Sublimt PR- stunt på Sotheby’s
Fredag den 5. oktober blev den pseudoanonyme gadekunstner Banksys maleri ”Girl With Balloon” solgt og efterfølgende selvmakuleret for øjnene af en måbende forsamling på Sotheby’s i London. Hele miseren er gået viral og set af millioner af mennesker, og kritikere står i kø for at hylde Banksys joke, der gør godt og grundigt nar af den hysteriske kommercialisme, der præger den etablerede kunstscene. Men Banksys stunt er ikke kun hypereffektiv buldren og bragen og indlejret moralisering over kunstinstitutionens mummespil. Banksys genistreg er derimod at demonstrere enhver avantgardekunsts tragiske triumf, inklusiv sin egen: At den for evigt er dømt til at mislykkes på toppen af egen succes. Det ironiske er så, at Banksys ultimativt værdiløse kunst aldrig har været mere værd i kroner og øre end efter i fredags.
af Bo Kampmann Walther
Skandalebegivenhed
Kunstverdenen er ramt af endnu en skandale. Se det på YouTube og Instagram. Læs det i aviser og magasiner på nettet. Det fyger med ord som ”genial”, ”gal”, ”vildt stunt” og ”den perfekte joke”. Dog er det hele ikke vildere – og det er pointen her, end at alle parter tjener tykt på løjerne, og avantgarden igen kan henvises til sin faste plads som partytrick på gallerierne og guldrandet vare.
Det var noget af en scene, der udspillede sig på Sotheby’s i London, da Banksys kunstværk efter at være blevet solgt pludselig selvmakulerede for øjnene af publikum.
Anledningen er den britiske gadekunstner Banksy, der fredag den 5. oktober solgte værket Girl With Balloon fra 2006 på London-auktionen Sotheby’s. Banksys maleri, som stammer helt tilbage fra 2002, hvor det optrådte som graffiti på en mur, var det sidste, der var til salg i den såkaldte Frieze Week. Øjeblikkeligt efter, at det ikoniske maleri blev solgt for lige knap ni millioner kroner, hvilket var tre gange så meget som udbudsprisen, selvmakulerede værket for øjnene af den måbende forsamling. Girl With Balloon gik simpelthen i stykker i realtime. Ingen subtil symbolik her, hvor kunsten skal have talt sine pointer frem, men ren og skær pragmatisk destruktion.
Sotheby’s’ eksperter burde, siger kritikerne, have opdaget den mistænkeligt tykke ramme, som omgav Banksys værk, og som efterfølgende viste sig at skjule et sindrigt makuleringsudstyr. Banksy selv lagde en video op på Instagram kort efter auktionen, hvor man kan se en maskeret mand rode med sit Doktor Doofenshmirtz-gear. Videoen ledsages af ordene:
”For nogle få år siden byggede jeg i al hemmelighed en makulator ind i et billede – i tilfælde af, at værket nogensinde skulle komme på auktion.”
Banksys Instagramopslag, der efter blot fem dage opnåede over 11 milioner views.
Vidste Sotheby’s noget?
Makulatorstuntet er muligvis det mest geniale træk i Banksys karriere, siger Kasper Nielsen, der er vurderings- og salgsdirektør for Bruun Rasmussen Kunstauktioner, til DR: ”Det er det dyreste billede, der nogensinde er blevet solgt af ham. Og så sker den her gimmick, happening, event eller måske sabotage. Alle er stadig meget i tvivl om, hvad det er, der er sket, og uanset hvad Sotheby's siger, så har det her skabt global hype omkring kunstneren”, siger Kasper Nielsen.
Spørgsmålet er, om Sotheby’s var med på spøgen. New York Times citerer Acoris Andipa, en kunsthandler fra London, som har specialiseret sig i Banksy: ”Det var spektakulært iscenesat”, hævder Andipa. ”Hvad der stadig er uklart, er, om Sotheby’s kendte noget til det”.
Sotheby’s har malet sig op i et hjørne, påstår John Coffee, en professor på Columbia Law School. Enten har Sotheby’s pillet ved selve auktionen, som er på grænsen til det ulovlige, eller også er de så inkompetente, at de ikke opdagede Banksys forunderlige makuleringsmekanisme. I begge tilfælde, siger Coffee, afslører de en komplet mangel på kontrol.
Det er det værste, der kan ske for kunstinstitutionen: at miste kontrollen. Selv den argeste vildskab skal på en eller anden måde have hegn udenom, og selv flygtige penselstrøg i storbyens larm og virvar har brug for glas og ramme for at kunne blive til værker, der kan købes og cirkuleres som varer.
Det var et tydeligt chokeret publikum, der måbende så på, da makulatoren i billedrammen begyndte at destruere værket.
Avantgarde som investeringsobjekt
Om Sotheby’s var impliceret i løjerne eller ej, eller om de blot er uduelige, fordi de ikke i tide opdagede, at der var noget lorent ved Banksys maleri, kan dog ikke skjule det faktum, at værket med ét er blevet mange flere penge værd.
Either you’ve rigged this auction or you’re so incompetent you couldn’t discover this elaborate mechanism for destroying [the work] . . . There’s no way [for Sotheby’s] to win John Coffee, Columbia Law School i FT.
”Det var et fantastisk PR-stunt”, siger Offer Waterman, som til daglig handler med britisk kunst fra det 20. århundrede og var til stede under Sotheby’s’ auktion. ”Det vil skyde prisen på Banksys værker vildt i vejret”, konkluderer Waterman og uddyber: “Det er blevet mere værd nu som et konceptuelt øjeblik end som et kunstværk i sig selv”.
”Banksy fortsætter med at overraske og begejstre med sit seneste og muligvis fineste stunt i en lang historie af anti-establishment-udsagn. Minutiøst planlagt og perfekt udført tiltrak begivenheden sig global opmærksomhed og forstærkede dermed Banksys indflydelse og værdi som kunstner. I en verden, hvor alle prøver at blive berømte, har Banksys anonymitet endnu engang skabt sin egen uvurderlige omtale”, siger Bloch.
Hvad fanden handler det om?
Ifølge Guardian-journalisten Jonathan Jones er Banksys budskab klokkeklart: Kunsten kvæles ihjel af pengeinteresser. Det eneste oprør, kunstnerne har tilbage, er at bide den hånd, der giver dem mad. Det var præcist det, Banksy gjorde fredag aften på Sotheby’s, og som han havde planlagt længe før.
”For én gang skyld er det lykkedes for en kunstner at pisse på det system, som reducerer kunst til intet andet end en vare. Det, der skete på Sotheby’s, er Banksys største værk. Han sagde noget, der er nødt til at blive sagt: Kunsten kvæles til døde af penge. Markedet forvansker fantasi til investering og gør protest til dekoration i en eller anden oligarks palads. Den eneste revolution, kunsten har tilbage, er at destruere sig selv det øjeblik, den bliver solgt”, skriver Jones.
I sin mekaniske hittepåsomhed kan Banksys performance minde om John Cage og Joseph Beuys. Cage rodede med spolebånd og er måske mest kendt for værket 4’33, som består af tre satsers pause med en samlet varighed af 4 minutter og 33 sekunder. Beuys lavede mange finurlige kunstværker – eller actions, som han kaldte dem – bestående af cylindriske metalstykker, turbiner og akkumulatorer.
Der er også klare paralleller til Marcel Duchamp i starten af 1900-tallet og 1960’ernes Fluxus-kunst. I mere abstrakt forstand tematiserer Banksy, især når man ser maleriet og happeningen som ét samlet værk, den rolle, kunsten har i samfundet, og de mekanismer, der gør kunst til ”kunst”. Jones foreslår at give Banksys værk et nyt navn: Million Quid Artwork Destroying Itself.
At grine hele vejen ned til banken
Målt i en historik af udstillede tissekummer, lort på dåse og smadrede flygler er Banksys PR-stunt på én gang perfidt konspiratorisk og befriende enkelt og pragmatisk. Medierne bruges som effektivt våben og værktøj. På få sekunder blev budskabet om anti-establishment spredt over hele kloden, alt imens Sotheby’s angiveligt var i dialog med køber om, hvad der nu skulle ske. Bedste gæt er, at begge parter griner hele vejen ned til banken. At slå kunsten i stykker og urinere ned ad ryggen på en selvfed kunstinstitution, hvor afstanden mellem skabende kunst og hvidvinsræbende kulturradikalisme aldrig har været større, scorer højt i både effektivitet og budskab. Det er mange penge værd.
Banksys værk virker, og moralen er ikke til at tage fejl af.
Det ikoniske maleri blev solgt for omkring ni millioner kroner, hvilket var tre gange så meget som udbudsprisen.
Avantgarden før Banksy
Men Banksys genialitet skyldes ikke kun, at han smækker med døren og råber fuck efter den fattigfine kunstelite. Det handler ikke kun om at afsløre det krukkede i at drikke dus med Hornsleth og abonnere på værker af en chilensk, handicappet, lesbisk, retsforfulgt multikunstner – og i øvrigt bruge fritiden på at omlægge lånene i villaen i Vedbæk og finpudse fælgen på den specialimporterede, babyblå Jaguar fra 1971. Banksys vildskab er ikke kun, at han er street, og Sotheby’s’ købere og kritikere er friserede nikkedukker, der holder den gale kunstner som gidsel.
Banksy løber åbne døre ind. Duchamp, Manzoni, Beuys, Rauschenberg, de har alle sammen været der og løbet stormløb mod grænsen, for nu at sige det med Kafka. Med små variationer har vi set det hele før. Kunst, der ikke vil være kunst. Avantgarder, der ikke er til at skelne fra virkeligt liv og funktionelle objekter. Som Duchamps porcelænsurinal, der svulstigt og tykt sarkastisk kaldte sig selv Fountain. Som Fluxus-bevægelsens dingenoter og Picassos ragelse i garagen. Eller det stykke fortov, som simple Park & Vej-arbejdere anlægger uden for museet i Ruben Östlunds film The Square, hvor den verdensfjerne kunstners fiksfakseri er at gøre firkanten til en ”helligdom for tillid og omsorg”. Vi har set værker, der balancerer mellem det banale og opstyltede. Værker, der destruerer sig selv. Budskaber, der selvtænder og brænder op. Been there, done that.
Banksys triumf
Banksys egentlige triumf er, at han griner dobbelt af bourgeoisiets kåde købelyst. I den forstand er han ligesom galningen med Tourettes syndrom, der ikke kan lade være med at råbe obskøne fraser midt under den andægtige Q-&-A med Kunstneren i Östlunds The Square. Det første grin er den tilfældige graffiti på en mur, der i en tilfredsstillelse af kunstinstitutionens symbolske logik vristes fri af sin urbane tilfældighed og ender i glas og ramme. Vupti, nu er det et maleri, som ingen normale mennesker kan købe for penge. Det andet grin er den forprogrammerede happening af Doktor Doofenshmirtz’ske proportioner. Hvor ville Beuys have misundt Banksy: Selvmakuleringen fredag den 5. oktober 2018 var en territorial afpisning version 2.0. Skal vi nu virkelig til at betale flere millioner for noget, der bevidst er slået i stykker? Banksys værk er ikke bare en readymade, men en made for money-event, som forstærkes tifold af den virale steppebrand.
Banksys nu ikoniske værk blev første gang malet på en væg i 2002, og senere har den anonyme kunstner brugt motivet flere gange. Her ses eksempelvis Girl With Balloon på en udstilling i Rusland. Foto: Mikhail Tereshchenko / Getty Images
Forestil dig Banksys idealkøber: En snotrig marketingguru, der grådigt bejaer kunstnerens markedsperfektion og brand-snilde og eventuelt faciliterer den nye onlinekampagne med et strejf af noget ”Banksy’sk” (for ligesom at sexe det hele lidt op), og som har penge nok til stolt at hænge den subtilt iscenesatte afpisning af kunstklientellet op på væggen til ære for vennerne. Det svarer til at blære sig med, at nogen har taget røven på én.
Banksy og avantgardens tragiske nederlag
Girl With Balloon ender med på én gang at være en demonstration og demontering af avantgardens tragiske dilemma. Demonstration, fordi Banksys bedrift viser, hvor skrøbelig avantgarden er og altid vil være. I det øjeblik, den vækkes til live, dør den. 1-2-3, solgt! Og så: Bang! Nu er værket væk! Ha!
Demontering, fordi værket efter hammerslag og eskalerende investeringsværdi forvandles fra at være en utopisk og overskridende gestus til at blive et stykke kulturindustri, der kan prissættes, distribueres og diskuteres (som eksempelvis her i Kforum). Avantgardens forfærdelige tragedie er, at den konstant skabes på randen af sin egen fejltagelse. Når den lykkes, har den automatisk sejret sig selv ihjel. Banksys fejltagelse, som han nidkært inkorporerede i sit maleri som maskinel aktivitet – en makulator, en kontorartikel for fanden! – er, at hans kunst derved blev dobbelt så meget værd præcist i det øjeblik, den blev værdiløs i traditionel kunstnerisk forstand.
Allerede nu har Banksys virale stunt sat sine spor i kunstverdenen. Her er det den italienske gadekunster Maupal, der den 11. oktober publicerede et kunstværk med teksten Bank-sí, der tydeligt var inpsireret af Banksys stunt på Sotheby’s. Foto: Filippo Monteforte / Ritzau Scanpix
Det er denne dynamik – at noget uundgåeligt destrueres, når det kommer til syne, som avantgarden har i sig, og som Banksy byggede ind i sin egen kunst. Eller man kan sige, at Banksy approprierede netop den pointe i Girl With Balloon, ligesom når hans graffitikunst tilegner sig byens rum og pladser, mure og facader og gør dem til sine egne. Banksy har stjålet avantgardens dynamik og gjort den til både readymade og salgsobjekt – og narrestreger. I den sammenhæng løber Sotheby’s’ forfægtede uskyld ikke avantgardens ærinde (ellers var Banksys maleri aldrig kommet på auktion), men er snarere en omsorg for kapitallogikkens knallertagtige fællesskab med dens købestærke art lords og small-talkende automatfortolkere. På sin hjemmeside kalder Banksy auktioner for ”forherliget grådighed”.
Girl With Balloon er blevet til et stykke kunst, der ikke alene fejrer avantgardens tragiske endeligt, men tillige viser, hvorledes magtudfordringens form forvandles med et snuptag til sin egen ideologiske modsætning.
Det markulerede kunstværk. Foto: Ritzau Scanpix
Hvem griner?
At det nu er Banksy, der griner hele vejen ned til banken, er mindst lige så tragisk: Anti-kunst kan veksles til mønt, og anonymiteten i Banksys signatur har med ét mangedoblet sin ikoniske status. Men det ændrer ikke ved, at stuntet først og fremmest har udstillet kunstkendere og -købere som pseudorenegater, der gør lort på dåse til duftlys.
Jeg forestiller mig, at Banksy smiler smørret af ovenstående og allerede er i færd med at lege Doktor Heinz Doofenshmirtz på sit næste projekt: Girl-With-A-Balloon-Inator 2.0.
Eller også er der kun tilbage for Banksy at male grædende børn og brølende hjorte i solnedgang og putte dem i glas og ramme et sted i Trekantsområdet. Det ville i sandhed være rebelsk.
