Tre k-takeaways fra Jon Stephensen-sagen

Sagen om fyrede teaterchef på Aveny-T og nuværende folketingsmedlem for Moderaterne Jon Stephensen tog paradoksalt nok først rigtigt fart, da han forsøgte at lukke den.

Da Stephensen oplyste, at han havde droppet sit sagsanlæg om uberettiget fyring for at hellige sig sit nye hverv som folketingspolitiker, svarede hans tidligere arbejdsgiver, Henning Dyremose, igen med en anklage om, at Stephensen havde forfalsket en underskrift.

Siden har mediernes afsløringer fra Stephensens tid som teaterchef på Aveny-T fulgt i en lind strøm: 30 tidligere samarbejdspartnere er stået frem med hårde anklager, og Børsen har kunnet offentliggøre en lydoptagelse, der angiveligt dokumenterer forfalskningen af den omtalte underskrift.

Men hvordan har Moderaterne håndteret sagerne? Og hvordan har Jon Stephensen selv?

Moderaternes “teater-Jon”-strategi

Møgsagerne fra Jon Stephensens tid som teaterchef har ikke noget med Moderaterne at gøre.

“Jeg kan sige, at Jon Stephensen passer sit politiske arbejde i Moderaternes folketingsgruppe ganske forbilledligt. Og der er ikke nogen af de karaktertræk, som der er beskrevet i medierne i løbet af de sidste dage, som jeg eller andre i min gruppe har oplevet,” har Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, udtalt.

Med disse argumenter har Moderaterne indtil videre fredet deres kulturordfører og medlem af Det Udenrigspolitiske Nævn. Det retoriske greb adskiller Stephensens fortid fra hans nuværende politiske virke. Og da der ifølge partiet ikke er noget at udsætte på sidstnævnte, så har afsløringerne fra Stephensens fortid ingen politiske konsekvenser.

Grebet minder til forveksling om Lars Løkkes berømte sondring mellem “privat-Lars” og “statsminister-Lars” i debatten om den daværende statsministers kasketforvirring i forhold til LøkkeFonden. I dette tilfælde har vi at gøre med “teater-Jon” og “politiker-Jon”.

Sondringen er, dengang som nu, mest rituel, for i opinionens og mediernes ører er den ikke gangbar. I Stephensens tilfælde siger det nu engang noget grundlæggende om et menneskes moralske habitus, hvis vedkommende har forfalsket en underskrift. Særligt, hvis dette menneske har politisk magt – og adgang til fortrolige oplysninger gennem Det Udenrigspolitiske Nævn.

Adskillige kommentatorer har allerede dømt Jon Stephensen færdig i politik. Mon dog ikke Moderaterne vil strække sig endog meget langt for fortsat at adskille teater-Jon fra politiker-Jon?

Ganske vist er det ikke endegyldigt bevist, at teater-Jon har forfalsket DBU’s kommunikationschef, Jakob Høyers, underskrift. Indicierne er dog påfaldende, da Høyer afviser, at bemeldte underskrift er hans, og da der foreligger en lydoptagelse af selve den angivelige forfalskning. Stephensen afviser, at han har gjort det.

Moderaterne lader tvivlen komme den anklagede til gode og benytter et procesgreb ved at henvise til en kommende retssag. Processer tager som bekendt den tid, processer nu engang tager, og er derfor nyttige, hvis man vil skyde noget til hjørne.

Bemeldte retssag er en injuriesag, der er anlagt af Jon Stephensen mod Henning Dyremose, der er bestyrelsesformand for Stephensens tidligere arbejdsplads, Aveny-T, og som har beskyldt teater-Jon for at have forfalsket underskriften.

Det er værd at bide mærke i, at der er tale om en injuriesag. Retten skal derfor ikke tage stilling til, om Jon Stephensen faktisk har forfalsket underskriften, men derimod, om Henning Dyremose har rimeligt belæg for at hævde det.

Selv hvis retssagen ender med et nederlag til Stephensen, vil Moderaterne altså kunne fastholde at lade tvivlen om skyldsspørgsmålet komme politiker-Jon til gode.

Adskillige kommentatorer har allerede dømt Jon Stephensen færdig i politik. Mon dog ikke Moderaterne vil strække sig endog meget langt for fortsat at adskille teater-Jon fra politiker-Jon? Uden Jon Stephensens folketingsmandat hænger SVM-regeringens flertal nemlig i den tyndest tænkelige tråd.

Jon Stephensens ikke-undskyldning

Jon Stephensen har adresseret anklagerne mod sig forskelligt. I forhold til beskyldningerne om at have ladet teatret betale for midlertidig indkvartering, mens en af hans boliger – han har ifølge Ekstra Bladet flere – var under renovering, så vedkender han sig de faktiske omstændigheder, men hævder via sin advokat, at alt er foregået efter bogen. Der er med andre ord ikke noget at komme efter, ifølge Stephensen.

I forhold til anklagerne om den forfalskede underskrift, så afviser Jon Stephensen som nævnt pure.

Og så er der anklagerne vedrørende Jon Stephensens ledelsesstil. TV 2 har talt med 30 kilder, der har samarbejdet med Jon Stephensen i teaterbranchen. Kilderne beskylder Stephensen for “manipulation, trusler og magtmisbrug”.

Scenograf Vibeke Bjelke har arbejdet i teaterbranchen i 60 år. Hun udtaler til TV 2: “Der har været mange dumme svin iblandt, men der er ingen, der måler sig med Jon Stephensen.”

Jon Stephensen vidste, at TV 2’s historie var på vej, og forsøgte forinden på Facebook at prime, frame og lukke luften ud af anklagerne. Efterfølgende sagde han undskyld samme sted. Eller det vil sige, at det var bl.a. TV 2’s udlægning af Stephensens Facebook-opslag, som vi også viderebragte her på Kforum.

I virkeligheden var der dog højst tale om et forsøg på en undskyldning, der dog i realiteten var en beklagelse. Og som du kan læse her, så er der stor forskel på at undskylde og beklage.

“Selvom de to ord ligger så tæt i betydning, er der en afgørende forskel: Når man undskylder, vedkender man sig ansvaret for den skadevoldende handling ("forvoldt", "krænket", "forsømt").”

Jon Stephensen beklager nemlig de oplevelser, TV 2’s kilder har haft. Han undskylder ikke for egen adfærd. Det indkapsles tydeligt i dette citat fra hans mund:

“Jeg siger undskyld for den oplevelse, de har følt, de har haft. Den anerkender jeg. Sådan må det være. Det er mennesker, der har været ansat på mit teater, og deres oplevelse, og det beklager jeg.”

Forsøget på en undskyldning fuser ud i en flad beklagelse. Eller som Nicolaj Taudorf Andersen, CEO i k-bureauet Radius, udtrykker det i et opslag på LinkedIn: “Undskyld ALDRIG for andres oplevelser. Bare sig undskyld. Sagens fakta siger her resten.”

Med politikerambitionen følger den moralske tryktest

Jon Stephensen-sagen er et lysende eksempel på, at granskningen af aktører på den største politiske scene, Christiansborg, er mere nidkær end i andre af samfundets arenaer.

Hvis Jon Stephensen efter sin fyring på Aveny-T sidste år havde fået et nyt job som erhvervsleder, så er det langt fra sikkert, at vi havde vidst om mandens virke som teaterchef, hvad vi ved i dag. Medierne havde simpelthen næppe allokeret ressourcer til at undersøge Stephensens baggrund.

Det selvom det tilsyneladende ikke engang var nødvendigt at kratte særligt dybt i lakken, før historierne tittede frem. TV 2 var trods alt i stand til at mobilisere hele 30 kilder, der kompromitterede Jon Stephensens ledelse.

Nu blev Jon Stephensen i stedet for finde et nyt job på arbejdsmarkedet valgt til Folketinget, og hans parti blev endda regeringsbærende. Dermed blev hans baggrund relevant for medierne.

At dømme efter hans håndtering kom den intensiverede medieinteresse bag på Jon Stephensen, og han har reageret på bagkant af strømmen af historier om bolig betalt af teatret, problematisk ledelse og anklagen om forfalskning af en underskrift, hvilket angiveligt er dokumenteret på en lydoptagelse.

Jon Stephensen-sagen eren påmindelse om, at det ikke er gratis at få politisk magt. Det følger nemlig med at få tryktestet sin moralske habitus. Og hvis man har en politiker i maven, så gør man klogt i at forberede sig på denne tryktest.

Særligt det sidste forhold er graverende og dermed relevant for medierne, da Stephensen har fået sæde i Det Udenrigspolitiske Nævn, der er forum for følsomme oplysninger om rigets sikkerhed.

Afsløringerne om Jon Stephensen er altså også historien om et arenaskift fra en position, hvor møgsagerne i ro og mag har kunnet hobe sig op gennem årtier, til en position, hvor møgsagerne er kommet for en dag i et raskt tempo.

Jon Stephensen-sagen er således en påmindelse om, at det ikke er gratis at få politisk magt. Det følger nemlig med at få tryktestet sin moralske habitus. Og hvis man har en politiker i maven, så gør man klogt i at forberede sig på denne tryktest.

Her følger i den forbindelse en ikke-udtømmende huskeliste:

Få kortlagt dine skeletter i skabet – og en samling af sådanne har velsagtens alle, der har levet et nogenlunde normalt liv uden for den politiske arenas nådesløse følgespot?

Lad være med at tro, at ingen opdager dine skeletter, bare fordi du har formået at holde dem ude af offentlighedens søgelys i så mange år.

Vær forberedt på, at selvom du ikke indtil nu har skabt dig fjender i livet, så får du det, når du træder ind i den politiske arena. For dine politiske modstandere er du bare en brik, der skal væltes.

Og læg så en strategi for din håndtering af den kommende medieinteresse for din skeletsamling. Den kan være proaktiv eller reaktiv, bekendende eller benægtende, men du vil fortryde, hvis du ikke har den, når først journalisten ringer.