meget effektivt første move er, at du slører din vinkel, når du henvender dig.

I en periode havde jeg for eksempel megen fornøjelse af at afdække virksomheder og medier, der havde indgået aftaler om ulovlig redaktionel omtale ved køb af annoncer.

Du kan få andre konkrete tip til din kritiske journalistik i 7 Best Practices for More Impactful Investigative Reporting.

Først ringer du til virksomheden – der jo også kan være en myndighed eller en organisation – og spørger (efter nogle nødvendige indledende fraser, hvor du roser initiativet som yderst nyskabende og måske epokegørende), om det nu også overhovedet er en effektiv måde at bruge pengene på. Er det ikke spild af penge?!

Forestil dig altid, at personen, du taler med, i sidste ende jo skal kunne forsvare samarbejdet med mediet over for skatteydere, kunder, bestyrelsen eller aktionærer. Du bringer altså din kilde i en position, hvor han eller hun vil tale sagen og din virkelige vinkel op for at forsvare dispositionen: ”Det er enormt effektivt, at vi får omtale redaktionelt, fordi det giver direkte kontakt med brugerne i en situation, hvor de har paraderne nede!”.

Jo, det svar har jeg fået.

For jeg siger dig, at den slags kilder er parate til at gå meget langt for at forsvare dispositionen. Og at mange altid reagerer instinktivt ved at forsøge at dræbe den falske vinkel, du har lagt ud som en snare, der snart strammer om skurkens blottede ankel. Du vender det forventede forsvar til dit eget angreb. Modparten vil altid prøve at lure din vinkel og dementere den. Det er det, du udnytter ved at gå antitese.

Her skal du selvfølgelig huske at få clearet de første citater, inden du går videre til den kritiske konfrontation. Og du kan med fordel bruge clearingsfasen til at få strammet citaterne yderligere op. Skriv for eksempel:

”Tak for godt interview. Jeg giver dig mulighed for at rette faktuelle fejl og misforståelser. Hvis du dertil har yderligere dokumentation, der styrker din påstand, er du velkommen til at skrive det ind, så ser jeg på det. Det kan også være et svar fra din chef. Tror faktisk stadig, der kan være borgere, der undrer sig over investeringen.”

Og derpå har du dit citat, når du efterfølgende skal interviewe mediet, der selvfølgelig vil afvise, at nogen bliver snydt: Så dumme er læserne ikke. Hvilket jo er et interessant svar at stikke i næsen på den betalende annoncør i en opfølgning.

Den historie kan vel stadig laves på det stigende antal advertorials? Hvorfor graver Politikens journalister ikke lidt i mediets egen forside?

Og hvis du mangler inspiration og vejledning, så giver GIJN Bookshelf: A Dozen Books for Muckrakers in 2021 dig en oversigt over nogle af de vigtigste bøger.

Anti-tese på Støjberg

Forestil dig, at hele sagen om udlændinge- og integrationsminister Inger Støjbergs ulovlige instruks om at tvangsadskille par på asylcentre, hvor mindreårige boede sammen med deres ægtefælle, var startet med antitese.

Den meget omdiskuterede pressemeddelelse meddelte blandt andet dette den 10. februar 2016: ”Inger Støjberg stopper indkvartering af barnebrude på asylcentre.”

Og videre hedder det i teksten:

”Fremadrettet kan ingen mindreårige asylansøgere bo sammen med en ægtefælle eller samlever.”

”Efter de nye retningslinjer må ingen mindreårige under 18 år indkvarteres på samme asylcenter som en ægtefælle eller samlever. Det gælder også, hvis parret har et eller flere fælles børn.”

Tænk, hvis en journalist havde grebet den modsatte vinkel: Det virker jo ikke. Man kan ikke adskille alle!

Forestil dig den stakkels medarbejder i ministeriet, der skulle forsvare, at selvfølgelig virkede instruksen.

Husk, at dengang mente mange politiske partier og store dele af offentligheden og det fordomsfyldte vælgerhav jo, at Inger Støjbergs mission var på sin plads. Problemet var dengang ikke den ulovlige instruks, men de angiveligt mange ”børnebrude”.

Hvorfor gør politikerne ikke noget???

Det vil sige, at hele miljøet omkring pressemeddelelsen var, at Støjberg havde en god sag. Det er derfor den gode sag, vi lader som om, vi angriber.

Hvordan vil I uden langvarig sagsbehandling forhindre, at en 17-årig er indkvarteret med en 18-årig?

Er loven virkelig så effektiv, eller viser det sig hurtigt, at der er store smuthuller i den?
Hvorfor har det taget så lang tid at få loven på plads?
Er det her den sidste justering, vi ser, eller kan der komme yderligere styrkelse af indgrebet?

Nonprofitorganisationen ARIJ, der arbejder for at fremme kritisk journalistik, har samlet ti enkle tips:

Do some preliminary research before launching an investigation or even pitching it to your editor.
Know the laws a) so you don’t break them and b) to know how to use them to your benefit.
Support your work with documents when possible. Think about what documents you need and how you can obtain them.
Don’t rush into interviews. Get as much information as you can first, so you can ask intelligent questions when you do get the interview and so you will be ready to challenge evasive answers.
Fact-check everything – from documents to information obtained through sources.
Avoid undercover investigations and ambush interviews unless absolutely necessary.
Always allow the subject of your investigation a fair chance to respond.
Don’t be chained to your story in the face of evidence to the contrary. If you find that your hypothesis is wrong, be prepared to shift gears and change your story.
Keep in touch with your sources on a regular basis
Follow-up on stories

Send afvisningen til chefen

Vi ved jo alle, at nogle af de almindelig tricks i den beskidte ABC er at tale historien ned, så den aldrig udkommer.

Det gøres blandt andet ved at sige, at der ikke er noget nyt i den, og at andre medier omtalte sagen for tre måneder siden.

Andre manøvrer består i at dræne journalisten for viden, inden den kritiserede part beslutter sig for ikke at deltage: Hvem har du talt med? Hvad er din vinkel? Hvem er med på historien? Hvordan udkommer I med den?

Du risikerer også at blive angrebet på din habilitet: Du har jo skrevet kritisk om det her fem gange før. Er du overhovedet i stand til at se objektivt på sagen – og ved din redaktør, hvad du laver?

Blev du ikke fyret i dit seneste job?

Ovenstående reaktioner baserer sig på en ikke formuleret kontrakt mellem k-mennesket og journalisten, nemlig, at den del af korrespondancen kun lever mellem journalist og k-mennesket.

Det kan du jo vælge at se stort på.

Den uformelle kontrakt kan du vælge at bryde. Det kan du gøre på flere måder.

For eksempel er det meget effektivt at vende sagen mod k-mennesket selv – præcis på samme måde, som kommunikationschefer intimiderer journalister ved at sætte tryk på en intetanende redaktør, der frygter for sit omdømme. Du skriver derfor en haste-e-mail til ministerens rådgiver, hvor det fremgår:

”Jeg kan forstå på kommunikationskonsulent X, at ministeriet mener, at historien om X er gammel og ikke rummer noget nyt. Er det et svar, vi også kan tillægge ministeren? I så fald går vi videre med citatet, som I er velkomne til at nuancere. Vi har arbejdet på sagen i to uger og forventer at publicere snart.”

Du kan eventuelt vælge at sende e-mailen med en indbygget software, der afslører, hvem mailen sendes videre til, og hvem der åbner den. Det er ofte ganske underholdende at følge med i… For du vil nu opleve, at dele af ministeriet bliver til et regulært hvepsebo. Den ender sandsynligvis med, at din første kilde ringer tilbage og forklarer, at han eller hun ikke kan garantere, at historien er helt så gammel, og at ministeriet kommer med et svar.

Her spørger du så, om du skal udkomme med en version, der rummer det første svar – og så følge op senere. Eller om svaret kommer i dag. Dette spørgsmål sætter du ministerens rådgiver CC på. I mailen opfordrer du også til, at den forelægges ministeren for at undgå misforståelser.

Dermed har du samlet vendt ministeriets afvisning som et missil mod dem selv. Og ikke mindst har du skabt en stor irritation øverst i organisationen over, at de menige k-folk ikke kan holde pressen fra dørene. Det skaber et helt andet miljø omkring din næste henvendelse til samme k-menneske, der absolut ikke ønsker flere sager, der pludselig begynder at ramme toppen og derpå siver ned i systemet.

Den slags uønsket spotlight bliver man ikke forfremmet af i mørkeland.

Kort sagt: Sæt gang i systemet ved at kontakte opad. Brug din mulighed for publicering som løftestang. Alle højt på strå frygter omtale, der står i vejen for næste forfremmelse.

Navngiv den anonyme stopklods

Den østrigske psykolog Paul Watzlawick (1921-2007) fastslog, at der ikke findes ikke-kommunikation. Hans forskning retter sig mod familie- og systematisk terapi, men kan også anvendes om andre relationer. Kort sagt er pointen, at selv når vi ikke ønsker at gøre noget sprogligt, så leverer vi alligevel et budskab – for eksempel en afvisning. Og ofte er det uudtalte budskab større og vigtigere end det, der skrives eller udtales.

Derfor: Det mest effektivt våben i den demokratiske værktøjskasse er måske at oversætte ikke-kommunikation til kommunikation. Altså at skabe åbenhed om ikke-svaret, hvor det ikke er ønsket eller ventet. Det er meget enkelt og sætter altid røre i gryden. Når du modtager det forventede ikke-svar fra en myndighed, en autoritet eller en kommunikationsafdeling, så kan det for eksempel lyde således:

”Der er intet nyt i sagen!”

Altså den klassiske parade gennem at tale historien ned, som jeg også nævnte ovenfor. I stedet for at skubbe svaret op i systemet, sætter du nu svaret frit i virkeligheden. Hvis der er noget, k-folket frygter, så er det netop den. Virkeligheden. Du siger pænt tak for svaret – og så skriver du en version af historien, hvor du citerer den pågældende kommunikationsmedarbejder med eget navn og titel.

Du har nu brudt det uformelle kodeks – men ikke gjort noget ulovligt eller etisk angribeligt.

Denne version sender du til vedkommende, der nu må se sin ikke-kommunikation omdannet til kommunikation. Du kan sætte endnu mere gang i sagen, hvis du tilføjer chefen CC. Det vil udløse en modredaktion, hvor du får at vide, at svaret jo var givet til baggrund, hvortil du replicerer, at det ikke var aftalt, og at du ringer som journalist. Men at du er velkommen til at tilføje yderligere til svaret eller redigere det, hvis der er kommet flere oplysninger frem.

Nu vil du måske få at vide, at det er ministeriet og ikke navngivne medarbejdere, der skal citeres. Du understreger, at det svarer til, at det er ministeren, der svarer, da denne jo er øverste chef i ministeriet, så det vil du gerne tilføje. Selvfølgelig.

Få din chef på banen

Nu vil chefen helt sikkert overtage i den anden ende. Derfor er det vigtigt, at du lige husker at klæde din egen chef på. Forklar hende åbent og ærligt, hvad du har gang i, og få vedkommendes opbakning. Helst på e-mail eller SMS. Hun har helt sikkert ment noget om vigtigheden af fri nyhedsdækning i Presselogen på et eller andet tidspunkt.

Fra nu af sætter du din egen chef CC på din kommunikation, så du får lukket trusselshullet og vist din modpart, at I mener det. Du sikrer også, at din chef ikke kan slå bak, fordi hun ikke var briefet op. Gå gerne skridtet videre, og ros hendes stålfaste vilje på redaktionsmødet.

Nu skriver du en ny version af historien, hvor du spidsvinkler på, at ministeriet ønsker at holde et svar om et stærkt kritiseret forløb anonymt og ikke vil sætte navngivne kilder på. Du har selvfølgelig allerede rakt ud efter ministeren og tilføjer historien, at det ikke har været muligt at få en kommentar. Denne version sender du til chefen hos modparten samt din egen chef. Mens du venter på reaktionen, finder du et par eksperter i offentlig forvaltning og klæder dem på til at gå kritisk ind i sagen. Svarene sender du til din første kilde, den menige kommunikatør, med vedkommendes chef CC. Og du spørger nu din første kilde, hvilken kommentarer han eller hun har til det.

Du har nu omdannet hele forløbet til et stort cirkus, som du er domptør i. Du er ganske enkelt ved at bygge en større historie op, end den du henvendte dig med. Ministeriet har sikkert nogle forblommede ord om åbenhed og hjælpsomhed over for pressen på hjemmesiden, som du også kan citere og sende til aktørerne. Nu sender du et tweet af sted, hvor du er omhyggelig med at ramme de rette personer:

”Vi ville gerne præsentere læserne for historien om xxx, men ministeriet har lagt låg på og vil ikke svare åbent. Vi holder fast og følger op. Ros til min chef for at bakke op!”

Du foreslår nu chefen, om hun ikke skal skrive en leder om den omsiggribende lukkethed, hvor I nævner ministeriet og chefen ved navn. Presselogen vil elske det, kan du tilføje.

Vi kan kalde den i ”I åbenhedens navn” og vinkle på, at det er på tide at gøre op med kommunikationsvældets kvælning af den offentlige debat, instruerer du. I sender lederen til ministeren via rådgiveren og gør opmærksom på, at I stadig er åbne for at modtage kommentarer til sagen. I noterer i lederen, at ministeren har set lederen før publicering.

Så sætter du dig til at vente. Alt kan ske.

Igen vil det dårligste resultatet være, at du næste gang, du henvender dig til samme menige medarbejder, undgår ikke-svar.

Held og lykke!