Sjældent har en minister gjort sig så upopulær på sit ressortområde, som forhenværende kulturminister Joy Mogensen formåede på sine omtrent to år på posten.
I interviewet peger Joy Mogensen på sin kommunikation som forklaringen på, hvorfor omdømmet og eftermælet har taget skade.
“Ja. Og jeg tror, det handler om, at oplevelsen af at føle sig hjulpet jo både hænger sammen med rent faktisk at få hjælp, men også med at føle sig forstået. Og jeg ville utrolig gerne også have haft, at de (kulturlivet, red.) havde følt sig forstået. Det tror jeg, de havde, hvis jeg havde håndteret den kommunikationsopgave bedre. Og det vil jeg et eller andet sted gerne beklage, at jeg ikke kunne …”, siger Joy Mogensen i interviewet.
Faktisk kan “den kommunikationsopgave” koges ned til to kontroversielle citater, der fik forholdet mellem ministeren og hendes ressortområde til at køre helt skævt.
“Upassende at tale om kultur”
“Folk mangler værnemidler på hospitalerne, og jeg ville selv opfatte det som upassende, at jeg stod og talte om kultur lige nu”.
Det er det første citat, der er blevet definerende for Joy Mogensens samlede ministertid.
“Jeg har under coronakrisen oplevet et meget stort krav om, at Kulturministeriet skulle agere en slags erhvervsministerium eller beskæftigelsesministerium, og det vil jeg faktisk virkelig advare imod. Ikke som socialdemokratisk minister, men som en politiker, der kender til offentligt bureaukrati og styringsmekanismer. Jo mere det kommer til at handle om støtte til filmvirksomheder frem for støtte til filmkunst – om at støtte institutioner frem for aktivitet – jo mere bevæger man sig i retning af et erhvervsministerium. Og der er ingen armslængde i et erhvervsministerium.”
Ingen af disse citater faldt mildest talt i god jord i det kulturliv, Joy Mogensen var minister for. Tværtimod har de – berettiget eller uberettiget – placeret Joy Mogensen som en af de ringeste kulturministre nogensinde i kulturlivets kollektive bevidsthed.
To citater.
Knust tillid og ødelagt eftermæle
Forklaringen på det første citats negative effekt er den enkle, at da Joy Mogensen udtalte sig til Berlingske, så var der ingen, der efterspurgte at hun talte om kultur. De ønskede derimod svar på, hvordan kulturarbejderne skulle kunne få løn, og institutionerne kunne betale regninger, når dansk kulturliv var lukket fuldstændigt ned.
Forklaringen på det andet citats effekt var den enkle, at var der noget, kulturlivet havde behov for, at Kulturministeriet var i 2020, så var det lige præcis et erhvervsministerium for et kulturliv, der ikke havde andre ministerier at ty til.
På det tidspunkt handlede det for kulturlivet hverken om dans, malerier eller skuespil. Det handlede derimod om regninger, der skulle betales, og indtægter, der var forsvundet som konsekvens af nedlukningerne.
Den samlede effekt af citaterne var, at kulturlivet hverken oplevede, at ministeren havde deres ryg eller forstod deres virkelighed med udsigten til økonomisk afgrund.
Tilliden var knust, og da den aldrig blev genoprettet, var eftermælet de facto ødelagt.
“Burde hun ikke bare gå af?”
Når de to citater havde så ødelæggende effekt, skyldtes det konteksten af krise, usikkerhed og uvished i kulturlivet. Den situation var fælles for de fleste af os i 2020. Netop derfor havde vi brug for tydeligt lederskab.
Med citaterne leverede Joy Mogensen det stik modsatte til et presset kulturliv. Ved at sige, som hun gjorde, øgede hun usikkerheden, uvisheden og krisestemningen blandt ansatte og aktører i den kulturelle sektor.
Så hvor de fleste sektorer i de kritiske dage, uger og måneder under den første nedlukning oplevede, at det politiske niveau udviste lederskab og tog ansvar, så oplevede kulturlivet det modsatte: En vag minister, der ikke tog ansvar.
“Det var der lige præcis ingen i kulturlivet, der havde brug for at høre lige der. Alle sloges for at overleve, men kulturens egen minister turde ikke kæmpe for sit område? Hun var for svag, Joy Mogensen, hun var allerede knækket, mast til ingenting af krisen. Kritikken tordnede fra alle sider. Burde hun ikke bare gå af?”, skriver Zetland.
Så jo, kommunikationen var katastrofal. Både hvad angik timing og budskab.
Joy Mogensen var en politisk succes
Det store paradoks er så, at hvis man kigger på den politiske substans, så leverede Joy Mogensen og hendes ministerium efter den indledende forvirring faktisk solide politiske løsninger.
Det krævede dog først, at Kulturministeriet erkendte, at kulturområdet er en meget atypisk sektor præget af bl.a. freelancere, løstansatte, projektøkonomier og enkeltmandsvirksomheder.
Det vidste ministeriet tilsyneladende ikke, før de skulle skrue en redningsplan sammen. Rettidig omhu i kommunikationen kræver indsigt. Den indsigt i sit ressortområde havde hverken Joy Mogensen eller ministeriet, da landet lukkede ned.
Der BLEV spændt et sikkerhedsnet ud under ansatte og institutioner i kulturlivet. En sektor i frit fald blev grebet og endte med, ligesom resten af samfundet, at komme gennem nedlukningerne med skindet på næsen.
Joy Mogensen lykkedes altså med den helt centrale og definerende opgave i sin ministertid.
Det er bare overhovedet ikke det eftermæle, der er blevet Joy Mogensen til del. Den mistillid og vrede, hun formåede at skabe med de to kontroversielle citater, overskygger til dato, at operationen lykkedes, og patienten overlevede.
Historien om Joy Mogensens ministertid er derfor en påmindelse om, hvor kraftfuld og afgørende kommunikation er i politik og ledelse.
Og det er en påmindelse om, hvor meget skade på omdømme og historieskrivning som kommunikation, der er skidt tænkt og eksekveret, kan afstedkomme.