Løb, Jens Haaning, løb!

Var det hærværk, da Banksy-værket Girl With Balloon delvist makulerede sig selv efter et hammerslag på over en million pund i 2018? Selvfølgelig var det ikke det, og der var da heller ingen, der stillede det spørgsmål.

Nogle nøjedes måske med at mene, at det var en fed joke, mens mange var enige om, at det var genial kunst. Det oprindelige stykke nonprofit-street art var blevet kommercialiseret, kommet på auktion hos Sotheby’s i London, og blev på spektakulær vis ødelagt live, før køberen fik det i hænde. Et nyt værk med titlen Love is in the Bin var skabt.

Begivenheden gik verden rundt, og selvfølgelig spillede Banksys anonyme og myteomspundne berømmelse og det Olsen Banden-agtige stunt ind, men prisen, på hvad der svarede til otte millioner danske kroner før makuleringen, er bestemt ikke til at komme udenom.

Hvis der er store pengebeløb involveret, så får kunsten nemlig pludselig mediernes opmærksomhed. Det kan den danske billedkunstner Jens Haaning i den grad skrive under på.

I den forgangne uge har Jens Haanings seneste værk fået både dansk og – massiv – international omtale. Værket implicerer nemlig en større sum penge, der er pist forsvundet.

Men i modsætning til Banksy bliver Jens Haaning faktisk stillet det temmeligt trivielle spørgsmål: Er det tyveri?

Efter et salg på over en million pund går makulatoren i gang, og værket bliver delvist ødelagt.

To tomme rammer

En undren spredte sig på kunstmuseet Kunsten i Aalborg, da Jens Haanings værker blev pakket ud.

Forventningen hos museets ansatte var, at de havde modtaget det dobbelte værk An Average, der består af to billedrammer med danske og euro-pengesedler til en værdi af omkring 550.000 kr.

An Average viser forskellen mellem indkomster i Østrig og Danmark, konkret illustreret af pengesedlerne i glas og ramme. Værket skulle udstilles på udstillingen Work it Out, der åbnede fredag den 24. september. Forestillingen sætter fokus på fremtidens arbejdsliv.

Men da værket blev pakket ud, var billedrammerne tomme, og pengene var væk. I stedet for An Average havde museet modtaget værket Take the Money and Run.

Skulle betale for at udstille

Take the Money and Run er bestemt ikke bare et underholdende gimmick. Tværtimod er det en yderst aktuel og sylespids kommentar til både den konkrete udstilling og en bredere samfundsdebat.

Udstillingen Work it Out beskæftiger sig med fremtidens arbejdsmarked og bliver bl.a. præsenteret med følgende tekst:

“Hvad er et arbejde egentlig, og hvorfor arbejder vi? Er der grænser for vores arbejdsliv? Kan vi i fremtiden skabe et mere bæredygtigt arbejdsliv for individ og samfund? Og hvordan kan kunsten og kunstmuseet skabe rammerne for nytænkning af fremtidens arbejdsliv?”

Hvordan det konkrete regnskab ser ud, er uklart, men ifølge Jens Haaning skal han, når honorar og materialeomkostninger er trukket fra de samlede omkostninger, selv betale et femcifret beløb af egen lomme. Jens Haaning skal altså efter eget udsagn betale for at udstille, hvilket ellers er en del af hans arbejde som skabende kunstner.

Værket Take the Money and Run svarer på den måde enkelt og præcist på samtlige Kunstens spørgsmål ovenfor.

“Jeg opfordrer andre mennesker, som har lige så kummerlige arbejdsforhold som mig, til at gøre det samme. Hvis de sidder på et eller andet lortejob og ikke får penge og faktisk bliver bedt om at give penge for at gå på arbejde, så tag af kassen, og stik af. Det er en generel opfordring,” udtalte Jens Haaning i et interview til P1 Morgen.

Take the Money and Run er en kommentar til Jens Haanings egen personlige situation, og den er en kommentar til kunstneres generelle arbejdsbetingelser – ikke mindst på bagkant af en pandemi, der har berøvet mange kunstnere deres levebrød. Ved et tilfælde rammer både udstillingen og værket desuden ned i den aktuelle, overordnede samfundsdebat om, hvorfor vi overhovedet går på arbejde. Statsministeren mener fx ikke, at det behøver at være lystbetonet at gå på arbejde.

På den måde er Take the Money and Run et værk til tiden.

Kunst er spændende, når der er penge på spil

Kunst bryder næsten stensikkert igennem til nyhederne, når der er store penge involveret. I medierne bliver kunstens abstrakte, immaterielle værdi først interessant og håndterbar, når den omskabes til letforståelig pekuniær værdi i konkrete tal. Økonomisk værdi, der enten skifter hænder eller forsvinder.

Det er tilfældet, når kunst bliver solgt for store beløb. Eller når værdifuld kunst bliver stjålet, som fx ved det danske Rembrandt-tyveri i 1999. Her var der i øvrigt den morsomme krølle på historien, at amatørtyvene slet ikke anede, at de havde stjålet et berømt værk til 150 millioner kroner.

Og medieinteressen bliver altså også vakt i tilfælde som Banksys Girl With Balloon (otte millioner kroner) og Jens Haanings Take the Money and Run (550.000 kr).

The K Foundation, tidl. KLF, brænder en million pund.

I dag er det mest folk, der var unge i begyndelsen af 90’erne, samt dedikerede connoisseurs der husker fænomenet The KLF, deres musik og det mystiske univers omkring musikken. De to kunstneres afbrænding af en million pund i en kamin på en afsidesliggende skotsk ø i 1994 er til gengæld kendt i brede kredse. Det er deres eftermæle, og det var endda deres egne penge.

Pengene stammede fra royalties fra deres korte, men succesfulde musikkarriere, der bl.a. omfattede en nummer et hitsingle på verdensplan i 1991. The KLF trak sig tilbage fra musikbranchen i 1992, men deres royalties blev ved med at rulle ind, og det var dem, de brændte af. Afbrændingen blev foreviget i dokumentarfilmen The K Foundation Burn a Million Quid, og asken fra de brændte penge blev senere brugt til at skabe en mursten. Bemærk i øvrigt pengenes rejse fra den immaterielle musik, over de symbolske penge til den konkrete mursten.

Store pengebeløb skaber både en pludselig kunstinteresse i medierne og mejsler værket ind i kunsthistorien.

“Er det tyveri?”

Det hører til sjældenhederne, at danske kunstværker og kunstudstillinger rammer mediernes nyhedsflader. Begge dele var tilfældet fredag den 24. september, hvor udstillingen Work it Out åbnede i Aalborg. Vinklen var dog ikke værkets budskab, men derimod de forsvundne penge.

Allerede i radioavisen kl. 8 var ombytningen af An Average med det nye værk Take the Money and Run en af hovedhistorierne. Her var vinklen, at udstillingen “kan blive en dyr fornøjelse” for Kunsten. Museumsdirektør Lasse Andersson fortæller, at de mange penge er et lån til Jens Haaning, og han håber, at pengene dukker op, når udstillingen lukker 14. januar 2022.

Den danske mediedækning kulminerede dog først dagen efter, lørdag den 25. september, med et vidunderligt indslag i P1 Morgen. Værterne Bjarne Steensbeck og Kirstine Dons lægger fra land med at spørge Jens Haaning, hvor pengene er. De får naturligvis ikke andet svar, end at pengene er i Jens Haanings varetægt.

De to journalister kredser om spørgsmålet, om Take the Money and Run er kunst eller tyveri, og i det hele taget er deres vinkel en konflikt mellem Jens Haaning og Kunsten. De to parter fremstilles som henholdsvis gerningsmand og offer, som om sagen var krimistof.

Indslaget tager en bemærkelsesværdig drejning, da der bliver stillet om til Kunstens museumsdirektør, Lasse Andersson. Hvis journalisterne havde håbet på, at konflikten nu blev udpenslet for åben mikrofon, blev de svært skuffede.

Lasse Andersson anerkender, at Jens Haanings værk er kunst, og det er da også blevet en del af udstillingen Work it Out. Nu kæmper journalisterne for alvor for deres konfliktvinkel og spørger ind til, om ikke Kunsten skal have deres penge tilbage. Lasse Andersson skyder behændigt spørgsmålet til hjørne:

“Vi må se den 14. januar,” svarer han, med henvisning til udstillingens slutdato.

Netop denne suspense om, hvorvidt pengene virkelig er forsvundet, eller om de bliver returneret, påpeger Lasse Andersson, er en del af værket. Makulatoren står og blinker. Går den i gang eller ej?

Indslaget er som hele et yderst illustrativt clash mellem to forskellige paradigmer: På den ene side journalisternes forudsigelige fokus på konflikt og de meget håndgribelige forsvundne 550.000 kroner. På den anden side kunstneren og museumsdirektørens fokus på det uhåndgribelige værk, der både er genialt, fordi det består af noget, der mangler, og fordi det adresserer udstillingens tema så millimeterpræcist.

Det er et indslag lige til journalistuddannelsernes tvungne pensum.

Take the Money and Run er blevet omtalt i de fleste større danske medier, der alle sammen vinkler på det mindst interessante aspekt: det angiveligt økonomiske mellemværende mellem kunstner og museum. Til sammenligning vinkler fx The Guardian på Haanings protest mod ringe aflønning.

“Værket er, at der mangler en halv million. Værket er, at jeg har taget deres penge,” fortalte Jens Haaning i P1 Morgen.

“Det er ikke tyveri. Det er et kontraktbrud, og et brud på en kontrakt er en del af arbejdet”.

Take the Money and Run

Lad os afslutningsvist dvæle lidt ved de i kunstnerisk sammenhæng uinteressante penge.

Da Girl With Balloon blev makuleret i 2018, opstod i stedet værket Love is in the Bin. Det er siden blevet udstillet, og i oktober i år kommer det nye værk for første gang på auktion. Pris? Estimeret mellem fire og seks millioner pund. Det er mellem 35 og 51 millioner danske kroner i dagens valutakurser; eller en værdistigning på omkring 500 pct. siden dengang på Sotheby’s.

Her er det tankevækkende at dvæle lidt ved dette citat fra The Guardian-journalisten Jonathan Jones fra 2018:

”For én gang skyld er det lykkedes for en kunstner at pisse på det system, som reducerer kunst til intet andet end en vare. Det, der skete på Sotheby’s, er Banksys største værk. Han sagde noget, der er nødt til at blive sagt: Kunsten kvæles til døde af penge. Markedet forvansker fantasi til investering og gør protest til dekoration i en eller anden oligarks palads. Den eneste revolution, kunsten har tilbage, er at destruere sig selv i det øjeblik, den bliver solgt”.

Dagens prisvurdering af KLF-murstenen er ukendt, men mon ikke også den ville overstige en million pund, hvis den kom på auktion? The KLF/The K Foundation rører atter på sig, og et af deres aktuelle projekter er at bygge en pyramide af sten, der er fremstillet af doneret aske fra kremerede mennesker.

Så hvad med Take the Money and Run? Siden værket blev offentliggjort den 24. september, har historien spredt sig som en steppebrand verden over. Museet foretager måske ikke officielt en sådan udregning, men den verdensomspændende PR-omtale for Kunsten i Aalborg er ikke desto mindre ubetalelig for et mindre dansk kunstmuseum. Holdt op mod den massive omtale virker en halv million kroner pludselig som småpenge.

Og så er der selve værket: De to tomme rammer, hvor små mærker på de blanke lærreder viser, hvor de forsvundne penge skulle have siddet. Pengene er i Jens Haanings varetægt, mens rammerne er i Kunstens besiddelse. Spørgsmålet er, hvem af parterne der i sidste ende ligger inde med det aktiv, der repræsenterer den højeste økonomiske værdi i det interne regnskab.

Hvis Take the Money and Run ender med at repræsentere en værdi på mere end 550.000 kr, så bliver Jens Haaning konfronteret med det samme paradoks som Banksy: At Haanings kunstneriske protest over sine arbejdsforhold ender med at skabe økonomisk værdi for nogle andre. Måske ender Jens Haanings protest en dag med at hænge som udsmykning på væggen hos en oligark.

Under alle omstændigheder er Jens Haaning lykkedes med at skabe opmærksomhed om de forunderlige mekanismer bag værdifastsættelse af kunst, og kunstnerens beskedne andel af kagen. Og det på trods af, at de danske mediers redaktionelle idéudvikling ikke rækker længere end til at spørge, om han er en tyveknægt.