Til kamp for demokratiet med offentlig kommunikation

Den oplyste offentlige samtale, og dermed demokratiet, er presset af bl.a. mis- og disinformation. Derfor er der behov for offentlig kommunikation, som borgerne stoler på. Det mener tre garvede kommunikatører. De har derfor stiftet ngo’en ProPublica, der vil styrke demokratiet gennem bedre offentlig kommunikation.
Myndighederne skal modvirke misinformation i den offentlige debat. Kommunikationen fra myndighederne skal være saglig og neutral på en måde, hvor både fordele og ulemper i sager træder tydeligt frem, mener den nystiftede ngo ProPublica. Illustration: Alexander Nordahl Jensen/Kforum
Myndighederne skal modvirke misinformation i den offentlige debat. Kommunikationen fra myndighederne skal være saglig og neutral på en måde, hvor både fordele og ulemper i sager træder tydeligt frem, mener den nystiftede ngo ProPublica. Illustration: Alexander Nordahl Jensen/Kforum
af Mikkel Skov Petersen
“Vi mener, at demokratiet og den oplyste offentlige samtale er under pres både indefra og udefra. Udefra har vi lige haft en amerikansk præsident, der med hele og halve løgne skabte usikkerhed. Dertil kommer krigen i Ukraine, hvor information og misinformation flyver rundt,” siger Thomas Dybro Lundorf til Kforum. 
 
Lundorf, der bl.a. har en fortid som kommunikationschef i Lægemiddelstyrelsen, er medstifter af ngo’en ProPublica sammen med Nanna Sverrild og Thomas Roed.
 
“Herhjemme kan vi igen og igen se, at politikernes troværdighed er i bund i Radius’ årlige troværdighedsbarometer. Vi mener grundlæggende, at vi burde være stolte af demokratiets ypperste repræsentanter. Det samme gør sig i øvrigt også gældende for embedsmænd,” siger Thomas Dybro Lundorf.
 
I en pressemeddelelse fra ProPublica udtaler Nanna Sverrild: ”Vi elsker vores demokrati! Derfor vil vi gøre noget ved det, når vi kan se, at det kommer under pres, og at tilliden til de folkevalgte er lav.”
 
Ifølge stifterne af ProPublica er bedre offentlig kommunikation et redskab til at skabe et oplyst demokrati. ProPublicas formål er “at styrke demokratiet og den oplyste offentlige samtale ved at forbedre kommunikationen fra myndigheder til offentligheden i Danmark og Europa.” 
 

Retvisende informationer er for demokratiet, hvad vand er for kroppen

Stifterne har fundet inspiration til ProPublica hos blandt andre Hal Koch, der sagde, at samtalen er demokratiets væsen, og i Jürgen Habermas’ tanker om det deliberative demokrati.
 
“Borgerne skal kunne danne deres holdninger bl.a. ud fra informationer fra det offentlige, som de kan stole på. Og det uanset, om de er enige eller uenige. Retvisende informationer er for demokratiet, hvad vand er for kroppen. Uanset om man er enig eller uenig,” siger Thomas Dybro Lundorf og fortsætter:
 
“Derfor vil vi de næste mange år forsøge at trække den offentlige kommunikation i en retning, hvor den understøtter den demokratiske samtale.”
 
Kommunikationen fra myndighederne skal være saglig og neutral på en måde, hvor både fordele og ulemper i sager træder tydeligt frem. 
 

Tre principper: relevant, retvisende, demokratisk

ProPublicas tilgang til offentlig kommunikation baserer sig på tre principper, skriver de på deres hjemmeside. 
 
Offentlig kommunikation skal for det første være relevant og give borgerne let adgang til data og viden, der har relevans for dem, og som er til at forstå.

Offentlig kommunikation skal være retvisende. Myndighederne skal modvirke misinformation i den offentlige debat. Kommunikationen fra myndighederne skal være saglig og neutral på en måde, hvor både fordele og ulemper i sager træder tydeligt frem. 
 
Offentlig kommunikation skal være demokratisk. Myndigheder skal fremme debatter om vigtige sager, og den enkelte borger skal kunne træffe valg og danne sig holdninger på et oplyst grundlag uanset uddannelsesbaggrund og social og økonomisk status.
 
Postulatet er, at offentlig kommunikation er noget særligt. At det er vigtigt at cirkulere troværdige informationer i samfundet og at skabe en koordineret retning i den offentlige kommunikation
 

Gør-det-selv kommunikationsstyrelse

For nylig præsenterede Thomas Dybro Lundorf den britiske centraladministrations nye kommunikationsstrategi her på Kforum. Strategien er forankret i Government Communication Service (GCS). Artiklen sluttede med følgende ønske:
 
“Derfor burde der i Danmark også findes en overordnet offentlig kommunikationsstrategi med klare mål. Et af dem kunne eksempelvis være at give alle uanset socioøkonomisk og uddannelsesmæssig baggrund adgang til retvisende information inden for de væsentligste områder i vores samfund.”
 
“I Storbritannien har de siden 2. verdenskrig haft “kommunikationsstyrelsen” GCS. Postulatet er, at offentlig kommunikation er noget særligt. At det er vigtigt at cirkulere troværdige informationer i samfundet og at skabe en koordineret retning i den offentlige kommunikation,” siger Lundorf og fortsætter:
 
“I Danmark har vi ikke sådan en styrelse, så med ProPublica kan du sige, at vi gør det selv.”
 
Planen er, at ProPublica skal bestå af en tænketank, et netværk og et akademi. Ngo’en blev officielt stiftet onsdag den 8. juni ved et arrangement på Københavns Universitet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også