”Naive” Brian Laudrups omdømme i vælten

I et interview med Jyllands-Posten siger Brian Laudrup, at hans beslutning om at medvirke i en reklamevideo for Visit Dubai var naiv. Kommunikationsrådgiver Anna Thygesen kalder Laudrups forklaringer tonedøve.
Brian Laudrup har mødt stor modvind siden hans reklamevideo med Visit Dubai kom frem. Foto: Thomas Wilmann
Brian Laudrup har mødt stor modvind siden hans reklamevideo med Visit Dubai kom frem. Foto: Thomas Wilmann
”Det, jeg har været igennem de sidste par dage, ønsker jeg ikke for min værste fjende.”
 
Sådan sagde Brian Laudrup til Jyllands-Posten tirsdag, hvor han for første gang tog bladet fra munden efter han blev fyret fra TV2 og Politiken for at medvirke i en reklamefilm for Visit Dubai, som Kforum tidligere har dækket.
 
Laudrup ville ikke ud med, hvor meget han har tjent på reklamen, men fastslog, ”at det ikke er i nærheden af at være kritikken værd.”
 
Kommunikationsrådgiver og indehaver af PR-bureauet WeDo Communication, Anna Thygesen, mener, at Brian Laudrups svar tyder på, at han er på tilbagetog og ikke har tænkt sig om, før han sagde ja til reklamen.
 
”Manden må have levet under en sten. Hans svar fremstår tonedøve. Han må have nogle rygklappende rådgivere omkring sig. Sportsfolk spørger tit rådgivere til råds, da de jo ikke er eksperter i kommunikation. Jeg ville have sagt, at han enten ikke skulle have lavet reklamen, eller hvis det var for sent, så lægge sig fladt ned. Her trækker han offerkortet. Det er dårlig krisehåndtering,” siger Anna Thygesen.
 
 

Spørgsmål om penge

 
Anna Thygesen mener, at det handler om penge for Laudrup.
 
”Man skal ikke undervurdere, hvor meget de (Visit Dubai, red.) nok har betalt. Hvorfor skulle han ellers gøre det, når det ødelægger hans image herhjemme? Altså TV2 kan godt tåle en del, så når han bliver fyret med det samme, så siger det også noget om, at han ikke har taget bestik af Qatar problematikken. Han har ikke tænkt sig om,” siger Anna Thygesen.
 
Brian Laudrup skyder i interviewet efter danske medier, hvor han pointerer, at de har tænkt sig at dække VM i Qatar. Han påpeger også, at virksomheder som Carlsberg og LEGO sælger i Dubai. Anna Thygesen mener ikke, at den strategi fra Laudrup giver mening.
 
”Han spiller både offerkortet og dum, når han siger, han ikke forventede denne reaktion. Han er en rollemodel som tidligere sportsstjerne. Så nytter det ikke noget at sige: hvad med medierne og hvad med Carlsberg. Han står i lort til halsen nu, og så bliver han sur og fornærmet. Der må han lægge sig ned,” siger hun.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også