Stik den kritiske pibe ind og smil til verden, lav en dejlig lemonade, hvis livet har kylet citroner efter dig. Glasset er halvfyldt, mand! Og hvis du ikke kan se det, så er du også selv ude om, at du er ulykkelig eller sur.
Med andre ord: Du dér, der er ked af det, kritisk eller sur, hold dig fra mig, til du kan finde ud af at vælge at være lykkelig! Skam dig, din party pooper!
Der ruller dagligt en bølge af positivisme ind over os. Det lyder umiddelbart rart, hvis det ikke var, fordi positivisme også findes i en forstillet, uægte version – og så bliver den giftig. I den giftige form kan positivisme være ekskluderende – i nogle situationer direkte farlig. For eksempel når den er påtvunget eller nudget ind for at opløse sund, kritisk sans i forhold til politiske ledere.
De, der står ved deres negative følelser, ked-af-det-hed eller kritiske sans, kan føle sig forkerte i fællesskaber, hvor det er forbudt at stå ved sine ægte følelser. Det er skamfuldt ikke at have overskud til at være positiv. Man suger af omgivelsernes energi, er besværlig, hvis man ikke lige er i stand til at være glad.
De sure og sørgmodige er som en ekstra lagret ost på en blomstermark.
For negative følelser udsender en fæl em, der er strengt forbudt i lala-land. Et land, hvor de positive ligesom præsten i "Adams æbler" spiser cowboytoast og ser det som en hyggelig udfordring, at de netop er blevet skudt i hovedet af en nazist.
Happy power
Den giftige positivisme gennemsyrer også arbejdslivet.
For eksempel på personalemødet må du hellere stemme i med klapsalver, når lederen fortæller om omstruktureringer og effektiviseringer, ”der giver en ny dynamik og synergi i organisationen” – også selvom du frygter for, hvad det betyder for dit job. Du skal se det som en spændende udfordring, ikke et problem. Også selvom det i sidste ende resulterer i, at du skriver noget lignende på LinkedIn: Kære netværk. Jeg søger nye, spændende udfordringer, da jeg i overensstemmelse med min tidligere arbejdsplads nu begiver mig ud på en ny, spændende rejse.
Et andet eksempel på giftig positivisme på arbejdspladsen er eksempelvis, når konstruktiv kritik af ledelsen negligeres og gøres til den ansattes problem. Personen har for eksempel blot ”frygt for forandring”.
Eller mere uskyldigt, når du som en anden hund i et spil kegler løber rundt til DHL-stafetten og giver energiske highfives til kolleger, fordi det ikke er socialt acceptabelt for dig at stå ved, at du helst vil bruge din fritid på ensomme gåture eller melankolsk digtning.
Den gode nyhed er, at du gerne må sætte farvekanonerne på standby, tage lycra-løbebuksen af og stå ved dig selv. Forskningen har din ryg; positivisme kan være giftig for sjælen og skadelig for samfundet, når den er påtvunget eller fake.
Den gode, onde og grusomme
Men hvordan adskiller man så positivisme fra giftig positivisme? Det har hhv. psykolog og psykoterapeut, Samara Quintero og Jamie Long, lavet en liste over på ThePsychologyGroup.com:
Giftig positivisme forekommer:
- Hvis du skjuler dine sande følelser.
- Hvis du – på grund af et samfundskrav – forsøger "bare at komme videre", selvom det kræver, at du undertrykker dine følelser.
- Hvis du skammer dig over at føle, hvad du føler. ”Jeg er også bare en belastning for den gode stemning.” ”Hvorfor kan jeg ikke bare være glad og taknemmelig for alt det, jeg har?”
- Hvis du indkapsler sorg, vrede, frustration med et "Det er, hvad det er" eller ”Der er en mening med alt” – selvom du egentlig slet ikke har overskud til andet end at dvæle ved dine negative tanker.
Og du sender giftig positivisme efter andre:
- Hvis du minimerer andres oplevelser og følelser med "feel good"-citater eller udsagn som ”Der er altid lys for enden af tunnelen”, ”Smil til verden…”, ”Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget”.
- Forsøger at reducere negative følelser ved at perspektivere, for eksempel "Det kunne være værre" og ”Børn i Afrika sulter faktisk”, i stedet for at validere deres følelsesmæssige oplevelse.
- Shaming af andre for at udtrykke frustration eller andet end positivitet: ”Du ødelægger faktisk den gode stemning med det sure fjæs!”, ”Nu har jeg lige lavet en dejlig middag, og så tillader du dig at være trist (skam dig)!”
Og mon ikke du har set eller oplevet, hvordan folk på Instagram snerper sammen, hvis du tillader dig at bringe eller kommentere noget, der indikerer, at livet altså er andet end solnedgange og glade børn med et forskønnende filter på.
De ulykkelige positive
I en artikel i den norske avis Dagens Næringsliv forklarer filosof og psykolog Ida Hallgren, hvordan det konstante krav om at tænke positivt står i vejen for, at vi bliver rigtig lykkelige.
”Det handler ikke om at hengive sig til det negative, men om at være realistisk”.
Eller som vores egen Svend Brinkmann har skrevet i Politiken – godt nok om lykke-kravet – han bruger ikke ordet giftig positivitet:
”Når det siges, at lykken er et valg, er det ofte bare en måde at bebrejde mennesker for deres egen uformåen”.
Han kritiserer, hvad han kalder lykkeindustrien, for at stikke os blår i øjnene om, at vi kan være lykkelige hele tiden, hvis vi bare lige køber en bestemt bog eller terapisession.
”Men den ulykkelige konsekvens er så bare, at menneskers manglende lykke altid falder tilbage på dem selv. Glem ydre faktorer som økonomisk krise, social marginalisering eller krig – man har åbenbart valgt at være ulykkelig!”
Tak for skepsis
At undgå giftig positivitet eller forloren lykke er ikke blot vigtig for dig selv, men også for dine relationer og samfundet overordnet.
Ida Hallgren påpeger, at det er vigtigt, at vi tillader os selv at være negative, fordi det sætter os i stand til at forstå andre menneskers problemer og smerter. Hvis vi konstant forlanger positivisme fra os selv og vores medmennesker, så resulterer det i overfladiske relationer, hvor man ikke føler sig set og ikke tør være sig selv.
På det medicinske område kan en overvurdering af positiv tænkning være livsfarlig. For eksempel trives i nogle kredse og selvhjælpsbøger som ”The Secret” idéen om, at du kan bekæmpe kræft eller andre alvorlige medicinske tilstande med positiv tænkning (eller ved at undgå negativ tænkning i det mindste). Det får nogle patienter til at afvise traditionel medicin til fordel for positivitet og meditation, hvilket er dømt til at mislykkes.
Dertil lægger det et kæmpe egetansvar over på patienter, der ikke har udsigt til at overleve for eksempel et kræftforløb. Kravet om og troen på magien i positiv tænkning kan føre til selvbebrejdelse – for hvis jeg havde tænkt mere positivt, så kunne jeg have skånet mine børn for denne sorg.
Giftig positivisme fører til fremmedgørelse, ensomhed og skam. Pointen er, at vi ikke har lyst til at høre fra en ven, at vi blot skal tænke positivt, hvis huset er brændt, vi er alvorligt syge, gået konkurs eller er blevet forladt.
Vi har brug for mennesker, der tør gå ind i den negative følelse sammen med os, og som anerkender følelserne med et: ”Ja, det her stinker big time, men jeg er her for dig”.
Glad gift
Professor Jennie Hudson, Macquarie University, har også undersøgt urealistisk positivitet og konkluderer, det kan være lige så giftig som negativitet.
”Det kan dræbe kreativitet og empati og fremme tanken om, at følelser af sorg ikke er OK, hvilket fører til misforståelser, skade og lidelse. Vores følelser signalerer, hvad der er vigtigt for os. Giftig positivitet negligerer eller ignorerer folks virkelige erfaringer”.
Professoren fremhæver desuden:
”Når vores rettigheder krænkes, bør vi føle os vrede. Når vi mister nogen tæt på os, bør vi føle triste. Når vores liv er truet, bør vi føle os bange. De er vigtige, primære følelser, som vi skal anerkende, da de hjælper os til at søge i sikkerhed og styrker vores forbindelse til mennesker”.
Og så trækker hun den gamle syndebuk af stalden:
”Sociale medier kan være en grobund for giftig positivitet, fordi de urealistiske skildringer af picture perfect-liv kan efterlade os med følelsen af, at vi skal være lykkelige hele tiden”.
Dermed være ikke sagt, at vi bare skal give den bundgas med brokkeriet. Det er mere nuanceret end som så.
For traditionelt tænker vi ikke på skadelige mennesker som de overdrevent positive, men mere som brokkerøve, manipulatorer og drama queens. Eller folk, der har et problem for hver løsning, og som er sure for en sikkerheds skyld.
Den slags mennesker er også et problem, men i en artikel i Washington Post, hvor journalist Allyson Chiu taler med en række eksperter, gøres det klart, at det også kan være skadeligt at påtvinge mennesker positivitet, ikke mindst under coronakrisen. Når f.eks. bange anelser og frygt for økonomi eller helbred mødes med overgearede peptalks fra chefen eller vennen.
"Det er et problem, når folk er tvunget til at virke eller være positive i situationer, hvor det ikke er naturligt, eller når der er et problem, der legitimt skal løses, og som ikke kan løses, hvis du ikke anerkender problemet," siger psykologerne Ann Arbor og Stephanie Preston fra University of Michigan.
Vi bør alle analysere situationer realistisk, før vi træder ind i dem, og spørge os selv, hvad er det værste er, der kan ske, ikke presse eller lade os presse til munterhed, når fakta og/eller mavefornemmelse siger noget helt andet.
Problemet med realisme i en svær situation er dog, at mange mennesker frygter at føle negative følelser på lige fod med at føle fysisk smerte, mener psykolog Ida Hallgren.
Positivisme som politisk redskab
Kritisk tænkning/negativitet irriterer ikke blot dine omgivelser. Den kan også føre til udstødelse fra flokken. Den ligger nemlig ikke så rart i maven som jubelpositivisme og fælles fodslag. Den er besværlig og nuanceret.
Tænk bare på i foråret, hvor Henrik Qvortrup tillod sig at stille Mette Frederiksen et kritisk spørgsmål om hendes coronahåndtering på trappen op til Statens Museum for Kunst.
Flertallet af danskere ville lynche ham. Nu var vi jo lige så enige om, at Mette Frederiksen var 100 procent hæderskvinde, der udelukkende havde truffet de rette beslutninger. Ødelæg ikke det billede med din negativitet, din Se & Hør-lømmel!
Det var akkurat, som om mange missede pointen med den fri, kritiske presse, og at demokratiet dybest set er på skideren, hvis irriterende typer som Qvortrup ikke ødelægger stemningen med kritiske spørgsmål.
For giftig positivitet er også et politisk magtinstrument, ikke blot et fænomen på sociale medier og i HR-afdelingen.
Se bare den coronaramte, sminkede Trump, der fortæller, at vi faktisk skal se pandemien som en velsignelse fra Gud. Alt er fantastisk under hans lederskab!
Gad vide, hvad de pårørende til de hundredtusindvis af ofre for epidemien synes om sådan en velsignelse?
Professor Jennie Hudson fra Macquarie University karakteriserer Trump-præsidentembedet som gennemsyret af giftig positivisme.
”Gennem hele COVID-19 erfaring med Trump, har vi set ham sige ting, der ikke er sandt. Folk dør, men han handler ikke, fordi alt under hans lederskab efter hans mening er fantastisk”.
Og i den stormombruste bog af Trumps niece skriver hun om hans baggrund:
"Donald lærte, at du aldrig må indrømme, at du tager fejl. Det er en slags giftig positivitet, for var der ingen, der indrømmede smerte, var der ingen, der indrømmede svaghed... Han er nødt til at foregive, at han har gjort alt rigtigt, og alt går perfekt, og det dårlige vil bare forsvinde, og alt vil være fint”.
Og er du i tvivl om, at den slags positivisme er farlig, så skulle du tjekke nordkoreansk tv ud, hvor værterne med brede smil fortæller lutter solstrålehistorier om den kære leder.
Glasset er tomt, og pistolen mod dit ansigt er ladet med giftig positivisme.
Ergo: Det er okay at see, hear og speak evil, når der er realistisk grundlag for det.
Faktisk gavner det fællesskabet at være tvær i rette dosis.