Læseliste til det amerikanske valg
Namedropping-guide til #USAVALG

Illustration: Kforum

Skrevet af

Jakob Sand Kirk
Strategisk rådgiver

21 artikler

0 indlæg

Det amerikanske valg er over os. Du havde egentlig planer om at læse lidt op. Men. Men fortvivl ikke. Kforum leverer her et quickfix, så du kan namedroppe politiske bøger de sidste dage. Hvad enten du ønsker at namedroppe i kampagnelitteratur, om Clintons nederlag, Trumps sejr eller om den store amerikanske historie, leverer denne lille namedropping-guide skyts.

Kampagnelitteratur

Alle har jo har læst de klassiske Halperin og Heilemann-bøger Game Change og Double Down om kampagnerne op til Obamas sejre, men en helt uforglemmelig klassiker er Hunter S. Thompsons Fear and Loathing on the Campaign Trail ‘72. En ægte gonzojournalistisk beskrivelse af opgøret mellem Nixon og McGovern i 1972 med fokus på, hvordan den umulige modkandidat til Nixon blev nomineret.
 
 
Måske har du også læst en fantastisk kampagnebog fra den seneste surrealistiske valgkamp. Et eksempel kunne være Amy Chozicks sjove og indsigtsfulde kampagnedagbog om sine 10 år og to præsidentvalgkampe. I Chasing Hillary møder Nynnes dagbog Hunter S. Thompson.
 
Mellem historier om den irske fyr og nedfrosne æg beskrives de politiske journalisters hæsblæsende jagt på HRC's kampagneevents og konkurrencen om at få interviews og godbidder fra kampagnen. Efter sigende ofte med dårligere resultat end det, et opkald til Trumps på overfladen meget pressefjendtlige pressehåndtering gav.
 
Trump kunne finde på selv at ringe tilbage – for som han selv sagde, havde han stamina til at tale med pressen. Chozick har også plads til gode analytiske bidrag af vægtningen mellem organisation og engagement i politik.
 
Mellem rationalisme og følelser. Mellem Hillary og Bill. Hillary vandt naturligvis i kampagnen, men Bubba-Trump-tilgangen til politik vandt valget. Det kom til at handle om hvide, katolske arbejdere, og det kom til at handle om følelser og relationer til almindelige mennesker. Ikke mindst kom det til at handle om eliten (HRC) mod outsiderne og folket (Trump).
 

En uduelig, uengagerende kampagne

Flere søm til Clintons kampagnekiste har du måske fundet i Shattered, der fokuserer på den dysfunktionelle Clinton-kampagne, og Clintons egen What Happened, der især peger på FBI, KGB og KKK. Kforum har i øvrigt skrevet om begge bøger.
 
 
Et andet søm til Clintons kampagnekiste leverer Donna Brazile, der overtog formandskabet for Det Demokratiske Parti under det partikonvent, der nominerede Clinton. Det var samtidig midt i hackingskandalen, hvor regeringsstøttede russiske grupper hackede Det Demokratiske Parti og lækkede mails og notater bid for bid. 
 
I Hacks beskriver Brazile, hvordan hun overtog et parti i krise, som var sat under administration af Clintons kampagne, allerede inden Clinton var nomineret som partiets præsidentkandidat. Det var både katastrofalt for partiets uafhængighed, men betød også, at partiet ikke kunne give den tilstrækkelige, selvstændige og stærke støtte til Clinton, da hun rent faktisk blev nomineret. 
 
Brazile er en god gammeldags politiker. Hun mener, politik handler om mobilisering og passion – at skabe relationer til vælgerne, overbevise dem og få dem til at stemme. Derfor leverer hun også et opgør med Clintons kampagnechef, Robert Mooks, analysebaserede, kliniske kampagnetilgang.
 
 

Med vreden som drivkraft

Ok, så Clinton tabte, og det var i høj grad hendes og hendes kampagnes egen skyld. Men måske leverede Trump også et positivt bidrag til sin sejr... Ja, det er svært at indrømme, men for at vise din bredde, kan du jo fremhæve en enkelt bog om, hvorfor Trump vandt, skrevet af nogle, der faktisk synes, det giver mening.  

I How Trump Won beskriver to af hans tidlige fans valgkampen. De giver et udpræget billede af, at eliten og medierne ikke på noget tidspunkt forstod eller ville forstå befolkningens frustration og Trumps budskab. Let omskrevet siger de, at man tog Trump for bogstaveligt, men ikke alvorligt. Vælgerne gjorde det omvendte: De tog ikke Trumps vilde udtalelser bogstaveligt, men hans kritik meget alvorligt, og de kunne lide det…

 
Et andet bud i denne genre er Roger Stones The Making of the President 2016, som tillægger Trump hele æren for sejren. Det er Trumps politiske og kommunikative geni og hans evne til at kommunikere enkelt og med vreden som drivkraft, der har sikret sejren. Let hjulpet på vej af Stone forstås det. Kforum har i øvrigt tidligere skrevet om Stone, den politiske infighter, der har været involveret i politiske beskidte tricks siden Nixon og er blevet benådet af Trump.
 
 
I samme kategori kan The Great Revolt af en af CNN’s politiske analytikere, Selena Zito, og Brad Todd, der er republikansk rådgiver. I stedet for at slå korsets tegn for sig identificerer de en række nye interessante vælgergrupper, Trump har trukket til sig. Maleriske benævnelser som Girl Gun Powder præger indholdsfortegnelsen.
 
 
En Trump-støtte, der er svær at overse, er Steve Bannon. Her er Joshua Greens Devil’s Bargain, der søger at forklare Trumps sejr med udgangspunkt i Steve Bannons historie, et værdifuldt bidrag. Bannon har tjent en formue hos Goldman Sachs og med en ejerandel i Seinfeld-serien og har siden brugt tid og penge på at organisere og fremme højreorienteret populisme.
 
Green afdækker, hvordan Bannon har bidraget til Trumps nationalistiske verdensbillede og hjulpet med at formulere de berømte og berygtede mærkesager. Men måske endnu mere interessant er Greens beskrivelse af Bannons alternative højreorienterede netværk, der afviser demokrater, mainstreamrepublikanere og Koch-brødrene over en kam. 
 
 
 

Den store analyse

Clinton smed det på gulvet, og Trump samlede op. Men hvad er den store historie? Det skal du naturligvis have et bud på, og dem er der heldigvis masser af. 

I en dansk kontekst må man ikke overse David Trads’ instant-klassiker Amerika, hvor er du? Det er en meget indlevende rejse rundt i et splittet USA, hvilken bringer dig ind under huden på helt forskellige og tilsyneladende fuldstændigt uforenelige befolkningsgrupper, der hver især – og ofte med rette – føler sig forbigået.   

 
 
Vil du zoome lidt ud, er Strangers in Their Own Land uomgængelig. Det er et spændende sociologisk markarbejde, hvor forfatteren gennem samtaler prøver at forstå Tea Party-tilhængere i Louisiana, der føler sig som fremmede i deres elskede USA. Deres land er kuppet af minoriteter, miljøaktivister og LGBT-grupper, der snyder sig foran i køen mod den amerikanske drøm.
 
Et parallelt perspektiv på, hvordan vejen for “Make America Great Again” blev ryddet, har David Goodhart i "The Road To Somewhere" leveret med modstillingen af  “Anywheres” og “Somewheres”. Her trækkes på en helt central skillelinje i moderne politik, hvilken har givet tektoniske politiske skift og vil være afgørende i mange år. 
 
Selv er du en "Anywhere". Du får identitet gennem din uddannelse og dit job. Du ser dig selv som en verdensborger og har det faktisk rigtigt godt. Globaliseringen og nye teknologier har gjort dit liv nemmere, dit job mere spændende og din verden mindre. Men så er der de andre.
 
Men du forstår, at "Somewheres" ikke har oplevet den samme gevinst. Deres identitet og tryghed er knyttet til det lokale fællesskab og deres lokale arbejdsplads. Deres ansættelsesforhold er forringede. Deres jobsikkerhed er svækket, og deres velfærd og lokale service er forringet. Det er sådan set forståeligt, at de ikke er helt så positive over for globaliseringen, som du er. Og det er måske derfor, de sagde fra, for Clinton leverede ikke et reelt alternativ.
 
 

Mere samfundssind 

Et andet bud på, hvorfor Trump og Bernie har været kæmpe succeser, kan findes hos Thomas Frank: Middelklassen har fået nok af, at det økonomiske aristokrati og den uddannelsesmæssige elite har sat sig på partierne og er enige om at køre middelklassen over. 

 

Frank har i mange år skrevet om, hvordan de amerikanske partier har svigtet almindelige amerikanere. Det kommer især til udtryk i to bøger. What’s The Matter With Kansas handler således om, hvordan republikanerne har indledt en kulturel krig mod uddannelses- og kultureliten – de kreative, caffe latte-drikkende elitister. Det er middelklassen og arbejderne med på, også selvom de økonomisk bliver snydt. På den måde har de 1 % allieret sig med folket mod kultur- og uddannelseseliten, men uden at give noget økonomisk igen.
 
 
I Listen, Liberal udvider Frank analysen ved at sætte fokus på, hvordan "folkets parti" er blevet til de veluddannede 10 %’s parti, hvis vigtigste fokus er kreativitet og uddannelsesmuligheder for de talentfulde – og ikke økonomiske og uddannelsesmuligheder for de mange. Den liberale elite har svigtet folket. 
   
På den baggrund vurderer Frank, at USA mangler den modmagt, som fagbevægelsen traditionelt har leveret i USA. De liberale, i amerikansk forstand, skal holdes fast på de manges dagsorden. Der mangler vel, hvad Mette F. kalder samfundssind. 

Relaterede artikler

Dum, dummere, Donald - Donald Trump opførte sig ‘godt’. Som ‘en skoledreng’. Sådan lyder det i medierne i kølvandet på nattens debat mellem præ...
Taberen får det første ord - De seneste sæt af valgaftenstaler i USA’s præsidentvalg peger på en tendens, hvor den tabende part har sværere og sværer...
Hvad skal du klikke på lige nu? - Lige nu vælger amerikanerne deres nye præsident. Nok årtiets vigtigste valg, hvor selve demokratiet er til afstemning. D...
Alt det, du skal vide om den amerikanske valgnat - Så er det i aften, alle os politiknørder skal være oppe og overvære slutningen på den mest bizarre valgkamp, USA har opl...

Giv din stemme

16 stemmer
4,8/5

Kommentarer

Få nyhedsbrev

48 JOB

Communications Specialist

Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Job

Studentermedhjælpere

Frist: 29. november

Visuel kommunikatør

Frist: 26. november

Digital Læringskonsulent

Frist: 13. december
Se alle job Indryk job

Få nyhedsbrev

Alt hvad du behøver at vide om kommunikation i din indbakke.

Ud over nyhedsbrevet får du max to andre faglige e-mails om ugen.

Vi bruger cookies for at give dig en bedre brugeroplevelse.