Bog om Peter Thiel
Det er bedre at være ond

Peter Thiel med Donald Trump. Kilde: Getty Images

Forklaringen på Silicon Valleys etiske problemer hedder Peter Thiel, ifølge ny bog. Mens Google prædikede, at de aldrig ville gøre noget ondt, har Thiel som en anden moderne Machiavelli anvendt ondskab som en helt bevidst strategi til at fremme sig selv, sin politiske dagsorden og sine virksomheder.
Vi kender alle historien om det flippede, fritænkende og frihedselskende Silicon Valley, som bygger funky computere, mobiltelefoner og sociale medier, som sætter undertrykte folk fri, bringer mennesker tættere på hinanden og aldrig ville drømme om at gøre nogen ondt. Det er Steve Jobs’ Silicon Valley – et sted, hvor man både kan være buddhist og mangemilliardær. Et sted, hvor den digitale revolution er en direkte forlængelse af San Franciscos Summer of Love i 1967.
 
 
 
Men der findes også et andet Silicon Valley. Et Silicon Valley, som handler om rå magt, hvor den stærkeste råder, hvor kvinder og etniske minoriteter åbenlyst diskrimineres, og hvor man ublu samarbejder med det militærindustrielle kompleks om udvikling af droner, masseovervågning og deportation af illegale indvandrere. Det er Peter Thiels Silicon Valley – et sted, hvor det er bedre at være ond end at være inkompetent. Et sted, hvor teknologi er vigtigere end ubetydelige etiske konsekvenser for svage mennesker. Sådan lyder konklusionen i hvert fald i Max Chafkins nyligt udkomne bog The Contrarian: Peter Thiel and Silicon Valley's Pursuit of Power.

 


Max Chafkins nye bog om Peter Thiel, The Contrarian.
 

Silicon Valleys grå eminence

 
Sammenlignet med tech-moguler som Mark Zuckerberg, Steve Jobs og Elon Musk er Peter Thiel lidt af en grå eminence, i hvert fald her i Danmark, hvor vi har været tilbøjelige til at forgude Steve Jobs’ hippie-techno-fortælling om Silicon Valley. Hvis man har hørt om Thiel, er det sandsynligvis, fordi man har hørt om nogle af hans idiosynkratiske idéer som kunstige selvstændige øriger, hans besættelse af evigt liv og ungdom – som karikeres i serien Silicon Valley og hans opfordring til unge universitetsstuderende om at droppe ud af Ivy League-uddannelser for at starte deres egne teknologivirksomheder. Men Thiel er meget mere end sine sære idéer. Peter Thiel er muligvis den mest magtfulde person i Silicon Valley, ikke bare på grund af hans ustyrlige rigdom, men også på grund af hans politiske tæft og forbindelser og hans næsten profetiske evne til at investere i de rigtige virksomheder på det rigtige tidspunkt.
 
 
Max Chafkins bog om Peter Thiel er på mange måder et virvar af løse tråde og hændelser uden åbenlyse sammenhænge, men det udtrykker glimrende Thiels komplekse karakter, som hele tiden ændrer form og fortælling, og hvor det ideologiske ståsted aldrig er konsekvent. Det eneste virkeligt autentiske hos Peter Thiel er hans kontrære indstilling til tilværelsen. Fra sin tid på Stanford University og hele vejen op gennem sin formidable karriere søger han altid outsiderens position. Han er den svimlende begavede outsider, som altid føler sig uden for det gode selskab og derfor har en ontologisk foragt for normer og regler, som han hele tiden med skakspillerens machiavelliske snilde forsøger at ignorere og bekæmpe. Regler og normer er for Thiel mindreværdige menneskers forsøg på at begrænse det stærke og mere værdifulde individ – ham selv!

 

Fartgrænser er en krænkelse af den personlige frihed

 
Max Chafkin fortæller en historie fra foråret 1988, hvor Thiel og en gruppe andre skakspillere fra Stanford er på vej til en skakturnering i Monterey. Thiel sidder ved rattet i bilen og har valgt den mest snoede – og notorisk farlige – vej, og han giver den fuld gas gennem svingene og har nærmest konstant speederen i bund. På et tidspunkt bliver de naturligvis stoppet af en politipatrulje. Alle passagererne ånder lettet op i forhåbning om, at Thiel nu får en bøde og sætter farten lidt ned, men sådan går det ikke.
 
 
Da betjenten oplyser Thiel om, at han kørte for hurtigt, svarer Thiel køligt, at ”han tvivle på, om konceptet fartgrænse overhovedet giver mening.” Og hele idéen om fartgrænser er ”sandsynligvis imod den amerikanske forfatning og helt sikkert en krænkelse af den personlige frihed.”
 
 
Hvorefter betjenten i bare befippelse lader Thiel køre videre uden bøde. Og til alle passagerernes rædsel fortsætter Thiel med at køre præcis lige så halsbrækkende som tidligere.
 

Magt har ret

 
Peter Thiel var den første investor i Facebook og har i mange år fungeret som Mark Zuckerbergs konservative samvittighed, men Thiel hader faktisk sociale medier, kunstige intelligenser og hele økosystemet af algoritmisk styrede sociale annonceringsplatforme. Thiel er ultralibertarianer, som hele sit liv har raset mod central styring og forsvaret individets frihedsrettigheder, men han har også bygget det meste af sin formue på lukrative militære regeringskontrakter og tætte kontakter til den regeringsmagt, som han foragter. Han er en stærk fortaler for privatlivets fred, men har alligevel stiftet og opbygget Palantir – ét af verdens største overvågningsfirmaer, som har været involveret i Cambridge Analytica-skandalen, Trump-regeringens kritisable behandling af illegale indvandrere og selvfølgelig massiv overvågning af borgere både inden for og uden for USA's grænser.
 
 
Hvis der er én fællesnævner i Thiels ideologi, så er det, at magt har ret. Thiel og hans virke er legemliggørelsen af Ayn Rands objektivisme, hvor samfundet skal give plads til de stærke individer. Ikke fordi alle individer skal have lige rettigheder, men fordi stærke individer faktisk er bedre og mere værdifulde end alle de mindreværdige, svage individer, som bruger staten, etiske normer og politisk korrekthed til at sænke og hæmme det stærke individs fremmarch mod en bedre verden.
 
 
Det er en ideologi, som i virkeligheden ikke er en ideologi, fordi den altid kan formes efter den stærke mand. Som udgangspunkt er stater og politikere onde, fordi de som oftest allierer sig med de svage og politisk korrekte, men derfor kan det alligevel være helt fint, at stærke mænd allierer sig med stater – hvis det vel at mærke fremmer de magtfuldes interesser.
 
 
Magt har ret – ikke bare, fordi magt giver magt til at have ret, men fordi magtfulde mennesker simpelthen er bedre mennesker.
 

Kampen mod PC og multikulturalisme

 
Thiels neoreaktionære ideologi og følelse af at være anderledes fødes paradoksalt nok på Stanford University, som historisk set er en af de mest elitære og konservative uddannelsesinstitutioner i USA. Ikke desto mindre oplever Thiel i 1980’erne, at de fleste af Stanfords studerende er gennemsyrede af politisk korrekthed og frastødende multikulturalisme. Han stifter det stærkt højreorienterede og provokerende tidsskrift Stanford Review, som bliver støbeformen for hans ideologiske idéer, men også en rekrutteringskilde for en stor del af de mennesker, der bliver hans trofaste hof i resten af hans karriere.
 

PayPal-mafiaen

 
Fra Stanford har han en kort og meget mislykket karriere som advokat og medarbejder i en hedgefond i New York, og det er først, da han vender tilbage til Silicon Valley og møder den 23-årige programmør Max Levchin, at hans liv falder ind på den bane, der skal være styrende for resten af hans karriere. Levchin har en skør idé, som handler om, at man kan bruge PalmPilots – hvis du kan huske dem – til at overføre penge. Der er ikke mange mennesker – ud over teknologinørder – som har PalmPilots, og de fleste mennesker i USA går stadig rundt med kontanter i lommerne og bruger checkhæfter, men Thiel ser straks potentialet for noget større. Faktisk ser han for sig, hvordan elektroniske betalinger kan blive undergravende for den forhadte stats monopol på pengeudstedelse.
 
 
Virksomheden kalder de PayPal, og den bliver fundamentet for Thiels formue, hans netværk og hans respekt i teknologiverdenen. PayPal kæmper på det tidspunkt i 90’erne mod hundredvis af lignende konkurrenter, men Thiels forretningsideologi skilte sig ud fra konkurrenterne på grund af Thiels åbenlyse foragt for alt, hvad der havde med regulering og normer at gøre. PayPal drev reelt set bankvirksomhed, men man bekymrede sig ikke om at få en licens som bank, og man var fløjtende ligeglade med alle de kriminelle og svindlere, som brugte PayPal til hvidvask og svindel med almindelige menneskers kreditkort. Det var ikke særligt etisk, men det var effektivt og bragte hurtigt PayPal foran konkurrenterne. Det var ”move fast and break things” lang tid før, Mark Zuckerberg gjorde sin entre i Silicon Valley. Det var en tilgang til forretning, som Thiel forædlede i sin tid i PayPal, men som blev en ledetråd i resten af hans forretningsliv. Men det var også en filosofi, som forplantede sig via Thiels partnere og medarbejdere til resten af Silicon Valley. PayPal blev købt af eBay, men mange af Thiels partnere i PayPal er sidenhen blevet kendt som PayPal-mafiaen på grund af deres store indflydelse i Silicon Valley. Mafiaen inkluderer ud over Thiel folk som Elon Musk (Tesla, SpaceX, etc.), Reid Hoffman (LinkedIn, etc.) og Chad Hurley (stifter af YouTube).
 

Silicon Valley er bygget på en foragt for etik og normer

 
Når man i dag taler om, at Silicon Valley er løbet af sporet, og de store tech-virksomheder opfører sig uetisk, forestiller man sig ofte, at disse firmaer i bund og grund er gode og vil os det bedste, men at de undervejs mod magtens tinder er blevet korrumperet af profithensyn og personlig vinding. Men i bogen om Thiel fortæller Max Chafkin os en anden historie. Det er en historie om nogle af Silicon Valleys mest indflydelsesrige founders og investorer, som helt fra starten bygger deres virksomheder på en ideologi, der handler om at være ligeglad med etik, normer, regler og svage menneskers holdninger. Peter Thiel og PayPal-mafiaen har investeringer i stort set alt, hvad der kan kravle og gå i Silicon Valley, og den Ayn Randske magt-har-ret-filosofi kom på den måde til at gennemsyre alle de websider, apps og digitale dingenoter, som er væltet ud af Silicon Valley siden 90’erne.
 
 
Man skal selv læse bogen, hvis man vil følge Thiels kometkarriere efter PayPal. Kort fortalt udvikler Thiel sig fra at være founder af PayPal til at være succesrig hedgefondguru, der tjener en formue på at investere i fragging. Derudover bliver han én af de væsentligste powerbrokers i Silicon Valley, hvor han med nærmest profetiske evner formår at skyde penge i og styre en lang række meget profitable virksomheder – heriblandt Facebook, Palantir og SpaceX. Og endelig bruger han sine penge og sin troværdighed som succesrig investor til at kultivere sine politiske forbindelse i Washington, hvilket i sidste ende gør ham til stort set den eneste teknologiperson, som støtter Donald Trump.
 

Støtten til Trump var den perfekte hedgefondstrategi

 
Særligt hans støtte til Trump forundrede mange. Hvordan kunne en elitær libertarianer fra det flippede Silicon Valley dog støtte en reaktionær, tilbageskuende populist som Donald Trump? Men Trump passede faktisk som fod i hose i Peter Thiels kontrære og Ayn Randske tilgang til verden. Trump var en disruptor uden egentlig anden ideologi end at sparke den bløde liberale Washington-elite i skridtet. Det passede perfekt til Thiels ideologi, og derudover var det en blue ocean-strategi, fordi ingen andre teknologimoguler støttede Trump. Ved at støtte Trump kunne Thiel med en minimal investering opnå maksimal effekt fra en kandidat, som havde desperat behov for støtte fra en teknologisektor, som hadede alt, hvad han stod for. Desuden var der også det helt simple pekuniære motiv, at Thiel ved at støtte Trump fik adgang til milliardstore militære kontrakter til sin virksomhed Palantir.
 
 
 

 

Ikke en bug, men en feature

 
Peter Thiel har opbygget sin karriere på at være den kontrære investor, som altid spiller det usandsynlige og overraskende kort. Han har bevidst stillet sig udenfor og været i opposition til Silicon Valleys politisk korrekte hippiementalitet. Ikke desto mindre – og det er måske bogens vigtigste pointe – har Peter Thiels magt-har-ret-filosofi sneget sig ind i alle afkroge af Silicon Valleys produkter og forretningsmodeller?
 
Når Facebook i denne uge endnu engang trækkes gennem mediemøllen på grund af afsløringer i Washington Post om Facebooks skadelige virkninger på teenagere, er det altså ikke, fordi Facebook er løbet af sporet. Det er, fordi det er sådan, Facebook er konstrueret fra starten. Og ikke bare Facebook, men også stort set alle andre teknologivirksomheder, der har været i berøring med Peter Thiels filosofi. Som man ville sige i Silicon Valley: Teknologivirksomhedernes etiske problemer er ikke en bug, de er en feature!

Relaterede artikler

Bliver Ray-Ban din første ansigtscomputer? - Smartphonen er kongen. Smartwatch er en opkobling. Hvad sker der lige med smartglasses? Vi fik Google Glass, der var et ...
1 ud af 3 får det dårligt af Instagram - Endnu en alvorlig rystelse ramte medieimperiet Facebook den 14. september. Via en whistleblower kunne Wall Street Journa...
Big tech, bigger issues - I Camilla Mehlsen og Vincent F. Hendricks’ nyeste udgivelse, Sandhedsministeriet, gentænker de tech-giganternes rolle i ...
Når Facebook går ned - Mandag aften gik Facebook ned. Og Instagram. Messenger. Og WhatsApp. Mens du overvejer internettets skrøbelighed og må s...
Indgreb mod Zuckerbergs monster på vej - Whistlebloweren bag The Facebook Files er trådt frem. Hvis Facebook troede, at røgen fra lækket havde lagt sig, må de tr...
En venlig havplante - Danmark har fået et nyt medie om forskning. Lavet i tæt samarbejde med de forskere, stoffet handler om. Tanken er god, m...
Går vi egentlig op i, om Facebook har en krise eller ej? - Efter whistleblower Frances Haugen stod frem og fortalte, hvordan Facebook sætter profit over hensynet til sine brugere,...

Giv din stemme

43 stemmer
1,7/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

85 JOB

Kommunikationsmedarbejder

Se alle job Indryk job

Job

Praktikant

Frist: 12. november

Kommunikationsspecialist

Frist: Hurtigst muligt

Kommunikationsmedarbejder og projektleder

Frist: 8. november kl. 12.00
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.