Hvad bilder du dig ind, Hella?
Hella Joof er hele Danmarks folkeeje og lommefilosof. Hendes bidrag til den danske standuptradition og filmskat er uvurderlig. Det kan man desværre langt fra sige om hendes ditto til debatniveauet. Joofs indlæg “Kære Britta” i Søndags-Berlingeren 18. november er enten et klasseeksempel på fejlslagen argumentationsteknik eller spas på speed. Muligvis er der tale om begge dele.
af Andreas Gylling Æbelø
Britta er ikke dømt, og den dom vil jeg hverken nu eller senere blande mig i. Hella Joofs dom over udsatte danskere, offentlige midler og hjælpeorganisationers arbejde bør til gengæld omstødes. Jeg ser især tre problemer.
Det faktuelle problem: Joof lyver om danske hjælpeorganisationer
Som direktør for en af de organisationer i Danmark, der leverer resultater for offentlige puljemidler – hvad enten det er satspuljen eller andre øremærkede puljer i stat og kommuner – er det voldsomt grænseoverskridende at se vores arbejde beskrevet i udokumenterede påstande som “tilskud og ydelser til projekter, som ingen som helst forskel gjorde for de implicerede”. Det er også (formentlig tilsigtet) stærkt provokerende at orientere sig i Joofs ønske om, at skattekroner bliver svindlet væk på mad og vin og sol frem for, “at de var løbet ud med badevandet på et eller andet ørkesløst projekt, som ingen i dag kan huske, som ingen har haft nytte af, og som primært var kommet i stand for projektmagernes skyld”.
Skam dig, at du indhyller gement tyveri i neoliberalt glitter om menneskets ret til at forfølge sin lykke.
Hvad bilder du dig egentlig ind, Hella? Du taler om mine medarbejdere, som hver dag er pinligt bevidste om, at vi skal vende hver en femøre, så vi får mest mulig rådgivning og forebyggelse for pengene. Min økonomiafdeling, som nidkært indrapporterer budgetter til alle offentlige bevillingsgivere, og som – naturligvis – sender uforbrugte projektkroner retur. Og frem for alt taler du om de mange tusindvis af mennesker i hele landet, som har haft gavn af vores rådgivning, forebyggelse og oplysning gennem årene – man må forstå, at du hellere så de midler anvendt i svindleres pursuit for happiness. Skam dig, at du indhyller gement tyveri i neoliberalt glitter om menneskets ret til at forfølge sin lykke.
Det retoriske problem: Joofs argumentationsteknik er en by i Sydafrika
Som enhver retorikstuderende ville bemærke, er der en lang række argumenttekniske fejl i Joofs kriminalitetsbegejstrede indspark, og jeg medtager kun et udvalg her: relativisering, afledning og pådutning.
Relativisering af forbrydelsen
Joof skriver: “Der er jo ingen, der er døde. Ingen børn, som ikke fik mad. Ingen murbrokker og krudtrøg. Bare nogle tal med minus foran”.
Her er tale om en klassisk relativisering, som delegitimerer ét synspunkt, fordi noget andet jo er meget værre – det, der på moderne dansk kaldes whataboutism. Vi skulle altså hellere tage at beskæftige os med krig og sult end med den her slags trivialiteter. Det argument holder selvfølgelig ikke, men hvis det ligger Joof sådan på sinde, at vi beskæftiger os med døde børn, så ser jeg da frem til et harmdirrende indlæg fra hende om hungersnøden i Yemen, druknedøden i Middelhavet og udrensningerne i Congo. Der er nok at tage fat på.
#jesuisbritta-afledningen
Joof bruger første halvdel at sit indlæg på at beskrive Britta i stærkt patosbelagte vendinger. Hendes indfaldne kinder,
hendes position som “Britta alene i verden”, hendes formodentlig rædsomme job i det offentlige og følgelig stærke ønske
om at stræbe efter lykken. Hellas hjerte må fyldes af medfølelse, og vi er millimeter fra en #jesuisbritta – hvem kan ikke
identificere sig med at have en lortechef og drømme om et liv på første klasse? Men her er tale om afledning, hvor vi bliver
hevet fra det principielle i den verserende svindelsag til det personspecifikke i et ’udslukt blik’. Om så Britta var blevet slæbt
direkte ud af gabet på en sydafrikansk løve, har hendes fysiske attributter og formodede motiver intet med sagen at gøre.
Svindel er svindel.
At pådutte en konstrueret modstander
Joof benytter sig af pådutning i ét væk – her et eksempel: “Og i Danmark er man jo heldigvis uskyldig, indtil andet er
bevist. Selv om det nok ikke føles sådan lige nu. I mine øjne er du stadig uskyldig i at have nappet 111 millioner af statens
penge, tænk, at det begreb overhovedet findes, statens penge!”
Her pådutter Joof en konstrueret modstander – det kunne være alle vi forargede danskere – at vi begår justitsmord.
Men det er helt legitimt at have en holdning til svindel med skattekroner, uanset om Britta er skyldig eller ej. Joof etablerer
også begrebet “statens penge” for straks herefter at bestyrtes over, at det begreb findes. Men taler vi ikke om
skattekroner her? Om midler, der var tiltænkt udsatte? Det tror jeg, mange gør, og der er intet belæg for, at en forargelse i
befolkningen skulle handle om en særlig kærlighed til staten og dens påståede penge. Men det er belejligt at konstruere
en ukonkret modstander, som angiveligt bruger den slags udtryk, for det kan aldrig efterprøves.
Man kunne også analysere det samlede indlæg som ét langt absurditetsargument, men det vil føre for vidt her.
Den offentlige samtale er ikke et afsnit af Bullerfnis, hvor vi går og leger “nu prøver jeg lige med den her holdning”-leg.
I mellemtiden synes jeg, du skal sende nogle gajolpakkecitater til de organisationer og skatteborgere, som er blevet røvrendt, og se, om det får det til at glide bedre ned
Det demokratiske problem: Joof eroderer den offentlige samtale
Joof benytter satiriske og provokerende vendinger, og der er selvfølgelig den mulighed, at det hele bare er gas. At Hella, som jo er skør og sjov og fuld af sommerfugle og glimmer og selvironi, bare leverer satire. I så fald er det Lex & Klatten off the rails, og jeg vil gerne af toget hurtigst muligt. Det vil hele den offentlige samtale faktisk gerne. For det dur simpelthen ikke, at vi bare går og gasser hinanden uden at varedeklarere. Det ved alle etablerede medier efterhånden, og derfor er satire markeret som satire. Den offentlige samtale er ikke et afsnit af Bullerfnis, hvor vi går og leger “nu prøver jeg lige med den her holdning”-leg.
Hella, du er mere end velkommen til at korrigere mig, hvis jeg tager fejl, og din satire er så raffineret, at ingen kan gennemskue den. I mellemtiden synes jeg, du skal sende nogle gajolpakkecitater til de organisationer og skatteborgere, som er blevet røvrendt, og se, om det får det til at glide bedre ned.
Læs her de forskellige reaktioner på Hella Joofs indlæg
Disruptionrådet er uden tvivl den bedste satiregruppe, Hella Joof har været medlem af siden Lex & Klatten, men det her er det bedste satire, hun nogensinde har skrevet: Et decideret forsvar af Britta, fordi “pengene alligevel bliver forvaltet dumt.” Wow.https://t.co/vvjAyVmC8H
— Sandie Westh (@SandieWesth) 18. november 2018
Det mest højrøvede, verdensfjerne vås jeg endnu har læst. Hella Joof hylder Britta for at have stjålet 111 mill kr fra socialt udsatte. Ingen savnede pengene, mener Joof. Men hun har jo også selv rigeligt! #dkpol https://t.co/kFIrAHsnL0
— Poul Madsen (@pomaEB) 19. november 2018
Kære Hella Joof. Det du har skrevet her er batshit crazy. Namaste.https://t.co/07mdllVOM0
— David Neerup Mandel (@DavidNMandel) 18. november 2018
Hella Joof's næste film har fået 10,25 mio i offentlig støtte. Den handler i øvrigt om de problemer, der kan opstå i et ægteskab i overklassen, når manden uden at spørge konen køber en vingård i alperne.
— Emil Ellesøe Ditzel (@donditzel) 18. november 2018
