Den hurtige pointe er, at Narcissus bliver fanget i sit eget spejlbillede og Ekko i sit eget ekkokammer. Men pointen er også, at de er forbundne: Narcissus taler med nymfen, der gentager ham, og han bliver fascineret af at høre sin egen stemme. Narcissus har brug for et begærligt ekko omkring sig; det bidrager til hans illusion om storhed.  

Der er skrevet enormt meget om den narcissistiske samtidskultur, helt tilbage fra Lasch’ bog Narcissismens kultur fra 1979. Specielt i en amerikansk kontekst, hvor forskere har fundet symptomer i alt fra reality-tv til pengeforbrug og børneopdragelse, silikonebryster, selfies og prinsessekjoler og en kultur, der fremmer narcissisme i en sådan grad, at de vælger en præsident med en nærmest officiel diagnose som narcissist – og et absurd social media-forbrug. Vi kender til problemerne med narcissismen. Men hvad med Ekko? 

 

Lena Lindgren foreslår kækt et nyt navn for vores tid: ”Ekkos epoke” med mennesket ”Homo Echo”. Ekkos eneste ønske er kontakt, og hendes eneste egenskab er, at hun kopierer. Hun er den kontaktsøgende imitator. Det kan godt være, at vores samfunds ideologi ikke fremhæver kopisten, men derimod det unikke. Men det er et fatamorgana. For reelt er vi kopister, og den moderne tech bygger i lige så høj grad på ekkoet som på narcissismen. Ekkos superværktøj er algoritmen, der gør det muligt at drive kopismen i storskala. I ekkokamre. Hun ændrer samtiden gennem spredning, der blot er kopier af kopier, der skaber uhyrlige massebevægelser. Viral information formerer sig på samme måde som et virus, nemlig gennem replikation. Ekko skaber en narcissistisk kultur ved at imitere den, kopiere og sprede den.

 

Det mest oplagte fænomen forstået ud fra nymfen Ekko er ekkokamre, der er velbeskrevet som de bobler af lukket information, hvor grupper bekræfter hinandens verdensopfattelser på nettet, hvilket resulterer i polarisering og radikalisering. Ekko samler og skaber massebevægelser, hvor folk gentager hinanden, uanset hvor sandt/falsk informationen er, og det hele er baseret på algoritmerne, der netop fremmer denne dynamik. YouTube er et af de mest skræmmende eksempler, der er blevet døbt det største radikaliseringsmaskineri i det 21. århundrede. Problemet er, at det påvirker alle. Man radikaliseres netop altid kun til sit eget sindelag. Det er Ekkos fortjeneste, og algoritmerne har multipliceret effekten til det absurde. 

 

Lena Lindgren fremhæver Peter Thiel som en nøglefigur til at forstå algoritmer og begær. Det har andre gjort før. Læs fx Svarres boganmeldelse her, hvor Thiels betydning som centrum for alt (dårligt) i Silicon Valley viser sig. Vi vender tilbage til Thiel, for vi skal faktisk starte skridtet før Thiel, nemlig hos den store franske filosof René Girard, der underviste på Stanford i mimesis og begær. Hans grundlæggende teori lyder, at mennesket er et imiterende væsen, men forsøger at skjule det. Vi tror, at andre har noget, som vi selv mangler. Så vi imiterer. Vi eftertragter helt grundlæggende det, som andre har. Det ses helt tidligt fra de små børn, der slås om legetøjet. Det mimetiske begær er en higen efter det, som de sociale omgivelser ser som attråværdige. Mennesker guddommeliggør hinanden på grund af deres egen værensmangel, siger Girard. Vi tillægger andre et helstøbt selv, som vi selv mangler, men som vi tror, andre har. Gud er ikke død, men er blevet de andre, for mennesket vil altid dyrke noget. Mimesis forklarer, hvordan vi konstant kopierer hinanden og reelt ikke er individualister, men flokdyr. Men der er et paradoks: ”Når jeg vil være i dit sted, er du først min model, men i næste omgang bliver du min forhindring. Det er logisk, for jeg kan ikke få din aura og status, hvis du har den. Mit idol er blevet min rival”, som Lena Lindgren skriver (s. 47). Det er guf for de skruppelløse algoritmer.

 

Vi styres alle af de andres blikke. Forstår man at udnytte det, ligger verden helt åben. Det fattede Peter Thiel, der studerede under Girard. Peter Thiel er, for at sige det kort, centrum i Silicon Valley. Han var med til at grundlægge PayPal, der sidenhen førte til det, der kaldes PayPal-mafiaen, der ud over Thiel inkluderer folk som Elon Musk (Tesla, SpaceX, etc.), Reid Hoffman (LinkedIn, etc.) og Chad Hurley (stifter af YouTube). Thiel var den første investor i Facebook og sidder stadig i bestyrelsen. Han har stiftet og ejer Palantir, et af verdens mægtigste overvågningsfirmaer med en række statskontrakter (og samarbejdspartner med Cambridge Analytica). I Thiels verden forsøger han på den ene side at frigøre sig selv fra mimesis ved at gå ind for ureguleret hardcore monopolkapitalisme og på den anden side anvende mekanismerne som grundlag for forretning i form af social medie-teknologier, der i deres mest grundlæggende form er baseret på mimesis. I øvrigt, bare lige for at forstå ondskaben i Thiels verden, så hør dette citat: ”Jeg tror ikke længere, at frihed og demokrati kan forenes”. Thiel, der læste Machiavelli som 13-årig, er stor Trump-støtte, får injiceret blod fra 18-årige for at holde sig ung, er posthumanist og vil leve, til han bliver 150 og derefter frosset ned, og listen er meget længere.

 

Girards teori om menneskets higen efter det, de andre har, er grundlaget for Thiels ideologi, der er grundlaget for Silicon Valley-kulturen, hvilken handler om at designe social media-algoritmerne, så de fremmer dynamikken i mimesis. 

 

Girard bliver i øvrigt kaldt for the godfather of likes.     

 

Mimesis er Ekko. Sociale medier er som skabt ud fra mimesis og ekko. Det er ikke tilfældigt at Facebook, Instagram, Twitter, Snapchat mfl. bygger på mimetiske kræfter: idoldyrkelse, rivalisering, gruppesuggestion. Det fungerer. 

 

De tre mimetiske dynamikker er udtalte i dag som selve designgrundlaget, der skaber engagement (engagement algorithms): 

 

 

I nettets begyndelse var der et anarkistisk vildnis, en utopi på mange måder. Vi plaprede løs som Ekko. Men så kom Silicon Valley med sin forretningsmodel, der bygger på begær og algoritme, og Ekko fik en forbandelse. Kopi og en tom skal er resultatet. Jo mere vi ser ind i skærmen, jo mere ser selskaberne os. Som Zuboff glimrende kategoriserer som overvågningskapitalismens tidsalder, hvor opmærksomhedsøkonomien er reel, og du er produktet, mens annoncørerne er kunderne. 

 

Vi er nu fanget i Ovids myte, og vi er både Narcissus og Ekko på samme tid. Vi kigger på os selv i skærmen og sammenligner os med de andre. Teknologierne gør os selvcentrerede i en trøstesløs jagt efter at ligne de andre og hige efter det, de har. 

 

Ovids myte er en ikke videre opløftende grundlæggende fortælling om mennesket, som er blevet gjort til hjørnestenen i de teknologier, der omgiver alle vores liv. 

 

”Kigger du længe nok ned i afgrunden, begynder afgrunden at kigge ind i dig”, skrev Nietzsche. Eller, som man siger i Danmark, du bliver, hvad du spiser. Vi kopierer, efteraber, attrår det, de andre har. 

 

Ifølge Gerard, der baserede sin filosofi på læsning af klassiske tekster, blandet andre Bibelen, findes håbet i en spejlvending. At forstå dynamikken i mimesis og frigøre os fra den gennem den andens blik: ”Gør mod andre, som du ønsker, at de skal gøre mod dig”. Den bibelske pointe er så, at det ikke kan lade sig gøre gennem egen vilje, men kun gennem tro. Men det er ikke den løsning, som Lena Lindgren ser. Hun peger derimod på naturen. For naturen imiterer os ikke, som algoritmerne gør. 

 

Når vi indser, og handler på den indsigt, at vores opmærksomhed er det vigtigste, og vi vender opmærksomheden væk fra big tech, så har de tabt. For de er intet uden os.