Roger Stone: hyggefascismens hyggeonkel

Christoffer Guldbrandsen har med dokumentaren A Storm Foretold leveret et nyt mesterværk inden for genren den politiske dokumentar. Også denne gang lykkes det med instruktørens tålmodige indlevelse at nå ind i kernen af det politiske drama. Denne gang har Guldbrandsen gennem flere år – og gennem liv og død – fulgt Roger Stone, Trumps politiske hitman og idemanden bag “Stop the Steal”. Det er intenst, fascinerende og skræmmende for enhver politisk k-nørd med smag for amerikansk politik. En ny Trump-periode truer. På den måde er filmen A Storm Foretold også en skræmmende aktuel forudsigelse om den kommende valgkamp. Her vil Roger Stone naturligvis igen sprede ufred og spintricks, som han har gjort i årtier. I hvert fald vil han påstå, at han gør det – eller har gjort det. Roger Stone er hyggefascismens sjove hyggeonkel. Det rejser mange moralske dilemmaer for dokumentaren, for fremmes hans voldsforherligelse, forstås den, eller afsløres den? Her er dokumentaren en smule for ambivalent i sin insisteren på, at forholdet mellem filmskaberen, filmen og Roger Stone blot er kompliceret.

Nixons Rasputin

For at forstå, hvorfor Guldbrandsens dokumentar er god, er det nødvendigt at forstå, hvad Roger Stone er rundet af. Roger Stone startede sin lange karriere som politisk “fixer” og bulldog for den ambitiøse republikanske præsident Richard Nixon. Som Rasputin var spindoktor for den russiske zar, var han Nixons mand. En politiker, som selv efter Trumps kaos stadig er den mest omdiskuterede, udskældte og moralsk anløbne præsident i USA’s historie. Mange har lagt afstand til Nixon. Men ikke Roger Stone. For ham er Nixon den store, altopslugende inspiration. Det var nemlig Nixon, der lærte Stone alle de beskidte tricks, som han bruger som spindoktor den dag i dag. Nixon er dog meget mere end et blot et fagligt forbillede.

Roger Stones berømte Nixon-tattoo. Kilde: Roger Stone.

Han har en dyb personlig veneration og kærlighed for den tidligere præsident. En kærlighed så stor, at Roger Stone har et ananas-stort Nixon-portræt tatoveret på sin ryg. Eller måske er det mere simpelt: Nixon er Roger Stones brand. Stone ønsker, at alle ved, at han var Nixons Rasputin.

Når politik er en leg og vold en allestedsværende mulighed

Det er svært at skelne sandhed fra virkelighed om Roger Stone. Men det står helt klart, at Stone dyrker alt det beskidte i amerikansk politik med stor fryd og egoisme. Netop derfor søger Stone at tegne et billede af sig selv som den evige politiske “fixer”. Det kommer tydeligt til udtryk i hans helt ublu Nixon-begejstring, bakket op at Nixon-gestik og -memorabilia. For Stone er politik en kamp. Det er folk på gaden. Det er beskidte tricks. Og det er også en god del skuespil, for det er jo blot en beskidt leg, hvor grænsen mellem vold og sjov altid er i spil.

Siden Nixon-tiden har Roger Stone derfor altid været på pletten, når der stod politisk skandale og beskidte tricks på menuen. Det var derfor også Roger Stone, som hjalp George W. Bush med at få stoppet de sidste stemmer til Al Gore i 2000-valgets efterspil. Altsammen dokumenteret i det fremragende tv -portræt Get Me Roger Stone, som Kforum tidligere har skrevet om.

Her traileren for den lidt ældre dokumentar “Get Me Roger Stone” fra 2017. Mød manden, der lever ud fra devisen: “Never turn down the opportunity to have sex or be on TV." Læs vores ældre

Siden Trump tog center stage i amerikansk politik, er Roger Stone blevet en central person i det gigantiske mediecirkus, som omgiver The Donald. Stone har nemlig fulgt Trump i årtier og hvisket ham politiske råd og opmuntring i øret. Stone er den evige djævel på ekspræsidentens skulder, der sammen med Steve Bannon repræsenterer alle Trumps negative politiske impulser og besættelser. Det er dem, der kan vække hadet til eliten og lysten til politisk vold.

Formen er en uhyggelige hyggefascisme, hvor Roger Stone er den evigt sjove hyggeonkel, som bare elsker lidt vold. I denne alternative verden er vold nemlig altid sjov og ballade.

Den uhyggelige hyggefascisme

A Storm Foretold er en rejse ind i Stones surrealistiske verden, hvor han i dobbeltradet jakkesæt, med hat og stor cigar i følgeskab af Proud Boys og Oath Keepers besøger politiske poolparties og republikansk baglokaler og opildner Trumps supporters til kampen mod valgtyveriet. Om ikke andet, så se filmen bare for at se talerne til den begejstrede subkultur af højreradikale tossehoveder. Og se, hvordan Stone diskret får pengebundter stukket i hånden til juridisk støtte.

I said fuck the voting, get right to the violence. Only joking.

– Roger Stone, “A Storm Foretold”

Men der er mere. For undervejs besøger Roger Stone højrefløjens InfoWars-studier, som var det højt respekterede public service institutioner. Konstant er Stone enten til møde eller på mobilen med militsledere med svulstige muskler og hang til at tage sagen i egen hånd.

Roger Stones livvagter fra militsen Proud Boys udtrykker deres vrede over Trumps nederlag i D.C. Kilde: Getty Images.

Det hele er en leg. En leg med politik. En leg med demonstrationer. En leg med volden lige under overfladen. Stone og hans venner snakker hele tiden om kamp og væg. Det er en voldsparathed, de løbende joker med, altid efterfulgt af et “Det er for sjov. Vi er fredelige”. Fulgt op med “Men hvis vi bliver angrebet…”. Formen er en uhyggelige hyggefascisme, hvor Roger Stone er den evigt sjove hyggeonkel. I denne alternative verden er vold nemlig altid okay. Voldsforherligelsen kommer fysisk til udtryk i tøj, muskler, mimik og sprog. Alt sammen sagt i en parallelverden, hvor viljen til sandhed og sejr slår fakta og fornuft.

Stop the Steal-kampagnens renæssance

Stones store faglige stolthed er Stop the Steal-kampagnen, som han – hvis Stones selviscenesættelse står til troende – ene mand udtænkte med katastrofale konsekvenser for det amerikanske demokrati. Stop the Steal er en aggressiv benægtelse af Trumps valgnederlag med anklager og retssager om valgsnyd overalt i USA. Løgnen er kombineret med mediehetz og små voldelige gadeprotester.

Kampagnen blev udviklet i 2015, så den var klar til valget i 2016, hvor den til alles overraskelse blev overflødiggjort af Trumps sejr. Den får så en uventet renæssance med Trumps nederlag i 2020. Historien om den genaktiverede kampagne går som en rød tråd i Guldbrandsens dokumentar, der leder frem til den forudsigelige storm på Kongressen.

Roger Stone som Stormens ideologiske bagmand

Undervejs i A Storm Foretold står det klart, at Trump og Stone ikke rigtigt tror på sejr i 2020 og (i hvert fald retorisk) begynder at forberede en kamp mod valgtyveriet allerede inden valget er tabt. En udvikling, der kulminerer den 6. januar, hvor Trump råber “Stop the Steal” i sin tale foran Det Hvide Hus, inden tilhørerne marcherer til Capitol og angriber Kongressen. Stone hører talen fra sit hotel. Forsmået over ikke selv at skulle holde tale og irriteret over, at Trump bruger de ord, han opfandt tilbage i 2015. Da angrebet tager til, forlader Stone dog i alt hast byen, så hans uskyld er visuelt tydelig. Det uagtet, at vi som tilskuere sidder tilbage med en sjov smag i munden. For nok er han ikke fysisk til stede under stormen på Kongressen, men mentalt er det ubetinget hans værk og vanvid. Filmen giver hermed en begavet baggrund til at forstå angrebet på det amerikanske demokrati.

Det, Roger Stone og hans folk har gang i er farligt og forkert. De bringer ikke blot alternative nyheder, men spreder bevidst løgne og skaber uro. I hvilken grad skal man give dem en højttaler og bruge årevis på at fremme deres synspunkter? Guldbrandsen insisterer på, at hans forhold til Roger Stone er kompliceret, men er det for kompliceret til at tage eksplicit afstand for politisk vold? Kilde: “A Storm Foretold”.

Hvem spinner hvem?

Stop the Steal er den røde tråd, men dokumentarens egentlige drama er dynamikken mellem Roger Stone og Christoffer Guldbrandsen. Det er en kamp om adgang til det politiske hjertekammer rundt om Roger Stone. Og der er en spinkrig om, hvem der fremstår hvordan – om menneskelighed og prestige. Kampen om adgang vinder Guldbrandsen, men kun, fordi han undervejs falder om med en hjertefejl, og Stone derfor tager ham tilbage. Om det så er af menneskelighed, eller fordi det er en god historie, står uklart. Men Guldbrandsens adgang gives måske i endnu højere grad, fordi Stone higer efter opmærksomhed. Roger Stone er nemlig lidt af en “has-been”, som har brug for Guldbrandsens opmærksomhed og iscenesættelse. Det andet filmhold, Roger Stone truer med, materialiserer sig ikke. Den eneste, der gider følge Stone år efter år, er Guldbrandsen, der villigt og tavst lægger ører og køreegenskaber til.

Hvem vinder fortællingen? Guldbrandsen eller Roger Stone?

Så hvem vinder spinkrigen? Stones selvbillede bliver vist for verden, men er det en sejr for Guldbrandsen eller Stone? Guldbrandsen siger selv, at han har et kompliceret forhold til Roger Stone og hans slæng. Er det et lidt for diffust svar, og er det helt rigtigt? Roger Stones hyggefascisme rejser mange moralske dilemmaer for dokumentaren, for fremmes hans voldsforherligelse, forstås den, eller afsløres den? Her er dokumentaren en smule for ambivalent i sin insisteren på, at forholdet mellem filmskaberen, filmen og Roger Stone blot er kompliceret.

Guldbrandsen læggger gerne ører til nazibeskyldninger og konspirationsteorier. Han lægger villigt mikrofon og filmhold til det hele. Guldbrandsen har med stor tålmodighed leveret en dokumentarisk pragtpræstation. Men er den for tålmodig? Er det værdigt at agere talerør for den slags hadtale og løgn? Det, Roger Stone og hans folk har gang i er farligt og forkert. De bringer ikke blot alternative nyheder, men spreder bevidst løgne og skaber uro. I hvilken grad skal man give dem en højttaler og bruge årevis på at fremme deres synspunkter?

Se Roger Stone

Dokumentarens største svaghed er også dens største styrke. Roger Stone er nu engang Roger Stone. Han er altid et godt show, men er det et repræsentativt udtryk for tidsånden lige nu? Næppe. Siger filmen noget nyt om Roger Stone? Nej, ikke rigtigt. Giver den Roger Stone en tur mere manegen: ja. Man kan derfor kritisere filmen for ikke at sige særligt meget nyt om USA lige nu eller noget særligt nyt om Roger Stone. Historien gentager sig med Trump som nutidens Nixon. Men Stone er den samme. Roger Stone er en begavet spinudgave af Rasmus Paludan. Pointen er, at en spritny dokumentar om vanvittige Rasmus Paludan blot vil gentage hans trættende personage mere end sige noget om tidsånden i Danmark eller Sverige netop nu. Ja, den ville blot igen igen trække os igennem Paludans evigt gentagne mediecirkus og provokationer. Og ville danskere gide se en amerikansk dokumentar med Rasmus Paludan? Nej, vel. For vi har set det trættende show. Mange amerikanere har det på samme måde med Roger Stone.

Hate is a more powerful motivator than love

Men Trump stiller op igen. Så vi skal være klar. Vi skal kende de mørke sider af hans politiske værktøjskasse. Også selvom det ikke er en ny historie – eller ej heller hele historien. Og filmen er en gribende historie om at lave film. Den er værd at se alene for at få et reality-indblik i, hvad de mere aktivistiske republikanere rent faktisk er villige til at sige for rullende kameraer. Se filmen for dens historie, men ikke mindst for at se Roger Stone og hans propaganda. Se løgnen, så du kan kalde den. For de vil hurtigst muligt frem til en situation, hvor vold er løsningen, hvilket er den egentlige og uhyggelige sandhed om hyggefascismens sjove hyggeonkel. Udtrykt i Roger Stones personlige fascistiske motto:“Hate is a more powerful motivator than love”.

Se også den tidligere Netflix dokumenatar om Roger Stone her. Og Kforums Anmeldelse af den her

Læs også anmeldelser af A Storm Foretold her

Politiken
Ekko
CPH:DOX

Soundvenue