|
Liberalistisk horoskopprosa
Mettes mystiske sportstrænerretorik

Mette Bock, sportsminister, undskyld, kulturminister kommunikerer, ifølge skribenten af denne artikel, som en frisk håndboldtræner på en kristen efterskole i Horsens. Her ses samme Mette Bock under en kamp i Nations League – flankeret af DBU's formand, Jesper Møller. Foto: Lars Poulsen/Ritzau Scanpix.

Mette Bock kan godt lide at fyre smarte bemærkninger af på Twitter, men det går ikke altid godt, som nu med den friskfyragtige opfordring til Lars von Trier om at lave mere opbyggelige film. Heller ikke på tv gik det særlig godt – hun faldt igennem i Signe Moldes "Quizzen", der er en ildtest på deltagernes evne til at levere oneliners. Kulturministeren udøvede mest af alt ”den-friske-håndboldtræner-på-en-kristen-efterskole-i-Horsens"–retorik. Og oneliners skal man være god til for at begå sig på de sociale medier. Den gamle retoriske disciplin at levere skarpe bemærkninger har fået en renæssance i vor tids medielandskab. Men der er forskel på floskler og skarpsindige replikker, Mette Bock.
 
Begrebet ”den-friske-håndboldtræner-på-en-kristen-efterskole-i-Horsens"–retorik, som jeg bruger i manchetten til denne artikel, er en klumpet nominalkonstruktion inspireret af Signe Moldes Quizzen, hvor hun excellerede i lange sammensætninger afsluttet af navneordet ”-runden”.
 
Quizshowet var – og er – en opvisning i kunsten at fyre hurtige oneliners af. Den rappe værtinde tester deltagernes intelligens og sproglige opfindsomhed, kort sagt deres vid. De deltagere, politikere, skuespillere og andre kendisser, der hurtigt og kvikt kan replicere på værtindens provokationer, demonstrerer intelligens og autenticitet. Se Mette Bocks deltagelse i Quizzen.
 
Her er de ikke dækket op af deres særlige rådgivere, aka spin-doktorer, men må forlade sig på deres egne åndsevner og personlige integritet. Vi har set knap så store talere brillere med lynsnar opfindsomhed, for eksempel statsminister Løkke Rasmussen og Pia Olsen Dyhr, mens andre politikeres klicheer viste deres hule ansigt (Alternativets Rasmus Nordquist).
 
Indrømmet, hun var i en svær situation, for Moldes satire gik på kollega og miljøminister Esben Lunde Larsens bløbbede forsvar for kvaliteten af det danske drikkevand og på lillebror Anders Samuelsens forsøg på at skjule sin skuffelse over nye, uindfriede løfter om skattelettelser.
 
Hun benyttede sig af kendte politikerkneb, drejede samtalen et andet sted hen, afbrød værtinden, slog en høj latter op, men det mest slående var nu alligevel, hvor tit armene røg i vejret i en vindergestus, som om hun lige havde gennemført en maraton.
 
Selvom hun var hurtig i replikken og hendes forsvar for brormand forståelig, demonstrerede hun alligevel ikke vid. Med et par undtagelser: Hun fangede straks, at tv-værten i klippet fra TV 2 talte om ”historisk dårligt drikkevand” og lo selvironisk af politikeres og journalisters forkærlighed for ordet ”historisk”. Intet er for småt til at blive udpeget som verdenshistorisk skelsættende i disse retoriske overbudstider.
 
Men hvorfor virker Bock så ikke overskudsagtig i sine ofte rappe replikker?
 
Hun bliver hurtigt irriteret, og hun har da også flere gange ytret sin utålmodighed med de langsomme politiske processer, der er så forskellige fra det tempo, hun var vant til i sine lederstillinger, i Muskelsvindfonden, i konsulentfirmaer, JydskeVestkysten og DR. Hendes løftede arme afslørede tydeligt, at her er en, der vil vinde, og som bliver irriteret på dem, der måtte stå i vejen. Den ellers så klædelige selvironi kom til at fremstå som et led i en vinderstrategi.
 
Mette Bocks sejrsattitude. Hun gættede det rigtige ord: Drikkevandet er historisk dårligt. Screendump fra Quizzen
 
Vitz, wit, vid – visdommen i det sociale
Vid og det vittige har altid været genstand for retorikernes interesse. Aristoteles påpegede, at når vi drager slutninger i offentlig tale, sker det ofte på grundlag af ordsprog, sentenser, bon mots og maximer – oneliners hedder det som regel i dag. De opsamler i koncentreret form de holdninger, der er accepterede som sandhed i større eller mindre sociale fællesskaber.
 
I det demokratiske Danmark er langt de fleste enige om at forsvare demokrati, ytrings- og religionsfrihed og beskyttelse af seksuelle mindretal. Det er en form for common sense, der er blevet ophøjet til sandhed. Det er ikke videnskab, men denne fornemmelse for det fælles gode er afgørende for, om et samfund hænger sammen.
 

Det er et ekko af en ledelsesretorik, der spiller på kropslige fornemmelser,
i maven eller i luftvejene, men sjovt nok aldrig ved at appellere til brug af hjernen.

 
En af retorikkens store tænkere, den napolitanske retorikprofessor Giambattista Vico (1668-1744), plæderede for, at alle unge skulle lære retorik. Det at lære sig veltalenhed indebærer nemlig, at man opøver en næsten musikalsk fornemmelse for de gængse normer og værdier, og dermed udvikler man sin fællesskabsfornemmelse. Vico levede i en tid, der dyrkede viddet.
 
Wit hed det i England, vid i Danmark, Witz i Tyskland og l’esprit i Frankrig. Det havde udviklet sig i en hofkultur uden ytringsfrihed, hvor evnen til at levere vitser og skarpsindige replikker var blevet til en overlevelseskunst for en adelsmand eller en gentleman. Evnen til at more hoffet og spidde en konkurrent med næsten dræbende ord var afgørende for at stige op i samfundets hierarkier (og det er det ved at blive igen takket være de sociale medier).
 
Det brød Vico sig bestemt ikke om. Han skelnede mellem overfladiske, smarte replikker (arguta) og de skarpsindige (acuta); kun de skarpsindige gør os klogere ved at kaste nyt lys på det, vi regnede for ganske sikkert. Mette Bock kunne godt pege sådanne tomme floskler ud (”historisk”), men viste ved samme lejlighed, at hun selv er producent af dem: Hun havde anbefalet bror Samuelsen ”at trække vejret dybt ned i maven” – hvilket han pligtskyldigt gentog i det viste klip.
 
Det er et ekko af en ledelsesretorik, der spiller på kropslige fornemmelser, i maven eller i luftvejene, men sjovt nok aldrig ved at appellere til brug af hjernen. Det er en måde at ophøje uklare forestillinger til sandheder, fremføre postulater, der ikke tåler modsigelser, eller mumle rent vrøvl, der bare giver lidt ekstra tid. Dermed lukker den for den offentlige samtale i stedet for at fremme den.
 
Nyliberal ledelsesretorik
Bo Tao Michaelis skrev efterfølgende i Politiken, at Bocks ”retorik [er] stedt et sted mellem ugebladets horoskop-prosa og tryllekunstner-hokuspokus, peppet op med anekdoter af folklore og egen hjemstavn”. Det kan der være noget om (Michaelis er her faktisk selv skarpsindig i vicosk forstand, acutus, med uventede metaforer og figurer), for snakken om mavefornemmelser florerer i ugeblade og feel good-tv.
 
Hos Bock har den en tydelig liberalistisk drejning. Det er det enkelte individs krop, ikke samfundslegemet, hun taler om: Det enkelte individ skal stole på sin egen intuition. Og muligvis har lederne ret til at appellere til deres egne kropsfornemmelser, fordi de er hævet over den gennemsnitlige befolkning og ikke skylder de middelmådige svar.
 
Mette Bock har eksempelvis flere gange brugt metaforen ”den brændende platform” i forbindelse med forårets medieforlig, der beskar DR med 20 %. At arbejde på en brændende platform er slet ikke rart for de ansatte, men tilfredsstillende for de ledere, der ønsker at sortere de svageligste medarbejdere fra og ”slanke organisationen”.
 
Sådanne ledere ynder at komme med opfordringer til, at de ansatte bare kan arbejde ”smartere” (organisatorisk tryllekunst), og det har da også været Bocks muntre svar til DR og forsvarerne af public service (i flere aviser hen over sommeren 2018).
 
Anders Fogh Rasmussen talte som den første om den brændende platform i begyndelsen af dette årtusinde, og det har siden været et centralt buzzword i den forandringsledelsesretorik, der har oversvømmet offentlige arbejdspladser og forandret gode offentlige stillinger til midlertidige ansættelser i truslerne fra omorganiseringer og fyringsrunder.
 
Det er velkendt, at Lars Seier Christensen, der er Liberal Alliances mæcen, beundrer Ayn Rands romaner med deres tilbedelse af overmenneskelige figurer og foragt for demokratiet (han bekostede en genoptrykning af hendes romaner, som blev omdelt til venner af partiet).
 
Om Mette Bock hører til i Ayn Rands fangruppe er tvivlsomt, med hendes baggrund i akademia, højskole og folkekirke, men hun har ofte talt imod ”statsliggørelse” af kulturen og forsvarer nedskæringerne i DR på de 773 millioner hermed. I samme ånd går hendes mest hyppige udmeldinger på Twitter på, at folk skal tage sig sammen og ikke klynke.
 
Måske er det slet ikke ultraliberalisme, men den form for omvendelsens forbitrede retorik, som vi har set hos flere politikere, der har bevæget sig fra den ene yderfløj af det politiske spektrum til den anden. Ligesom Karen Jespersen, der gik fra VS til et stykke til højre for DF, er Bocks tålmodighed sluppet op med tidligere frænders blødsødenhed.
 
Bocks politiske karriere startede i 1994, hvor hun stillede op til Folketinget for SF. Senere, i 2001, stillede hun op for Det Radikale Venstre, hvor hun var næstformand til 2006, og derfra fulgte hun i 2007 med lillebror Anders Samuelsen over i Ny Alliance, nu Liberal Alliance. Efter at have siddet i Folketinget fra 2011 blev hun i november 2017 udnævnt til kulturminister.
 
Belærende og udemokratisk snusfornuft
Hendes Twitterkonto består af hep-råb til folk, der skal tage sig sammen, hep-råb om, at alting ikke er så slemt endda, og heppen på de danske håndbold- og fodboldhold. Når man scroller gennem Bocks Twitterkonto, må man minde sig selv om, at hun ikke kun er sportsminister, men også kulturminister.
 
Pessimister får at vide, at fattigdommen i verden er reduceret, hvilket naturligvis er glædeligt, men det betyder vel ikke, at man så skal holde op med at tale om sult og fattigdom?
 
Det siger Bock ikke direkte, men igen fungerer en sådan udmelding som en stopklods i debatten, en klods placeret af en professionelt glad og bedrevidende topleder, der ikke ser det som sin opgave at diskutere med folk. For nylig var det så Lars von Trier der fik besked om at tage jahatten og det positive livssyn frem.
 
 
 
Anledningen var premieren på von Triers nyeste film, The House That Jack Built, som hun ikke havde set, men i sin egenskab af kulturminister var tvunget til at overvære – selvom hun forudså, at hun ”ikke ville gå opløftet derfra”. Nationens store auteur fik læst og påskrevet af direktøren for den hele danske kultur, der ønsker sig positive og livbekræftende kunstværker.
 
Tidligere på året har Bock opfordret kunstnerne til at deltage mere i samfundsdebatten, og nu blev det så klart, hvad hun mente med det: Kunstnere skal være konstruktive og opbyggelige. Det er den positive psykologi (NLP, girafsprog, etc.) fra erhvervslivet og de offentlige chefkontorer, der slår igennem.
 
Kulturministeren afslørede, at hun ikke alene er uvidende om samtidsfilm og moderne kunst, men at hun også er flintrende ligeglad. I et lamt forsøg på at dæmme op for krisen i form af de strømme af indlæg på Twitter og i avisartikler, der hånede kulturministerens forsøg på sindelagskontrol, hævdede hun, at det bare var for sjov, et morsomt forsøg på at give Lars von Trier nogle af de benspænd, som han i sin tid havde givet Jørgen Leth.
 
 
O.k., så har hun da set dén film, men den sidste kvidren var først og fremmest et forsøg på at lukke kritikken ved at hævde, at det hele var en spøg. Især højrefløjspolitikere har i de sidste årtier taget tilflugt til denne undskyldning. Det Bock med endnu en kropshenvisning kalder ”et glimt i øjet”, er en tease spray, som den engelske socialpsykolog Michael Billig kalder det: Under påskud af at bare være morsom og drillende kan man fremføre kontroversielle påstande.
 
Bock har i opslaget henvendt til Lars von Trier vist sig som tilhænger af en kulturpolitik, der både er en sovjetkommissær værdig, en neonationalistisk kulturpolitik a la DF og en forfladigende underholdningsindustri (se de mange satiriske forslag, hun fik efter opslaget og de forslag til andre tweets, Mette kunne have skrevet.
 
Det kan hun ikke sige direkte, men det kan antydes i en tvetydig stil, der vakler mellem det bogstavelige og det ironiske. Man kan sige noget provokerende (fordi teksten er uden de ironimarkører, som ellers ledsager ironiske, retoriske tekster) og samtidig slå sig for munden og hævde, at det har man da aldrig sagt.
 
 
Information har ret i, at den sjuskede stil er udtryk for foragt for afsenderen. Men det er mere udspekuleret end som så, for afsenderen fremstiller sig selv som offer. Som Bock skrev: ”Det var HELT utilladeligt. Sænk skuldrene. Jeg blander mig ikke. [Hjerte-emoticon igen].”
 
Bock er, må man forstå, et offer for den bedrevidende elite, som hun dog heldigvis kan give et godt råd om at slappe kropsligt af, ligesom hun gør med sin lillebror. Så lukker diskussionen igen, og offentligheden blev ikke klogere på kulturministerens kunstopfattelse. Men håndbold og fodbold, det kan hun lide.
 
Skam og udskamning fra prædikanten
Bock udskammer alle fra kulturlivet, lige bortset fra sportsfolk. Hendes måde at udskamme folk på er hendes retoriske kendetegn og det, der adskiller hende fra de fleste folketingspolitikere. Mange forskellige former for udskamning flyder sammen i Mette Bocks retorik og gør den til noget specielt.
 
Hun skammer de blødsødne ikke-liberale ud, de tidligere allierede, i den omvendtes retorik. Hun udskammer folk i en neoliberal form for moraliseren, idet hun taler som den hårdtarbejdende chef for de hårdtarbejdende folk, der bliver flået i skat og forærer statskassen deres penge for blot at se dem blive kastet væk til de 700-800.000 arbejdsdygtige danskere på overførselsindkomst.

 

Vendingen ”undskyld mig” er den obligatoriske indledning til fremførelsen
af et moralsk dogme, der er hævet over diskussion.

 
Hun er altså en neoliberal prædikant, men hun er samtidig en folkekirkelig moralist. Den neoliberale moral består i en afvisning af fælleskabet og en lovprisning af det store individ, men det passer ikke entydigt på Bock, der fremhæver fælleskabet i folkekirken, på højskolerne og i forsamlingshusene.
 
I en kommentar gik hun for nylig i rette med Sørine Godtfredsen, der ønskede vanskeligere skilsmisseprocedurer.
”Undskyld mig”, indledte Bock sin kritik af Sørines ægteskabsmoraliseren (det var en moralgiganternes kamp), for hun ville gerne have frabedt sig statslig indblanding i sit privatliv. Vendingen ”undskyld mig” er den obligatoriske indledning til fremførelsen af et moralsk dogme, der er hævet over diskussion.
 

Måske mangler hun en særlig SoMe-rådgiver, der kunne tale hende fra
at lege moraliserende storesøster-chef og hjælpe med at finde et leje,
der passer til en offentlig debat i et demokratisk samfund.

 
Bock fortæller ofte i interviews om sin foredragsaktivitet og om at holde taler til fx grundlovsfester som det, der giver hende kontakt med folket; medierne har hun opgivet på grund af deres sensationslyst.
 
Denne kontakt med vælgerskaren ser man ikke i hendes brug af de sociale medier. Måske mangler hun en særlig SoMe-rådgiver, der kunne tale hende fra at lege moraliserende storesøster-chef og hjælpe med at finde et leje, der passer til en offentlig debat i et demokratisk samfund.
 
Appel til følelser og kropslige fornemmelser er ellers oppe i tiden. Forleden var det en veganer, der græd, da han så køerne blive kørt til slagteriet. Gråd er godt tv, og det er effektiv retorik, fordi tårerne vidner om oprigtighed. Kirkefaderen Augustin (354-430) skrev, at prædikanten havde nået sit mål, når menigheden brød i gråd – et sikkert tegn på en indre omvendelse.
 
Men Bocks udskammen virker kontrolleret og uengageret, og denne uoprigtighed blev udstillet i Signe Moldes Quizzen. Man er dog ikke i tvivl om, at hun mener, hvad hun siger: Hun har opbygget en helt særegen etos som en nyliberal moralist med fødderne plantet i havemulden i Horsens.
 
Men det er vanskeligt at tro på, at hun gider sin stilling som kulturminister efter den sidste tids kvidren. Gad vide om Bock efter at have set Lars von Triers film, The House That Jack Built, faktisk gik derfra i uopløftet tilstand? Filmen er en kunstners tilbageblik over sit livsværk, absolut uopbyggelig og pessimistisk, idet Triers identifikation med seriemorderen Jack er en fortælling om skam og anger.
 
Skam over at have brugt andre og egoistisk sat alt ind på sit kunstneriske projekt, skam over ondskaben i sig selv og i verden. Men filmen er også en hævn over smålighed i kunstverdenen: derfor identifikationen med Dante (der hævner sig over sin fjender i Den guddommelige Komedie) og derfor den pragtfulde afslutning, hvor Dante/Jack/Trier sammen med Verge/Vergil stiger ned i det dybeste helvede.
 
Det er nemlig der, kunsten kommer fra.

Relaterede artikler

Den iltre nestor - Bertel Haarder har været i dansk politik i årtier og kender alle spillets regler. Han kan argumentere sagligt, men han k...
Gulddrengens Korsbæk - Det startede og sluttede med Matador, da Lars Løkke Rasmussen åbnede et nyt politisk halvår med sin fjerde nytårstale. M...
Now YouSee, Now You Don´t, Jaap Postma! - Vi sad klar med champagne og kransekage, forventninger og andægtighed, da YouSee gik i sort nytårsaften. Under vægten af...
Crazy-apologi med svenskerkort og romerske økser - I en kronik bragt af Weekendavisen tordner Ole Bornedal mod #metoo-kampagnen, der ifølge filminstruktøren mest af alt mi...
DR jokker i julegrøden - DR har kasseret en satirisk radiojulekalender, Jul i republikken, fordi den var for venstreorienteret. Kulturredaktør Ti...
Kronprinseparrets to kroppe og det royale legeme - Kronprinsesse Marys tale til sin ægtemand er blevet rost og med god grund. Selvom teksten ikke er prangende, er den genn...
Hvad bilder du dig ind, Hella? - Hella Joof er hele Danmarks folkeeje og lommefilosof. Hendes bidrag til den danske standuptradition og filmskat er uvurd...
Sproglige nytårsforsætter for 2019 - Vi har spurgt Per Stig Møller, Bent Blüdnikow, Susanne Staun, Hanne Roer, Bertel Haarder, Anna Thygesen, Torben Sangild,...

Giv din stemme

48 stemmer
4,5/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

39 JOB

Digital fagbladsredaktør

Se alle job Indryk job

Job

Squad Lead

Frist: 20. januar

Projektleder

Frist: 1. februar

Marketing & PR Manager

Frist: 1. februar
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.