Tragisk optimisme slår giftig positivitet

Først er det nødvendigt med en tydelig streg i sandet: Det følgende handler ikke om psykiske sygdomme som angst og depression.

Den rette behandling af psykisk sygdom er en sag for læger og uddannede terapeuter – og indlysende ikke en sag for tilfældige skribenter og andre halvstuderede røvere.

Det følgende handler derimod om alment menneskelige fænomener som eksistentiel smerte og bekymring, nedtrykthed og skyldfølelse.

Pandemien har givet ondt i psyken

Kriser, tragiske hændelser og de negative følelser som sorg, frygt, bedrøvelse og fortvivlelse, der følger deraf, er en del af at være menneske. En del af at leve.

For mange har coronapandemien været en sådan krise og for nogle en sådan tragisk hændelse. I foråret 2021 offentliggjorde Statens Institut for Folkesundhed en undersøgelse af befolkningens trivsel, arbejdsmiljø og helbred før og under krisen.

I undersøgelsen rapporterede hver femte, 21 pct., ud af 5.000 respondenter, at deres mentale helbred var blevet dårligere under pandemien. Internationale undersøgelser har gjort tilsvarende fund.

Det er til dels frygt, der fylder. Frygt for at blive smittet, frygt for at smitte andre og frygt for ældre og sårbare pårørendes liv og helbred.

I 2020 gav en gruppe psykologer dette kompleks af frygttilstande og ledsagende adfærd navnet “COVID-19 anxiety syndrome”.

Dertil kommer afsavnene i isolation: det sociale liv, oplevelserne og den fysiske kontakt.

Og endelig er der usikkerheden og uforudsigeligheden: Er vi ovre det værste, eller bliver det værre endnu? Er det i det hele taget nogensinde ovre?

Usikkerhed er en gennemgribende, abstrakt stressfaktor under pandemier, og COVID-19 er ingen undtagelse.

“Usikkerhed er en gennemgribende, abstrakt stressfaktor under pandemier, og COVID-19 er ingen undtagelse”, har psykologen Steven Taylor udtalt til The Guardian. Taylor er forfatter til bogen The Psychology of Pandemics, der udkom i 2019, før coronapandemien.

De fleste mennesker kan have det vanskeligt med usikkerhed, og for nogle er det særdeles svært at håndtere.

Lige nu strømmer omikron-varianten ud over kloden. Den er stadig så ny, at videnskab og sundhedsmyndigheder endnu ikke har sikker viden om dens konsekvenser for helbred og belastning på hospitalerne

Usikkerheden og uforudsigeligheden er med andre ord ikke just aftagende lige nu.

Giftig positivitet er ikke vejen

Så, hvordan navigerer vi som mennesker i den usikkerhed og uforudsigelighed, der har været et vilkår for os alle i snart 22 måneder? Det er ikke overraskende et tema, der fylder i fagkredse og i flere internationale medier.

Måske er strategien simpelthen bare at tvinge sig selv til at tænke positivt om situationen? Ifølge selvhjælpsguruer og Instagram-influencers kan man både blive lykkelig, rig, berømt og få flot hud ved at tænke positivt uanset omstændighederne.

Det korte svar er nej, det er bestemt ikke vejen. Det lidt længere svar er, at denne form for forstillet positiv tænkning er skadelig for både det mentale helbred og den positivt tænkendes sørgende eller lidende omgivelser.

Det kaldes “giftig positivitet”, om hvilket Mette Kirstine Goddiksen har skrevet en herlig tekst her på Kforum.

Hun sammenfatter den giftige positivitet således:

“Negative følelser udsender en fæl em, der er strengt forbudt i lala-land. Et land, hvor de positive ligesom præsten i "Adams æbler" spiser cowboytoast og ser det som en hyggelig udfordring, at de netop er blevet skudt i hovedet af en nazist.”

Den giftige positivitet er i bund og grund virkelighedsbenægtelse. Virkeligheden er jo netop ikke kun positiv, men rummer også smerte, ubehag og sorg.

Den giftige positivitet er i bund og grund virkelighedsbenægtelse. Virkeligheden er jo netop ikke kun positiv, men rummer også smerte, ubehag og sorg. Det er pandemien et lysende klart eksempel på.

Det er ganske enkelt ikke sundt at fortrænge tilværelsens negative sider. Samtidig ER der evidens for gavnlige mentale helbredseffekter ved positive tanker i en dosis, der er afbalanceret op mod realiteterne.

Det er lidt ligesom med kostrådene: Tænk varieret, og husk hele bevidsthedspyramiden.

Det er derfor følgelig heller ikke en farbar vej at give sig ubetinget hen til fortvivlelse, opgivelse og bekymring. Hvis man altså har et valg.

Den tragiske triade og den tragiske optimisme

I forsøget på at finde en konstruktiv og afbalanceret mental vej i pandemien – og lad os for en god ordens skyld lige forhøje indsatsen med klima- og biodiversitetskrisen – så rækker bl.a. det amerikanske magasin The Atlantic og britiske BBC tilbage i tiden.

De giver stemme til forskere og teoretikere, der har fundet inspiration hos den østrigske psykolog og holocaust-overlever Viktor Frankl, der i 1949 var ophavsmand til begrebet tragisk optimisme.

Tragisk optimisme er, peger artiklerne på, en modgift til den giftige positivitet.

Tragisk optimisme handler grundlæggende om at bevare optimismen under det almenmenneskelige vilkår, Frankl kalder den tragiske triade: smerte, skyld og død.

Tragisk optimisme handler grundlæggende om at bevare optimismen under det almenmenneskelige vilkår, Frankl kalder den tragiske triade: smerte, skyld og død.

Filosoffen Anna Gotlib udlægger i en akademisk artikel Frankls budskab således:

“Frankl argumenterer for, at vi kan gøre lidelse meningsfuld, se skyld som en bydende nødvendighed til at forbedre os selv og at se skrøbelighed, uforudsigelighed og livets forgængelighed som motivation til at finde mening.”

Ifølge amerikanske Time Magazine peger Anna Gotlib på forskning fra 2020, der tyder på, at de mennesker, der mestrer coronakrisen bedst, ikke fokuserer på lykke, men derimod anerkender lidelsen uden at lade sig overvælde af den.

Der er her vigtigt at pointere, som det også fremgår af artiklen i Time Magazine, at Gotlib ikke sigter til sørgende, der har mistet pårørende, eller frontpersonale, der er ved at bukke under for presset.

Hun henviser derimod til det store flertal af os, der kæmper eller har kæmpet med isolation, usikkerhed og bekymringer.

Posttraumatisk vækst

Skal man tro Steven Taylor, føromtalte forfatter til bogen The Psychology of Pandemics, så kan der være mentale gevinster ved den modgang, vi har oplevet de seneste 22 måneder.

Til The Guardian peger han på, at forskning i tidligere pandemier og katastrofer indikerer, at hvor de fleste af os vil falde tilbage til en dagligdag henad den, vi havde før pandemien, så vil nogle af os komme ud på den anden side forandrede til det bedre.

Det skyldes et psykologisk fænomen kaldet “post-traumatic growth”.

COVID-19 har været en katalysator, der har muliggjort, at nogle personer er vokset som mennesker.

Begrebet post-traumatic growth – eller posttraumatisk vækst/udvikling – er opfundet af psykologerne Richard Tedeschi and Lawrence Calhoun, der definerer det “som oplevelsen af positive forandringer, der opstår som resultat af kampen med stærkt udfordrende livskriser”.

Den posttraumatiske vækst giver sig, ifølge Tedeschi og Calhoun, bl.a. udtryk i forhøjet værdsættelse af tilværelsen, mere meningsfulde interpersonelle forhold og en oplevelse af øget personlig styrke.

“COVID-19 har været en katalysator, der har muliggjort, at nogle personer er vokset som mennesker”, siger Steven Taylor til The Guardian.

Pandemiens udfordringer har, ifølge Taylor, i disse tilfælde bl.a. ført til større modstandsdygtighed overfor stress og skabt tættere relationer mellem venner og familie.

Modstandsdygtighed er vel at mærke ikke det samme som hårdhed. Mennesker er ikke beton. Modstandsdygtighed er derimod adfærd, der skabes i proces, som psykologiprofessor George Bonanno udtrykker det i en artikel hos Quartz.

Det er også væsentligt at skelne mellem reel og illusorisk posttraumatisk vækst/udvikling. Sidstnævnte er indbildning om positiv personlig udvikling og er i familie med den giftige positivitet – fx ledsaget af øget alkoholforbrug.

Kintsugi. Foto: Getty Images

Værdifulde, gyldne ar

Psykologen Scott Barry Kaufman indleder et blogindlæg om post-traumatic growth hos Scientific American med at introducere det japanske fænomen kintsugi.

Kintsugi er en århundreder gammel tradition, der anvendes, når smadret keramik skal repareres.

I stedet for at skjule revner og sprækker mellem de sammenføjede skår blandes limen op med farve i fx guld eller sølv, så de sammenføjede brudflader bliver fremhævet.

På den måde kan keramikken atter tages i anvendelse, samtidig med at den fremviser sine keramiske ar som en smuk kvalitet i sig selv.

Midt i pandemiens fortsatte uforudsigelighed, usikkerhed og negative konsekvenser for dagligdag og trivsel, så er det et billede på tragisk optimisme:

At al modgangen kan give mange af os øget modstandsdygtighed, posttraumatisk vækst og mental kintsugi med værdifulde, gyldne ar.

Eller som Viktor Frankl har udtrykt det:

“På en måde ophører lidelse med at være lidelse i det øjeblik, den finder sin mening.”