Er virksomhederne bange for at lave en 'Sander'?

I 2016 udløste Panama Papers den ene forklaring efter den anden, da de, der gemmer penge i skattely, blev udstillet for offentligheden. Islands statsminister valgte at gå af, og i Danmark leverede Nordea skrækeksemplet i krisehåndtering. Nu er Paradise Papers klar med en ny liste med navne – men hvor bliver forklaringerne af?
Det er sjældent, man ser verdens rigeste og mest magtfulde ligne rådyr blændet af billygter fra en modkørende bil. Her Englands Dronning Elizabeth 2. Det er den adfærd, Paradise Papers udløser nu. Stirren og pinlig tavshed. Kun meget få har prøvet at forklare sig.
Det er sjældent, man ser verdens rigeste og mest magtfulde ligne rådyr blændet af billygter fra en modkørende bil. Her Englands Dronning Elizabeth 2. Det er den adfærd, Paradise Papers udløser nu. Stirren og pinlig tavshed. Kun meget få har prøvet at forklare sig.
”Alt, hvad vi medvirker til i Nordea, er inden for lovens rammer,” lyder det – lettere staccato – fra Nordeas Private Banking direktør Thorben Sander.
 
Klippet er fra en DR-dokumentar om aktiviteter i skattely i kølvandet på Panama Papers-afsløringerne i 2016.
 
Direktørens indstuderede gestikulation, det lidt smørrede grin og budskabet, som han bliver ved at gentage uden at besvare journalistens spørgsmål, har tegnet sig som noget af nyere tids dårligste krisekommunikation.
 
 
Thorben Sander har ligefrem fået den tvivlsomme ære at blive brugt på kommunikations- og journalistuddannelser som et eksempel på, hvordan det ikke skal gøres. Blandt andet i undervisningen hos Heidi Jønch-Clausen, der er retoriker og ph.d. ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet.
 
I anledning af Paradise Papers har Kforum talt med hende om krisehåndtering – og om mangel på samme.
 
Ingen vil lave en 'Sander’
Heidi Jønch-Clausen, retoriker og ph.d. ved Center for Journalistik, Syddansk Universitet.
 
”Det er jo faktisk lidt pinligt, at de tror, at de kan tie det ihjel. Men det kan de måske også,” siger Heidi Jønch-Clausen om det faktum, at der ikke er særligt mange af de involverede i den nye skattelylækage, der har valgt at udtale sig.
 
Hun kalder det en ”larmende stilhed” og har også en teori om, hvorfor det forholder sig sådan:
”Jeg tror, at folk har set, hvordan det gik med Nordea, og selvom det aldrig er fordelagtigt at stikke hovedet i busken, så vurderer man måske, at det er mindre skadeligt ikke at sige noget, hvis man alligevel ikke kan gøre det bedre end Sander.”
 
Der kan også være tale om, at man køber sig tid og håber, at de sorte skyer snart er drevet over. Det er i hvert fald en klassisk strategi i krisehåndtering. Det er også det, U2-forsangeren Bono gør, når han tweeter, at han hilser en revision af sine forhold i skattely velkommen og glæder sig til at få det samme overblik som skattekontoret. 
 
Så kan man vente med at forholde sig til situationen, til der er et samlet billede – og det tager ofte noget tid.
 
 
 
Forskydninger og masser af patos
Ud af de 140 danske navne på personer og virksomheder, der skulle være at finde i Paradise Papers, er det stort set kun et par pensionsselskaber, der har forklaret sig. Deres udtalelser er hjulpet på vej af en rundspørge, udført af Politiken, der viser, at 16 ud af 17 danske pensionsselskaber investerer i lande, der bliver brugt som skattely.
 
”Der er jo ikke rigtig nogen tvivl om, at de har gjort noget forkert, og at man skal i gang med noget ’damage control’. Faktisk er man nok der i krisekommunikationen, hvor man bør lægge sig ned og sige ’Ja, vi har kvajet os’,” siger Heidi Jønch-Clausen.
 
Det er dog ikke lige den strategi, selskaberne har valgt. Til gengæld er der gjort flittig brug af forskydninger af både tid, motiv og aktører, og så bliver de danske pensionister, i krisehåndteringens navn, brugt som skjold.
Det ville nemlig ”blive dyrt for danske pensionister, hvis vi forlod Cayman”, som pensionsselskabet ATP udtaler til Politiken.
 
”Det er jo en ret vild retorik, hvor de prøver at stille sig på den lille mands side og sige, ’hvis ikke vi gjorde det her, så ville det gå ud over Fru Jensen’, og det virker altid,” siger Heidi Jønch-Clausen.
 
Metoden vender situationen på hovedet ved at påstå, at det er systemet mod pensionisten, hvor ATP i virkeligheden beskytter sidstnævnte – også selvom det sker ved at gå ind i nogle tvivlsomme strukturer.
 
Heidi Jønch-Clausen kalder det en form for motivforskydning, hvor motivet bliver mere ’rent’. Det er altså ikke for at tjene penge, at man benytter Caymanøerne, men for at pensionisterne ikke skal blive snydt:
”Man virker også mindre grådig, fordi profithungeren bliver skubbet lidt i baggrunden for hjælperrollen – man skaber et andet selvbillede, hvor man er mere hjælper end skurk.”
 
Er det pensionsselskabernes ansvar?
Nogle, der, som Heidi Jønch-Clausen påpeger, ikke ligefrem tager vare på de svageste i deres krisehåndtering, er Lærernes Pension og Sampension. Sammen med Investeringsfonden for Udviklingslande har de to pensionsselskaber investeret i en fond på Caymanøerne.
 
Lærernes Pension siger, igen i et interview med Politiken, at ”hvis et medlem ringer og spørger til det her, vil vi fortælle om det”, og hos Sampension lyder det, ”hvis man spørger os om det, fortæller vi gerne.”
 
Men den form for falsk åbenhed går slet ikke, ifølge Heidi Jønch-Clausen, fordi det forudsætter, at man har en viden, som langt de fleste ikke har.
 
På andre områder deler de to pensionsselskaber taktik med et andet selskab, nemlig PFA, der både til Politiken og i en pressemeddelelse forklarer, at valget om at oprette en fond på Caymanøerne skete for at kunne arbejde med internationale investorer – det er ifølge selskaberne ikke muligt i Danmark på grund af umulige skatteregler.
 
”Det er aktørforskydning,” lyder det fra Heidi Jønch-Clausen, der uddyber:
”De siger, at de ikke kan gøre for, at det er sådan spillet er, og at de bare gør det, som de andre gør. Det er en form for ansvarsfralæggelse, hvor man skyder ansvaret over på processen i stedet for at tage det på sig.”
 
Men har pensionsselskaberne overhovedet et ansvar?
En ting, som de alle er enige om at understrege, er i hvert fald, at der rent juridisk ikke er noget ulovligt i det, de laver, og at pengene ikke ryger forbi Caymanøerne for at undgå beskatning.
 
Det giver Heidi Jønch-Clausen ikke meget for:
”De får pludseligt travlt med at legitimere, at man rent juridisk har handlet i god tro, men tager man de etiske briller på, så forholder de sig ikke til den etiske kritik af det. Så kan det godt være, at man har holdt sig inden for retningslinjerne, men det er sket ved at finde huller i lovgivningen, og det er stadig etisk forkert.”
Og måske er det i det lange løb slet ikke fordelagtigt at agere uetisk.
 
Folk er ikke ligeglade
”Det er jo en kæmpe skandale, og hvad sker der? Ingenting. Jeg tror, det puster til en frustration og en såret retfærdighedssans hos danskerne. Der har været rigtig meget om store firmaer, der ikke betaler skat, og politikere, der bruger alt for mange penge, og vi er generelt inde i en periode, hvor folk har lede ved rige, der gerne vil tjene mere,” siger Heidi Jønch-Clausen.
 
En lignende stemning mærker man hos den danske ulandsorganisation Oxfam IBIS. Organisationen arbejder blandt andet for at sikre en fair beskatning af fattige landes naturressourcer, hvor de – primært vestlige – virksomheder, der udvinder dem, giver en bid af kagen tilbage til det pågældende land. Blandt andet via kampagner mod skattely.
 
Kampagneleder Stine Bang fortæller, at Oxfam IBIS oplever en stigning i tilmeldinger til deres mailingliste om skattely. Omkring 20.000 modtager nu seneste nyt om skatteunddragelse og konkret vejledning til, hvad man kan gøre ved det.
 
Kampagneleder Stine Bang, Oxfam IBIS.
 
Skal vi boykotte U2?
Med krog i det nærtstående kommunalvalg sidder helt almindelige mennesker eksempelvis, med Oxfam IBIS i ryggen, og sender mails og breve ud til deres lokale spidskandidater.
De vil have dem til at love, at de, når de bliver valgt ind, vil være med til at gøre en ende på skattelymetoderne. Indtil videre har over 40 procent sagt ja.
 
”Og jeg tror, at vi har næsten 20 borgmestre med også. Det er virkelig noget, lokalpolitikerne gerne vil – og hvis politikerne vil det, så har de jo en magt til at ændre nogle regler og love”, siger Stine Bang.
 
For ændringerne skal, ifølge hende, ske på politisk plan – med skattelypakker og EU-tiltag – ikke ved, at almindelige mennesker sletter Facebook-profilen, stopper med at købe sneakers fra Nike og Apple-produkter eller med at lytte til U2’s musik.
Også selvom Bonos skattelyforklaring skulle vise sig blot at være et retorisk kneb.
 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også