Danmark har været i krig i årevis

Hvis du tror, at der enten er krig eller fred, så må du tro om igen. Og så du er i øvrigt ikke alene, for det har historisk været vores forståelse i Vesten.

I Rusland er det anderledes. Der er skillelinjen mellem mellem krig og fred mudret. Derfor er det en central pointe i den nye bog Informationskrig - påvirkning og propaganda i moderne krigsførelse, at på trods af at vi ikke opfatter os selv som værende i krig med Rusland, så er Rusland i krig med os – og har været det i årevis.

Og nej, det er ganske rigtigt ikke krigsførelse med krudt og kugler, tanks og droner, men skal derimod forstås ud fra en stats fire magtinstrumenter kaldet DIME: Diplomacy, Information, Military og Economy. De fire magtinstrumenter er våbnene i politisk krigsførelse.

Og faktisk er den militære dimension den eneste, som Danmark for indeværende kun i behersket omfang behøver forholde sig til. I de øvrige dimensioner raser krigen.

Forfatteren til Informationskrig - påvirkning og propaganda i moderne krigsførelse er Jeanette Serritzlev, militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, og hun stiller dels skarpt på informationsdimensionen, og dels viser hun, at informationskrig ikke er løsrevet fra de øvrige elementer i DIME. Heller ikke den militære.

“Mit ønske er at give en indføring i informationskrig og påvirkning på dansk. Jeg så et behov for at samle tankerne og vise, at der er mange elementer, der spiller sammen. En ting er f.eks. fake news og konspirationsteorier, men vi skal også være opmærksomme på de bagvedliggende strukturer. Og så vil jeg gerne vise, at vi ikke kan adskille kognitiv påvirkning fra den fysiske verden. Det er ikke en boble,” siger Jeanette Serritzlev om bogen, der er den første samlede indføring i fænomenet informationskrig på dansk.

En naiv prisme

24. februar 2022 blev en brat opvågnen for Vesten. Langvarig sabelraslen blev afløst af en fuldtonet invasion af et europæisk land. Den russiske aktivering af rå militær magt kastede samtidig et bagklogskabens lys over mange års hændelser, der var blevet betragtet som enkeltstående, herunder cyberangreb og påvirkningskampagner.

Har Vesten sovet i timen, Jeanette Serritzlev?

“Til dels, ja. Vi har været lullet ind i troen på, at resten af verden ville have det samme system som os. Vi har troet på idéen om, at interdependens skaber fred. At når vi handler med hinanden, så går vi ikke i krig. Vi har troet så stærkt på de liberale grundtanker, at vi ikke har set realiteterne i øjnene. Det skræmmende i forhold til Rusland er, at de hele tiden har sagt, hvad de ville. Vi har i stedet spurgt os selv, hvordan vi skulle fortolke det, de sagde. Det har været en naiv prisme,” svarer forfatteren og tilføjer:

“Rusland har været direkte omkring, hvordan de har set deres egen rolle. At de vil anerkendes som en stormagt, og at enhver udvidelse af NATO er en trussel mod Rusland. Vores svar har været, at det er det jo ikke. NATO er jo en forsvarsalliance. Det har vi regnet med, at Rusland ville indse, og at det bare var en strid om ord. Vi har måttet sande, at det gør de ikke.”

I Rusland er krig ikke en afvigelse

I bogen nævner du, at der er forskel på opfattelsen af krig og fred i henholdsvis Vesten og Rusland. Kan du uddybe det?

“Lidt groft skitseret, så er fred i en vestlig optik normalitet, mens krig er en afvigelse. I russisk optik er krig ikke på samme måde en afvigelse. Krig er derimod iboende i international politik. Der er en anden risikovillighed,” forklarer Jeanette Serritzlev og uddyber:

“I Vesten er opfattelsen, at enten er vi i krig, eller også har vi fred. I Vesten går vi derfor også op i jura og folkeret. Det har mindre betydning, hvis man sidder i Moskva. De har ikke samme hårde skillelinje.”

Disse forskelle i opfattelsen af krig og fred gjorde sig også gældende under den kolde krig. Så fulgte et kort mellemspil efter Sovjetunionens sammenbrud, men fra 00’erne trådte forskellene frem igen.

“Vi så det store cyberangreb på Estland i 2007. Der var den russiske invasion i Georgien i 2008. I samme periode skærpede Putin sin retorik. Det vakte hver især ganske vist opmærksomhed, men det blev set som enkeltstående hændelser. Det er lettere i 2023 at se det i en sammenhæng,” siger Jeanette Serritzlev.

Hun fremhæver vores opfattelse af geografi som et fingerpeg om, at billedet har ændret sig.

“Geografien har af gode grunde ikke ændret sig siden da, men vores perception af geografien har ændret sig. I 2008 var Georgien langt væk, og det var Ukraine også i 2014, da Krim blev annekteret. Det er det ikke længere,” siger hun.

Informationskrigen udkæmpes herhjemme

Den sikkerhedspolitiske virkelighed er dog ikke kun, at militær krig er rykket mentalt tættere på. Informationskrigen foregår også i det kognitive domæne, og slagmarken befinder sig herhjemme og udkæmpes i dagligdagen.

Informationskrigen pågår gennem forsøg på påvirkning af vores opfattelse af verden for derigennem at ændre vore holdninger og handlinger. Hvis man retweeter et ukrainsk meme på Twitter, så deltager man i informationskrigen på ukrainsk side.

På samme måde har Rusland med forskellige konkrete teknikker i årevis forsøgt at påvirke den danske opinion. Det drejer sig blandt andet om spredning af fake news, mis- og desinformation.

Hvad kræver denne nye normaltilstand af politikere, forsvaret og civilsamfundet?

“Der er kommet politisk opmærksomhed på påvirkningstruslen. Det så vi bl.a. med det amerikanske valg i 2016, hvor vi talte meget om russisk indblanding. Det er uklart, hvad den eksakte effekt var, men at der var forsøg på indblanding, ved vi. Så fra politisk hold er der kommet opmærksomhed på det,” siger Jeanette Serritzlev og fortsætter:

“NATO er også opmærksom. Som vi tidligere har talt om, så har NATO fået sin første stratcom-doktrin. I NATO taler man om cognitive warfare, som i høj grad handler om kognitivt forsvar, altså imødegåelse af f.eks. påvirkningstrusler. Så inden for NATO-rammen er det på dagsordenen.”

Forfatteren fortæller videre, at også EU er på banen med fokus på imødegåelse af mis- og desinformation. Hun påpeger, at det giver god mening, at denne indsats sker i internationalt regi, da mis- og desinformation krydser grænser.

Hvem har ansvaret for Danmarks kognitive forsvar?

Der er altså bevågenhed fra EU, NATO og overordnet politisk hold, men hvad med i en national dansk kontekst? Hvordan rustes civilsamfundet til kognitivt forsvar mod påvirkningstrusler udefra?

“I Sverige har de Styrelsen for Psykisk Forsvar, men hvor ligger ansvaret i det danske beredskabssystem? Hvad er ansvarsfordelingen, altså udover efterretningstjenesterne, der har specifikke opgaver? Hvordan sørger vi for, at det proaktivt virker i befolkningen?,” spørger Jeanette Serritzlev og peger selv på et sted at starte:

“Jeg vil tale for, at vi identificerer, hvem der har ansvaret. At vi udpeger, hvem der skal koordinere. Man lærer lidt om fake news i folkeskolen og går til et foredrag på biblioteket. I praksis er der dog mange aktører: medier, biblioteker og andre oplysningsinstitutioner.”

Imødegåelse af truslerne om påvirkning gennem mis- og desinformation og andre virkemidler rejser dog samtidig et dilemma.

“Det er et svært spørgsmål, hvad vi stiller op. For vi skal ikke have et meningspoliti. I et frit og åbent samfund må folk godt mene mærkelige ting. Heldigvis!,” siger Jeanette Serritzlev og understreger:

“Vi må have en demokratisk samtale om, hvordan vi kan imødegå, at der er kræfter, der ikke vil os det godt. Kræfter, der forsøger at påvirke vores opfattelse af, hvordan verden ser ud.”

Informationskrig - påvirkning og propaganda i moderne krigsførelse

Af Jeanette Serritzlev
184 sider

Udkommer på forlaget Samfundslitteratur 30. januar