Forsvarets Joy Mogensen

“Ingen plan overlever mødet med fjenden”, skrev den tyske feltmarskal Helmuth von Moltke i 1871.

Han var ellers hjernen bag sejrene over såvel Danmark som Østrig og Frankrig i henholdsvis 1864, 1866 og 1871 og selve symbolet på preussisk effektivitet og minutiøst militært stabsarbejde, så hvis nogen vidste det, så var det ham.

De ord må forsvarsminister Trine Bramsen (S) kunne tilslutte sig, for det var ikke planen, at hun skulle ende med at være i konflikt med såvel medierne som oppositionen og – værst af alt – sit eget ressortområde.

Faktisk var det meningen, at hun skulle få ro på det skandaleramte forsvar og lande et mindeligt forlig med den sædvanlige kreds af partier. Muligvis også SF.

Ja, det var endda håbet, at gæve og patriotiske Bramsen kunne give S et lidt mere positivt image i det uniformerede Danmark.

Skandaler rammer med stor præcision

Her 2½ år efter udnævnelsen til minister er hun endt som skydeskive for en række af de politiske skandaler, der uvægerligt rammer enhver regering, men som med særlig præcision lander på forsvarsministerens skrivebord.

Svindel i bygge- og establishment-tjenesten. Hærchef fængslet for magtmisbrug. Mug på belægningsstuerne og dårlig mad i feltkøkkerne. Lift med Hjemmeværnets patruljefartøj til valgmøde på Ærø. Osv. Osv.

Pressen lugter blod. Ordførerne mister respekten, og internt i ministeriet og ude i værnene bliver det en gratis omgang at sparke til ministeren.

Men værst af alt er FE-skandalen, hvor chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, blev hjemsendt på grund af en tilsynsrapport, der mente at afdække et ulovligt efterretningssamarbejde med amerikanske NSA.

Findsen blev frikendt af en undersøgelseskommission for så at blive sigtet i en helt anden, men sandsynligvis beslægtet sag om læk af statshemmeligheder efter den sjældent brugte, men ultrahårde paragraf 109.

En skæbne, spionchefen deler med forhenværende forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

Damned if you do…

Når først man ender i Bramsens position, er det svært at komme videre. Alle artikler, ligesom denne, starter med en lang opremsning af alle skodsagerne.

Lige meget, hvad hun gør, er det forkert. Når hun blander sig, som da forsvarschefen skulle interviewes, er det forkert. Når hun ikke blander sig i udsendelsen af TET-kritikken af FE, så er det også forkert.

Pressen lugter blod. Især, hvis der kan trækkes tråde til den i journalisters bevidsthed altid tilstedeværende dep.-chef i Statsministeriet, Barbara Bertelsen. Ordførerne mister respekten, og internt i ministeriet og ude i værnene bliver det en gratis omgang at sparke til ministeren.

Det er “damned if you do, damned if you don’t”.

En skæbne, Trine Bramsen deler med forgængeren Carl Holst (V), og ham gik det som bekendt ilde.

Forsvaret er nedslidt og demoraliseret

Forsvarsministeriet er ikke et nemt ministerium. I 90’erne var det mest af alt et pedeljob for forvaltning af kaserner, depoter og uddannelse af værnepligtige. Siden er Forsvarsministeriet med krigene i Irak og Afghanistan rykket op i betydning, men også i sværhedsgrad.

Det kræver sin minister at stå på mål for beslutninger, der bogstaveligt talt er forskellen på liv og død. Herunder for hundredvis af udsendte danskere.

At Trine Bramsen er ung, kvinde og socialdemokrat er ikke nødvendigvis et plus i militære kredse, men hun har også en stil, som skaber flere problemer for hende selv, end den løser.

Dertil kommer, hvad der er blevet kaldt “en rådden kultur” i Forsvaret, og en videreførelse af den krig, Nick Hækkerup (S) indledte med Forsvarets “Oberst Hackel-typer”, og som har stækket generalerne på bekostning af de civile embedsmænd.

Misforstå mig ikke. Jeg har selv tilbragt et årti i Forsvaret og haft flere udsendelser. Vi har dygtige og motiverede soldater, men Forsvarets materiel og personale er nedslidt efter årtiers aktiv tjeneste i krig.

Danmarks sikkerhedspolitiske engagement står ikke mål med vores forsvarsbudget og har ikke gjort det i mange år. Sammen med skandalerne og den løbende desavouering af den militære fagkundskab har det medført udbredt demoralisering i geledderne.

Bramsen vælger alle sine kampe

Men her er der tale om vilkår, Bramsen har til fælles med alle andre forsvarsministre. At hun er ung, kvinde og socialdemokrat er ikke nødvendigvis et plus i militære kredse, men hun har også en stil, som skaber flere problemer for hende selv, end den løser.

Det siges, at man skal vælge sine kampe med omhu, og om Trine Bramsen siges det, at hun har valgt dem alle sammen. Hele tiden. Det er selvsagt en overdrivelse, men Bramsen er stædig og stridbar i en grad, der ellers godt kunne værdsættes af krigere, men som ender med at skabe hende mange fjender og få venner.

Joy Mogensen havde de stik modsatte persontræk, men de to kvindelige S-ministre har det til fælles, at de trods de bedste intentioner er endt med at gå skævt af deres ressortområde og blive opfattet som nogle, der ikke respekterer og anerkender de mennesker, de skal lede.

Kunstnere og soldater har mere tilfælles, end de selv tror

Og måske giver det skæbnefællesskab mening. For selvom soldater og kunstnere ikke har den største gensidige anseelse, så deler de mange karaktertræk.

Begge grupper er ærekære på grænsen til det krukkede og har deres helt eget verdenssyn og sprog, mens de ser på det civile samfund med skepsis. Undertegnede er i øvrigt ingen undtagelse.

At Trine Bramsen vil rydde op i Forsvarets mange skandalesager, er muligvis prisværdigt, men det er ikke noget, særligt mange uden for – og slet ikke i – Forsvaret efterspørger.

Begge grupper har et stort behov for anerkendelse, og både i Kulturministeriet og Forsvarsministeriet måles en ministers succes i de penge, det lykkes at skaffe området.

I kulturen taler man om visioner og i militæret om kapaciteter, men det betyder det samme: penge.

Det ved den nyudpegede forsvarsordfører Mogens Jensen i øvrigt alt om.

Ingen efterspørger Bramsens oprydning – udover Mette Frederiksen

Når Bramsen ikke behøver frygte for sit ministerembede, så skyldes det, at hun har statsministerens tillid.

Bramsen og Frederiksen deler nemlig den samme mission: Politikere skal ikke være embedsmænd. De skal sætte sig igennem og repræsentere vælgerne frem for systemet, stå ved magten og ikke være bange for at bruge den.

Det virker fint for Mette Frederiksen, for den politik, hun står for, er populær, og derfor er hun også populær. Når hun sætter sin vilje igennem, så har hun et flertal af danskerne bag sig.

Trine Bramsen er ikke god til at danne alliancer. Hun har ikke identificeret aktører, hvis interesser flugter med hendes egne, og hun har ikke overbevist dem om at tage kugler for hende.

Det samme kan ikke siges om Trine Bramsen. At hun vil rydde op i Forsvarets mange skandalesager, er muligvis prisværdigt, men det er ikke noget, særligt mange uden for – og slet ikke i – Forsvaret efterspørger.

Når man ender i opposition til sit eget ministerium, er det svært at være politiker, for når medarbejdere bliver til modarbejdere, så er det ved at være slut. Man skal ikke udstede en ordre, man ved ikke vil blive udført, og der er ikke mange, der vil udføre Bramsens befalinger. I hvert fald ikke loyalt.

Krig og politik handler om alliancer

Feltmarskal Helmuth von Moltke og hans politiske chef kansler Bismarck vidste, at krige ikke kun vindes på slagmarken, men i lige så høj grad i forhandlingslokalerne. Det var vigtigt at have en stærk hær, men vigtigere med stærke alliancer.

En indsigt, deres efterfølgere manglede, og som kostede Tyskland to tabte verdenskrige.

Trine Bramsen er ikke god til at danne alliancer. Hun har ikke identificeret aktører, hvis interesser flugter med hendes egne, og hun har ikke overbevist dem om at tage kugler for hende.

Derfor ender hun som en enmandshær. Det er muligvis heroisk set igennem den socialdemokratiske feltkikkert, men resultatet er et tragisk nederlag.

Niels Jespersen er chefredaktør for socialdemokratiske Netavisen Pio og tidligere ansat i Forsvaret.