Stop den politiske propaganda-debat

Det er blevet populært at inddrage et real life-offer i den politiske debat, og indtil nu er det blevet gjort uden en kritisk tilgang. Når et menneske står frem som offer for et politisk forslag eller en reform, så skal alle detaljer fremlægges. Ellers ender vi med en journalistik, der minder om propaganda, og en politisk debat, der bygger på offerdemokrati.
Den politiske propaganda-debat skal skiftes ud med en kritisk tilgang over for de fremstillede politiske ofre. Polfoto/Joachim Adrian
Den politiske propaganda-debat skal skiftes ud med en kritisk tilgang over for de fremstillede politiske ofre. Polfoto/Joachim Adrian
af Finn Graversen
Danske medier elsker ofre. Altså i den politiske debat. Måske er det et udslag af, at de arbejder med et mantra om at være nærværende over for læsere og seere, og det bliver man ved hele tiden at fokusere på, hvad nyhederne betyder for almindelige mennesker.
 
Det er bare problematisk i forbindelse med debatten om politiske reformer og indgreb, der vedrører velfærdsydelser. Når de skal oversættes til en konsekvens for almindelige mennesker, så kommer det til at handle om ofre, og det stiller nogle særlige krav til journalistikken. Et almindeligt journalistisk princip vil være, at man kan gå hårdt til magtens mennesker, mens man er meget mere blød over for almindelige og medieuvante mennesker.
 
Et af tidernes mest kendte tv-ofre er Dovne Robert. Robert blev kendt, da han i 2012 deltog i DR2-programmet "På den 2. side". Efter Roberts medvirken i programserien blev han til et begreb, medierne kunne hive op af posen, hver gang der skulle tales beskæftigelse. Kilde/Skanpix.
 
Ovenstående tilgang bliver imidlertid udfordret, når ofre for reformer af velfærdsydelser bliver ført frem i medierne. De er ret beset en interessegruppe, der kæmper for at beholde nogle ydelser, og derfor er en vis kritisk tilgang nødvendig i forhold til at lægge sagerne frem. Alternativet er en journalistik, der kommer til at minde mistænkeligt om propaganda, og en politisk debat, der ender som offerdemokrati.
 
 
Den aktuelle offerrolle 
Senest kunne man se det folde sig ud i forbindelse med eksekveringen af kontanthjælps-loftet. Det træder i kraft den 1. oktober, og medierne har i de seneste 10-14 dage bragt talrige eksempler på ofre af forskellige slags.
 
Så sent som i weekenden var tophistorien på DR1's 19.30-nyheder et indslag om en kvinde, der gerne tog småjobs og derved kunne undgå loftet. Men systemet var sådan, at hun skulle aflevere lønsedler, og det kunne føre til en forsinkelse af udbetalingen af hendes kontanthjælp på fire dage, og derfor kunne hun ikke betale sine regninger. Derved blev hun lanceret som et offer.
 
Hvis man tænker bare lidt over det indslag, så efterlod det et stort spørgsmålstegn. Det blev fremstillet som en del af diskussionen om kontanthjælps-loftet, men var det andet end en administrativ problemstilling?
 
De fleste offer-artikler har handlet om kontanthjælpsmodtageres rådighedsbeløb, der falder, men i størstedelen af tilfældene kommer man med en meget overfladisk information. En grundigere gennemgang ville formentlig kunne påvirke holdningen til kontanthjælps-loftet.
 
Helt grotesk foldede offerdebatten sig ud i uge i Debatten på DR1 med Clement Kjersgaard, hvor man havde fundet et offer frem til at debattere med bl.a. socialminister Karen Ellemann.
 
En ting er, når medier blot holder mikrofonen frem til ofre - noget helt andet er at sætte en socialminister til at diskutere med et offer direkte på tv. Det bliver en dysfunktionel debat og kan næsten kun gå galt - og gjorde det stort set også - hvis det ikke var, fordi Karen Ellemann havde Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance ved sin side.
 
Det elskede hadeobjekt 
Joachim B. Olsen fremtræder som lidt af en politisk tumling, der har det med at sige det, som ikke ret mange andre tør, og på den måde er han for en del blevet et yndlings-hadeobjekt. På den anden side så er der noget, der tyder på, at han kan sit stof, og at han med sin form reelt får tilført netop den nuancering, som medierne helt af sig selv burde søge.
 
Joachim B. Olsen er en hyppig gæst i Debatten; hans seneste optræden var torsdag den 29. september. 
 
I Debatten havde man fundet en enlig mor til fire fra Kolding, der kunne fortælle, at kontanthjælps-loftet ville reducere hendes rådighedsbeløb fra 6000 til 4000 kroner, og det kan enhver jo se ikke holder, når man har fire børn.
 
Det er en komplet umulig diskussion for en socialminister at gå ind i direkte på tv. Hun kan - og må ikke - gå ind i en sagsbehandling, men samtidig skal hun passe meget på med ikke at blive arrogant over for ofrets situation. Alligevel skal hun forsvare regeringens politik.
 
Det bliver selvsagt til en gang træden vande, og man kan undre sig over, at redaktionen på Debatten ikke kan se, at det er en dysfunktionel debat, hvor de bevæger sig på en hårfin grænse mellem journalistik og propaganda.
 
Joachims ragekniv
Det var her, Joachim B. Olsen trådte til, da han højst usædvanligt gik mere bramfrit til offeret.
 
Joachim B. Olsen nægtede at diskutere på den præmis, der var sat op - nemlig rådighedsbeløbet - og fremførte i stedet, at en enlig mor med fire børn får udbetalt 22-23.000 kroner efter skat - efter indførelsen af kontanthjælps-loftet. Den enlige mor søgte at modsige ham, men Joachim B. Olsen konstaterede bare, at loven også gælder for hende, og i henhold til loven så er indtægterne på det lag for en kvinde i hendes situation - og det var i hans optik et absolut fornuftigt niveau. Vel at mærke et niveau langt over, hvad man får i andre, sammenlignelige lande - også korrigeret for købekraft.
 
Joachim B. Olsen ville i øvrigt gerne snakke budget med hende bagefter. Ordvekslingen fik den ellers slagfærdige og replik-hurtige Clement Kjersgaard til et kort øjeblik at overveje, hvordan han skulle gå videre.
 
Det er langt fra første gang, at Joachim B. Olsen er gået op mod strømmen og fået markant indflydelse på den politiske dagsorden. For fem år siden provokerede han SF'eren Özlem Cekic så meget med en krads post på de sociale medier, at hun udfordrede ham til debat hos en kontanthjælps-modtager. Joachim B. Olsen accepterede - hvis det bare skete på basis af et fuldstændigt budget.
 
Resultatet blev en sag, der på 24 timer ændrede den politiske debat, fordi det viste sig, at Carina - som kontanthjælps-modtageren hed - havde mere udbetalt end mange mennesker, der går på arbejde.
 
De to politikere Joachim B. Olsen og Özlem Cekic er tørnet sammen flere gange. På overstående billede er de til en fattigdomsdebat hos BT. Kilde/Scanpix.
 
Man skulle tro, at medierne dengang havde lært lektien og var begyndt at være mere omhyggelige med nuancerne.
I den aktuelle sag faldt Joachim B. Olsens udtalelser mange for brystet, og det førte til, at Detektor på DR tog sagen op. Resultatet blev, at hans udtalelser blev konstateret korrekte.
 
Joachim B. Olsen postede et opslag på Facebook, hvor han skrev: "Jeg brækker mig". Dette udsagn var møntet på et forslag fra SF. Overstående video er en debat imellem Joachim B. Olsen og Özlem Cekic på baggrund af det, der blev postet på Facebook. 
 
Pointen her handler ikke om kontanthjælps-loftet er en god eller dårlig ting. Den handler om det grundlag, diskussionen skal foregå på.
 
Og der er pokker til forskel på at diskutere en nedsættelse af et rådighedsbeløb fra 6.000 til 4.000 kroner eller på at diskutere en samlet udbetaling på 23.000 om måneden. Det er et beløb, som mange danskere i arbejde ikke har, og det var lige nøjagtig det forhold, der fik så markant betydning i sagen om Fattig-Carina.
 
Man kunne måske ligefrem forestille sig, at hvis Debatten havde sørget for at lægge tallene ordentligt frem, så havde politikerne kunne få en mere nuanceret og faktuel debat frem for en emotionel debat.
 
Danskerne skal have et fair udgangspunkt
Opgaven for medierne er vel at give danskerne et grundlag for at indtage et standpunkt, og emotionelle argumenter hører til i propagandaens verden - ikke i journalistikkens.
 
Uanset hvad man mener om Liberal Alliance og Joachim B. Olsen, så er det den pointe, han får peget på ved ikke at underlægge sig den præmis, som medierne opstiller af mangel på kritisk tilgang over for ofre.
 
Ingen tvivl om, at det kan være svært at finde den rette balance, for det er mennesker og skæbner, det handler om. Det er bare ikke et argument for følgagtighed, og hvis ofre vil stå frem i medierne, så bør de indstille sig på at blive kigget efter i sømmene. Det er den pointe, som Joachim B. Olsen får sat fokus på - ikke kun på grund af sin mere bramfri tone, men også fordi han tilsyneladende kan sit stof.
 
Og det er en pointe, som man godt kan give credit for uden at bryde sig om Liberal Alliances politik eller kontanthjælps-loftet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også