Hvad gør k-cheferne?

Det danske samfund skal stå sin prøve over for COVID-19, og det er ikke kun statsministerens kommunikationsfolk, der er på overarbejde. Kforum har talt kort med tre kommunikationschefer om, hvad de gjorde, da de først skulle kommunikere om coronavirus, samt hvilke råd de vil give andre i samme position.
Lukkede biografer og mangel på håndsprit. Kforum har talt med de kommunikationsansvarlige fra COOP, Egmont og Red Barnet om deres coronakommunikation.
Lukkede biografer og mangel på håndsprit. Kforum har talt med de kommunikationsansvarlige fra COOP, Egmont og Red Barnet om deres coronakommunikation.
For kommunikationscheferne rundt om i landet er spørgsmålet ikke længere, hvorvidt de bør kommunikere om virussen, men nærmere hvordan. COOP, Egmont og Red Barnet har uden smittefare åbnet deres mail og givet Kforum et indblik i deres coronakommunikation.
 
Hvad var første prioritet?
For Lars Aarup, kommunikations- og analysechef hos COOP, var det vigtigt at samle kommunikationsindsatsen fra start:
“Vi nedsatte først en taskforce bestående af HR, Jura, Risk og Kommunikation. I takt med at coronakrisen udviklede sig, tilførte vi ressourcer fra andre afdelinger, ” fortæller han.
 

Lars Aarup opfordrer andre kommunikationsansvarlige til generelt at forberede sig på lignende situationer, eksempelvis ved at tjekke kommunikationskanalerne ved brandøvelser.
 
“Da regeringen lukkede Danmark ned 11. marts, havde vi allerede en bemandet kommandostation fra kl. 06-24 i et lokale umiddelbart ved siden af direktionen.”
 
Hvis du havde planer om en tur i biografen med fredagsslik, så kan du efter regeringens pressemøde i går ikke gøre det i Nordisk Film-biografer.
 
"Hver gang regeringen og myndighederne melder noget ud, øges kompleksiteten" - Lars Aarup
 
Biograferne er del af mediekoncernen Egmont, der fra begyndelsen har haft kommunikationsmæssigt fokus på myndighedernes opfordringer i forhold til epidemien. Det forklarer Line Aarsland, der er vice president ved corporate communications & public affairs hos Egmont.
 

Line Aarsland mener, at virksomheder bør være bevidste om at vurdere deres egen situation, da myndighedernes kommunikation er rettet mod offentligheden.
 
Noget af det første, de gjorde, var at udsende retningslinjer for, hvordan medarbejdere skulle forholde sig til sygdomssymptomer, og hvordan de kunne være med til at begrænse smitte i deres daglige omgang.
 
For Red Barnet var førsteprioriteten i kommunikationsopgaverne i en anden øjenhøjde. De måtte løse, hvordan vi bør tale med børn om noget så voksent som en epidemi. Hvis I endnu ikke har hørt om dette, så peger pressechef for Red Barnet, Mette Noppenau, på mediernes fokus som årsag.
 

Ifølge Red Barnets pressechef, Mette Noppenau, bliver det svært at holde fast i planlagte kommunikationsplaner – men de vil forsøge.
 
Ramt af regeringens opfordringer
Hun har til opgave at kommunikere organisationens tiltag, og efter gårsdagens pressemøde steg den opgave betydeligt i sværhedsgrad:
 
“Det kommer til at have betydning på den måde, at en masse medier lukker ned for ikke-essentielle programmer, som vi ellers skulle have optrådt som kilder i. Det betyder jo, at der er en masse informationer om vores arbejde for udsatte børn i Danmark og resten af verden, der ikke bliver delt på samme måde, som det ellers ville,” forklarer hun.
 
"Lige nu handler det meste om corona, og det er ganske forståeligt – virussen påvirker alle danskeres hverdag. Derfor er det helt naturligt at tale om og afdække, men vi skal sørge for at gøre det på en saglig og oplysende måde" - Mette Noppenau
 
Deres strategi er at forsøge at fastholde de lagte kommunikationsplaner:
 
“Vi forsøger at holde fast i vores fastlagte kommunikationsplaner – men vores arbejde kommer i højere grad til at ske fra hjemmearbejdspladsen og ikke fra kontoret.”
 
COOPs kommunikationschef, Lars Aarup, mener også, at regeringens udmeldelser kontinuerligt skaber nye spørgsmål, der kræver, at kommunikationsafdelingerne er forberedte:
 
“Hver gang regeringen og myndighederne melder noget ud, øges kompleksiteten. For eksempel kom der på et tidspunkt tidligt i forløbet en anbefaling om at bruge håndsprit. Og i løbet af seks timer manglede der håndsprit i butikkerne omkring Roskilde og København, hvilket rejser en masse spørgsmål.”
 
Råd til coronakommunikation
I dag er der kun et-lags toiletpapir tilbage på hylderne i landets supermarkeder. Heldigvis var de tre adspurgte kommunikationsansvarlige ikke løbet tør for råd. De har følgende råd til andre kommunikationsfolk, der skal kommunikere om og navigere i coronavirussen:
 
Lars Aarup, kommunikations- og analysechef hos COOP:
“Vær forberedt. Hold brandøvelser i din egen afdeling. Selvom det kan virke lidt kunstigt. Vi havde en situation for fire uger siden, hvor alle toiletter på hovedkontoret ikke virkede i 48 timer. Det blev en naturlig øvelse for kommunikationsafdelingen, hvor der for eksempel blev afsløret fejl i nogle centrale mailgrupper. De fejl var rettet, da coronakrisen startede.”
 
 
Line Aarsland, vice president ved corporate communications & public affairs hos Egmont:
“Vi er bevidste om, at myndighedernes kommunikation er generel og rettet mod offentligheden, så vi derudover skal vurdere i forhold til egne forhold. Alle vores selskaber – Nordisk Film, Egmont Publishing og TV 2 i Norge – har udover Egmonts generelle anvisninger lavet tilpassede, klare anvisninger til medarbejdere ud fra deres særlige hensyn.”
 
 
Mette Noppenau, pressechef for Red Barnet:
“Jeg synes, vi skal sørge for at lytte til eksperterne og lade være med at gå i panik eller piske en stemning op. Lige nu handler det meste om corona, og det er ganske forståeligt – virussen påvirker alle danskeres hverdag. Derfor er det helt naturligt at tale om og afdække, men vi skal sørge for at gøre det på en saglig og oplysende måde.”

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Forsiden lige nu

Læs også